Forhallen på rådhuset bygges om den kommende tid

Rådhusets forhal bygges om for at give borgerne en bedre velkomst

Forhallen på rådhuset skal indrettes, så den bliver mere imødekommende for byens borgere. Ombygningen af forhallen starter i uge 34 og forventes at vare i fire uger.

Gennem det seneste år har der været testet forskellige indretninger af forhallen i forhold til, hvordan borgerne oplever mødet med kommunen, og det har haft en stor effekt for både borgere og medarbejdere. Borgere fortæller, at indretningen er hyggelig og med en rar stemning - også de borgere, som tidligere fandt forhallen udfordrende. Medarbejderne oplever bedre kommunikation med borgere og færre konflikter, og at der er færre klager.

Ombygning af forhallen
Som et resultat af de forskellige prøvehandlinger bliver forhallen nu ombygget. Det kommer selvfølgelig til at få indflydelse på den oplevelse, som borgerne får de kommende uger.

Forhallen indrettes, så den skaber ro, overblik og giver adgang for så mange grupper af mennesker som muligt. Samtidig skal den nye indretning invitere til et ligeværdigt møde mellem den enkelte og kommunen samt sikre fortrolighed og afskærmning af det personlige møde med kommunen. Endeligt så bliver forhallen indrettet, så den giver et moderne indtryk af rådhusets klassiske arkitektur. Med ombygningen af forhallen bliver det også muligt at bruge teknologiske løsninger, som skaber endnu hurtigere og endnu bedre hjælp til borgerne.

Borgerservice og Ydelser forventes at have åbent som normalt under hele ombygningen og nyindretningen af forhallen på rådhuset – på nær et par timer mandag den 1. september. Der kan dog opstå uforudsete ting under ombygningen, som gør, at det bliver nødvendigt at lukke yderligere. Skulle dette ske, vil det blive meldt ud senere.

Det arbejde, der larmer mest, vil blive lavet i weekender og uden for normal åbningstid på rådhuset. Men det kan selvfølgelig ikke undgås, at borgerne vil blive mødt at uro og byggerod i en kort periode.

Forhallen forventes at blive genåbnet og indviet mandag den 22. september.