Ny pulje skal styrke beskæftigelsesindsatsen
Arbejdsmarked og Erhvervsudvalget har indstillet til Økonomi- og Erhvervsudvalget at sætte 1 mio. kr. af til at hjælpe unge eller voksne med behov for særlig støtte til at få en tilknytning til arbejdsmarkedet
§17 stk. 4 udvalget for Arbejdsmarked og Erhverv har besluttet at oprette en pulje på 1 mio. kr., der skal understøtte kommunens arbejde med at hjælpe borgere fra offentlig forsørgelse til beskæftigelse. Puljen skal være med til at afprøve og udvikle nye metoder i beskæftigelsesindsatsen med fokus på social økonomiske virksomheder, foreninger, organisationer m.v.
”I Fredericia Kommune har vi unge og voksne, som er kommet langt væk fra arbejdsmarkedet, og som har brug for særlig støtte for at få en varig tilknytning. Vi ser også, at social økonomiske virksomheder eller lignende aktører som for eksempel foreninger og organisationer, kan være med til at løfte den opgave. Derfor tror vi, at der ligger et potentiale i forhold til at få borgere, der har en længere vej, ud på arbejdsmarkedet”, siger Connie M Eden, medlem af §17 stk. 4 udvalget for Arbejdsmarked og Erhverv.
Puljen er målrettet unge og voksne, der har behov for særlig støtte for at kunne komme ud på arbejdsmarkedet. Mere præcist retter puljen sig mod borgere, der er på offentlig forsørgelse.
”Alle fortjener en chance for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Med denne pulje giver vi en håndsrækning til dem, der har brug for en ekstra indsats for at komme i job. Puljen har til formål at skabe nye veje til beskæftigelse gennem skræddersyede indsatser. Men det handler i bund og grund om at investere i mennesker og skabe varige løsninger, der giver mening for både den enkelte og samfundet”, siger borgmester Christian Bro, formand for Arbejdsmarked og Erhvervsudvalget.
Midler fra puljen kommer fra udvalgets egne midler, og de kan bruges til at finansiere pilotprojekter og nye metoder i beskæftigelsesindsatsen. Fokus er på at købe indsatser, hvor der forventes en positiv effekt for de involverede borgere, og hvor nytænkning og samarbejde er i centrum. Puljen kan derfor ikke bruges til at oprette eller udvide socialøkonomiske virksomheder, men udelukkende til køb af konkrete og velbeskrevne indsatser, hvor forvaltningen vurderer, at sandsynligheden for, at borgerne kommer videre i permanent job eller uddannelse, er høj.