Opsætning af broer udskydes på ubestemt tid

Fredericia Kommune har ved den endelige godkendelse af broerne, der skal danne overgang over volden i Sjællandsgade, desværre konstateret, at broerne ikke lever op til kvalitetskravene i udbudsmaterialet og gældende normer for stålkonstruktioner.

På den baggrund har Fredericia Kommune afvist at godkende broerne i den nuværende kvalitet. Den planlagte montage af broerne bliver derfor udskudt på ubestemt tid. Problemet er, at tolerancerne af hele den færdige bro ikke lever op til kravene.

- Det er naturligvis ærgerligt, at voldprojektet ved Sjællandsgade bliver yderligere forsinket. Men vi finder det vigtigt, at kommunens projektledelse sikrer, at vi får leveret den aftalte kvalitet i projektet. Nu må vi give entreprenøren mulighed for at komme med en løsning på at få færdiggjort opgaven, så vi som borgere kan få fuld glæde af voldprojektet, udtaler formand for Teknisk udvalg John Nyborg og næstformand Karsten Byrgesen.

Der kan endnu ikke gives en ny tidsplan for montering af broerne, da entreprenør og underleverandør skal finde en løsning på kvalitetsproblemet. Den planlagte spærring af Sjællandsgade i den kommende weekend er derfor aflyst. Når broerne bliver klar til montering, vil de stadig ske som aften/weekend arbejde og planlægningen vil ske i dialog med Fredericia Shopping for at mindske generne for handelslivet i midtbyen.

-  Der er ingen tvivl om, at projektet stiller store krav til den håndværksmæssige kunnen. Vi har fuld tillid til, at Arkil, som entreprenør på opgaven, er i stand til at levere det ønskede og aftalte niveau. Derfor arbejder vi naturligvis tæt sammen med entreprenør, underleverandør samt arkitekt og ingeniør om at finde en løsning, siger fagchef Bo Rene Schjødt Andersen.