Udvalg følger forsøg med skolemad tæt: ”Vi er optaget af, at alle elever får et sundt måltid og at der er mad til at mætte alle”

Siden årsskiftet har Det Danske Madhus – Glade Krudtugler leveret skolemad til to af Kirstinebjergskolens afdelinger. På grund af vanskeligheder i opstarten rykker Børne-, Skole-, og Uddannelsesudvalget tættere på for at følge forsøget med gratis skolemad, som er en del af et landsdækkende forsøg.

550 elever på Kirstinebjergskolen afd. Havepladsvej (7.-9. klasse) og afd. Høgevej (0.-3. klasse samt taleklasserne i indskolingen) har siden årsskiftet skiftet madpakken ud med gratis skolemad som en del af det landsdækkende forsøg med skolemad.

På baggrund af erfaringerne fra de første uger med gratis skolemad, hvor tilbagemeldingerne blandt andet har handlet om svingende kvalitet og mængden af mad, er Børne-, Skole-, og Uddannelsesudvalget enige om at følge indførelsen af gratis skolemad på Kirstinebjergskolen afd. Havepladsvej og afd. Høgevej tæt.

Det sker blandt andet ved løbende evalueringsmøder mellem Det Danske Madhus - Glade Krudtugler, som leverer skolemaden, og Fredericia Kommune. Her vil der være fokus på løbende at få fulgt op på mad, spisesituationer og mængderne af maden, ligesom der også vil være en opmærksomhed på, at eleverne igennem forsøgsperioden skal prøve forskellige retter og dermed opleve større madmod.

“Vi er meget optaget af, at forsøget med gratis skolemad til eleverne på Kirstinebjergskolen bliver en god oplevelse for eleverne. Derfor er det vigtigt, at kvaliteten af maden er så god, at alle børn kan få et sundt måltid mad, og at der er nok mad, så alle børn kan blive mætte, ” siger udvalgsformand Pernelle Jensen.

Udvalget vil følge udviklingen og samarbejdet tæt gennem hele forsøgsperioden, som er frem til juleferien 2028.

Forsøget er fuldt finansieret af puljemidler fra det landsdækkende forsøg med skolemad, og i Fredericia Kommune er der indgået aftale med Det Danske Madhus – Glade krudtugler, som leverer frokost til eleverne på alle skoleårets 200 skoledage.

I alt deltager 191 skoler fra hele landet i forsøget. Skolerne er ved lodtrækning udvalgt til enten at afprøve en skolemadsordning uden forældrebetaling eller med en forældrebetaling på enten 15 eller 25 kroner pr. måltid. 

I Fredericia Kommune deltager Kirstinebjergskolen afd. Havepladsvej (7.-9. klasse) og afd. Høgevej (0.-3. klasse samt taleklasserne i indskolingen) og på begge skoler er skolemaden gratis.