Unge i Fredericia kommer hurtigere i job og uddannelse

Ny opgørelse viser, at unge, der står uden job eller uddannelse kommer langt hurtigere i job eller uddannelse end for tre år siden.

Når unge står uden job eller uddannelse, træder Ungeenheden i Fredericia Kommune til. For ambitionen er, at alle unge i Fredericia Kommune skal lykkes med job og uddannelse.

For at følge udviklingen er der fokus på en række nøgletal, og den seneste opgørelse viser, at de gode tendenser, der er set over i de sidste tre år, har bidt sig fast.

Et af nøgletallene er den gennemsnitlige tid, hvor unge har brug for at modtage den økonomisk støtte uddannelseshjælp, der gives til unge, der ikke er i job eller under uddannelse.

Den gennemsnitlige tid er reduceret med 24 procent siden januar 2023.

”Det er et tydeligt tegn på, at Ungeenhedens målrettede indsats virker og gør stor forskel for de unge. Når de unge har brug for kortere tid på uddannelseshjælp, betyder det nemlig, at de unge er hurtigere om at starter på uddannelse eller i job, og dermed finde fodfæste i livet. Men arbejdet er ikke slut, for ambitionen er, at det tal skal endnu længere ned,” siger Pernelle Jensen, der er formand for Fredericia Kommunes Unge- og Uddannelsesudvalg.

Hun bakkes op af næstformanden for udvalget:

”Vi er rigtig glade for at se, at de allerfleste unge går fra uddannelseshjælp og ud i uddannelse eller job. Det vigtige er jo, at de unge kommer videre til noget, der peger dem godt videre ind i fremtiden,” siger Anette Hyre-Jensen.

Et andet vigtigt nøgletal

Et andet tal, som Ungeenheden også holder øje med, er, hvor mange unge der modtager uddannelseshjælp.

Den seneste opgørelse viser, at 360 unge modtager uddannelseshjælp, hvilket er fem mere end for et år siden. I samme periode er der flyttet 54 unge mere til kommunen direkte på uddannelseshjælp end der er flyttet fra kommunen.

”Vi har lige nu 360 unge på uddannelseshjælp. Til sammenligning hjalp vi 435 unge ud af uddannelseshjælp sidste år, og vi afsluttede dermed flere unge i 2024, end der modtager uddannelseshjælp på nuværende tidspunkt. Det er et tydeligt bevis på, at vores indsats virker, og at vi lykkes med vores hjælp til de unge,” siger Pernelle Jensen

Anette Hyre-Jensen tilføjer:

”Det er positivt, at det går den vej, men ambitionen skal være, at der unge i Fredericia Kommune enten er i uddannelse eller job,” siger hun.

De 360 unge, der modtager uddannelseshjælp, da tallet blev opgjort, er ikke de samme unge hele tiden. Der er meget stor udskiftning i gruppen, og i år er der allerede afsluttet 304 unge på uddannelseshjælp.