Byrådet godkender udvidelse af Monjasa Park og Middelfart Sparekasse Arena

Stor succes hos både FHK og FC Fredericia betyder, at fredericianerne kan se frem til at se byens fodbold- og håndboldhold spille på hjemmebane. Byrådet har nemlig netop godkendt udvidelser begge hjemmebaner.

Med byrådets godkendelse kan både Fredericia Håndboldklub og FC Fredericia se frem til, at begge holds hjemmebaner opgraderes, så de fremover lever op til tilskuerkravene for både Europa League, Champions League og Superligaen.

Arbejdet begyndte i forligskredsen bag Budget 2025, hvor man i fællesskab har fundet det nødvendige økonomiske råderum, så Kultur- og Idrætsudvalget kunne lave en indstilling, som byrådet nu har godkendt.

”Det er en stor sejr for kommunen, at både vores fodbold- og håndboldhold klarer sig så flot. Og derfor er der naturligvis heller ingen tvivl om, at vores hold skal spille på hjemmebane, uanset hvilken liga de spiller i. Det har en kæmpe betydning for spillerne, vores fans og sponsorer, men i den grad også for Fredericia som kommune. Derfor er jeg meget glad for, at forligspartierne har taget et stort ansvar og har fundet finansiering, så vi med midler fra Budget 2025 nu sørger for, at der kan blive sat gang i opgraderingen af FC Fredericia og FHKs hjemmebaner,” siger Peder Tind, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

Opgraderingen af Monjasa Park, der sættes i gang hvis klubben rykker op i Superligaen, betyder blandt andet, at der etableres i alt 10.000 pladser, hvoraf 3.000 er siddepladser og 7000 er ståpladser, ligesom der etableres øgede sikkerhedsforanstaltninger. Derudover laves der en port til grønsværen og en betonkant nederst ud mod banen, så der bliver mulighed for at vise LED-reklamer hele vejen rundt om banen. Og det har stor betydning for klubben.

”Superligaen er et af Danmarks allermest eksponerede varemærker. Det er derfor helt afgørende for både FC Fredericia og vores by, at den eksponering og de mange fans, medier og gæster som følger Superligaen også får hjemmebane på Monjasa Park. Vores trofaste sponsorer og lokale fans har fortjent oplevelsen af store kampe mod f.eks. FCK, AGF og Brøndby også spilles her i 7000 Fredericia. Byen får status af Superliga-by og får en tydelig plads på Danmarkskortet,” siger Stig Pedersen, der er direktør og sportslig ansvarlig hos FC Fredericia.

Hvis FC Fredericia rykker op i Superligaen, så er planen, at arbejdet med at opgradere Monjasa Park er færdigt den 12. august 2025. Hvis de ikke rykker op i Superligaen, går man ikke videre med udvidelsen af Monjasa Park.

Unik chance for eksponering

Også hos Fredericia Håndboldklub har det stor betydning, at Middelfart Sparekasse Arena opgraderes med en ny tilskuertribune med plads til 144 nye siddepladser.

”Da vi indviede de moderne faciliteter i 2018, satte vi et klart mål om at bringe Fredericia tilbage i håndboldens elite. Champions League-deltagelsen og udvidelsen af arenaen er en direkte forlængelse af denne vision. Nu kan vi præsentere håndbold i verdensklasse her i Fredericia, og det giver os en unik chance for international eksponering. Udvidelsen er afgørende for klubbens fortsatte udvikling og betyder, at hele byen kan drage fordel af øget synlighed, handel og vækst,” siger Thomas Renneberg-Larsen, der er administrerende direktør for Fredericia Håndboldklub.

Opgraderingen af Middelfart Sparekasse Arena står færdig senest den 1. september 2025.

Sådan finansieres de to projekter

Med byrådets beslutning forpligter Fredericia Kommune sig til maximalt at finansiere 75% af de to anlægsprojekter inden for den fundne ramme, mens de resterende 25% af de to anlægsprojekter betales af eksterne samarbejdspartnere.

Midlerne til de to byggeprojekter er fundet ved at fremrykke ledige anlægsmidler i overslagsårene i Budget 2025 og fra Økonomi- og Erhvervsudvalgets investeringspulje.

De to lukkede dagordenspunkter, der omhandler opgraderingen af henholdsvis Monjasa Park og Middelfart Sparekasse Arena indeholder oplysninger om den økonomiske ramme for de to projekter. Da denne ikke skal være kendt af offentligheden af hensyn til indhentning af tilbud er de fortsat lukkede.

For yderligere kommentarer

Kontaktinfo til forligspartierne:

Venstre: Peder Tind, 22 13 70 29

Det Konservative Folkeparti: Tommy Rachlitz Nielsen, 42 94 95 70

Enhedslisten: Cecilie Roed Schultz, 61 33 16 32

Dansk Folkeparti: Susanne Eilersen, 23 30 24 90

Socialistisk Folkeparti: Connie Maybrith Eden, 61 92 32 43

Borgernes Liste: Karsten Byrgesen, 50 69 34 36

Danmarksdemokraterne: Palle Dahl, 23 26 28 31

Kontaktinfo til øvrige partier der stemte for:

Socialdemokratiet: David Gulløv, 41 99 48 13

Kontakt til FC Fredericia og FHK

Stig Pedersen, 40514399, direktør og sportslig ansvarlig hos FC Fredericia

Thomas Renneberg-Larsen, 29128048, administrerende direktør for Fredericia Håndboldklub