Direktør forlader Fredericia Kommune

Et enigt byråd har på et ekstraordinært byrådsmøde den 27. oktober godkendt en fratrædelsesaftale for kommunens direktør for Familie, Børn og Unge.

I forlængelse af et ekstraordinært møde i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 27. oktober har byrådet godkendt en fratrædelsesaftale for direktør for Familie, Børn og Unge Karen Heebøll.

Resultaterne på skoleområdet har gennem en årrække ikke stået mål med byrådets ambitioner, som er sat i Vision 2033 og byrådsgrundlaget – hverken når det gælder elevernes trivsel eller de faglige resultater. Med et ambitiøst anlægsprogram i Budget 2027 er der nu taget vigtige skridt for at styrke udviklingen og sikre, at ambitionerne for skoleområdet bliver indfriet.

Som led i dette arbejde er det vurderet, at der er behov for en ny profil på direktørposten, som kan understøtte den videre realisering af de politiske mål og omsætte den allerede fastlagte retning til konkret handling og mærkbare resultater.

Byrådet vil samtidig rette en tak til Karen Heebøll for hendes indsats i Fredericia Kommune.

Chef for HR, Økonomi og IT Rune Helms har sagt ja til at være konstitueret som direktør for Familie, Børn og Unge, indtil stillingen er besat.