Frihedsprisen 2025

Vinder af Arlette Andersens frihedspris 2025

Rebecca Raben Sørensen, 16 år, Fredericia Gymnasium

Frit kan jeg tænke

Jeg skriver ned hvad jeg tænker
En form for frihed i sig selv
Fordi tanker fylder i mit hoved

Og sikke et privilegie at have
At kunne tænke frit er fordi jeg kan rumme
Rumme den verden omkring mig
Hvor alle ikke trives

At have tid til at sidde og lade tankerne flyve
For tænk hvis jeg sad i en storm,
af bomber og brag som rystede det hele

Jeg skriver alt det dårlige og gode ned på papir
Ellers sidder det fast,
som en følelsesmæssig forstoppelse
Måske er det derfor nogen gør andre fortræd
For at komme af med deres egen smerte
Det virker forkert

I 2025 er det blevet „ok“ at lyve
Hvad er rigtig?
Hvad er forkert?

De store skubber grænser
For hvad de må sige,
og hvad de må gøre

Jeg gør det for mere frirum i mit hoved

Måske er der noget dårligt i alle
Måske er der en sprække i alting
Måske er det kun derfor lyset kommer ind

Jeg håber vi alle en dag går i ét med lyset
Hvor alle vil hinanden det bedste

Fordi jeg tror på en glædelig frihed
Men jeg tror også på det kan misforståes
Det har verden vist mig

Friheden i min hverdag skal jeg ikke underkende
Jeg er taknemlig for i dag,
taknemlig for jeg også har i morgen,
for i morgen er også en tak-værdig dag

Ordet frihed giver mig myrekryb
For tænk på de endeløse muligheder

Jeg vil bare gerne give alle forår og lys og håb
Og friheden til at gøre,
lige hvad de vil
Men jeg er jeg jo bare mig

Frit kan jeg tænke

2. prisen

Maiken Skovsende Laursen, Fjordbakkeskolen, Taulov

3. prisen

Laura Stensgaard Brøgger, 20 år, pædagogmedhjælper, sabbatår

Lammende Frihed

Da jeg var på din alder, var valgene få,
ingen valgmuligheder, som du har i dag, at forstå.
Du har frihed til at vælge, hvad du vil,
mulighederne er flere, end du kan få til.
Så hvor er du om fem år, min ven?
Hvad er din vej, og hvor vil du hen?

Hører jeg en granvoksen stemme sige med dyb forundring og længsel.
De spørgsmål gør mit, i forvejen krøllede, hoved til et pinefuldt fængsel.
Stemmen tilhører en bedsteforælder, en nabo, en lærer,
mennesker, der alle har os unge så uendeligt kære.
Stemmen ved slet ikke, hvor invaliderende et sådant håbefuldt spørgsmål kan være.

Da jeg var ung, var det enkelt, siger de,
ingen tusind valg, der trak ién.
Men måske var det også tungt,
at livet var skrevet, fast og ungt.
Fulgte far på mark og eng,
en gård, en butik, en fabrik, en bod,
dog ingen spørgsmål, ingen tankeflod.

Nu står jeg her, så ung, så fri,
hvor frihed føles som magi —
smuk at se på, svær at gribe,
og farlig let at slippe.

For friheden, de taler om, er lammende.
Fuldkommen og aldeles lammende.
Frihed, de siger, er hvad vi drømmer om,
en åben vej, hvor vi kan gå på egen hånd.
Men hvad sker der, når alle veje står klar,
men ingen af dem føles rigtig og farbar?

Alle veje fører til Rom, siger de.
Ja, maske...
Men hvad nu, hvis jeg siger nej?
Hvis jeg vil gå en anden vej?
Ja, den er god med dig.

Det er bare valget af en rejsedestination til mit sabbatår,
som i forvejen så hurtigt forgår.
Få mig ikke startet på valg af uddannelse, studieby, kæreste,
og med hvem jeg skal dele værelse.
Den lammende frihed, som fryser mig fast,
så meget at den kommer mig til last.

Måske burde jeg en digital vejviser tænde,
så den kan vise bedste vej at kende.
Men helt ærligt, at lade vejviser lede min fremtid,
er det ikke for rigidt?

Men så længe rejsen ikke går til Afghanistan, Yemen eller Ukraine,
så er mine muligheder j Jo meget mere end bare fine.
Så er mine valgmuligheder måske alligevel større end som så.
Det må jeg for alt i verden huske på.

Måske er det ikke friheden, der er lammende,
men frygten for et valg, der føles skræmmende.

Jeg lader min tankestrøm forstumme,
men spørgsmålene bliver ved at summe.
Så hvor er du om fem år, min ven?
Hvad er din vej, og hvor vil du hen?
Jeg svarer den velmenende stemme:
Om fem år vil jeg bare ha’ ro,
fri til at være, til blot at gro.