Kravlegården
Kravlegården er Gades Gårds tilbud til de 12-13 yngste børn i huset. Her har vi børn i alderen 0-2 år ca.
Her vægter vi tryghed, relationer, omsorg og nærvær😊 Vi bruger god tid vores nye børns opstart, så børnene i trygge rammer kan udvikle sig. Vi vægter i opstarten en tæt og daglig dialog med forældrene, så vi kan lære det nye barn og familien at kende. Forældrene kender deres barn bedst, og sammen skal vi hjælpe deres barn til at blive trygt ved os. Vi ser hvert barn som et unikt lille menneske, som vi skal lære at kende. Vi skal lære barnets behov, interesser, særlige kendetegn og personlighed at kende, så vi bedst muligt kan støtte det socialt, sprogligt, motorisk, kognitivt og sanseligt.
I dagligdagen vælger vi ofte at dele børnene op i mindre læringsgrupper baseret på alder, udvikling, aktiviteter og behov. Vi understøtter børnenes selvværd og udvikling ved at lave pædagogiske aktiviteter indenfor motorik, udeliv, leg, sprog (sanglege, rim og remser, læse bøger) og sanselege samt ved at følge børnenes spor og initiativer. Ift. sproglig udvikling udvælger vi bl.a. hver måned 3 sange og et rim/remse, som vi visualiserer med billeder og ord på væggene, og som også er som fysisk ting i vores sangkuffert. Sangkufferten bruger vi hver dag til vores lille samling inden frokost, hvor børnene på skift må vælge en ting/sang, der skal synges. På denne måde inddrager vi både børneperspektiv og medbestemmelse.
Selvhjulpenhed hos os betyder, at vi støtter børnene i at lære at spise selv, tage tøj af og på, selv åbne bleen, smide kluden i skraldespanden efter måltidet, kravle op og ned fra højstole/skamler og selv kravle op på puslebord og i krybben. Ligeledes har vi fokus på at hjælpe børnene til at få øje på hinanden i leg og samspil - det kan være i garderoben, hvor de hjælper hinanden med at hive skoene af, eller det er i tumleleg i puderummet, hvor de spejler hinanden i en sjov hoppeleg.
Vi arbejder målbevidst på at gøre overgangen til Farveladen så blid og tryg som muligt. Dette gør vi bl.a. ved at lave aktiviteter sammen med den kommende gruppe og ved ugentligt at gå på overgangsbesøg hos dem. Vi prioriterer også at komme ud og lege i resten af huset jævnligt for at øge trygheden og genkendeligheden her. Børnene synes som regel, at det er skønt og spændende, når vi åbner vores lille låge ud til det “store” hus😊
Vi vægter et godt forældresamarbejde ved at tilbyde en startsamtale inden barnets opstart, en opfølgningssamtale efter cirka 3-6 måneder, samt et overleveringsmøde, når barnet skal flytte til Farveladen. Derudover vil der altid være mulighed for en samtale, hvis enten forældrene eller personalet finder det vigtigt. I det daglige har vi et tæt samarbejde og dialog f.eks. omkring børnenes søvn, mad, udvikling og trivsel.
Farveladen
Farveladen har børn i alderen 1 ½- 4 år. Antallet af børn på stuen varierer afhængig af børnenes alder.
Farveladen har et stort vindue ud til Gades Gårds parkeringsplads, og det bliver derfor ofte brugt til ”vinke-vindue”.
Vi arbejder med at tilbyde aktiviteter i mindre grupper, og børnene vil derfor opleve, at de ofte skal på tur, til undervisning på Den kreative Skole, i værkstedet eller udenfor. På Farveladen er det vigtigt for os at børnene kan finde tryghed og genkendelighed i vores faste rutiner. Vi arbejder i mindre grupper om formiddagen.
Stuen er indrettet med et stort grupperum, samt et lille tilstødende rum med mulighed for at lukke af. I vores store rum har vi inddelt det i mindre ”rum” for at give mulighed for, at børnene kan fordybe sig i leg uden at blive forstyrret. Vi bruger bl.a. fællesaktiviteterne som f.eks. spil til at styrke børnenes sociale kompetencer, hvor de lærer om regler, aftaler og vente på tur. De fleste spil har derudover læring om tal, mængder, bogstaver, farver, dyr eller andet.
Vi har et lille sofahjørne, hvor man kan tage en bog fra bogreolen og sætte sig og læse med en voksen, en ven eller alene, hvis man har brug for det. Her er der mulighed for mange gode snakke, der udvikler sproget og den sproglige forståelse.
På Farveladen er det tilstødende rum indrettet, så det giver mulighed for udvikling af især grovmotorikken. Vi laver ofte bevægelseslege, danser, hopper, løber og klatrer. Vi har mulighed for at udbygge den aktivitet med særlige motorikartikler, hvor vi bygger en balancebane, bruger store bolde at trille på og en karrusel at dreje på. Rummet er også samlingspunkt for fantasi, fællesskab og samarbejde, når vi hælder alle vores duplo Lego klodser ud på gulvet og bygger sammen. Rummet bruger vi ligeledes til samling før frokost.
De voksne på Farveladen er meget glade for musik, og vi har guitaren hængende på væggen, så den er tilgængelig. Vi synger meget fagtesange, der styrker børnenes motorik og hånd-øje-koordination, sanglege der indbyder til dans og kropslig udfoldelse - og sang er altid en vigtig del af den sproglige udvikling.
Vi lukker døren mellem klokken 14.00 og 15.30. I det tidsrum vil vi gerne give ro og mulighed for nærvær og fordybelse. Der vil dog som altid være mulighed for at gå på de andre stuer efter aftale.
Krystalden
Krystalden har børn i alderen 3-6 år og er dermed stuen, der rummer de ældste børn i Gades Gård. Antallet af børn på stuen varierer.
Stuen ligger centralt i huset, og det er denne stue, vi åbner på. Vi har et stort vinduesparti, der bruges som vinkevindue af alle børn indtil cirka klokken 7.45-8.00, hvorefter hver stue går for sig.
Krystalden er indrettet med et stort fællesrum, der også udgør køkken og et værksted. Foruden fællesrummet består Krystalden af 3 mindre grupperum, der hver især er indrettet med fantasifulde malerier på væggene, legekøkken, puder og ribber på væggen. Det er alt sammen rammer, der giver mulighed for forestillings- og rollelege; lege, der er med til at styrke de sociale kompetencer, krop og bevægelse, sprog og kulturelle udtryksformer. I hvert rum har vi haft fokus på at skabe små rum i rummene, så børnene kan fordybe sig. Gulvtæpper og reoler er med til at skærme af og værne om forskellige lege, så der ikke opstår for mange forstyrrelser.
Vi lægger stor vægt på, at alle børn får plads til at udfolde sig og har forskellige legetøjsmuligheder til børnenes lege. Vi har magneter og LEGO, der flittigt bruges i konstruktionslege, modellervoks og “magisk sand”, der stimulerer sanserne, samt puslespil, bøger og meget andet.
Vi arbejder med positionering, hvor børnene inddeles i mindre grupper. Børnene vil derfor opleve, at hverdagene er forskellige, og at de måske skal på Den Kreative Skole, på tur, i værkstedet eller udenfor. I vores aktiviteter har vi især fokus på at udvikle og øve sociale kompetencer såsom at kunne aflæse og afstemme sig i forhold til hinanden. Vi sår også de første frø til en demokratisk dannelse, hvor børnene blandet andet øver sig i at kunne forhandle og tænke i løsninger. Efter endt aktivitet samles børnene med deres spisegruppe og der holdes samling. Spisegrupperne er mindre, faste grupper, der bidrager til genkendelighed og tryghed.
Aktiviteterne begynder som udgangspunkt klokken 9.30. Vi opfordrer til, at børnene er afleveret forinden og at der siges farvel til en voksen. På den måde har vi set hinanden i øjnene og har haft mulighed for dialog omkring barnets trivsel.
To dage om ugen går vi på Den Kreative Skole, hvor vi modtager undervisning i sang, musik og dans. Forløbet er særlig tilrettelagt for at styrke børnenes selvværd, selvstændighed og sociale færdigheder.
Børn på vej i skole
Året før børnene skal i skole, kommer de i vores Storegruppe. Det betyder, at gruppen samles og deltager i aktiviteter, der er særligt rettet mod de ældste børn, deres behov og udvikling eller har særlig fokus på overgangen til skole.
Aktiviteterne kan være projekter, der støtter deres finmotorik med henblik på skrift og skriveretning. Det kan også være lege, hvor de understøttes sprogligt med henblik på deres fonologiske opmærksomhed og dermed bliver parate til at læse. Det kan også være ture i nærmiljøet eller længere væk, der kan udvide deres omverdensbevidsthed.
Vi afholder særlige skoleoverleveringssamtaler, hvor vi videregiver alt, hvad vi ved om barnets potentialer og kompetencer, oplysninger, der med forældrenes samtykke, bliver videregivet til skolen for på den måde at knytte den røde tråd mellem daginstitution og skole.
Vi håber herigennem at give dem de bedste forudsætninger for en succesfuld skolestart.