Børne- og Skoleudvalget - 21-08-2019

Referat
Dato:
Onsdag, 21 august, 2019 - 08:00
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Mandag, 19 august, 2019 - 15:00
Referat publiceret:
Fredag, 23 august, 2019 - 15:00

Punkt 40 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Indstilles til godkendelse.

 

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 21-08-2019

Godkendt.

Punkt 41 2. budgetopfølgning 2019 for Børne- og Skoleudvalget

Sagsresumé

Koncernområderne forventer i 2019 at have et merforbrug på 12,4 mio. kr. på serviceudgifter, hvilket er en forbedring på 3,0 mio. kr. sammenlignet med 1. budgetopfølgning.

Merforbruget på de 12,4 mio. kr. skyldes primært de fortsatte udfordringer på foranstaltningsområdet, øgede lønudgifter på Kirstinebjergdistriktet samt det mellemkommunale specialområde, som dog er forbedret siden 1. budgetopfølgning.

Der indstilles i budgetopfølgningen, at udvalget flytter 0,1 mio. kr. til Økonomiudvalget.

Koncernområderne forventer i 2019 at have et mindreforbrug på 0,5 mio. kr. i forhold til anlægsloftet, hvilket er en forbedring på 0,5 mio. kr. sammenlignet med 1. budgetopfølgning.

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalgets økonomi gennemgås ved tre årlige politiske budgetopfølgninger. Ved disse budgetopfølgninger fremlægger koncern- og stabscheferne økonomien for deres respektive områder.

Efter gennemgang og behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i byrådet. Budgetopfølgningerne skal sikre, at byrådet løbende informeres om kommunens økonomi, herunder om serviceramme og anlægsloft overholdes.

Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifterne. Hvis koncernområdet ser behov for tilretninger af budgettet herudover, skal disse kunne finansieres inden for udvalgets egen ramme.

Ved budgetopfølgningerne foretages en vurdering af udvalgets økonomi i forhold til udvalgets andel af rammerne for hhv. serviceudgifter og anlæg.

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af servicerammen og anlægsloftet samt det forventede regnskab. Eventuelle afvigelser er et udtryk for enten et pres eller råderum på rammerne.

Tabel 1

Mio. kr.

Ramme

Forventet regnskab

Serviceudgifter

865,8

878,2

Anlægsudgifter

7,4

6,9

 

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets økonomi udtrykt ved det vedtagne og korrigerede budget samt det forventede regnskab ved 2. budgetopfølgning.

Tabel 2

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Børne- og Skoleudvalget

881,2

878,7

890,1

Serviceudgifter

866,3

866,3

878,2

Øvrig drift

5,0

5,0

5,0

Anlæg, skattefinansieret

9,9

7,4

6,9

 

Der forekommer ved 2. budgetopfølgning ingen forskel imellem det vedtagne og det korrigerede budget på serviceudgifterne. Siden budgettets vedtagelse er det blevet korrigeret for hhv. finansieringskrav fra budget 2019, godtgørelse for tjenestemandspension og midler til PPR, men korrektionerne er samlet set neutrale.

Forskellen mellem vedtaget budget og korrigeret budget på anlægsudgifterne udgør -2,5 mio. kr., som vedrører de ændringer, som blev foretaget ifm. Byrådets behandling af sagen om forskydning af anlægsprojekter d. 17. juni 2019.

Det er muligt at overføre opsparede midler og gæld fra 2018 til 2019, når det enkelte fagudvalg godkender det politisk jf. Økonomiudvalgets beslutning d. 29. april 2019. En opgørelse af udvalgets opsparede midler og gæld er vedlagt som bilag på sagen. 

I budgetopfølgningen indstilles til Byrådet, at en overførsel på 0,1 mio. kr. vedrørende husleje fra Herslev Børnehave til Økonomiudvalget godkendes.

Status på politiske tiltag er vedlagt som bilag til orientering.

Vurdering

Serviceudgifter

Ved 2. budgetopfølgning for Børne- og Skoleudvalget vises et forventet merforbrug på 12,4 mio. kr. på udvalgets andel af servicerammen.

Børn og Unges andel af merforbruget er 7,6 mio. kr., hvilket er en forbedring sammenholdt med 1. budgetopfølgning, hvor der var indberettet et forventet merforbrug på 11,0 mio. kr. Forbedringen skyldes hovedsageligt de midler til Temperaturmålingen, som tidligere er blevet forventet brugt i 2019. Det står nu klart, at ikke alle de tildelte midler forbruges i indeværende år og den resterende sum svarende til 3,5 mio. kr. medregnes som mindreforbrug ved årets afslutning. Ydermere ser det mellemkommunale specialområde ud til at være forbedret med 1,3 mio. kr. fra 11,0 mio. kr. i merforbrug til 9,7 mio. kr., som bl.a. skyldes en vundet sag ved Ankestyrelsen. På Kirstinebjergdistriktet er resultatet derimod blevet forværret fra 1,0 mio. kr. ved 1. budgetopfølgning til 2,5 mio. kr., som kan henføres til en mere præcis prognose på forventede lønudgifter.

På dagtilbudsområdet er resultatet blevet væsentligt forbedret og der forventes nu et mindreforbrug på 1,0 mio. kr. Ændringen kan hovedsageligt tilskrives daginstitutionerne og dagplejen, som har færre børn end budgetteret og derfor har justeret personaleantallet herefter.

Familie og Børnesundheds andel af merforbruget er 4,8 mio. kr. tilsvarende resultatet ved 1. budgetopfølgning. Der ser fortsat ud til at være udfordringer på foranstaltningsområdet med en række meget dyre enkeltsager, som presser budgettet. Ydermere ser de interne projekter ud til at resultere i merforbrug på 0,5 mio. kr., grundet manglende videreførsel af spar/lån fra 2018.

Anlæg

Byrådet besluttede på deres møde den 17. juni 2019, at opsparede midler overføres fra 2018 til 2019 og udskyde projekter til år 2020 med henblik på at overholde anlægsloftet i 2019.

Forvaltningerne forventer overvejende balance på anlægsprojekterne med undtagelse af Legepladspuljen, hvor man på nuværende tidspunkt forventer et mindreforbrug på 0,5 mio. kr. Der er i 2. budgetopfølgning ikke behov for yderligere ændringer i anlægsbudgettet.

Indstillinger

Økonomi og Personale, Børn og Unge og Familie og Børnesundhed indstiller

  1. At resultatet af 2. budgetopfølgning godkendes og fremsendes til Økonomiudvalget og Byrådet
  2. At status på politiske tiltag tages til efterretning

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 21-08-2019

Taget til efterretning.

Punkt 42 Legepladspuljen - rapporter for 2019

Sagsresumé

I juni måned 2019 gennemføres legepladstilsyn på alle kommunale og selvejende legepladser på dagtilbuds- og skoleområdet. Udvalget orienteres om resultatet af tilsynet og får samtidig et overblik over behovet for midler til legepladser i de kommende år.

 

Sagsbeskrivelse:

Vedlagte er en opfølgning på udvalgssagen af 15.05.19, hvor forvaltningen kunne oplyse, at der er i juni måned 2019 gennemføres tilsyn på alle kommunale og selvejende legepladser på dagtilbuds- og skoleområdet.

Der foreligger således en samlet tilsynsrapport primo juli måned 2019.

Tilsynsrapporterne giver et samlet overblik over behovet for diverse reparationer på legepladserne.

Tilsynsrapporterne giver sammen med daginstitutionernes ønsker til forbedring af legepladsmiljøet et samlet overblik over behovet for midler til legepladspuljen i de kommende år.

Forvaltningen udarbejder i juli måned en samlet rapport, der forelægges på mødet i august måned.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Børn og Unge indstiller, at udvalget tager sagen til efterretning.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 21-08-2019

Taget til efterretning.

Alle ønsker skal fremgå prioriteret af listen.

Både navnet på distriktet og den konkrete matrikel skal fremgå af listen.

Punkt 43 Moduler i daginstitutioner fra 2020

Sagsresumé

Det anbefales af Børne- og Skoleudvalget træffer beslutning om moduler i daginstitutioner fra 2020 på baggrund af høringsrunde blandet forældre i dagtilbud.

 

Sagsbeskrivelse:

Børne- og Skoleudvalget har siden marts 2019 arbejdet med at undersøge, om de moduler der på nuværende tidspunkt tilbydes i daginstitutionerne stadig svarer til forældrenes behov.

På baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, samt takstberegninger og faglige vurderinger, har Børne- og Skoleudvalget foreslået at der for fremtiden skal tilbydes tre moduler i daginstitutionerne på henholdsvis 30, 37 og 47,5 timer. Dette forslag er sendt i høring blandt forældre til børn i dagtilbud. Der er mulighed for at indsende høringssvar i perioden d. 7. juni – 20. august 2019, hvorefter svarene samles og præsenteres for udvalget.

Økonomiske konsekvenser

Takstberegninger for moduler på 30, 37 og 47,5 timer forefindes i høringsmaterialet

Vurdering

Det formodes at høringssvarene kan bidrage til Børne- og Skoleudvalgets endelige beslutning om moduler i daginstitutioner fra januar 2020.

Indstillinger

Børn og Unge indstiller, at Børne- og Skoleudvalget træffer beslutning om, hvilke moduler der skal tilbydes i daginstitutionerne fra januar 2020

 

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 21-08-2019

Udvalget besluttede, at der fremover skal tilbydes tre moduler i daginstitutionerne på henholdsvis 30, 37 og 47,5 timer.

Private dagtilbud orienteres herom.

Punkt 44 Status på arbejdet med ny styrket pædagogisk læreplan i dagtilbud

Sagsresumé

Kommunerne har to år til at implementere en ny styrket pædagogisk læreplan i dagtilbud. Ledere og medarbejdere i Fredericia har i foråret 2019 deltaget i et kompetenceudviklingsforløb, som UC Lillebælt har stået for med fokus på den nye styrkede læreplan. Den forventes fuldt implementeret pr. 1. juli 2020.

 

Sagsbeskrivelse:

Arbejdet med en styrket pædagogisk læreplan i dagtilbud blev igangsat 1. juli 2018 og forventes fuldt implementeret 1. juli 2020.

Lovens formål fastsætter, at dagtilbuddene skal give børn medbestemmelse, medansvar og oplevelse af demokrati. Børns dannelse skal fremmes ved at lade dem være aktive deltagere i egen læring, fx ved at have indflydelse i dagligdagen og aktiviteterne.

Den styrkede læreplan sætter øget fokus på bl.a. leg, børnefællesskaber og et bredt læringsbegreb. Desuden har lederne ansvar for at etablere en stærk evalueringskultur og styrke forældresamarbejdet.

For at leve op til ovenstående er der to fælles tiltag på tværs af distrikterne:

-          Fredericia kommune har fået midler fra Socialministeriet til kompetenceudviklingsforløb for alle ledere og ca. 100 pædagoger (kommunale, selvejende og private). Gennem undervisning og aktionslæringsforløb uddannes pædagogerne til Faglige fyrtårne. Forløbet er gennemført i foråret 2019. Desuden er der afholdt to forvaltningsdage for distriktsinstitutionslederne og CPU. Forløbet i foråret har UC Lillebælt stået for.

-          I skoleåret 2019-2020 gennemføres et aktionslæringsforløb for samtlige ledelsesteams, hvor der er fokus på at opbygge en god evalueringskultur i alle distrikter. Forløbet gennemføres med hjælp fra Program for læringsledelse.

Der arbejdes ud fra en implementeringsplan, der koordineres løbende mellem distriktsinstitutionslederne og CPU. UC Lillebælt har understøttet implementeringsprocessen herunder forvaltningsdagene.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Børn og Unge vurderer, at der bliver arbejdet meget tilfredsstillende med den nye styrkede læreplan, og at alle distrikter vil have alle elementer implementeret 1. juli 2020.

 

Indstillinger

Børn og Unge indstiller, at Børne- og Skoleudvalget tager orienteringen om den nye styrkede pædagogiske læreplan til efterretning.

 

 

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 21-08-2019

Taget til efterretning.

Punkt 45 Status omkring tilsyn af private og kommunale dagtilbud

Sagsresumé

Der er gennemført pædagogisk tilsyn med Fredericia Kommunes private dagtilbud. Alle tilsyn er godkendt. Desuden har der været opfølgning på fire midlertidigt godkendte tilsyn i kommunale og selvejende institutioner. Disse er ligeledes alle godkendt.

 

Sagsbeskrivelse:

Dagtilbudsloven foreskriver, at kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med kommunale, selvejende og private dagtilbud. I Fredericia udføres tilsynet af pædagogiske konsulenter fra CPU.

Tilsynet forholder sig i henhold til dagtilbudsloven til:

-          Børns trivsel og læringsmiljø

-          Personalets kvalifikationer

-          Forældresamarbejde

-          Pædagogiske læreplaner

-          Sprogvurderinger

-          Institutionens egne mål samt kommunale mål i henhold til Børn- og Ungepolitikken

Tilsynet gennemføres hvert andet år. I lige år føres tilsyn med kommunale og selvejende institutioner. I ulige år føres tilsyn med private institutioner.

Alle tilsyn med private, kommunale og selvejende institutioner er godkendte.

For de private institutioners vedkommende, var det første gang, at der blev arbejdet med et digitalt tilsyn. Denne tilsynsmodel vil blive evalueret og justeret frem mod næste tilsyn i 2021.

Fire institutioner har været midlertidigt godkendte efter tilsynsrunden i 2018. I den mellemliggende periode er der blevet arbejdet med de udviklingspunkter, som tilsynet påpegede. Alle institutioner kan på den baggrund dokumentere både kvalitet og systematik i det pædagogiske arbejde. Deres tilsyn er derfor godkendt uden yderligere bemærkninger.

Tilsynet i 2018 og 2019 tegner generelt et billede af et velfungerende dagtilbudsområde.

På udvalgsmødet vil hovedpointerne fra tilsynsrunden i foråret 2019 blive uddybet.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Børn og Unge vurderer, at Fredericias private, kommunale og selvejende dagtilbud generelt er velfungerende og i en god udvikling.

 

Indstillinger

Børn og Unge indstiller, at Børne- og Skoleudvalget tager tilsynsberetningen til efterretning.

 

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 21-08-2019

Taget til efterretning.

Tilsynsformen evalueres i 2020.

Børn & Unge laver planen for dette.

Punkt 46 Orientering om nyt familieretligt system

Sagsresumé

Der er den 1. april 2019 indført et nyt familieretligt system. Familiechefen vil give en kort orientering om den nye model.

 

Sagsbeskrivelse:

Den 1. april er indført et nyt familieretligt system, som skal sikre bedre forløb for børn og deres forældre i forbindelse med familiebrud. Det nye system består af to dele: Den administrative myndighed, Familieretshuset, der erstatter Statsforvaltningen, og Familieretten, som er en ny enhed i hver byret.

Det altafgørende hensyn i det nye system er, at børn kommer bedst muligt gennem familiens brud. Derfor er der i Familieretshuset en særlig børneenhed, som tager hånd om barnet gennem hele processen. Alle sager starter i Familieretshuset, som bl.a. sørger for oplysning af sagen, belysning af barnets perspektiv og tilbyder konflikthåndtering. I Familieretten træffer en dommer primært afgørelse i komplekse sager, hvor konflikten kan være stor, og hvor der er andre problemer på spil samtidig, som fx vold eller misbrug. Læs evt. mere i pjecen, der er vedlagt som bilag.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

 

Ingen.

Indstillinger

Familie og Børnesundhed indstiller, at orienteringen tages til efterretning

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 21-08-2019

Taget til efterretning.

Opfølgning på Børne- og Skoleudvalget i foråret 2020.

Punkt 47 Orientering (Lukket)