Børne- og Skoleudvalget - 25-08-2021

Dagsorden
Dato:
Onsdag, 25 august, 2021 - 08:00
Hent som fil:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 20 august, 2021 - 09:47

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Indstilles til godkendelse.

 

Punkt 2 Status på udviklingen af et NEST-inspireret spor i folkeskolen

Sagsresumé

Børne- og Skoleudvalget har i efteråret 2020 truffet beslutning om, at der etableres et nyt spor på en folkeskole i Fredericia. Formålet med det nye spor er at tilvejebringe et læringsmiljø, der kan understøtte børn, der har brug for meget tydelig struktur, forudsigelighed og øget voksenstøtte i skolens almene læringsmiljø og i det sociale fællesskab. Det nye spor er inspireret af erfaringer fra andre kommuner bl.a. NEST-klasserne i Århus og DELTA-klasserne i Ålborg. 

Det nye spor består fra 2022/23 af en 0.klasse med 16 elever, hvoraf de 4 elever vil have særlige udfordringer. Året efter i 2023/24 vil der være både en 0. og en 1.klasse, idet der ruller en klasse ind årligt op til 6.klasse.

 

Sagsbeskrivelse:

En arbejdsgruppe er i gang med at udvikle og forberede etableringen af et nyt spor i folkeskolen i Fredericia fra august 2022. Det nye spor vil bestå af blot 16 elever i klassen, idet de 4 af de 16 elever vil være børn, der har behov for en ekstra understøttelse for at trives godt i det almene læringsmiljø.  Der bliver arbejdet på, hvad det nye spor skal hedde.

Børne- og Skoleudvalget får på mødet en status og indblik i tidsplanen for etableringen.

Følgende er besluttet i samspil med skolernes ledelse:

1)       Det nye spor med 16 elever placeres på Kirstinebjergskolen, Afdeling Indre Ringvej

-          Denne placering giver mulighed for et tæt samarbejde med Frederiksodde Skoles afdeling A (Elever med autisme). Dette er hensigtsmæssigt, idet en del af målgruppen er børn med autismelignende vanskeligheder.

-          Der vil kunne skabes en stærk kobling til den samlede indskolingsindsat på Indre Ringvej

-          Der er stor ledelsesopbakning på Kirstinebjergskolen til at indgå i udviklingen af det nye spor, og der er ledelseskraft i indskolingen med erfaring fra det specialpædagogiske felt.

-          Der er ledelsesopbakning til placeringen fra de øvrige distriktsskoler

-          Der er brug for tid til udviklingen af sporet herunder udviklingen af formen for samspil med PPR ift. lærer/pædagog teamet, eleverne og forældregruppen.

 

2)       Der arbejdes med at sammensætte et kompetenceudviklingsprogram for de medarbejdere, som skal stå for undervisningen, og for dem som skal være samspilspartnere.

-           Et kompetenceudviklingsforløb skal afvikles hvert forår i takt med at sporet  udrulles med en klasse årligt.

-           Det kræver medarbejdere med en høj grad af specialpædagogisk viden, og med mod på  at anvende metoder som systematisk skal tages i brug

-           Der vil være brug for løbende at evaluere skoletilbuddet og den pædagogiske praksis

-           Det har stor betydning, at det nye spor indgår som en del af den samlede  skoleudvikling på Indre Ringvej – først i indskolingen siden hen også på mellemtrinnet,   hvilket vil kræve en opmærksomhed på et fælles kompetenceløft

-           Frem til 2025 vil det være muligt at dække kursusafgiften til kompetenceudvikling af de  midler, som kommunen har modtaget fra Undervisningsministeriet til kompetenceudvikling af lærere og pædagoger. Der afsættes derfor ca. 125.000 kr. årligt til dette frem til 2025.

-           Det forventes at kompetenceudviklingen ifm. det nye spor på Kirstinebjergskolen vil  give rigtig gode muligheder for at udbrede relevant viden og kompetencer på tværs af   distriktsskolerne fra 2023 og frem.

 

Pædagogisk konsulent Betina Boldt Ernst, der er projektleder for udviklingen af det nye spor deltager under behandling af punktet.

Økonomiske konsekvenser

Der er afsat 110.000 kr. årligt til det nye spor. Dette beløb kan ikke dække de udgifter, der er forbundet med udrulningen af en klasse årligt:

  • Der skal være to voksne med i hele skoledagen inkl. en voksen i pauser.
  • Der bør være pædagogunderstøttelse af fire elever, hvis/når de indgår i fritidstilbuddet på skolen. En pædagog understøtter i overgangen til fritidsdelen fx 1,5-3 timer dagligt i alle skoleuger + evt. ferieuger)
  • Teammøder/tid til udvikling og øget samarbejde med PPR og pæd. konsulent (1.5 time om ugen)
  • En PPRmedarbejder samt en pædagogisk konsulent deltager på ugebasis på teammøde ift. opfølgning og sparring (ca 1,5 time*40 uger)
  • PPR medarbejder og pædagogisk konsulent indgår på skift i udviklingen af det gode læringsmiljø i klassen (ca. 5 timer*20 uger)
  • Et tæt forældresamarbejde er påkrævet
  • Befordring kan komme på tale, når man er visiteret til tilbuddet og bosiddende i andet skoledistrikt
  • Der vil være behov for i løbet af foråret 2021 at få tilpasset de fysiske rammer på Indre Ringvej til det nye spor.

 

Der er vedlagt bilag til sagen omkring de økonomiske beregninger af driften.

Vurdering

Børn, Unge og Kultur vurderer, at der skal afsættes yderligere midler til driften i årene frem.

Det nye spor vil, såfremt der ikke tilføres yderligere midler over de kommende år, belaste Kirstinebjergskolens øvrige drift.

Puljen i relation til ny økonomimodel kan sættes i spil. Midler fra puljen kan øremærkes til udrulningen, og puljen kan øges ved kommende budgetforhandlinger.

Indstillinger

Børn, Unge og Kultur indstiller, at Børne- og Skoleudvalget

  1. tager orienteringen om det nye spor på Kirstinebjergskolen til efterretning
  2. arbejder for at tilvejebringe midler til udrulning af en klasse årligt.

Punkt 3 Prioritering af anlægsmidler på skoleområdet

Sagsresumé

Der blev i Budget 2021 afsat i alt 340 mio. kr. i perioden 2021-2025 til at forbedre bygningsmassen, læringsmiljøet og indeklimaet for Fredericia Kommunes skolebørn. En arbejdsgruppe bestående af repræsentanter på tværs af Børn, Unge og Kultur samt Vækst, Teknik og Klima har arbejdet på et oplæg til prioritering af midlerne. Børne- og Skoleudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet præsenteres for arbejdsgruppens oplæg til prioritering af midlerne med henblik på beslutning herom.

 

Sagsbeskrivelse:

Renovering - folkeskoler

Der har været foretaget besøg på alle kommunens folkeskoler. Eneste undtagelse er afd. Skolesvinget, som ikke er undersøgt, fordi der pågår renovering, som forventes at imødekomme deres udfordringer med bygningsmasse, indeklima og læringsmiljø.

Det samlede arbejde viser, at alle kommunens folkeskoler trænger til renovering i mindre eller større grad. Det gælder både ift. bygningsmasse, indeklima og læringsmiljøet. For et samlet overblik over investeringsbehov samt arbejdsgruppens anbefaling til prioritereret rækkefølge af anlægsprojekterne, se bilag 1 (prioriteringsskema).

Hvor mange og hvilke folkeskoler, der kan renoveres i henhold til prioriteringen, afhænger af valg ift. renovering af specialskole og nybyg.

Renovering - specialskole

Der har i samarbejde med SKALA Arkitekter tidligere været udarbejdet forslag til renoveringsprojekter for Frederiksodde Skole – både på Indre Ringvej og Ullerupdalvej. Disse forslag er lagt til grund for vurderingen af renoveringsbehovet for de to afdelinger, se bilag 1 (prioriteringsskema). Disse midler er realistiske, såfremt der ønskes øremærkede midler til renovering af de to afdelinger.

Et alternativt scenarie er, at renoveringen af Frederiksodde tænkes ind ifm. med renovering af de øvrige afdelinger – enten gennem supplerende midler eller gennem de afsatte midler til folkeskolerne. Det vil kræve, at der prioriteres renovering af skoler med ledig kapacitet til, at Frederiksodde Skole kan tænkes ind i skolens rammer.

Nybyg

Der er i relation til behovet for nybyg blevet set på argumenter herfor ift. kapacitet, bosætning og økonomi. Arbejdet har derfor som vedtaget set på trafikale forhold, betydningen for den samlede distriktsstruktur samt udviklingen i børnetal i kommune.

Arbejdsgruppen har i lyset af kommissoriet haft fokus på perspektiver ift. opførelse af ny skole i Kirstinebjerg-distriktet. Med afsæt i den forventede udvikling i børnetal i hele kommunen er der også set på perspektiver ift. nybyg i andre områder af kommunen. Det samlede arbejde fremgår af bilag 2 (perspektiver på nybyg).

Økonomiske konsekvenser

Anlægsmidlerne er afsat for perioden 2021-2025. Hvis alle midlerne skal bruges, vil der være behov for at udvide anlægsperioden. Uanset prioritering vil det kræve en udvidelse af anlægsrammen til og med 2027. Det skyldes et ønske om også at kunne igangsatte anlægsprojekter på andre velfærdsområder (med blik for anlægsloftet) og muligheden for at løfte opgaven ressourcemæssigt – både internt og eksternt.

Hvis alle skolerne skal renoveres i henhold til vurderet behov, kræver det supplerende finansiering udover de afsatte 340 mio. kr. ekskl. moms fra Budget 2021. Baseret på prioriteringsskemaet vurderes der at mangle et tilsvarende beløb fra og med 2027. Alle skoler forventes i så fald at kunne være renoveret i 2033.

Vurdering

Direktionen vurderer, at anlægsmidlerne vil give størst værdi for det samlede skolevæsen, hvis de anvendes på renovering frem for nybyg. Det skyldes, at der hverken ift. kapacitet, økonomi eller bæredygtighed vurderes at være argumenter for nybyg. Det kan dog ikke afvises, at en ny skole i enten midtbyen eller ydre Vest vil kunne styrke kommunens bosætning. En ny skole i midtbyen vurderes i givet fald placeret bedre ved Voss-grunden eller nord for Ungdommens Hus fremfor i Kanalbyen.

Når det gælder Frederiksodde Skole vurderer direktionen, at renoveringsbehovet for Indre Ringvej vil kunne imødekommes ifm. den samlede renovering af Indre Ringvej, som af samme årsag anbefales igangsat med de afsatte midler, se nedenfor.

Når det gælder renoveringsbehovet for eleverne på Ullerupdalvej vurderer direktion, at der bør afsættes midler svarende til SKALAs anlægsprojekt, men at midlerne ikke øremærkes en bestemt placering. De vil skulle bruges til forbedring af læringsmiljøet for elever i et specialpædagogisk tilbud i kommunen, men ikke nødvendigvis bringes i spil på Ullerupdalvej. De vil også kunne bringes i spil på andre afdelinger med bedre kapacitet end afd. Nørre Allé. Direktionen vurderer, at den endelig udmøntning af de øremærkede midler hertil bør afvente en samlet analyse af specialtilbud i Fredericia Kommune – med særligt fokus på kapacitetsbehov og pædagogiske læringsmiljøer. Den endelige løsning skal understøtte ambitionen om, at alle elever får det rette skoletilbud så tæt på almenområdet som muligt og frigøre kapacitet på udskolingsafdelingen på Nørre Allé. Hvis det sidste ikke imødekommes, vil der være behov for yderligere renovering på Nørre Allé udover det, som fremgår af bilag 1a (prioriteringsskemaet).

Renoveringen af folkeskolerne bør som hovedregel følge prioriteringsskemaet. Med prioriterede midler til specialtilbud, er der imidlertid ikke restmidler til at prioritere folkeskolerne i henhold til prioriteringsskemaet. Indenfor den afsatte ramme vurderes det muligt at prioritere nr. 1-3 (Havepladsvej, Indre Ringvej og Skjoldborgsvej) samt nr. 5 (Højmosen) eller nr. 6 (Skærbæk) alt efter om læringsmiljø eller bygningsmasse vægtes højest, da de samlede udgifter til de to afdelinger ligger på samme niveau.

Det er besluttet, at Fredericia Kommune fra og med skoleåret 2022/2023 skal have et NEST-inspireret spor på én af distriktsskolerne i kommunen; konkret bliver det på Kirstinebjergskolen, afd. Indre Ringvej. Det vil dog ikke være udgiftsneutralt for skolen at indrette læringsmiljøer, der understøtter den pædagogiske tilgang i tilbuddet. Direktionen vurderer derfor, at det vil være hensigtsmæssigt at øremærke nogle af anlægsmidlerne til dette formål.

 

 

Tabel 1: Anbefalet udmøntningsplan

Udmøntningspost

Beløb

Prioriterede anlægsprojekter

(1-3, 5 og specialtilbud*)

312.200.000 kr.

Indretning af NEST-inspireret spor på Indre Ringvej

(jf. bl.a. BSU-beslutning 3. februar 2021)

1.000.000 kr.

Supplerende anlægsmidler til renovering af afd. Skolesvinget

(jf. Byrådsbeslutning 28. juni 2021)

2.500.000 kr.

Strategisk bygherrerådgivning (jura)

1.000.000 kr.

Buffer

(til supplerende anlægsudgifter og midlertidige løsninger ifm. kommende anlægsarbejder, jf. Byrådsbeslutning 28. juni 2021)

23.300.000 kr.

Budgetmidler 2021

340.000.000 kr.

Hvis nr. 6 (Skærbæk) prioriteres i stedet for nr. 5 (Højmosen), bliver værdien af de prioriterede anlægsmidler 311.510.894 kr. – i så fald tilrettes bufferpuljen.

Indstillinger

Direktionen indstiller, at Børne- og Skoleudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Byrådet at godkende, at:

  1. Anlægsmidlerne på skoleområdet udmøntes i henhold til anbefalet udmøntningsplan
  2. Der udarbejdes en samlet analyse af specialtilbud i Fredericia kommune med særligt fokus på kapacitetsbehov og pædagogiske læringsmiljøer.
  3. Anlægsperioden udvides fra 2021-2025 til 2021-2027.

Punkt 4 Supplerende bidrag til analyse af Familieafdelingen

Sagsresumé

Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Venstre har stillet forslag om at den nuværende analyse af Familieafdelingen suppleres med en kvantitativ undersøgelse. Byrådet har sendt forslaget videre til drøftelse i Børne- og Skoleudvalget og Økonomiudvalget med henblik på beslutning om, hvorvidt analysen skal suppleres. Udvalgene præsenteres for et oplæg til, hvordan undersøgelsen kunne tilrettelægges.

 

Sagsbeskrivelse:

Forslaget fra Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Venstre rummer et ønske om, at analysen af Familieafdelingen suppleres med en kvantitativ undersøgelse. Undersøgelsen skal inddrage alle familier, som har aktive sager i Familieafdelingen, gennemføres af eksterne og ikke af kommunen selv og bygge videre på Rambøll Management Consultings (RMCs) kvalitative undersøgelse, dvs. inddrage de tre fokusområder, som familier i den undersøgelse pegede på som afgørende for, om de har en god oplevelse af mødet med Familieafdelingen:  inddragelse, gensidig tillid og tilgængelighed. Undersøgelsens design skal forankres i Økonomiudvalget, men endeligt resultat af undersøgelsen vil skulle fremlægges for hele Byrådet i tråd med de øvrige delanalyser. Der ønskes indhentet tre tilbud.

Forvaltningen har på nuværende tidspunkt indhentet ét tilbud, fra RMC, på det beskrevne oplæg til en supplerende, kvantitativ undersøgelse ifm. analysen af Familieafdelingen. Flere kan indhentes, hvis det er nødvendigt.

På udvalgsmødet præsenterer chefkonsulent Dorte Stage Mølgaard tilbuddet og perspektiverne heri.

Økonomiske konsekvenser

De økonomiske konsekvenser afhænger af det endelige design.

Vurdering

Direktionen vurderer ikke, at der er behov for at supplere den nuværende analyse af Familieafdelingen.

Det skyldes en vurdering af, at det gældende undersøgelsesdesign allerede bidrager med data, der er tilstrækkelige til at afdække analysens formål. Det er – i henhold til budgetforliget 2021 – at belyse, hvordan kvaliteten i Fredericia Kommunes sagsbehandling og indsatser for og med udsatte børn, unge og familier kan styrkes yderligere - med blik for næste generation af barnets reform og ny lovning – og at bidrage med anbefalinger til, hvordan Fredericia Kommune bliver ved med at være kendt for at gå foran, når det handler om tidlig indsats for udsatte børn og familier, og sikre, at kvaliteten i sagsbehandlingen og indsatserne forbliver høj.

Udgifterne til en supplerende undersøgelse bør i stedet prioriteres til implementering af de anbefalinger, der allerede foreligger, og de indsatsområder der måtte tone sig frem ifm. Task Force-forløbet.

Såfremt der vælges en supplerende, kvantitativ undersøgelse af Familieafdelingen, vurderer direktionen følgende:

  • Formålet med undersøgelsen skal være at bidrage til yderligere prioritering af de identificerede fokusområder ved at afdække, om der er forskel på, hvor mange familier der oplever udfordringer herved.
  • Undersøgelsen skal i lighed med den samlede analyse af Familieafdelingen ikke inkludere børnehandicapområdet.
  • Undersøgelsen skal tilrettelægges med fokus på at sikre så høj en svarprocent som mulig. Det skyldes, at en høj svarprocent er central for at kunne antage, at undersøgelsen er repræsentativ. Hvis undersøgelsen ikke er repræsentativ, vil den ikke kunne belyse udbredelsen af udfordringerne. Det betyder konkret, at:
    • Familierne skal have mulighed for at besvare spørgeskemaet telefonisk.
    • Spørgeskemaet skal være kort og bestå af max 10 spørgsmål.

Indstillinger

Direktionen indstiller, at Børne- og Skoleudvalget

  1. Drøfter perspektiverne i en supplerende kvantitativ undersøgelse af Familieafdelingen

Direktionen indstiller til Børne- og Skoleudvalget, at det anbefales Økonomiudvalget at

  1. Vedtage, at der ikke laves en supplerende kvantitativ undersøgelse af Familieafdelingen.

Punkt 5 Opfølgning på udvikling af kvalitetsmodel

Sagsresumé

Børne- og Skoleudvalget besluttede på udvalgsmødet den 16. september 2020 at igangsætte et udviklingsarbejde, der skal føre frem til en kvalitetsmodel for børne- og ungeområdet. På mødet vil udvalget få en status på dette udviklingsarbejde, som er præget af forsinkelser grundet flere organisatoriske ændringer det seneste år samt skiftende coronarestriktioner.

 

Sagsbeskrivelse:

På mødet vil Børne- og Skoleudvalget få en status på udvikling af kvalitetsmodellen, som skal understøtte sammenhæng i ledelseskæden og således være dét ledelsesmæssige omdrejningspunkt for en systematisk indsats, der fremmer høj kvalitet i dagtilbud, skoler og fritidsmiljøer.

Der lægges op til, at der fra efteråret 2021 og frem til sommeren 2022 afprøves en første version af en kvalitetsmodel, som der arbejdes med gennem et årshjul for dagtilbud, skole og fritidsområdet. Hvert årshjul involverer alle ledere på det specifikke område, nogle medarbejdere, elevråd, bestyrelser samt Børne- og Skoleudvalget og nyt Ungebyråd.

De tre kvalitetsårshjul er:

1: Kvalitet i dagtilbud og overgangen til skole.  Der er udarbejdet et årshjul for kvalitet i relation til ny pædagogisk tilsynsmodel på dagtilbudsområdet. Denne model skal afprøves og erfaringerne tages med i det videre udviklingsarbejde omkring kvalitetsmodellen.

2: Kvalitet i læring, overgange og trivsel. Et årshjul med få, men højt prioriterede fokusområder, er under udarbejdelse for skoleområdet. Den lovpligtige kvalitetsrapport i foråret 2022 har Børne- og Undervisningsministeriet givet kommunerne mulighed for at droppe, hvilket giver mulighed for at afprøve andre meningsfulde måder at arbejde med et kvalitetsfokus på. Foreløbig har distriktsskolelederne været inddraget i drøftelserne af et årshjul. De øvrige ledere på skoleområdet inddrages ligeledes samt skolebestyrelsen.

3: Kvalitet i fritidsmiljøerne. Et årshjul udarbejdes i efteråret, hvor der systematisk følges op på få prioriterede fokusområder i fritidsmiljøerne i henhold til kommende handleplan i relation til ny fritidspolitik.

Når kvalitetsårshjulet for læring og trivsel i skolen samt for fritidsmiljøerne er nærmere beskrevet fremlægges de til drøftelse og godkendelse i Børne- og Skoleudvalget.

Årshjulet for kvalitet/pædagogisk tilsyn i dagtilbud er tidligere blevet drøftet og godkendt.

Økonomiske konsekvenser

 

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Børn, Unge og Kultur indstiller, at Børne- og Skoleudvalget tager orienteringen til efterretning.

Punkt 6 Fritidspolitik for unge

Sagsresumé

Børne- og Skoleudvalget besluttede på udvalgsmødet den 9.juni 2021 at sende udkast til ny fritidspolitik for børn og unge i høring. I perioden fra 11.juni til 15.august har fritidspolitikken været i høring blandt alle med interesse.

Byrådet modtog i juni en orientering om processen og tilblivelsen af politikken.

 

Sagsbeskrivelse:

Fritidspolitikken har været i høring frem til 15.august. Børn, Unge og Kultur har modtaget 7 skriftlige tilbagemeldinger i høringsperioden. Handicaprådet har drøftet fritidspolitikken på møde 17.august, og har derfor fået mulighed for at aflevere bemærkninger efter høringsfristen.

Den ene af de syv høringssvar som er modtaget er en opsamling udarbejdet af en medarbejder i Ungdommens Hus. Høringssvaret er udarbejdet på baggrund af en snak hen over sommeren med en mindre gruppe unge om fritidspolitikken.

Der er generel stor opbakning til fritidspolitikken.

Der er på baggrund af et høringssvar foretaget en mindre ændring af teksten i den første af de fire bærende værdier i politikken.

Følgende sætning er ændret fra

”Vi møder børnene og de unge, hvor de er, og hjælper dem altid med at flytte sig i den retning, de ønsker og har brug for”

til

”Vi møder børnene og de unge, hvor de er, og hjælper dem altid med at flytte sig i de retninger, som de ønsker og har brug for” 

På mødet vil Børne- og Skoleudvalget få forelagt forslag til udviklingsspor på fritidsområdet med afsæt i ny Fritidspolitik for unge. Dette som optakt til et kommende temamøde på tværs af flere udvalg omhandlende implementeringen af politikken.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Børn, Unge og Kultur vurderer, at der er bred opbakning til ny Fritidspolitik for unge.

Indstillinger

Børn, Unge og Kultur indstiller til Børne- og Skoleudvalget, at det anbefales Økonomiudvalget og Byrådet at:

  1. Godkende ændringen og den endelige Fritidspolitik for unge.

Punkt 7 Skolefravær - orientering august 2021

Sagsresumé

I 2020 trådte en ny bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen i kraft. På den baggrund blev der i Fredericia Kommune udarbejdet nye procedurer for fravær i folkeskolen.

På udvalgsmødet gives en opfølgning på skolefravær i folkeskolen.

Sagsbeskrivelse:

På Børne- og Skoleudvalgets møde den 8. december 2020, blev udvalget orienteret om en ny bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen. Samtidigt blev udvalget orienteret om Fredericia Kommunes reviderede procedurer for elevfravær.

Børne- og Skoleudvalget ønskede, at der kvartalsvis bliver givet en status på fravær.

I første halvår af 2021 har Corona præget situationen. Derfor har undervisningen i folkeskolen været underlagt regler for nødundervisning. Det har haft den betydning at bekendtgørelsens regler om standsning af udbetaling af børne- og ungeydelser ved for stort ulovligt fravær, har været sat ud af kraft, og der er derfor ikke eksempler på denne sanktion på nuværende tidspunkt.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

På trods af at ingen familier er blevet trukket i børne- og ungeydelser på baggrund af deres barns høje ulovlige fravær, er der flere eksempler på bekymrende og ulovligt fravær. På udvalgsmødet vil faglig udviklingskonsulent Mette Nørmark præsentere udvalget for faktuelle tal på fravær i folkeskolen.

Fritidsleder Ramus Balder Holmgaard Larsen deltager også på udvalgsmødet og vil præsentere udvalget for ideer til et mere tværfagligt arbejde omkring skolefravær.

Indstillinger

Børn, Unge og Kultur indstiller til Børne- og Skoleudvalget, at orienteringen tages til efterretning.

Punkt 8 Orientering om placering af ny daginstitution i Ullerup Bæk

Sagsresumé

Som led i opførelsen af en ny daginstitution i Ullerup Bæk er der i samarbejde med fodboldklubben F.f.F. aftalt en placering til den nye daginstitution på Lumbyesvej.

 

Sagsbeskrivelse:

Byrådet har bevilget anlægsmidler til opførelse af en ny daginstitution i Ullerup Bæk distrikt. Den nye daginstitution skal erstatte en række ældre og ufleksible daginstitutioner i distriktet.

Den nye daginstitution, der skal stå færdig 1. august 2023, har nu fundet sin endelige placering. Placering er fundet efter en række møder mellem fodboldklubben F.f.F. ´s bestyrelse og Fredericia Kommune. Det har været et konstruktivt og udbytterigt forløb, hvor forskellige placeringer har været debatteret og visualiseret i kortmateriale.

Da der anvendes et område på ca. 7000 - 8000 m² af F.f.F.´ernes arealer til daginstitution med legeplads, vil der være behov for at etablere et kørefast areal til fodboldklubben, samt flytte nogle lysmaster og hegn for at fodboldklubben kan fungere.

Placeringen vurderes gensidigt af parterne at være den mest ideelle placering, hvor synergieffekten af en daginstitution placeret ved Madsbyparken og et aktivt foreningsområde får de bedste forhold.
 

Tids- og procesplan

Den tidligere beskrevne tids- og procesplanen vil ikke kunne overholdes som planlagt, da der er brugt ekstra tid på at finde den rette placering. Der er i øjeblikket udbud på bygherrerådgivning, der blandt andet skal hjælpe med brugerprocessen, samt udbud til totalentreprenører, når bygherrerådgiveren er på plads. Primo september vil der komme en opdateret tidsplan.

Økonomiske konsekvenser

Anlægsbevillingen på kr. 35 mio. kan komme under pres grundet generelle stigninger på løn- og materialeudgifter. Det endelige overblik på økonomien haves efter udbudsrunden.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Børn, Unge og Kultur indstiller, at Børne- og Skoleudvalget tager orienteringen om placeringen af den ny daginstitution til efterretning.

Punkt 9 Godkendelse af ny privat daginstitution Eventyrlunden

Sagsresumé

Den private daginstitution Eventyrhuset ønsker godkendelse af ny daginstitution i lokalerne, der tidligere blev anvendt af Skansevejens Børnehus. Den nye daginstitution får navnet Eventyrlunden.

Der arbejdes på at få alle formalia på plads med henblik på opstart den 1. september 2021.

 

Sagsbeskrivelse:

Den private daginstitution Eventyrhuset har fremsendt ønske om godkendelse af en ny daginstitution, der skal have opstart den 1. september 2021.

Daginstitutionen Eventyrlunden får til huse i de lokaler, der tidligere tilhørte Skansevejens Børnehus på Skansevej 54. Lokalerne er godkendt til dagtilbudsformålet, men påtænktes delvis ombygget.

På sigt skal institutionen kunne optage 16 vuggestuebørn (0-2 år) samt 48 børnehavebørn (3-5 år).

 

Krav og regler, herunder Dagtilbudsloven §§ 14 og 15

Den nye daginstitution skal opfylde en række krav for at kunne drives som privat daginstitution:

1. Den ugentlige åbningstid skal være på minimum 55 timer.

2. Daginstitutionen skal være for alle børn, og hovedsageligt tilbyde fuldtidspladser på 47,5 timer/uge.

3. De skal leve op til gældende regler og læreplaner, herunder leve op til Fredericia Kommunes generelle regler samt minimumsbestemmelserne i dagtilbudsloven.

4. De skal have formalia omkring CVR/SE-nummer og garantistillelse på plads.

5. Bestyrelsen tilpasses i forhold til udvidelsen og ledelsen af den nye institution afklares.

 

Oplysning om den nye institution

Med den afdeling Eventyrlunden er Eventyrhuset organisatorisk uændret. Det vil sige at de fortsat har én samlet bestyrelse. Den nuværende bestyrelse ændres således, at den:

-          Udvides med 3 forældrevalgte medlemmer fra den nye afdeling med stemmeret.

-          Giver en medarbejderrepræsentant fra Eventyrlunden plads ved bestyrelsesmøderne.

-          Afdelingslederen deltage i bestyrelsesmøderne uden stemmeret.

Der er dialog med Eventyrhuset om tilretning af deres nuværende vedtægter i forhold til ovenstående, så de overholder gældende lovkrav fra opstart.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Børn, Unge og Kultur vurderer, at Eventyrhuset arbejder aktivt på at få formalia på plads. Hovedparten af daginstitutionen er godkendt til daginstitutionsformål, og de dele af bygningen, der skal ombygges, forventes godkendt i løbet af efteråret.

Vedtægterne for Eventyrhuset er i forvejen godkendt, hvorfor der er tale om konsekvensrettelser i forhold til deres fremtidige vedtægter, herunder fremtidige bestyrelsesstruktur.

Den fremtidige bestyrelse vil fortsat bestå af et flertal af forældrerepræsentanter

På baggrund af ovenstående anbefales det, at Eventyrlunden godkendes som privat daginstitution, under forudsætning af at alle lovkrav og formalia er på plads.

Indstillinger

Børn, Unge og Kultur indstiller, at Børne- og Skoleudvalget godkender, at Eventyrlunden under ledelse af Eventyrhuset etableres fra den 1. september 2021 – under forudsætning af at de nødvendige lovkrav overholdes og formalia er på plads.

Punkt 10 2. budgetopfølgning 2021 - Børne- og Skoleudvalget

Sagsresumé

2. budgetopfølgning viser et mindreforbrug på det korrigerede budget på Børne- og Skoleudvalget for samlet set -15,136 mio. kr. Der forventes et mindreforbrug på serviceudgifter på -4,726 mio. kr. (tabel 1), som primært vedrører færre børn på opholdssteder og sikrede institutioner, færre børn i daginstitutioner og dagpleje samt konsekvenserne heraf. En samlet specifikation kan ses under vurderingsafsnittet nedenfor.

Hertil kommer et forventet merforbrug vedrørende COVID-19 relaterede udgifter på 2,900 mio. kr., der vedrører podeopgaven på skoler og daginstitutioner, der løber op i 5,000 mio. kr. inden udgangen af august. Dette modsvares af en række mindreforbrug, herunder kursusmidler, der ikke bliver forventes anvendt  indeværende regnskabsår. 

Vedrørende anlæg forventes der et mindreforbrug på -14,700 mio. kr. ved 2. budgetopfølgning, jf. tabel 1. Dette vedrører afløser til De Orange Haller samt Renovering af afd. Skolesvinget. 

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalgets økonomi gennemgås ved tre årlige politiske budgetopfølgninger. Ved disse budgetopfølgninger fremlægger direktøren økonomien for de respektive områder.

Efter gennemgang og behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i byrådet. Budgetopfølgningerne skal sikre, at byrådet løbende informeres om kommunens økonomi, herunder om overholdelse af korrigeret budget, serviceramme, og udvalgets anlægsbudget overholdes.

Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifterne. Hvis koncernområdet ser behov for tilretninger af budgettet herudover, skal disse kunne finansieres inden for udvalgets egen ramme.

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgets andel af kommunens samlede økonomi udtrykt ved det vedtagne og det korrigerede budget samt det forventede regnskab ved 2. budgetopfølgning før evt. godkendelse af tillægsbevillinger, som er indstillet i denne budgetopfølgning.

 

Tabel 1

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Afvigelse

Børne- og Skoleudvalget

967,124

973,331

958,195

-15,136

Serviceudgifter, ordinær drift

918,796

922,026

917,300

-4,726

COVID-19-udgifter

7,5462

7,562

10,462

2,900

Overførselsudgifter

7,45

7,458

8,848

1,390

Central refusionsordning

-5,750

-2,950

-2,950

0,000

Skattefinansieret anlæg

39,058

39,235

24,535

-14,700

 

 

Forskellen på vedtaget og korrigeret budget på serviceudgifterne udgør ved 2. budgetopfølgning 3,230 mio. kr., som primært omhandler overførsel af spar/lån fra tidligere regnskabsår for 4,751 mio. kr. Hertil kommer der justeringer vedr. medfinansiering af en lærerstilling til 10E, afledt drift på den nye p-plads ved Voldly samt rammebesparelser for samlet set -1,521 mio. kr.

Justeringer af udvalgets korrigerede budget ved 2. budgetopfølgning

I forbindelse med 2. budgetopfølgning indstilles til tekniske justeringer for i alt 2,727 mio. kr.

Dette vedrører følgende:

  • Midler fra Social- og Beskæftigelsesudvalget vedr. ny fleksjobpulje på 0,051 mio. kr.
  • Omfordeling af IT-fakturering for 0,043 mio. kr.
  • Omplacering af Sund Vægt til Sundhedsudvalget for -0,141 mio. kr.
  • DUT-midler fra Lov- og cirkulæreprogrammet for 2,774 mio. kr., der primært vedrører midler til faglig trivsel på skole- og PPR-området

 

Hvis Byrådet godkender ovenstående justering til 2. budgetopfølgning på mødet den 6. september 2021, vil udvalgets økonomi efterfølgende se således ud:

 

Tabel 2

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Afvigelse

Børne- og Skoleudvalget

967,124

976,058

958,195

-17,863

Serviceudgifter, ordinær drift

918,796

924,900

917,300

-7,600

COVID-19-udgifter

7,5462

7,562

10,462

2,900

Overførselsudgifter

7,45

7,311

8,848

1,537

Central refusionsordning

-5,750

-2,950

-2,950

0,000

Skattefinansieret anlæg

39,058

39,235

24,535

-14,700

 

 

SERVICERAMMEN FOR FREDERICIA KOMMUNE

I forbindelse med budgetlægningen tildeles landets 98 kommuner hver en serviceramme, som den enkelte kommune skal overholde. En overskridelse af den samlede ramme for kommunerne under ét vil betyde sanktioner, dels individuelt for den eller de kommuner, som overskrider, dels for kommunerne under ét. Derfor er det vigtigt, at hver kommune overholder deres serviceramme-andel.

Fredericia Kommunes serviceramme lyder i alt på 2.439,4 mio. kr. i 2021. I forbindelse med 2. budgetopfølgning viser den foreløbige forventning, at servicerammen vil komme under pres for 2021. Den indarbejdede bufferpulje på 10 mio. kr. i budget 2021 er på nuværende tidspunkt fuldt ud disponeret.

Såfremt forventningerne ved 2. budgetopfølgning holder, vil det betyde, at eventuelle kommende tillægsbevillinger i 2021 vil sætte servicerammen under yderligere pres med efterfølgende risiko for sanktion.

Vurdering

SERVICEUDGIFTER

2. budgetopfølgning viser et forventet mindreforbrug på 7,600 mio. kr. under forudsætning af godkendelse af ovennævnte justeringer. Disse vedrører primært færre børn og unge på opholdssteder og sikrede institutioner samt et lavere børnetal på især dagplejen end forudsat under budgetlægningen. Dette modsvares til dels af et forebyggende fokus og forbrug på plejefamilier samt manglende forældrebetaling i både daginstitutioner og skolefritidsordninger. 

COVID-19

Jævnfør Principper for Økonomistyring gælder rammestyringsprincipperne i Fredericia Kommune. Dette gælder også for håndtering af konsekvenserne af COVID-19. Hovedprincippet er, at udgifterne afholdes inden for egen budgetramme. Der kan dog være situationer, hvor merudgifter ikke kan undgås.

Konsekvenserne af COVID-19 følges nøje af forvaltningen. Fredericia Kommune registrerer udgifter, som er relateret til håndtering af COVID-19 særskilt, så det vil være muligt at følge op på udgifterne hertil.

Ved 2. budgetopfølgning er der en forventning om et merforbrug på COVID-19 relaterede udgifter på 2,900 mio. kr. Disse vedrører primært podeopgaven, der med udgangen af august koster 5,0 mio. kr. Denne udgift modsvares af et mindreforbrug på skoleområdet som følge af COVID-19, der vedrører mindre befordring af elever for -0,500 mio. kr., ingen besøg fra Grønlandsbørn for -0,100 mio. kr. og kompetenceudviklingsmidler fra Børne- og Undervisningsministeriet for -1,500 mio. kr.

OVERFØRSELSUDGIFTER

Ved 2. budgetopfølgning forventes der et merforbrug på 1,537 mio. kr. Dette kan henføres til stigende udgifter til tabt arbejdsfortjeneste for 6,549 mio. kr. og øget refusion hertil for -5,012 mio. kr. Merforbruget kan henføres til stigende mængder og er i tråd med de seneste års udvikling. Det ser ud til, at stigningen er stabiliseret i år.

ANLÆG

Der forventes et mindreforbrug på -14,700 mio. kr. på udvalgets anlægsbudget, jf. tabel 1, hvilket vedrører afløser for De Orange Haller og renovering af afd. Skolesvinget. Der mangler fortsat stillingstagen omkring processen for De Orange Haller, mens afd. Skolesvinget ikke bliver færdiggjort i indeværende år grundet markedsmætning.

Indstillinger

Børn, Unge og Kultur indstiller til Børne- og Skoleudvalget, at det anbefales Økonomiudvalget og Byrådet, at:

  1. Godkende 2. budgetopfølgning

Punkt 11 Takstberegning 2022 - Indregning af midler til minimumsnormeringer i dagtilbudstakst

Sagsresumé

I 2021 fik Fredericia Kommune tilført 6,3 mio. kr. fra finansloven til bedre normeringer i kommunens daginstitutioner. Da midlerne først blev tilført kommunen efter budgetvedtagelsen, besluttede Byrådet, at midlerne ikke skulle indregnes i dagtilbudstaksten og fastholdte dermed forældrebetalingen. Fra 2022 forventes der dog et overblik over Fredericia Kommunes andel af midlerne ved budgetvedtagelsen, hvorfor det findes mest hensigtsmæssigt at indregne finanslovsmidlerne i dagtilbudstaksten fra 2022 og fremefter.

 

Med sagen indstilles det, at udvalget vedtager, at finanslovsmidlerne til bedre normeringer indregnes i forældrebetalingen fra 2022 på lige fod med de kommunalt afsatte midler.

 

Sagsbeskrivelse:

I 2021 fik Fredericia Kommune tilført 6,3 mio. kr. fra finansloven til bedre normeringer i kommunens daginstitutioner. Med finanslovsmidlerne modtog landets kommuner også den nødvendige lovhjemmel til at indregne midlerne i den opkrævede dagtilbudstakst, sådan at forældrene blev pålagt en medfinansieringsandel på 25 pct., som er gældende ved den kommunale andel af dagtilbudsbudgettet. Byrådet valgte dog, efter anbefaling fra forvaltningen, at fastholde forældrebetalingen på det vedtagne niveau i indeværende år, og har således opkrævet 24,2 pct. af udgifterne hos forældrene mod lovgivningens maksimum på 25 pct.

 

 Til budgetlægningen 2022 forventes det, at forvaltningen ved tidspunktet for vedtagelsen af Budget 2022 kender Fredericia Kommunes andel af finanslovsmidlerne, og de kan derfor indregnes i forældrebetalingstaksten på lige fod med resten af dagtilbudsbudgettet. Dette vil være i tråd med både den gældende lovhjemmel på området og de økonomiske principper, som Fredericia Kommune anvender ved takstberegning på dagtilbudsområdet.

 

Det indstilles derfor med sagen, at udvalget vedtager, at finanslovsmidlerne til bedre normeringer indregnes i forældrebetalingen fra 2022 på lige fod med de kommunalt afsatte midler.

 

Økonomiske konsekvenser

Ved opkrævning af forældrebetaling af finanslovsmidlerne vil Fredericia Kommunes nettoudgift til dagtilbudsområdet falde med 25 pct. af beløbets størrelse.

 

Når finanslovsmidlerne indlægges i dagtilbudstaksten vil forældrene opleve en stigning i den opkrævede takst på dagtilbudsområdet. Stigningen vil dog være et udtryk for stigende serviceniveau og være i tråd med gældende principper for takstberegning på området.

 

Vurdering

Det er Skoler, Dagtilbud og Fritid samt Økonomi, Personale og IT’s vurdering, at opkrævning af forældrebetaling for tilførslen af finanslovsmidler er i tråd med den gældende lovhjemmel samt de økonomiske principper, der ligger for takstberegningen i Fredericia Kommune. Ydermere vurderes det, at en løbende indregning af finanslovsmidlerne i forældretaksten vil sikre en glidende overgang til det tidspunkt fra 2024, hvor midlerne tilføres kommunerne på bloktilskuddet, og derfor vil indgå i dagtilbudsbudgettet på almen vis.

 

Indstillinger

Skoler, Dagtilbud og Fritid og Økonomi, Personale og IT indstiller til Børne- og Skoleudvalget, at det anbefales Økonomiudvalget, at:

  1. Vedtage at finanslovsmidlerne til bedre normeringer indregnes i forældrebetalingen fra 2022 på lige fod med de kommunalt afsatte midler.

 

Punkt 12 Borgervejlederens årsberetning 2020/2021

Sagsresumé

Borgervejlederens årsberetning for 2020/2021 er klar til Byrådets behandling.

 

Sagsbeskrivelse:

Siden 2014 har Fredericia Kommune haft en borgervejleder. Borgervejlederen er ansat af Byrådet.

Borgervejlederen yder vejledning ud fra et helhedsorienteret perspektiv med målsætning om, at henvendelser søges løst i dialog. Vejledningen har fokus på at skabe klarhed og sætte borgeren i stand til at navigere i det kommunale system.

Borgervejlederen skal medvirke til at skabe en god, klar og tydelig dialog mellem Fredericia Kommune og kommunens borgere og virksomheder.

Borgervejlederen udarbejder hvert år en årsberetning til Byrådet. Årsberetningen for 2020/2021 er nu klar til Byrådets behandling.

Borgervejlederen giver en kort præsentation af beretningens hovedpunkter på Økonomiudvalgets møde.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Borgervejlederen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler overfor Byrådet, at årsberetningen tages til efterretning og videresendes til alle udvalg til orientering.

Beslutning i Økonomiudvalget den 21-06-2021

Anbefalet.

Beslutning i Byrådet den 28-06-2021

Taget til efterretning.

Punkt 13 Ankestatistik for 2020 fra Ankestyrelsen (Danmarkskortet)

Sagsresumé

Byrådet skal orienteres om Danmarkskortet, som omhandler kommunernes omgørelsesprocenter på sager på social-, børne- og voksenhandicapområdet, som er påklaget til Ankestyrelsen. Kortet er udarbejdet af Social- og Ældreministeriet.

 

Sagsbeskrivelse:

Social- og Ældreministeriet offentliggør hvert år oversigter over omgørelsesprocenterne af kommunernes afgørelser, som er påklaget til Ankestyrelsen.

 

Jf. retssikkerhedslovens § 79 b, skal byrådet inden udgangen af det år, hvor danmarkskortet er offentliggjort, behandle danmarkskortet på et møde. Kravet indebærer, at der hvert år skal ske en aktiv politisk behandling af danmarkskortet. Det danmarkskort, der er offentliggjort den 25.06.21, skal derfor behandles på et byrådsmøde inden udgangen af 2021.

 

Ankestyrelsen er en uafhængig klageinstans, som blandt andet behandler klagesager indenfor social- og beskæftigelsesområdet.

 

Oversigterne med omgørelsesprocenterne er kommuneopdelt, og omfatter afgørelser inden for udvalgte paragraffer i serviceloven (kaldet Danmarkskort). De tre oversigter/kort, som er offentliggjort, er:

 

  1. Kortet for socialområdet generelt
  2. Kortet specifikt for børnehandicapområdet
  3. Kortet specifikt for voksenhandicapområdet 

 

Formålet med disse oversigter er at skabe gennemsigtighed om, hvor mange sager, som de enkle kommuner får omgjort, samt at skabe et sammenligningsgrundlag for kommunerne.

 

I oversigterne anvendes tre begreber:

 

Stadfæstelse: Det betyder, at Ankestyrelsen er enig i afgørelsen. Der sker ingen ændringer for den, der har klaget.

 

Hjemvisning: Det betyder, at kommunen skal genoptage sagen og afgøre den på ny. Det kan eksempelvis ske, hvis der mangler oplysninger i en sag, eller at den indeholder formelle mangler.

 

Ændring: Det betyder, at Ankestyrelsen er helt eller delvist uenige i afgørelsen og ændrer den.

 

Når en afgørelse hjemvises eller ændres, kaldes det, at kommunens afgørelse bliver omgjort. Det hedder det, selvom en hjemvisning ikke nødvendigvis betyder, at afgørelsen bliver ændret. Omgørelsesprocenten er derfor andelen af sager, der bliver omgjort (hjemvist eller ændret) ud af alle realitetsbehandlede sager.

 

Kortet for socialområdet generelt:

I Danmarkskortet for hele socialområdet ses det, at Ankestyrelsen har truffet 88 afgørelser der vedrører Fredericia Kommune i 2020. Det tilsvarende tal for 2019 var 57.

 

Af de 88 sager hvor der er truffet afgørelser, er 11 sager (13 %) ændret og 19 sager (22 %) hjemvist til fornyet behandling efter serviceloven. Samlet udgør det 30 sager, og omgørelsesprocenten er derfor på 34 %. I 2019 blev 25 sager omgjort og omgørelsesprocenten var på 44 %.

 

I forhold til kortet socialområdet generelt skal bemærkes, at Danmarkskortene for børne- og voksenhandicapområderne er en delmængde af hele socialområdet/Serviceloven. Det betyder, at man ikke kan lægge tallene fra de enkelte Danmarkskort sammen.

 

Kortet specifikt for børnehandicapområdet:

I Danmarkskortet for børnehandicapområdet indgår sager efter:

 

  • Pasningstilbud, hjemmetræning m.m. §§ 32, 32a, 36, 39-40
  • Merudgiftydelse § 41
  • Tabt arbejdsfortjeneste §§ 42- 43
  • Personlig hjælp og ledsagelse §§ 44 - 45

 

Det fremgår af Danmarkskortet at Ankestyrelsen har truffet 16 afgørelser der vedrører Fredericia Kommune i 2020. I 2019 var det 11 afgørelser.

 

Af de 16 sager blev de 2 (13 %) ændret og 4 (25 %) blev hjemvist til fornyet behandling. Dette svarer til en omgørelsesprocent på 38 % for 6 sager.  I 2019 blev 10 sager omgjort og omgørelsesprocenten var på 91 %

 

 Kortet specifikt for voksenhandicapområdet:

 I Danmarkskortet for voksenhandicapområdet indgår sager efter:

 

  • Voksne - kontante tilskud § 95
  • Voksne - borgerstyret personlig assistance § 96
  • Voksne - ledsageordning § 97
  • Voksne - merudgifter § 100

 

Det fremgår heraf, at Ankestyrelsen har truffet 4 afgørelser der vedrører Fredericia Kommune i 2020. I 2019 blev der truffet 5 afgørelser.

 

Af de 4 sager blev 1 sag (25 %) ændret og 1 sag (25 %)hjemvist til fornyet behandling. Dette svarer til en omgørelsesprocent på 50 %. I 2019 blev 1 sag omgjort og omgørelsesprocenten var på 20 %.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Det vurderes, at Fredericia Kommune ligger på et fornuftigt niveau, da det er forholdsmæssigt få sager der indgår i omgørelsesprocenten og omgørelsesprocenten generelt er faldende i forhold til 2019. I forhold til hvor mange sager der træffes afgørelse i hvert år, så er det en beskeden andel som påklages.



Når forvaltningen modtager en sag til fornyet behandling eller en sag omgøres, så gennemgås den internt med henblik på at drage læring ud til fremtidig sagsbehandling. Dette med henblik på løbende at tilpasse praksis og sikre en høj kvalitet i afgørelserne.

Indstillinger

Børn, Unge og Kultur samt Beskæftigelse og Velfærd indstiller, at Børne- og Skoleudvalget, Senior- og Handicapudvalget samt Social- og Beskæftigelsesudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Byrådet at orienteringen tages til efterretning.

Punkt 14 Orientering - Partnerskaber på det sociale område

Sagsresumé

Hermed følger årlig status omkring partnerskabsaftalerne.

Det har haft stor betydning for alle aftaler, at det ikke har været muligt at gennemføre aktiviteter og relationsskabende tiltag grundet corona.

Denne orientering tilgår Sundhedsudvalget, Social- og Beskæftigelsesudvalget, Senior- og Handicapudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Børn- og Skoleudvalget og Økonomiudvalget.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune har en række samarbejdsaftaler. Nedenfor findes en oversigt over samarbejdsaftaler samt ansvarligt udvalg.

Der afholdes årlige statusmøder i aftalerne. Aftalerne har forskellige udformninger og tyngde. Samtidig er beløbenes størrelse og samarbejdets karakter også varierende.

De fleste aftaler er fortløbende og kan opsiges skriftligt af begge parter med 6 måneders varsel til udgangen af kalenderåret.

Corona har haft store konsekvenser for alle aftalerne både i forhold til det forventede output og outcome af aftalerne. Det har været yderst vanskelige vilkår for størstedelen af aftalerne, og alene det relationsarbejde der er nødvendigt for at skabe resultater har været en udfordring og påpeges af flere.

Civilsamfundet bidrager på forskellig vis som stemme for udsatte borgere og som arrangører på forskellig vis for at inkludere forskellige målgrupper i fællesskaber mv. Det ligger i sagens natur at det har haft svære vilkår i en restriktionstid.

Generelt fremhæves det gode samarbejde med kommunale parter, og samarbejdet beskrives som konstruktivt. Der er et ønske fra flere af samarbejdspartnerne om at mødes med politisk niveau.

I bilaget gennemgås status på samtlige aftaler.

Der er samarbejdsaftaler med følgende:

Samarbejdsaftale med

Ansvarligt udvalg

Foreningen Korskær

Sundhedsudvalget

Mødrehjælpen

Sundhedsudvalget

Kræftrådgivningen

Sundhedsudvalget

Boblberg (udløber 2022)

Sundhedsudvalget

Fredericia Provsti

Sundhedsudvalget

Diabetesforeningen

Sundhedsudvalget

Apotekerne

Sundhedsudvalget

Fredericia Frivilligcenter

Social- og Beskæftigelsesudvalget

Grow Your Life

Social- og Beskæftigelsesudvalget

Fredericia Middelfart Selvhjælp

Social- og Beskæftigelsesudvalget

Fredericia Middelfart Selvhjælp pårørende projektet

Social- og Beskæftigelsesudvalget

Headspace

Social- og Beskæftigelsesudvalget

Kirkens Korshær

Social- og Beskæftigelsesudvalget

Kvindernes Krisecenter

Social- og Beskæftigelsesudvalget

Peer-Partnerskabet (udløber 2022)

Social- og Beskæftigelsesudvalget

SIND Fredericia

Social- og Beskæftigelsesudvalget

Social Sundhed Fredericia

Social- og beskæftigelsesudvalget

Stedet – Center for mænd

Social- og Beskæftigelsesudvalget

TUBA (udløber 2022)

Social- og Beskæftigelsesudvalget

Ældre Sagen

Senior- og Handicapudvalget

Idræt i Dagtimerne

Kultur- og Idrætsudvalget, Sundhedsudvalget, Senior- og Handicapudvalget

Get2Sport 

Kultur og Idrætsudvalget, Social- og Beskæftigelsesudvalget, Børn og Skoleudvalget

 

I bilaget gennemgåes de enkelte partnerskabsaftaler selvstændigt. 

Økonomiske konsekvenser

Samlet set skal partnerskabsaftalerne ses i sammenhæng med §18 midlerne, da flere af partnerskabsaftalerne kunne have været ansøgere til §18 midlerne. Der er pt afsat 500.000 kr til §18 midler.

Vurdering

Det er vurderingen at Corona har vanskeliggjort vilkårene, og der har ikke været de rette muligheder og betingelser for at indfri forventningerne til samarbejdets output og outcome.

Indstillinger

Beskæftigelse og Velfærd indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget, Sundhedsudvalget, Børne- og Skoleudvalget, Kultur- og idrætsudvalget, Senior- og Handicapudvalget samt Økonomiudvalget tager status omkring samarbejdsaftalerne til efterretning.

Punkt 15 Orientering (Lukket)

Punkt 16 Underskriftsside

Sagsresumé

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på Godkend i First Agenda.