Bosætnings- og Turismeudvalget - 07-02-2023

Referat
Dato:
Tirsdag, 7 februar, 2023 - 12:00
Hent som fil:
Dagsorden publiceret:
Torsdag, 2 februar, 2023 - 08:46
Referat publiceret:
Torsdag, 9 februar, 2023 - 10:57

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 07-02-2023

Godkendt.

Punkt 2 Beslutningssag: Planstrategi 2023

Sagsresumé

Med udgangspunkt i fagudvalgenes brainstorm i efteråret 2022 samt en efterfølgende administrativ behandling, er der formuleret tiltag, som tilsammen svarer til planlovens krav om, at der i en planstrategi skal være en ”vurdering af og strategi for fremtidig udvikling”.

På mødet gennemgås tiltag relevant for fagudvalgets ansvarsområde.

Sagsbeskrivelse:

Planstrategien, der er kommunens strategi for kommuneplanlægning, skal vedtages i første halvdel af en byrådsperiode og skal indeholde:

  • En vurdering af og strategi for fremtidig udvikling
  • Revisionsbeslutning
  • Oplysning om gennemført planlægning siden sidste kommuneplanrevision.

Med udgangspunkt i fagudvalgenes brainstorm i efteråret 2022 samt en efterfølgende administrativ behandling er der formuleret tiltag, som tilsammen svarer til planlovens krav om, at der i en planstrategi skal være en ”vurdering af og strategi for fremtidig udvikling”.

Tiltagene beskriver de indsatser indenfor fysisk planlægning, som på nuværende tidspunkt vurderes at blive sat i gang og/eller gennemført i denne byrådsperiode. Tiltagene er opdelt i de tre hovedtemaer:

  • Bæredygtig grøn udvikling
  • Unikke oplevelser i Fredericia
  • Bosætning

På et temamøde i marts vil det samlede byråd blive præsenteret for tiltagene og planstrategiarbejdet samt andre aktuelle planemner.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Bosætnings- og Turismeudvalget varetager den umiddelbare forvaltning inden for bosætning og turisme med fokus på blandt andet udviklingsstrategier og helhedsplaner. Med den baggrund er en række af tiltagene relevante for Bosætnings- og Turismeudvalget.  

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller;

  • At udvalget bidrager til formuleringen af tiltagene indenfor fagudvalgets ansvarsområde og
  • At udvalget vedtager tiltagene som Planstrategi 2023’s foreløbige ”vurdering af og strategi for fremtidig udvikling”. 

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 07-02-2023

Godkendt.

Punkt 3 Beslutningssag: Igangsætning af bosætningsstrategi 2023

Sagsresumé

Vækst, Teknik og Klima har siden efteråret 2022 udarbejdet rapporter over Fredericia Kommunes borger- og boligmasse, samt befolkningsudvikling med henblik på at forberede udvalget til en igangsættelse af en kommende bosætningsstrategi. Forvaltningen ligger vægt på en langsigtet og involverende tilgang til strategi for bosætning, hvor en bred palette af aktører inddrages i processen, og dermed incitament for lokalt ejerskab. Strategien forventes at have en projektperiode på 1 år, hvor der prioriteres tid til workshops, fælles møder og indsamling af diverse viden fra lokalsamfundet, politiske udvalg, virksomheder og andre relevante aktører. På baggrund heraf indstilles der hermed til, at Bosætnings- og Turismeudvalget beslutter at igangsætte en kommende bosætningsstrategi for Fredericia Kommune.

Sagsbeskrivelse:

På mødet d. 20.09.2022 i Bosætnings- og Turismeudvalget blev der givet en status kommunens befolkningsudvikling, borger- og boligmasse. Udvalget skulle derudover drøfte mulige tematikker og indhold til en kommende strategi for bosætning. Siden er der blevet nedsat en dataarbejdsgruppe, som er ansvarlig for indsamling og kvalificering af data, bl.a. statistik, survey og kvalitative interviews. Dernæst præsenterede forvaltningen på mødet d. 10.01.2023 en årsrapport og et fakta-ark, der indeholdte analyser på borger- og boligmassen. Rapporterne havde til formål at give udvalget indgående viden om kommunens udvikling.  

 

Den kommende bosætningsstrategi er tiltænkt at hvile på et kvalificeret datagrundlag, der kan danne baggrund for hvilke målgrupper Fredericia Kommune har potentiale i at fastholde og tiltrække. Strategien vil tage udgangspunkt i langsigtede planer og have en involverende tilgang, idet lokal ejerskab er afgørende for at strategien lever videre efter endt projektperiode. Derfor sættes der ind på etablere workshops og fælles møder, hvor relevante politiske udvalg, fagpersoner, lokale virksomheder, interessenter og andre lokale kræfter samles og kommer med inputs, ideer, kritik mm.

 

Bosætningsstrategiens projektperiode forventes at strække sig 1 år, idet det tager tid at indsamle kvalificerede data fra forskellige dele af forvaltningen, borgere, aktører, politikere og interessenter. Derudover er strategien afhængig af inputs fra øvrige strategier og projekter i Fredericia Kommune, da bosætning rækker ind over flere fagområder, og derfor bør spille op imod disse, bl.a. planstrategien for 2023, Fredericia for verdensmålene m.fl.

 

Afslutningsvist blev der i forbindelse med igangsætningen af bosætningsstrategien besluttet på sidste udvalgsmøde d. 10.01.2023, at Bosætnings- og Turismeudvalget samt Teknisk Udvalg inviteres på en inspirationstur til to sammenlignelige kommuner, eksempelvis Nyborg Kommune og Horsens Kommune. Formålet med udflugten er at give udvalgene inspiration og inputs til den kommende bosætningsstrategi.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Forvaltningen vurderer at en igangsætning af en bosætningsstrategi er afgørende for at kunne sikre en levedygtig og sammenhængende by, hvor borgere kan bo og leve her gennem flere livsstadier. Derudover sikrer en strategi for bosætning at der er klare mål og indsatser, der retter sig imod udvalgte målgrupper, og dermed gør det lettere at tiltrække og fastholde borgere på sigt.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at Bosætnings- og Turismeudvalget beslutter at igangsætte arbejdet med en kommende bosætningsstrategi for Fredericia Kommune.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 07-02-2023

Godkendt.

Punkt 4 Drøftelsessag: Skiltnings- og forskønnelsesprojekt – bosætning og turisme

Sagsresumé

Visit Fredericia og Vækst, Teknik og Klima har identificeret lokationer i Fredericia, hvor der kunne optimeres på vejvisning for bløde trafikanter i form af skiltning, og en generel forskønnelse i form af kunst, gavlmalerier eller lignende. I denne sag indstilles der til, at Bosætnings- og Turismeudvalget skal drøfte skiltning og forskønnelse af Fredericia, hvilket indbefatter Madsbyparken, Banegårdsområdet og Midtbyen. Det er forvaltningens klare vurdering, at et generelt løft på skiltning og forskønnelse ville kunne bidrage til at efterlade et mere positivt indtryk hos flere målgrupper, som bevæger sig i Fredericia af den ene eller anden årsag.

Sagsbeskrivelse:

Der er mange mennesker fra hele landet, som hver dag passerer eller besøger udvalgte lokationer i Fredericia Kommune, men rejser herfra uden at have et klart indtryk af Fredericia som by. Vi skal sikre, at Fredericias kvaliteter er synlige og møder de mennesker, som lægger vejen forbi. Visit Fredericia og Vækst, Teknik og Klima har i samarbejde identificeret lokationer i Fredericia, hvor der kunne optimeres på skiltning og forskønnelse.

 

Projektet har overordnet til formål at binde midtbyen bedre sammen mellem Madsby Legepark, Fredericia Banegård og Fredericia Midtby indenfor voldene. Skiltningen har til formål at lede pendlere, besøgende og tilflyttere via særlige ruter i byen, som bringer dem tættere på byens kulturpunkter, naturperler og hovedattraktioner; heriblandt Madsbyparken, Volden, Østerstrand, Kastellet, Kanalbyen og Kulturkasernen. Forskønnelsesindsatsen har til formål at tilvejebringe et forbedret indtryk af udvalgte lokationer, som mange pendlere og besøgende passerer eller opholder sig ved. I denne indsats spiller lokale kreative aktører, bl.a. kulturkasernen og den kreative skole en central rolle til inputs og udarbejdelse af kunst til forskønnelse.

 

Projektet er tiltænkt som en længerevarende og helhedsorienteret indsats, hvor Madsbyparken, banegårdsområdet og midtbyen bindes bedre sammen på tværs, og heri efterlader et stærkere indtryk af Fredericias kultur, oplevelser og muligheder. Desuden er projektet indtænkt som en del af både den kommende bosætnings- og turismestrategi.

Økonomiske konsekvenser

Ingen på baggrund af denne indstilling, da det er en drøftelse af mulighederne og projektets rammer og ideer.

Vurdering

Det er forvaltningens faglige vurdering, at mere skiltning og forskønnelse ville bidrage til at gøre Fredericias kvaliteter mere synlige for både pendlere, turister og tilflyttere. Hertil vurderes det, at indsatsen både har kortsigtede og langsigtede effekter. På kort sigt vil det være lettere for besøgende og tilflyttere at finde rundt i Fredericia, samt efterlade et forbedret indtryk af Fredericia for specielt pendlerne. På lang sigt vil indsatserne kunne bidrage til, at flere husker Fredericia af den ene eller anden årsag, hvilket kan betyde, at flere tager kommunen i betragtning i forbindelse med deres næste flytning eller vender tilbage som turist. Endvidere er det forvaltningens faglige vurdering, at skiltningen og forskønnelsen af Fredericia skal tænkes langsigtet og helhedsorienteret, da det vil sikre sammenhæng og en rød tråd for bl.a. design, opbygning og materialer.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller til Bosætnings- og Turismeudvalget at drøfte skiltning og forskønnelse af Fredericia Midtby, Fredericia banegård og Madsbyparken.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 07-02-2023

Drøftet.

Punkt 5 Orienteringssag: En styrket turisme- og brandingindsats

Sagsresumé

Med byrådets aftale om budgettet for 2022 blev turisme udvalgt som en af de strategiske satsninger. Bosætnings- og Turismeudvalget blev i april 2022 præsenteret for en analyse af området. Nu gøres status på aktiviteterne de sidste 12 måneder, herunder præsenteres resultaterne af den strategiske satsning.

 

Sagsbeskrivelse:

Forligspartierne blev i budget 2022 enige om et konkret fokus og en styrket turismeindsats omkring Fredericias fyrtårne og styrkepositioner som forudsætning for det fortsatte arbejde med bosætning. Der blev afsat midler i budgettet til en styrket bosætnings-, turisme og brandingindsats. I budget 2022 blev der også afsat midler til ansættelse af nye medarbejdere og en turismechef. Team turisme består derfor i dag af fem medarbejdere samt en praktikant. Bosætnings- og Turismeudvalget igangsatte i april 2022 en proces for udvikling af en turismestrategi, hvorfor der blev foretaget en analyse af området, hvorved der er identificeret en række centrale udfordringer. Analysen viste i april 2022 følgende udfordringer:

-          Behov for fælles strategiske mål og retning for turisme, branding og events i Fredericia

-          Behov for øget fokus på digitale indsatser på området

-          Behov for øget fokus, koordinering og samarbejde på tværs

-          Behov for øget fokus på formidling og oplevelsesdesign af en række af kommunens styrker/trækplastre

 

Der gøres derfor status på arbejdet og resultaterne af den politiske strategiske satsning på området:

 

Turismestrategi

Der er igangsat arbejdet med en turismestrategi – analyse og gæsteanalyse er gennemført og fremlagt. Dermed er der et solidt afsæt for en fælles retning og mål for området. Analyserne er gennemført på tværs af private aktører, kommunen og øvrige interessenter. 

 

Supplerende er der i regi af samarbejdet mellem Fredericia og Middelfart Kommune igangsat en analyse på tværs af de to kommuner, som vil blive præsenteret i løbet af foråret. Dette samarbejde har også ført til udvikling af nye projekter: Sejladser på Lillebælt med skibet Aventura og lydfortællingen: Voldens Vidner, som blev præsenteret i sommeren 2022.

 

Digitale medier:

Analysen viste, at der var et behov for øget fokus på digitale indsatser på området. Det har vi grebet an med to ansættelser på dette område, som nu sikrer en strategi, analyse og struktur. De sikrer også, at vores digitale gæster bliver mødt og guidet på bedste vis i deres beslutningsrejse. At vores hjemmeside er topprioritet og en vigtig inspirationskilde.

 

Konkret er der siden 1. juni 2022:

  • Lavet en ny visuel identitet for Facebook (brug af billeder, måden vi skriver og engagerer målgruppen på)
  • Lavet en ny visuel identitet for hjemmesiden (fuld fokus på Fredericias bedste views og tilbud)
  • Lavet SoMe strategi for vores Facebook
  • Sørget for at vi er relevante, up to date og inspirerende på hjemmeside og Facebook, hvor vores primære målgruppe er
  • Implementering af Kulturnaut, samt sikret en opdateret eventkalender og sørget for kontinuerlig markedsføring af denne
  • Foretaget en oprydning af Visit Lillebælt samarbejdet online – rettet forkerte links på hjemmesiden, tilpasset søgeord, som gik til Visit Middelfart, lavet redirects og oprydning på gamle links mv.
  • Opdateret hjemmeside – heriblandt lavet ny struktur, fjernet brudte links, irrelevante sider, lavet nye sider, arbejdet med søgeoptimering (SEO), opdateret billeder/produkter, gennemarbejdet top 50 mest besøgte sider + restauranter og hoteller, analyseret kunderejsen og gjort den bedre online
  • Sikret et konstant flow af annoncering online, så vi hele tiden er på målgruppens radar. Med særlig fokus på udtryk og skarp/sælgende kommunikation.
  • Lavet en sammenhængende efterårs- og julekampagne med en klar medieplan og fokus på den røde tråd på tværs af medier samt i trykte materialer.
  • Sikret at vi får billeder af vores events, så vi synliggør vores indsatser overfor borgere og gæster.
  • Gjort Visit Fredericia.dk til et relevant site både for borgere og gæster. Information er nem at finde og tekster/sider er optimeret således, at gæsten/borgeren hurtigt kan finde det de søger.
  • Opdateret maildatabase, lavet mailudsend, sikret at vi forøger databasen og formidler de gode tilbud, som vi har i byen.
  • Udarbejdelse af årshjul: Årshjulet er en oversigt for det kommende år med henholdsvis datoer for Visit Fredericias kampagner og deadlines for, hvornår arrangementer skal være planlagt for at indgå i disse kampagner.

 

Antal besøg på www.visitfredericia.dk/com/de

Stigning på 71%

2021: 108.875 sessions

2022: 185.717 sessions


Følgerstatus på Facebook

Stigning på 108%.

Vi sørger nu for at være tilstede, relevante, tilgængelige og oplysende. Vi sørger for, at borgere og gæster føler sig informerede og inspireret via tekst og billeder.

  • 01. Juni: 2.070
  • 31. januar 2023: 4.301


Følgerstatus på Linkedin:

Stigning 1.588%.

Der har aldrig været fokus på mediet. VisitFredericias arbejde er meget relevant at formidle ud og dette afspejles flot i tallene.

  • Juni: 33 følgere
  • 31. januar: 557 følgere

 

Følgerstatus på Instagram

Stigning 8,2%.

  • 22.september: 1.095
  • 31. januar 2023: 1.185

Igangsat tværfaglige indsatser:

Der blev identificeret et ønske om øget fokus, koordinering og samarbejde på tværs – både internt i kommunen, men i høj grad også i samarbejdet mellem byens aktører. Dette er der arbejdet med siden, og nu er der lavet følgende:

  • Månedlige faste møder med Experience Fredericia, samt et fast samarbejde med at øge synergien på tværs
  • Etablering af et godt samarbejde med Fredericia Shopping, hvor vi bl.a. i tæt samarbejde har lavet Sommer i Fredericia og Jul i Fredericia.
  • Etablering af nyhedsbrev på tværs af aktører fra Visit Fredericia
  • Igangværende branding- og skiltningsstrategi med Bosætning
  • Nyt kommissorium og tovholderrolle på turisme- og friluftsgruppen (tværgående gruppe mellem Turisme, Natur, Kultur og Idræt, Sundhed, Naturpark Lillebælt og Vej og Park)
  • Udvikling af planer for bygninger i naturområder
  • Samarbejde og udveksling med Madsbyparken

Dertil kommer, at Fredericia Kommune fra 1/1 2023 er medlem af Destination Trekantområdet:

-          Indtrædelse og etablering af nyt samarbejde med Destination Trekantområdet. Vi har lavet tre produkter til deres Be Happy Pass (med Race Syd, Bridgewalking og Naturpark Lillebælt), samt indsendt og lavet materiale til markedsføring og brochure, samt startet deltagelsen i grupper vedr. erhvervsturisme og kulturprojektet.


Øget formidling og oplevelsesdesign

Slutteligt blev der i analyserne i foråret 2022 peget på, at der var et behov for øget fokus på formidling og oplevelsesdesign af en række af kommunens styrker/trækplastre. Det har vi gjort ved en stor opgradering på vores visuelle kommunikation, samt udvikling af en række nye tiltag:

  • Ny Oplev Fredericia folder (3 sprog)
  • Nyt A3 by- og kommunekort (2 sprog)
  • Nyt folde-bykort (2 sprog)
  • Ny cruise-folder (2 sprog)
  • Ny folder om guidede ture
  • Nye plakater til gågadepylonerne
  • Nye skilte i Madsby Legepark
  • Opdatering af og nyt indhold til Fredericia turistguide 2023
  • Fotograf: Siden sommer 2022 har Visit Fredericia haft fokus på samarbejde med eksterne fotografer i forbindelse med større arrangementer og lign.. Dette for at opgradere det nuværende billede- og videomateriale. Alt i alt styrker det Visit Fredericias markedsføring overfor potentielle gæster.
  • Nye guidede ture: I samarbejde med guiderne at have udviklet nye typer ture i Fredericia og omegn. Noget er afprøvet i år, og noget kommer på programmet næste år.
  • Endeligt har krydstogt-arbejdet også udviklet sig i de forgangne måneder: Der er afviklet FAM-trip for rederier i samarbejde med Cruise netværket, så beslutningstagere fra rederierne får set, hvad Fredericia kan byde på som anløbshavn. Samt udviklet nye typer ture til mindre ”ekspeditionsskibe”, som ønsker anderledes oplevelser end de store krydstogtskibe.

Økonomiske konsekvenser

Omkostningerne til den styrkede indsats på turismeområdet er afholdt inden for budgetrammen for 2022.

Vurdering

Det vurderes, at Fredericia Kommune med den kommende turismestrategi får identificeret sine værdier, historier og kompetencer, og at strategien skal bruges til at sætte fælles retning for fremtidens turisme- og oplevelsesudvikling, og således styrke Fredericia som attraktiv besøgsdestination.

Det vurderes også, at der skal arbejdes videre med analysen fra april 2022, så den gode udvikling vil fortsætte.

Indstillinger

Kommunaldirektøren indstiller til Bosætnings- og Turismeudvalget, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 07-02-2023

Taget til efterretning.

Punkt 6 Beslutningssag: Etablering af julemarked: Jul i den gamle fæstningsby

Sagsresumé

Tidligere år har juleaktiviteterne i Fredericia samlet set været prioriteret over ca. 40 dage. Med denne indstilling peges der på, at der i stedet er behov for at satse på et julemarked, der afholdes i de tre weekender i december. Forvaltningens og Fredericia Shoppings evaluering på årets resultater og af juleaktiviteterne i 2022 har ført til, at der ønskes at skabe en ny form for oplevelse i Fredericia. Dette bakkes op af den nye turismeanalyse, som er lavet af Group Nao i forbindelse med turismestrategien. Med en ny strategisk satsning foreslås det således at skabe et julemarked på Rådhuspladsen, der skal afholdes i de tre weekender i december og bruges aktivt til tiltrækning for at bakke op om Fredericia Shopping, kommunens hoteller og andre serviceerhverv.

 

Sagsbeskrivelse:

I budget 2022 skriver forligspartierne, at man fortsat ønsker at understøtte de gode oplevelser i Fredericia med bl.a. Fredericia Juleby. Efter endnu en god afholdelse i november og december 2022 har forvaltningen i tæt samarbejde med Fredericia Shopping evalueret på årets resultater, og efter flere år med samme tema, så har evalueringen ført til, at forvaltningen i samarbejde med Fredericia Shopping gerne vil skabe en ny form for oplevelse i Fredericia. Det bakkes op af den nye turismeanalyse, som er lavet af Group Nao i forbindelse med turismestrategien. Her nævnes fem perspektiver til, hvor vækstpotentialerne er for Fredericia: ”Byen synes at have brug for initiativer og projekter, som kan øge områdets attraktionskraft”.

 

Derfor ønskes det i de kommende år at arbejde strategisk med at skabe et julemarked i Fredericia på Rådhuspladsen. Det skal afholdes i de tre weekender i december, og bruges aktivt til tiltrækning for at bakke op om Fredericia Shopping, kommunens hoteller og andre serviceerhverv.

 

Udgangspunktet for arbejdet er Nyborg Kommune, som de seneste år har arbejdet strategisk med deres udvikling af events – Nyborg er en af de kommuner, som Fredericia Kommune bruger til benchmark. Julemarkedet i Nyborg tiltrak helt op mod 30.000 gæster fordelt på to weekender i 2022.

 

Men denne strategiske satsning vil der samles en lang række aktiviteter i disse weekender – med udgangspunktet i at skabe tre gode weekender. Modsat tidligere år, hvor der har været prioriteret aktiviteter i ca. 40 dage. Det vil også gøre markedsføringen og kommunikationen bedre og skarpere. Satsningen vil forventeligt tage et par år eller tre før, at der ses det fulde udbytte.

Økonomiske konsekvenser

Det vil afholdes indenfor budget, hvor forligspartierne har prioriteret Fredericia Juleby med 1,250 mio. kr. årligt. Af de penge er 250.000 kr. afsat til et fast tilskud til Fredericia Shopping for aktiviteter i november og december. De øvrige penge vil gå til etablering og drift af et Julemarked – Jul i den gamle Fæstningsby.

Vurdering

Det vurderes, at det vil være en styrkelse og forbedring for Fredericia Kommune, at der etableres et flot julemarked på Rådhuspladsen i Fredericia. Julemarkedet vil styrke tiltrækningsevnen til byen, samt være med til at stramme byens aktiviteter op i december. Det vil føre til en øget omsætning i byen, samt på vores hoteller og andre overnatningssteder.

Indstillinger

Kommunaldirektøren indstiller til, at Bosætnings- og Turismeudvalget godkender indstillingen om at sløjfe de ca. 40 dages juleaktiviteter og i stedet etablere julemarked i de tre weekender i december.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 07-02-2023

Godkendt.

Punkt 7 Beslutningssag: Sommer i Fredericia 2023

Sagsresumé

I budget 2023 har forligspartierne ønsket fortsat at understøtte de gode oplevelser i Fredericia med Fredericia Sommerby. Derfor præsenteres med denne sag årets planer for brug af midlerne, samt et overblik over, hvad der blev lavet sidste år.

 

Sagsbeskrivelse:

I budget 2023 har forligspartierne ønsket fortsat at understøtte de gode oplevelser i Fredericia med Fredericia Sommerby. Desuden er det formuleret, at der skal ”fokuseres på Fredericias unikke oplevelser og historie som fæstningsby”. Derfor er det en del af forslaget til brug for midlerne for 2023, som efter evaluering i 2022, samt arbejdet med den nye turismestrategi, er disse inputs taget med i planlægningen af 2023, da ønsket er at få en bredere og større målgruppe.

 

Derfor er der et nyt punkt i årets planlægning: Aktiviteter til at øge attraktionskraft. Der er lagt op til to nye store tiltag, som skal være med til at være overskrifterne på årets sommerprogram, som kan række længere ud.

 

Det samlede program for Sommer i Fredericia 2023 bliver større, da der er en række nye tiltag, som bl.a. Visit Fredericia laver f.eks. En Sommerdag på Bæltet, som er lavet i samarbejde med Bridgewalking. Dertil kommer diverse andre aktiviteter, så der igen denne sommer bliver et stort og sammensat bredt program på tværs af frivillige foreninger, Fredericia Shopping og Fredericia Kommune, som alle vil medvirke i den samlede markedsføring.

 

Det endelige program er under udarbejdelse og vil løbende blive opdateret.

Økonomiske konsekvenser

Den økonomiske ramme for Sommer i Fredericia er på 1 million kroner.

Vurdering

Det vurderes, at aktiviteterne er med til at understøtte liv og positive oplevelser i Fredericia og således skaber gode vilkår for turisme mv. Det vil ligeledes bringe Fredericia Kommune videre i udviklingen, som turismeanalysen foreskrev.

Indstillinger

Kommunaldirektøren indstiller til Bosætnings- og Turismeudvalget, at

1)       Bosætnings- og Turismeudvalget godkender de overordnede rammer for Sommerby 2023.  

2)       Bemyndiger forvaltningen til at udarbejde det endelige program for Sommerby 2023.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 07-02-2023

Godkendt.

Punkt 8 Orientering (Lukket)

Punkt 9 Underskriftsside

Sagsresumé

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

Sagsbeskrivelse:

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på Godkend i First Agenda.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Fagafdelingen indstiller