Bosætnings- og Turismeudvalget - 25-01-2022

Referat
Dato:
Tirsdag, 25 januar, 2022 - 12:00
Hent som fil:
Lokation:
Referat publiceret:
Tirsdag, 8 februar, 2022 - 10:30

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 25-01-2022

Godkendt.

Punkt 2 Introduktion til Bosætnings- og Turismeudvalget

Sagsresumé

På dagsordenspunktet gives Bosætnings- og Turismeudvalget en mundtlig introduktion til udvalgets område.

 

Sagsbeskrivelse:

Med introduktionen får Bosætnings- og Turismeudvalget et overordnet indblik i det område af kommunen, der hører til Bosætnings- og Turismeudvalget. Udvalget bliver præsenteret for deres ansvarsområder, områdets overordnede organisering, udvalgets opgaver samt de økonomiske rammer. Udvalget vil desuden blive introduceret til, hvilke strategiske indsatser der er i fokus jævnfør de tidligere fagudvalgs arbejde og Budget 2022.

 

Formålet med introduktionen er, at Bosætnings- og Turismeudvalget får en grundlæggende viden om deres samlede område. Introduktionen vil bliver opdelt således at der startes med en generel introduktionen til fagområdet. På de efterfølgende møder vil udvalget blive introduceret nærmere til specifikke emner i relation til udvalgets arbejde.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Direktionen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

 

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 25-01-2022

Taget til efterretning.

Punkt 3 Bosætning - status

Sagsresumé

Orienteringssag om status på bosætning i Fredericia Kommune.

 

Sagsbeskrivelse:

Baggrund og historik

Fredericia Kommune har tidligere vedtaget en Bosætningsstrategi for perioden 2016-2020, som hænger sammen med det daværende Byråds ’Vision 2020’. Den primære målsætning var en årlig befolkningstilvækst i kommunen på 350 personer. Der blev derudover udpeget seks relevante målgrupper og en række specifikke kvaliteter, der skulle udvikle Fredericia som attraktiv bosætningskommune. Da strategien er udløbet er der ingen aktuel målsætning for fx årlig befolkningstilvækst.

 

I budget 2021 blev det besluttet, at bosætningsindsatsen skulle gentænkes gennem strategiske partnerskaber med eksterne, og der blev bl.a. nedsat mål om at udbyde 175 nye parcelhusgrunde i 2021 og en række seniorboliger/bofællesskaber samt bl.a. nye cykelstier. Det blev også vedtaget, at der skulle udarbejdes en midtbystrategi, der kunne sikre en attraktiv midtby fremover.

 

I 2022 budgettet blev det besluttet at styrke bosætnings-, turisme- og brandingindsatsen, bl.a. gennem udvikling af en strategi for området, en administrativ opnormering, flere midler til events og aktiviteter og midler til udstykning af flere byggegrunde fra 2022.

 

Den aktuelle sag

I orienteringssagen præsenteres:

- De nuværende indsatser på bosætningsområdet, inkl. tilflytterservice

 

- Befolkningsudviklingen de seneste år i Fredericia og nabokommunerne samt de underlæggende tal for fødselsoverskud, mellemkommunale flytninger og ind/udvandring fra/til udlandet. Befolkningstallet er steget i de tre første kvartaler af 2021 med 261 personer efter to år med faldende befolkningstal (50 færre i 2019 og 102 færre i 2020)

 

- Et indblik i det lokale ejendomsmarked og lejeboligmarkedet ift. drivere, liggetider og kvadratmeterpriser,

- Koblingen mellem bosætning og strategisk byplanlægning, herunder en analyse fra rådgivningsfirmaet Datic, der kommer ind på sammensætningen af borgere, forskellige målgruppers boligbehov og deres indsigter i skabelsen af gode flyttekæder og bæredygtige lokalområder

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Vækst, Teknik og Klima vurderer, at der er behov for at udvikle en ny bosætningsstrategi, da den eksisterende er udløbet. Dette arbejde bør dog afvente færdiggørelsen af en ny fælles vision for Byrådet.

Indstillinger

Vækst, Teknik og Klima indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning og drøfter om der er nogle bosætningsrelaterede tematikker, de ønsker at blive klogere på, samt evt. ønsker om inspirationsture til andre kommuner.

 

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 25-01-2022

Drøftet og taget til efterretning.

Punkt 4 Gennemgang af parcelhusudstykningerne - salg og efterspørgsel

Sagsresumé

Kommunen har i øjeblikket 4 udstykninger med salg af parcelhusgrunde. Der gives her en kort indsigt i de enkelte udstykningers salg og efterspørgsel. Generelt har der de sidste par år været en stigende efterspørgsel på parcelhusgrunde, grundet en øget interesse i at bygge selv og et lavt udbud af boliger til salg, i forhold til købere på markedet, hvilket også kan ses i salgstallene for 2021. Et historisk lavt renteniveau, gør det samtidigt attraktiv at eje sin bolig.

 

Sagsbeskrivelse:

Der opleves generelt meget stor interesse for parcelhusgrunde i Fredericia. Efterspørgslen retter sig mod grunde i alle prisklasser og med beliggenhed rundt i hele Fredericia.

De seneste år har det samlede antal solgte kommunale byggegrunde ligget på ca. 10 grunde om året.

I 2021 solgte kommunen i alt 45 grunde.

Der er pr. d.d. allerede solgt 10 grunde i 2022.

 

Fuglsang Allé:

Etape 1:

 

51 grunde i alt.

 

5 grunde blev solgt til udstillings by i 2020.

Udstillingsbyen er rigtig godt besøgt med mange interesserede fra både indenbys og udenbys.

 

46 grunde blev udbudt til salg i 2021

 

Der er pt. solgt 43 grunde, og således er der 3 grunde tilbage i denne etape.

Hovedparten af køberne er i fuld gang med at bygge hus, og de første er også flyttet ind.

Der er solgt grunde til en hel del tilflyttere og til købere, som i forvejen bor i Fredericia.

Køberne er en god blanding af unge familier/småbørnsfamilier, familier med større børn samt seniorer, som gerne vil bygge et nyt hus.

 

 

Etape 2:

49 grunde er netop udbudt og der er d.d. solgt 10 grunde i udbudsrunden.

 

Der opleves fortsat meget stor efterspørgsel på grundene på Fuglsang Allé.

 

Sivvænget i Pjedsted:

22 grunde, heraf er der pr. d.d. solgt 12 grunde.

 

Udstykningen har solgt rigtig fint de seneste år, og området er nu godt bebygget.

Der er fortsat jævnlig efterspørgsel på grundene.

 

 

Flintemarken i Taulov:

Udstykningen indeholder i alt 34 grunde, og der er endnu ikke solgt nogle grunde.

 

Der er ind imellem henvendelser på grundene, men ingen har ført til handler endnu.

Lejeboligerne i samme område er godt efterspurgte.

 

 

Fjordalléen i Trelde:

64 grunde i alt.

 

17 grunde i delområde 3 er under klargøring til salg.

 

Der er god interesse for grundene på Fjordalléen, dog er lokalplanen for udstykningen ret restriktiv, hvilket flere interesserede har givet udtryk for er en stor hindring.

Det er bl.a. restriktioner omkring beplantning/hæk samt flere efterspørger større grunde, end udstykningen indeholder.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik & Klima indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 25-01-2022

Taget til efterretning.

Punkt 5 Turisme - status

Sagsresumé

På mødet gives en status på turismeindsatsen jf. budget 2022. Det indstilles til udvalget, at orienteringen tages til efterretning.

 

Sagsbeskrivelse:

I Fredericia Kommunes budget 2022 er turisme et centralt omdrejningspunkt, og det er en klar hensigt fra forligspartiernes side, at der skal en styrket turismeindsats til. Derfor er der afsat midler til både bosætning, turisme- og brandingindsatser i budgettet.

En del af den styrkede turismeindsats vil bestå i udviklingen af en turismestrategi, som er beskrevet i et separat punkt. På mødet giver kommunaldirektør Camilla Nowak en videre status på området.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Direktionen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

 

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 25-01-2022

Taget til efterreting.

Punkt 6 Proces for udarbejdelse af strategi på turismeområdet

Sagsresumé

Jf. forligspartiernes ønske i Budget 2022 fremlægger forvaltningen et forslag til proces for udvikling af en strategi på turismeområdet. Det indstilles til udvalget, at forslaget til proces godkendes, og at der afsættes midler til ekstern konsulentbistand til gennemførsel af processen.

 

Sagsbeskrivelse:

I budget 2022 har forligspartierne afsat ressourcer til udvikling af en bosætnings- og turismestrategi. Udviklingen af strategier for bosætning og turisme er et centralt udgangspunkt for Bosætnings- og Turismeudvalgets arbejde i de kommende fire år.

 

Forvaltningen har derfor udarbejdet et forslag til procesplan for udvikling af en strategi på turismeområdet. I processen inddrages relevante eksterne og interne parter, og det foreslås, at processen startes op i løbet af foråret 2022 – i en tæt kobling med byrådets visionsproces – med dialog og interviews og indhentning af erfaringer fra andre kommuner. Processen tænkes gennemført med assistance fra et eksternt konsulentbureau. Procesplanen er vedlagt som bilag og vil blive præsenteret af fritidsleder Rasmus Balder Larsen under mødet.

Økonomiske konsekvenser

Fordelingen af kommunens budget på de stående udvalg, jf. styrelsesvedtægt 2022, bliver godkendt i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 7. februar, hvorfor Bosætnings- og Turismeudvalget formelt endnu ikke har et budget. Der er dog afsat midler til området i budget 2022. Der er erfaringsmæssigt brug for et budget på ca. 400.000 kr. til at gennemføre en proces som den foreslåede.

Vurdering

Det vurderes, at assistance fra et eksternt konsulentbureau vil øge kvaliteten i arbejdet og sikre en neutral og professionel platform for faciliteringen af en proces, hvor kommune og erhvervsliv føres sammen.

Indstillinger

Direktionen indstiller

  • At forslag til proces godkendes
  • At der afsættes 400.000 kr. til gennemførsel af processen i det budget, som godkendes af Økonomi- og Erhvervsudvalget den 7. februar, og at forvaltningen bemyndiges til at vælge konsulentfirma

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 25-01-2022

Godkendt.

Punkt 7 Lillebælt - orientering om status for Naturparken og Naturnationalparken

Sagsresumé

Tilstanden og påvirkningen af Lillebælt har fået øget fokus de senere år. Samtidig betyder omtalen og markedsføringen af Lillebælt meget for Fredericia Kommune ift. bl.a. bosætning og turisme.

Sagen omhandler status for arbejdet med Naturpark Lillebælt og det tværgående kommunale samarbejde omkring ”Liv i Lillebælt” samt betydningen af at Lillebælt er udnævnt som marin naturnationalpark.

 

Sagsbeskrivelse:

Naturpark Lillebælt

Kolding, Middelfart og Fredericia Kommuner har i en årrække samarbejdet omkring Naturpark Lillebælt, som er en mærkningsordning fra Friluftsrådet. Ud fra frivillighedsprincippet og i tæt samarbejde med diverse interessenter – bl.a. Naturparkrådet – søges der realiseret adskillige indsatser og projekter, som er oplistet i Naturparkplan 2017-22.

 

Emnerne i planen er natur, kulturarv, erhverv, friluftsliv, formidling og turisme. Planens indsatser realiseres løbende via fondsmidler og de tre kommuner medfinansierer med i alt 3 mio kr. Se planen i bilag 1.

 

Pt. pågår proces med udarbejdelse af Naturparkplan 2023-28 – og udvalget vil få forelagt dette på et møde inden sommerferien 2022.

 

Liv i Lillebælt

Fredericia Kommune har i 2021 været i dialog med alle kommunerne med kyst ud til Lillebælt – med fokus på dialog om hvordan kommunerne i fællesskab kan forbedre natur- og miljøtilstanden i Lillebælt. Der arbejdes på et forslag til organisering og tværgående samarbejder som vil blive forelagt byrådet, når der er mere afklaring på betydningen af statens udpegning af Lillebælt som marin naturnationalpark.

 

Marin naturnationalpark

I finansloven for 2022 fremgår det at Lillebælt – og Øresund – udpeges som marine naturnationalparker. Der skal derfor nedsættes et sekretariat for hver af parkerne og regeringen vil i løbet af foråret komme med et oplæg til en konkret model for de nye marine naturnationalparker. Der er afsat 10 mio. kr. p.a. i 2022-2025 og det undersøges bl.a. om parkerne kan etableres efter UNESCO-kriterier og der er samtidig enighed om at der skal etableres en trawlfri zone i Bælthavet – herunder Lillebælt.

 

Udover ovenstående har staten afsat 11 mio kr. til stenrev i Lillebælt. Disse forventes realiseret snarligt.

 

Fredericia Kommune m.fl. er derfor i dialog med Miljøministeriet ift. udmøntning af de 11 mio. kr og snitfladerne mellem Naturnationalpark Lillebælt og Naturpark Lillebælt mm.

 

Havplan og Vandrammedirektivet

Udover ovennævnte tiltag – så er der andre myndighedsmæssige indsatser der har betydning for Lillebælt. Det gælder bl.a. Søfartsstyrelsens Havplan og Vandrammedirektivet. Disse emner vil blive kort berørt i forbindelse med den samlede gennemgang af ovenstående på udvalgsmødet.

Økonomiske konsekvenser

-

Vurdering

-

Indstillinger

Vækst, Teknik og Klima indstiller, til Bosætnings- og Turismeudvalget, at orienteringen tages til efterretning

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 25-01-2022

Taget til efterretning.

Punkt 8 Orientering om events og arrangementer (årshjul) som Fredericia Kommune står for eller bidrager til

Sagsresumé

Forligspartierne bag Budget 2022 har sat en tydelig retning for et fornyet fokus på turisme, bosætning, kultur og events i Fredericia Kommune. Det gode værtskab skal i fokus, og vi skal udvikle os som destination og som et godt sted at bo og leve. Bosætnings- og Turismeudvalget orienteres på mødet om erfaringer fra 2021 samt de events og arrangementer (årshjul), som Fredericia Kommune står for eller bidrager til.

Sagsbeskrivelse:

Forligspartierne bag Budget 2022 har sat en tydelig retning for et fornyet fokus på turisme, bosætning, kultur og events i Fredericia Kommune. Det gode værtskab skal i fokus, og vi skal udvikle os som destination og som et godt sted at bo og leve, så flere i fremtiden vælger at besøge kommunen eller flytte hertil.

 

Events og arrangementer er i den forbindelse en stor del af Fredericias identitet og et aktiv for både borgere og gæster, der kommer langvejs fra for at tage del i aktiviteterne. Hvert år skaber og bidrager Fredericia Kommune til en lang række af spændende aktiviteter, events og kulturudbud i et godt samarbejde med lokale aktører og samarbejdspartnere.

 

Bosætnings- og Turismeudvalget orienteres på mødet om erfaringer fra 2021 samt om de events og arrangementer (årshjul), som Fredericia Kommune i år står for eller bidrager til.

Indstillinger

Kommunaldirektøren indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 25-01-2022

Taget til efterretning.

Punkt 9 Verdens Vildeste Brobyggere - event 10. juni 2022

Sagsresumé

Fredericia Kommune er i efteråret 2021 blevet kontaktet af foreningen ‘Verdens Vildeste Brobyggere' som ønsker at afholde en ny brobygningskonkurrence-event af samme navn i Kanalbyen i Fredericia i 2022. Fredericia Kommune har sagt ja til projektet om at afholde konkurrencen og hjælpe med at få den succesfuldt afviklet fredag den 10. juni 2022. Fredericia Kommune ønsker at afholde en række tilknyttede aktiviteter til konkurrencen med Verdens Vildeste Brobyggere og det indstilles, at kommunen anvender 100.000 kr. fra brandingpuljen til projektet.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune er i efteråret 2021 blevet kontaktet af foreningen ‘Verdens Vildeste Brobyggere' som ønsker at afholde en ny brobygningskonkurrence-event af samme navn i Kanalbyen i Fredericia i 2022. Fredericia Kommune har sagt ja til projektet om at afholde konkurrencen og hjælpe med at få den succesfuldt afviklet fredag den 10. juni 2022.

 

I konkurrencen Verdens Vildeste Brobyggere dyster tre hold lærlinge på 7 timer om at bygge tre forskellige typer af broer over brede kanaler for at hylde og fremvise alle de fagligheder og erhvervsuddannelser, der bygger broer og infrastruktur – ingeniører, struktører, tømrere, arkitekter, kranførerer, elektrikere m.fl. Partnere i foreningen bag tæller bl.a. Cowi, Rambøll, CG Jensen, 3F, Dansk Metal, DI, Skills, Sund og Bælt og 20 andre organisationer, uddannelsesnævn og virksomheder samt DR. Konkurrencen afvikles med dommere, publikum, kommentatorer og tv, og forventes at have ca. 10.000 tilskuere. Den første konkurrence afholdtes den i september 2021 i København, hvor lærlinge og studerende dystede om at bygge de tre broer over 18 meter brede kanaler. DR2 har lavet en række programmer om broer, som vises i februar 2022, hvori Verdens Vildeste Brobyggere 2021 indgår, og det vil således også være startskuddet til en præsentation og større kommunikationsindsats af Verdens Vildeste brobyggere 2022 i Fredericia.

 

Projektet med Verdens Vildeste Brobyggere er i kommunen forankret i et tæt samarbejde mellem områderne Vækst, Teknik og Klima (varetager kontakt til Kanalbyen, til Business Fredericia, koordination af byggetilladelser og koordination med kommunikation om branding lokalt af eventen) samt Børn, Unge og Kultur (varetager koordination med studieby Fredericia, DM Skills, skoler og uddannelsesinstitutioner). Kommunen bistår således Verdens Vildeste Brobyggere i form af medarbejderressourcer både med det praktiske og myndighedstilladelser men også med at skaffe lokale samarbejdspartnere/sponsorer til at indgå i projektet.

 

Samtidig er afholdelsen af eventen også en oplagt mulighed til at brande og promovere Fredericia og koble en række tilknyttede aktiviteter til konkurrence-eventen, både for at skabe endnu mere opmærksomhed på Fredericia udefra for potentielle tilflyttere og turister, men også for at få Fredericias egne unge borgere på banen. Der arbejdes derfor på at lave en kobling til børn og ungeområdet med ideer som et brobygningsforløb i form af en mini-brobygger-konkurrence for 4. klasser via makerspace, et modeshow med arbejdstøj i regi af DM Skills 2023 og andre potentielle aktiviteter for unge fx ved Ungdommens Hus. Ligeledes arbejdes der via Business Fredericia på mulige tilknyttede aktiviteter med Fredericia Shopping som Open By Night fx med en bro-konkurrence i forretningerne i løbet af dagen for at tiltrække masser af publikum til konkurrencen, og derudover vil mange af byens restauranter og serveringssteder blive involveret for at kunne dække forplejningsbehovet til det store antal deltagere, tilskuere og besøgende. Tillige kunne det også overvejes at Fredericia Kommune stiller med en stand for at markedsføre byen som bosætningskommune og uddannelsesby i messeområdet på konkurrencedagen.

 

Derudover kommer der løbende flere ideer til tilknyttede aktiviteter til for at brande og promovere Fredericia overfor kommende generationer, nuværende borgere, potentielle tilflyttere m.fl.

Økonomiske konsekvenser

For at kunne gennemføre de tilknyttede aktiviteter inkl. materialer, præmier og merchandise, der har til formål at brande og promovere Fredericia, er der behov for midler i størrelsesordenen 100.000 kr. Det foreslås, at disse finansieres af brandingpuljen.

Vurdering

Deltagelse i Verdens Vildeste brobyggere som værter vurderes at give Fredericia Kommune stærke kort for at promovere sig som en attraktiv by, der både byder på gode erhvervsfaglige uddannelsesmuligheder for unge og som bosætterkommune for borgere og potentielle tilflyttere. Dette er i god overensstemmelse med kommunens strategi for bæredygtighed Fredericia For Verdensmålene om at sikre kvalificeret arbejdskraft til byens virksomheder i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner, faglige organisationer og erhvervslivet og samtidig fremme Fredericias potentiale som uddannelsesby.

Indstillinger

Vækst, Teknik og Klima indstiller, at Bosætning- og Turismeudvalget anbefaler finansieringen til Økonomi- og Erhvervsudvalget.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 25-01-2022

Anbefales.

Punkt 10 Orientering

Sagsresumé

Sagsbeskrivelse:

Orientering og spørgsmål fra udvalgsformanden

 

 

 

Orientering og spørgsmål fra udvalgsmedlemmer

 

 

 

Orientering fra administrationen

 

 

 

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Byrådssekretariatet indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 25-01-2022

Ingen.

Punkt 11 Underskriftside

Sagsresumé

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

Sagsbeskrivelse:

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på Godkend i First Agenda.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Fagafdelingen indstiller