Folkeoplysningsrådet - 09-02-2021

Referat
Dato:
Tirsdag, 9 februar, 2021 - 17:30
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Tirsdag, 9 februar, 2021 - 17:59
Referat publiceret:
Fredag, 12 februar, 2021 - 13:59

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

Godkendelse af dagsordenen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at dagsordenen godkendes.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 09-02-2021

Godkendt.

Punkt 2 Fredericia Fag og Firmaidrætsforbund (FFFIF) - Ansøgning om ekstraordinært lokaletilskud til udskiftning af låsesystem

Sagsresumé

Fredericia Fag og Firmaidrætsforbund (FFFIF) søger om ekstraordinært lokaletilskud til udskiftning af låsesystemet i deres klubhus. Der søges om 20.947 kr. Sagen indstilles til godkendelse med et tilskud på op til 65%, dog først reduceret med andelen af medlemmer over 25 år efter gældende praksis. Det svarer til et tilskud på 1.906 til kr.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Fag og Firmaidrætsforbund (FFFIF) søger om ekstraordinært lokaletilskud til udskiftning af låsesystemet i deres klubhus. Udskiftningen af låsesystemet vil give større fleksibilitet i brugen af klubhuset og i mulighederne for at låne lokalet ud til andre.

FFFIF har indhentet et tilbud på det, og derudover har de undersøgt markedet for andre priser. Det indhentede tilbud er på 20.947 kr. og er billigere end andre undersøgte muligheder (bilag 1).

FFFIF havde i 2019 1680 aktive medlemmer, hvoraf 225 medlemmer var under 25 år, og 9 medlemmer over 25 år var i bestyrelsen eller trænere. Dette svarer til at 86 % af medlemmerne var over 25 år, i forhold til en beregning af ordinært og ekstraordinært lokaletilskud.

FFFIF er, som så mange andre foreninger, også præget af coronanedlukningerne, og de havde d. 1.12.2020 ikke registreret nogen medlemmer under 25 år, men dog stadig 9 medlemmer i bestyrelsen eller som trænere, ud af i alt 1680 medlemmer. Det svarer til at 99% af medlemmerne var over 25 år, og ikke i bestyrelsen eller trænere.

I det ordinære lokaletilskud for 2020 har foreningerne fået lov til at bruge deres medlemstal for 2019, hvis de har haft en uhensigtsmæssig udvikling i deres medlemstal i 2020. Der er ikke taget stilling til, om dette også skal gælde ved ansøgninger om ekstraordinært lokaletilskud.

FFFIF’s seneste godkendte årsregnskab er vedlagt (bilag 2).

Gældende praksis inden for ekstraordinært lokaletilskud er, at der gives 65% i tilskud, dog først reduceret med den andel af medlemmer der er over 25 år og ikke er trænere eller ledere i foreningen. FFFIF’s andel af medlemmer over 25 år, var 86% i 2019. Hvis dette bruges som beregningsgrundlag, vil de kunne få et ekstraordinært lokaletilskud på 65% af (100-86% af 20.947 kr.), hvilket svarer til 1.906 kr.

Hvis der tages afsæt i FFFIF’s medlemstal for 2020, vil et ekstraordinært lokaletilskud kunne være på 65% af (100-99% af 20.947 kr.), hvilket svarer til 136 kr.

Et tilskud kan finansieres af puljen til ekstraordinære lokaletilskud.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der kan gives ekstraordinært lokaletilskud til FFFIF til udskiftning af låsesystem. Det vurderes også, at der kan tages udgangspunkt i foreningens medlemstal for 2019, på samme måde som ved beregningen af ordinært lokaletilskud for 2020.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget, at

 

  • Der tages afsæt i FFFIF’s medlemstal for 2019 i beregningerne af det ekstraordinære lokaletilskud.
  • FFFIF bevilges et ekstraordinært lokaletilskud på op til 1.906 kr. til udskiftning af låsesystem.
  • Tilskuddet finansieres via puljen til ekstraordinære lokaletilskud. 

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 09-02-2021

Anbefales.

Punkt 3 KFUM Spejderne Peder Griib Gruppe og Den Selvejende Institution Lynghytten - ansøgning om ekstraordinært lokaletilskud til særligt fundament og miljøsikring af udvidelse af spejderhytte

Sagsresumé

KFUM Spejderne Peder Griib Gruppe og Den selvejende institution Lynghytten søger om ekstraordinært lokaletilskud på 328.750 kr. til de udgifter, der vedrører de ekstra miljømæssige sikringstiltag til renoveringen og udvidelsen af Lynghytten. Sagen indstilles med et tilskud på 100%, svarende til 328.750 kr.

 

Sagsbeskrivelse:

KFUM Spejderne Peder Griib Gruppe havde frem til 2016 aktiviteter i både Lyng (Lynghytten) og i Erritsø (”Den gamle rytterskole”). I 2016 blev den kommunale bygning og grund i Erritsø solgt, og spejderne flyttede alle deres aktiviteter ud i Lynghytten.

Efter sammenlægning i Lyng begyndte spejderne og den selvejende institution Lynghytten at arbejde på at få hytten renoveret og udvidet. I dette arbejde støtte de på store udfordringer, fordi grunden som Lynghytten ligger på, er en gammel losseplads. Det blev fra Fredericia Kommunens side vurderet, at der bl.a. manglede yderligere sikring mod potentielle udslip af gasser under den nuværende hytte, og at der skulle særlige sikringer til ved en mulig udvidelse af hytten. Efterfølgende er der blevet lavet beregninger for dette af et miljø- og geoteknisk specialfirma, og udarbejdet en mulig løsningsmodel for et fundament for udvidelsen af Lynghytten, samt søgt § 8 tilladelse til udvidelsen. Dette arbejde har beløbet sig til 38.750 kr. (bilag 1). Selve fundamentet til sikring af udvidelsen er der hidtil kun fundet en leverandør, der vil påtage sig at udføre. Det vil koste 280.000 kr. (bilag 2 – udgifterne til Kloak + støbning af sokkel og gulv er 224.000 kr. ekskl. moms), samt en efterfølgende godkendelse fra det miljø- og geoteknisk specialfirma, der koster 10.000 kr. Det betyder, at udgifterne til at sikre renoveringen og udvidelsen af Lynghytten samlet set vil koste 328.750 kr. inkl. moms – uden udgifterne til selve udvidelsen af hytten er taget med.

Lynghytten ligger på kommunal jord, der er kortlagt som forurenet. Kultur & Idræt foreslår derfor, at KFUM Spejderne Peder Griib Gruppe og Den selvejende institution Lynghytten samlet bevilges det fulde beløb i forhold til sikringsforanstaltningerne til renoveringen og udvidelsen af Lynghytten – altså de 328.750 kr. Udgifterne til selve udvidelsen af Lynghytten kan der gives ekstraordinært lokaletilskud til efter den normale beregningsmetode. Denne ansøgning kommer som en selvstændig sag. Alternativt kan der vælges at fastholde det normale ekstraordinære lokaletilskud på 65%, hvilket svarer til 213.687,50 kr.

KFUM Spejderne Peder Griib har pt. 26 aktive medlemmer, hvoraf 18 medlemmer under 25 år, de resterende 8 medlemmer er alle i bestyrelsen eller ledere

Et tilskud kan finansieres af puljen til ekstraordinære lokaletilskud.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der kan gives 100% i ekstraordinært lokaletilskud til de udgifter af renoveringen og udvidelsen af Lynghytten, der vedrører de skærpede miljømæssige forhold og den efterfølgende sikring af disse forhold. Dette vil betyde et ekstraordinært lokaletilskud på 328.750 kr.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget, at

  • KFUM Spejderne Peder Griib Gruppe og Den selvejende institution Lynghytten samlet bevilges et ekstraordinært lokaletilskud på 100% til de udgifter der knytter sig til de miljømæssigt skærpede forhold omkring renoveringen og udvidelsen af Lynghytten. Tilskuddet er på op til 328.750 kr.
  • Tilskuddet finansieres af puljen til ekstraordinære lokaletilskud.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 09-02-2021

Folkeoplysningsrådet støtter projektet og at der gives 100% i tilskud, men rådet anbefaler samtidig, at finansieringen af tilskuddet sker fra et andet sted, fordi det er på forurenet kommunal grund, og fordi det ellers tager en uforholdsmæssig stor del af puljen til ekstraordinært lokaletilskud.

Punkt 4 KFUM Spejderne Peder Griib Gruppe og Den Selvejende Institution Lynghytten - Ansøgning om ekstraordinært lokaletilskud til renovering af spejderhytte

Sagsresumé

KFUM Spejderne Peder Griib Gruppe og Den Selvejende Institution Lynghytten søger om ekstraordinært lokaletilskud til renovering og udvidelse af spejderhytten. Der søges om 260.800 kr. Sagen indstilles til godkendelse med et tilskud på op til 65% efter gældende praksis, hvilket svarer til 169.520 kr.

 

Sagsbeskrivelse:

KFUM Spejderne Peder Griib Gruppe og Den Selvejende Institution Lynghytten søger om ekstraordinært lokaletilskud til renovering og udvidelse af deres spejderhytte (Lynghytten). Spejdergruppen og Lynghytten søger sammen, dels fordi spejdergruppen er den eneste faste bruger af hytten, og dels fordi Lynghytten ikke har opkrævet høj nok husleje af spejdergruppen til at kunne klare større vedligeholdelsesopgaver eller den ønskede udvidelse. De har indhentet to tilbud på renoveringen og udvidelsen, de to tilbud er dog ikke sammenlignelige, i det der hidtil kun er fundet en leverandør, der kan lave den rigtige sikring af udvidelsen og det rigtige fundament. Der er skærpede krav fordi der ønskes bygget på en tidligere losseplads. Kommunen ejer jorden. De to tilbud er på henholdsvis 260.800 kr. inkl. moms og 433.500 kr. inkl. moms (bilag 4 og 1). 

KFUM Spejderne Peder Griib har pt. 26 aktive medlemmer, hvoraf 18 medlemmer under 25 år, de resterende 8 medlemmer er alle i bestyrelsen eller ledere. Dette svarer til at 0% af medlemmerne er over 25 år, i forhold til en beregning af ordinært og ekstraordinært lokaletilskud.

KFUM Spejderne Peder Griibs seneste årsregnskab (bilag 2) er vedlagt sammen med regnskabet fra Lynghytten (bilag 3).

Gældende praksis inden for ekstraordinært lokaletilskud er, at der gives 65% i tilskud, dog først reduceret med den andel af medlemmer der er over 25 år og ikke er trænere eller ledere i foreningen. KFUM Spejderne Peder Griib og Lynghytten kan få fuldt tilskud på 65% af de 260.800 kr. = 169.520 kr.

Et tilskud kan finansieres af puljen til ekstraordinære lokaletilskud.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der kan gives ekstraordinært lokaletilskud til KFUM Spejderne Peder Griib Gruppe og Den Selvejende Institution Lynghytten til renovering af spejderhytten.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget, at

 

  • KFUM Spejderne Peder Griib Gruppe og Den Selvejende Institution Lynghytten bevilges et ekstraordinært lokaletilskud på op til 169.520 kr. til renovering af spejderhytten.
  • Tilskuddet finansieres via puljen til ekstraordinære lokaletilskud. 

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 09-02-2021

Anbefales.

Punkt 5 EGIF Fodbold - Ansøgning om ekstraordinært lokaletilskud til nyt klubhus

Sagsresumé

EGIF Fodbold søger om ekstraordinært lokaletilskud til et nyt lille klubhus tættere ved deres boldbaner, end deres lokaler i Erritsø Idrætscenter. Sagen indstilles til godkendelse med et tilskud på op til 371.000 kr.

 

Sagsbeskrivelse:

I 2015 flyttede EGIF Fodbold fra deres gamle klubhus op i Erritsø Idrætscenter. I forbindelse med dette blev fodboldklubbens årlige lokaletilskud på 397.000 kr. ændret til et driftstilskud til Erritsø Idrætscenter til driften af de nybyggede lokaler til EGIF Fodbold.

I forbindelse med om- og tilbygningen ved Erritsø Idrætscenter i 2020-2022 er EGIF Fodbold bevilget et tordenvejrsskur på ca. 50 m2 i umiddelbar nærhed af, hvor deres tidligere klubhus lå og bl.a. tættere på nogle af deres fodboldbaner. Dette for at spillere m.fl. fremadrettet kan søge ly for dårligt vejr, og bruge toiletfaciliteterne. EGIF Fodbold har efterfølgende ønsket at udvide det planlagte tordenvejrsskur, for at sikre, at det blev stort nok, til at kunne dække klubbens behov. Det er således nu et lille klubhus på ca. 124 m2.

EGIF Fodbold lovede oprindeligt, at de selv ville finansiere de ekstra omkostninger ved udvidelsen, men dette har vist sig ikke at være muligt. De har fået afslag fra de tre fonde, de har søgt, og de forventede indtægter fra stævner er udeblevet pga. coronarestriktioner og -nedlukninger. EGIF Fodbolds egenfinansiering af klubhuset/tordenvejrskuret står til 547.800 kr. + 35.000 kr. til et nøglesystem svarende til hallens, i alt 582.800 kr. ekskl. moms, og ekskl. diverse udgifter på 50.000 kr. der ikke er nærmere specificeret. Inkl. moms er det 728.500 kr. Klubben kan selv finansiere 55.000 kr. og støtteforeningen 365.000 kr., hvilket er hele støtteforeningens egenkapital. De mangler derfor 308.500 kr. for at kunne finansiere projektet (se bilag 1).

Hvis EGIF Fodbold får ekstraordinært lokaletilskud til det lille klubhus kan det være på op til 65% af udgifterne på 728.500 kr., hvilket svarer til 473.525 kr. Klubben mangler imidlertid kun 308.500 kr. – ekskl. de 50.000 kr. ekskl. moms til diverse, hvilket svarer til 62.500 kr. inkl. moms. Klubben kan enten bevilges et ekstraordinært lokaletilskud på 308.500 kr. eller 371.000 kr. hvilket er inkl. diverse udgifterne.

Det lille klubhus er bestilt i forbindelse med den store om- og tilbygning i Erritsø Idrætscenter, hvorfor en økonomisk løsning er presserende.

I 2019 havde EGIF Fodbold 433 medlemmer, hvoraf 26 var over 25 år og ikke samtidig trænere eller i bestyrelsen. Det svarer til at 6 % af medlemmerne var over 25 år, og klubben vil derfor ikke skulle reduceres i et muligt ekstraordinært lokaletilskud.

I 2019 havde EGIF Fodbold et overskud på 55.071 kr. samt en egenkapital på 109.566 kr. (se bilag 2).

EGIF Fodbold ønsker at fastholde aktiviteter i Erritsø Idrætscenter, ligesom Erritsø Idrætscenter fortsat har behov for de 397.000 kr. til driften af lokalerne. Udover en indtægtsnedgang i idrætscenterets cafe, er det usikkert i hvilket omfang en delvis udflytning vil påvirke centeret.

Et ekstraordinært lokaletilskud til EGIF Fodbold kan finansieres via puljen til dette.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer at der kan gives et ekstraordinært lokaletilskud til EGIF Fodbold på op til 65% af udgifterne til det lille klubhus. Eftersom klubben selv kan finansiere mere end de 35%, kan der gives et tilskud på op til 371.000 kr.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget at:

  1. EGIF Fodbold bevilges et ekstraordinært lokaletilskud til deres nye lille klubhus på op til 371.000 kr.
  2. Tilskuddet finansieres via puljen til ekstraordinært lokaletilskud

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 09-02-2021

Folkeoplysningsrådet anbefaler, at der ikke gives ekstraordinært lokaletilskud til EGIF Fodbold. For ikke mange år siden flyttede klubben op i nye lokaler i Erritsø Idrætscenter. Folkeoplysningsrådet anbefaler, at man har finansieringen på plads før projekter sættes i gang.

Punkt 6 Omprioriteringer som følge af coronaepidemien i december 2020 - de selvejende haller

Sagsresumé

Drøftelse af muligheden for at kompensere de selvejende haller for tabte indtægter fra foreningerne, hvis disse ikke opkræves betaling i lukkeperioden i december 2020. Sagen indstilles til godkendelse med kompensation på ca. 50.000 kr. i alt til de selvejende haller, finansieret via Fredericia Ordningen.

 

Sagsbeskrivelse:

Coronaepidemien har påvirket de selvejende haller i december 2020 og gør det også i 2021, hovedsageligt på grund af nedlukningen der betyder, at alle indendørs foreningsaktiviteter mm. er aflyst. I foråret 2020 blev de selvejende haller kompenseret for deres tabte indtægter fra foreningslivet via midler fra Fredericia Ordningen, så de ikke skulle opkræve betaling for timer under den første nedlukning i foråret 2020.

I forhold til december 2020 mister de selvejende haller samlet 50.000 kr., hvis de ikke skal opkræve gebyrer for timer i denne lukkeperiode (kun december), og ikke kompenseres for dette tab.

Kultur & Idræt foreslå, at de selvejende haller kompenseres for de tabte foreningsudgifter i december 2020, på baggrund af de indleverede opgørelser over aflyste timer. Midlerne foreslås taget fra Fredericia Ordningen 2021.

Om og hvordan de selvejende haller skal hjælpes og eller kompenseres i 2021 afventer nærmere drøftelser i Kultur- og Idrætsudvalget.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at hallerne kan kompenseres for tabte foreningsindtægter i december 2020, så de ikke skal opkræve foreningerne for brug af timerne i lukkeperioden, samt at midlerne til dette kan tages fra Fredericia Ordningen.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at

  1. Der ikke opkræves gebyrer for bookede timer i lukkeperioden i de selvejende haller i december 2020.
  2. Hallerne kompenseres for de manglende gebyrindtægter via midler fra Fredericia Ordningen.

 

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 09-02-2021

Godkendt.

Punkt 7 Forlængelse af ekstraordinære regler for lokaletilskud i 2020 til 2021

Sagsresumé

Mulig forlængelse af ekstraordinære regler for lokaletilskud i 2020 til 2021. Der indstilles, at reglerne forlænges til også at gælde i 2021.

 

Sagsbeskrivelse:

På grund af coronaepidemien fik foreninger, der modtager lokaletilskud til egne eller lejede lokaler i 2020 ekstraordinært lov til at benytte aktivitetstimetallet og medlemstallet for 2019, i stedet for 2020 tallene, med mindre 2020 tallene var bedre. Dette for at sikre, at foreningerne ikke ville få væsentligt mindre i lokaletilskud end normalt, og derved bliver yderligere udfordrede økonomisk.

Kultur & Idræt foreslår, at denne beslutning videreføres til også at gælde i 2021, i det coronaepidemien også holder foreningslivet lukket i en længere periode eller flere i 2021. Lokaletilskuddet forventes at kunne holdes inden for den økonomisk afsatte ramme i 2021 med denne beslutning, ligesom i 2020.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Ingen.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget at;

  1. Foreninger der modtager lokaletilskud i opgørelsen for 2021, må bruge aktivitetstimetallet for 2019.
  2. Foreningernes medlemstal for 2019 kan benyttes som beregningsgrundlag, hvis der i 2021 er væsentlige ændringer i medlemssammensætningen, så foreningerne får en større andel af medlemmer over 25 år end i 2019.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 09-02-2021

Anbefales.

Punkt 8 Drøftelse af nytårskuren 2021

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

Drøftelse af Folkeoplysningsrådets nytårskur 2021 og de indkomne indstillinger til priser.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Ingen.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller sagen til drøftelse.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 09-02-2021

Sagen drøftet. Før næste møde undersøges muligheden for en alternativ prisoverrækkelse.

Punkt 9 Indsatspulje under Folkeoplysningsrådet i 2021

Sagsresumé

Drøftelse og beslutning vedr. indsatsområde og indsatspulje under Folkeoplysningsrådet for 2021.

 

Sagsbeskrivelse:

Ifølge den reviderede folkeoplysningslov § 6, stk. 1, nr. 3 skal der nedsættes en pulje til udviklingsarbejde inden for lovens område. Midler fra denne pulje skal både kunne tildeles det organiserede foreningsliv, selvorganiserede grupper og nye organisationsformer.  

I Fredericia Kommune er det besluttet, at kalde den pulje for en indsatspulje. Puljen knyttes et eller flere indsatsområder inden for folkeoplysningsområdet. Det er Folkeoplysningsrådet der udvælger indsatsområderne og beslutter kriterier og rammer for puljen.

I 2020 blev det først besluttet at indsatspuljen skulle anvendes til noget aktivitetsskabende, gerne til nye aktiviteter i foreningerne eller aktiviteter på tværs af foreninger. Og at puljen kunne søges en gang i 2020 med deadline 1. maj og behandling herefter.

Efter coronaepidemien ramte Danmark besluttede rådet, at midlerne i stedet skulle reserveres til at hjælpe til særligt nødlidende foreninger. Dette blev dog ikke effektueret, fordi Økonomiudvalget efterfølgende ønskede at tage over på denne opgave. Der er derfor ca. 130.000 kr. i ubrugte midler fra 2020, som forventes overført til 2021. Der forventes at være i alt 260.000 kr. til indsatspuljen i 2021.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Folkeoplysningsrådet skal udvælge et eller flere indsatsområder for indeværende periode eller for 2021. Det kan f.eks. være en af værdierne i Kultur-, idræts- og fritidspolitikken, en bestemt målgruppe, nye organisationsformer, coronaaktiviteter, coronagenstart eller noget helt andet.

Rådet kan også tage udgangspunkt i en drøftelse af hvad kunne gøre det sjovere eller lettere at være forening i Fredericia, eller om der mangler der indsatser eller viden inden for et område. Det kunne også handle om tiltag for at fastholde flere unge i foreningslivet eller få flere ensomme med?

Udover at vælge indsatsområdet skal rådet beslutte hvilke kriterier og rammer, der skal være for indsatspuljen.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at

 

  1. Folkeoplysningsrådet vælger et eller flere indsatsområder for 2021.
  2. Folkeoplysningsrådet diskuterer kriterier og rammer for indsatspuljen.
  3. Kultur & Idræt efterfølgende udarbejder et udkast til kriterier og rammer for puljen til godkendelse i Folkeoplysningsrådet.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 09-02-2021

Indsatspuljen skal anvendes til noget aktivitetsskabende, gerne til nye aktiviteter i foreningerne eller aktiviteter på tværs af foreninger. Puljen kunne søges en gang i 2021 med deadline 1. september og behandling herefter.

Punkt 10 Regnskab for folkeoplysningsområdet 2020

Sagsresumé

Orientering vedr. folkeoplysningsområdets og Folkeoplysningsrådets regnskab for 2020.

 

Sagsbeskrivelse:

Regnskab for folkeoplysningsområdet og Folkeoplysningsrådet for 2020 er vedlagt som bilag, til orientering til Folkeoplysningsrådet (bilag 1).

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Ingen.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet tager regnskaberne for 2020 til efterretning.

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 09-02-2021

Regnskabet er taget til efterretning.

Punkt 11 Orienterende sager til Folkeoplysningsrådet d. 09.02.2021

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 Gensidig orientering, herunder

  • Mødet omkring den kommende sundhedspolitik
  • Ansøgninger til Fredericia Ordningen 2021 behandles med udgangspunkt i medlemstal for 2019
  • Beregninger vedr. gratis haller
  • Kulturforeningen BIH-SAN godkendt til nyt og billigere lejemål

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Ingen.

 

Indstillinger

 Kultur & Idræt indstiller til gensidig orientering.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 09-02-2021

Gensidig orientering foretaget.