Klima-, Energi- og Miljøudvalget - 02-05-2022

Referat
Dato:
Mandag, 2 maj, 2022 - 14:00
Hent som fil:
Lokation:
Referat publiceret:
Mandag, 30 maj, 2022 - 11:14

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 02-05-2022

Godkendt.

Punkt 2 Beslutningssag: DKVILD - status og fokus

Sagsresumé

Miljøministeriet inviterede i 2021 kommunerne til en kommunedyst i forhold til styrke biodiversiteten, DKVILD.  Byrådet besluttede, at Fredericia Kommune skulle deltage i dysten om at blive Danmarks vildeste kommune. Formålet med dysten er, at motivere og inspirere danskerne i kampen for mere vild natur. 

Konkurrencen startede i marts 2021 og løber frem til 30. august 2022, hvorefter vinderen bliver kåret den 19. september 2021. Vinderen modtager 1 mio. kr.

Alle kommuner, der deltager i konkurrencen skal inden 1. juni 2022 indsende deres endelige kommuneprojekt i form af en udfyldt Finale Grønbog. Her skal hver kommune vælge det projekt/ den indsats, som de synes lever bedst op til de fem bedømmelseskriterier (nytænkende, engagerende, vedvarende, stort, intelligent).

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune skulle ved starten af dysten melde nogle indsatsområder ind. Fredericia Kommune meldte følgende indsatsområder ind som kommunen har arbejdet med indtil nu:

  • Indsats hos virksomheder med store udenoms arealer. Der er etableret nye naturområder hos flere virksomheder. Der er arbejdet på at skabe nye naturområder, der fremmer biodiversiteten og der er arbejdet på at skabe grønne korridorer og sammenhæng med eksisterende natur. Indsatsen har været et samarbejde mellem Business Fredericia, virksomheder med store udenoms arealer og Natur og Miljø.
  • ?Foreninger, beboerforeninger, boligselskaber og private haveejere har deltaget i projektet og der er skabt mere vild natur i byen.?
  • Fredericia Vold som bynær VILD park. ?
  • ?Fredericias børn og unge har viden om biodiversitet og bidrager til at skabe mere biodiversitet i partnerskab med virksomheder, landbrug og andre private partnere. ?
  • ?I regi af Naturpark Lillebælt er der skabt mere biodiversitet i havet (Stenrev, ålegræs, biohuts m.v.) ?
  • Samarbejde omkring projektet i regi af Fredericia Kommunes Naturråd og andre frivillige ildsjæle i kommunen.

Fredericia Kommune skal nu vælge den indsats, som kommunen synes lever bedst op til de fem bedømmelseskriterier (nytænkende, engagerende, vedvarende, stort, intelligent).

Dommerpanelet og juryen vil bruge Finale Grønbøgerne i udvælgelsen af Danmarks VILDESTE kommune.

Ud over Finale Grønbogen inviterer Miljøministeriet alle kommuner til at sende en video, hvor de kort forklarer og viser deres projekt.

Videoen er en mulighed for at imponere danskerne med et VILDT projekt samtidig med, at der er mulighed for at få eksponeret sit projekt på Miljøministeriets kanaler. Deadline for videoer er 15. maj.

Borgmestrene opfordres til at deltage i en borgmesterstafet, hvor de hver især får mulighed for at promovere og imponere med alt, hvad kommunen gør for at hjælpe den VILDE natur og biodiversiteten. Borgmestrene kan dele videoen på deres egen og/eller kommunens sociale medier og på kommunens VILDE hjemmeside.

Begge dele er valgfrie og indgår ikke i konkurrencen som bedømmelse.

Økonomiske konsekvenser

Indsatsen er indenfor de økonomiske rammer, der allerede er afsat til arbejdet med biodiversitet.

Vurdering

Der er arbejdet med flere forskellige indsatser siden konkurrencen startede. Natur og Miljø vurderer, at Fredericia Kommune vil have den største vinderchance med virksomhedssporet, idet der er arbejdet med forholdsvis store arealer (stort) og der er et stort potentiale for at arbejde videre med projektet som har en vedvarende effekt (vedvarende). Flere virksomheder har været meget engageret i projektet (engagerende)

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at indsatsen hos virksomheder bliver det projekt, som Fredericia Kommune indstiller som vores endelige DKVILD projekt.

 

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 02-05-2022

Indstillingen godkendt.

Punkt 3 Beslutningssag: Høringssvar til statens vandområdeplaner 2021-27

Sagsresumé

Miljøministeriets forslag til vandområdeplanerne 2021-2027 er i høring indtil 22. juni 2022. Målet er at forbedre miljøtilstanden i vandmiljøet, hvilket også har kommunal fokus. Derfor er der udarbejdet et forslag til høringssvar.

 

Sagsbeskrivelse:

Hovedformålet med EU's vandrammedirektiv og vandområdeplanerne er, at forbedre miljøtilstanden i alle overfladevandområder (vandløb, søer, kystvande) og grundvandsforekomster. Det overordnede mål er at opnå såkaldt ”god tilstand”, hvor tidsfristen oprindeligt var 2015, men er blevet forlænget af to omgange til 2027.

EU's vandrammedirektiv udmøntes via vandområdeplanerne, som er blevet udarbejdet hvert 6. år. Derfor er der nu – og indtil 22. juni 2022 - et forslag til vandområdeplanerne for 3. planperiode 2021-2027 (VP3) i høring.

Det samlede høringsmateriale kan ses her: Høring af vandområdeplaner (mim.dk). Fredericia Kommune er omfattet af Vandområdedistrikt, Jylland og Fyn.

VP3 indeholder beskrivelse af den nationale overvågning af vandområderne, herunder tilstandsvurdering og konkrete miljømål for de enkelte vandområder. Vandområdeplanerne udpeger også indsatser i forhold til at nedbringe negative miljøpåvirkninger med henblik på målopfyldelse.

 

Hovedbudskaberne i udkastet til VP3 for Vandområdedistrikt, Jylland og Fyn er:

  • Målsætningen forventes ikke at blive opnået for alle vandområder inden 2027.
  • Størstedelen af overfladevandområderne (vandløb, søer og kystvande) opfylder ikke målsætningen om god økologisk tilstand. Dette er også gældende for Fredericia Kommune.
  • Størstedelen af grundvandsforekomsterne er i god kemisk og kvantitativ tilstand, men der er også større grundvandsområder med ringe kemisk tilstand. Dette er også gældende i Fredericia Kommune.
  • Mange igangværende udviklingsinitiativer forventes offentliggjort i 2023/2024. Derfor udvides tilskudsordningerne sandsynligvis herefter med nye virkemidler.
  • Der er fortsat mange vandområder med ’ukendt tilstand’ eller sparsom viden/baggrundsdata.

 

Natur og Miljø har udarbejdet et forslag til høringssvar (bilag 1).

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Natur & Miljø har gennemgået VP3 og vurderet på forhold, der har betydning for overfladevand og grundvand i Fredericia Kommune samt Lillebælt og Vejle Fjord generelt jf. forslaget til høringssvar. Grundlæggende vurderes VP3 ikke at være realistisk og ambitiøst nok i forhold til at nå målsætningen om god økologisk/kemisk tilstand inden 2027. Dette vurderes at være beklageligt, og ikke mindst med Fredericia Kommunes og de omkringliggende kommuners fokus har på at forbedre de marine forhold.

 

Hovedbudskaberne i forslaget til høringssvaret er følgende:

  • En grundlæggende bekymring om at tillade aktiviteter/presfaktorer, der kan påvirke Lillebælt negativt i forhold til målsætningen (herunder klapning, muslingeskab og bundtrawl mm).
    • At klappladser i Lillebælt nedlægges og at øvrige presfaktorers påvirkning vurderes på baggrund af et reelt oplyst grundlag.
  • At Fredericia Kommune gerne vil samarbejde om mulige indsatser – ikke mindst grundet fokus nævnt i ”Fredericia for verdensmålene” og samarbejdet om Naturpark Lillebælt samt indholdet i den marine naturnationalpark Lillebælt mm.
    • Herunder et ønske om at Vejle Fjord og/eller Lillebælt indgår som projektområde i ét af de kommende kystvandråd med lokale analyser mm.
  • De foreliggende virkemidler synes at være utilstrækkelige i forhold til opnå målopfyldelse – og derfor bør der være særligt fokus på at øge mængden af virkemidler hurtigst muligt.
    • Herunder ønskes marine virkemidler til Lillebælt og at Rands Fjord udpeges til indsats, så der er øgede muligheder for at søge om tilskud til forundersøgelser og flere miljøforbedrende tiltag.

 

Det nationale overvågningsprogram og vidensgrundlaget er generelt mangelfuldt, hvilket giver udfordringer i forbindelse med at vurdere/prioritere indsatser samt effekten heraf.

 

Indstillinger

Direktør for Vækst, Teknik & Klima indstiller, at udvalget anbefaler over for Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet:

  1. At forslaget til høringssvar (bilag 1) godkendes
  2. At Vækst, Teknik & Klima bemyndiges til at færdigredigere høringssvaret og sende det til Miljøstyrelsen.

 

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 02-05-2022

Anbefales.

Punkt 4 Orienteringssag: Indberetning om tilsyn og godkendelser 2021

Sagsresumé

Kommunerne skal én gang om året verificere de oplysninger, der er indberettet til Miljøstyrelsen via DMA-portalen om det forudgående års miljøtilsyn og miljøgodkendelser til virksomheder og husdyrbrug. Derudover er kommunerne forpligtet til at gennemføre to tilsynskampagner, som dog blev gjort frivillig i 2021 grundet COVID-19.

 

Fredericia Kommune har udarbejdet en rapport, der beskriver tilsyns- og godkendelsesindsatsen på virksomheder, husdyrbrug og industrispildevand, tilsynsindsatsen med drikkevand, badevand, svømmebade, natur, jordforureninger samt bygge- og anlægsaffald. Derudover redegøres for genesager og miljøuheld, samt indsatsen med PFOS på brandøvelsespladsen i Gudsø.

 

Fredericia Kommune har udarbejdet beskrivelser af de to tilsynskampagner, der blev gennemført i 2021. Kampagnerne omfatter en forsættelse af tilsynskampagnen fra 2020 om datakvaliteten i Miljøstyrelsens AffaldsDataSystem og en ny kampagne, der understøtter målet om reduktion af CO2-udledningen fra forbrænding af plastaffald på affaldsforbrændingsanlæg i DK2020 Klimaplanen. 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune skal hvert år verificere de data om miljøtilsyn og miljøgodkendelser på virksomheder og husdyrbrug, som løbende registreres på DMA-portalen (DigitalMiljøAdministration). DMA-portalen er en digital platform, hvor virksomheder, borgere og myndigheder kan se oplysninger om miljøtilsyn og miljøgodkendelser i hele Danmark.

 

Fredericia Kommune har i 2021 overholdt sine tilsynsforpligtelser jf. miljøtilsynsbekendtgørelsen. Det er Natur & Miljøs vurdering, at Miljøstyrelsen vil tage tilsynsindberetningen til efterretning uden bemærkninger.

 

Fredericia Kommune har i 2021 overholdt servicemålsaftalen mellem Regeringen og KL for sagsbehandlingstiden for miljøgodkendelser til virksomheder.

 

Fredericia Kommune har valgt at udarbejde en rapport over tilsyns- og godkendelsesindsatsen i 2021. Rapporten omfatter den kommunale tilsynsindsats på natur- og miljøområdet. Indberetningen omfatter således miljøtilsyn og godkendelser på virksomheder og husdyrbrug, godkendelser og tilsyn med industrispildevand, tilsynsindsatsen på drikkevand, badevand, svømmebade, vandløb, natur, jordforureninger samt bygge- og anlægsaffald. Derudover er der en redegørelse for genesager, miljøuheld og kommunens indsats med PFOS på brandøvelsespladsen i Gudsø.

 

Fredericia Kommune er også forpligtet til at gennemføre to årlige tilsynskampagner. En gang årligt skal kampagnerne offentliggøres. Miljøministeren meddelte en dispensation fra kravet om tilsynskampagner i 2021, men Fredericia Kommune valgte at videreføre kampagnen om datakvalitet i Miljøstyrelsens AffaldsDataSystem, og gennemføre en ny kampagne, der understøtter målet om en reduktion af CO2-udledningen fra forbrænding af plastaffald i DK2020 Klimaplanen.

 

Rapporterne vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside. Oplysningerne om miljøtilsyn og miljøgodkendelser samt tilsynskampagnerne kan også tilgås via DMA-portalen. 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Natur & Miljøvurderer, at Miljøstyrelsen vil tage tilsynsberetningen til efterretning uden bemærkninger.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik & Klima indstiller til Klima- Energi- og Miljøudvalget, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 02-05-2022

Godkendt.

Punkt 5 Orienteringssag: Trefor oplæg om vand, varme og el

Sagsresumé

Klima-, Energi- og Miljøudvalget får oplæg af Trefor om vand, varme og el.

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalgsmødet med fokus på forsyning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget holdes hos Trefor. Her holder Charles Nielsen et oplæg om Trefors arbejde vand, varme og el.

Økonomiske konsekvenser

 

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og klima indstiller, at Klima-, Energi- og Miljøudvalget tager oplægget til efterretning.

 

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 02-05-2022

Taget til efterreting.

Punkt 6 Orientering (Lukket)

Punkt 7 Underskriftsside

Sagsresumé

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

Sagsbeskrivelse:

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på Godkend i First Agenda.