Klima-, Energi- og Miljøudvalget - 19-09-2022

Referat
Dato:
Mandag, 19 september, 2022 - 14:00
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Torsdag, 29 september, 2022 - 22:45
Referat publiceret:
Fredag, 30 september, 2022 - 11:27

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 19-09-2022

Godkendt.

Punkt 2 Beslutningssag: Fredericia Kommunes Klimatilpasningsplan 2022

Sagsresumé

Natur og Miljø har udarbejdet Klimatilpasningsplan 2022, som er en opdatering af Klimatilpasningsplan 2014. I Klimatilpasningsplan 2022 er datagrundlaget opdateret i henhold til de klimascenarier, der nu anbefales. Fredericia Kommune deltager i klimaprojekt DK2020, og det er et krav om, at de deltagende kommuner skal revidere deres klimatilpasningsplaner, såfremt det ikke er fyldestgørende.

Klimatilpasningsplan 2022 har været i offentlig høring fra 4. juli til 29. august. I høringsperioden er der modtaget et høringssvar fra Fredericia Spildevand og Energi A/S. Dette høringssvar indeholder udelukkende forslag til redaktionelle ændringer, hvilket ikke giver anledning til faglige ændringer af Klimatilpasningsplan 2022.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune vedtog sin første klimatilpasningsplan i 2014. Klimatilpasningsplanen fra 2014 har været omdrejningspunkt for kommunens klimatilpasningsindsats.

 

I forbindelse med Fredericia Kommunes deltagelse i klimaprojekt DK2020, har der været krav om at de deltagende kommuner skulle have udarbejdet en opdateret klimatilpasningsplan, således de obligatoriske elementer, som DK2020 fordrer er implementeret i klimatilpasningsplanen

 

Klimatilpasningsplan 2022 har ophæng i ”Fredericia for Verdensmålene”, hvor der bl.a. står: ”Vi vil fortsætte indsatsen for at sikre et godt vandmiljø sammen med Fredericia Spildevand og Energi A/S” Vi sætter fokus på renovering og tilpasning af kloaknettet.

 

Klimatilpasningsplan 2022 bygger på en realistisk forventning om klimaforandringerne og konsekvenser af dem. FN’s klimapanel sætter standarden for, hvad de realistiske forventninger om klimaets udvikling er.

 

Klimatilpasningsplan 2022 er vedlagt som bilag 1, hvor de prioriterede områder fremgår: Fredericia Centrum, Fredericia Nord, Fredericia Vest, Erritsø Nord, Taulov, Skærbæk, Pjedsted og Bredstrup.

 

Der er foretaget screening i forhold til miljøvurdering af Klimatilpasningsplan 2022 inden høringsfasen og planen skal ikke miljøvurderes.

Økonomiske konsekvenser

Der er ikke afsat midler til realisering af handleplanen. I første omgang skal der afsættes penge af til planlægning og projektering af de respektive handleplaner for de prioriterede områder. Det højeste prioriterede område er Fredericia Centrum, som ved seneste skybrud den 28. august 2022 blev hårdt ramt. Udgifter til planlægning og projektering skal afholdes af Fredericia Kommune og udgifterne til de konkrete anlægsprojekter afholdes af Fredericia Kommune og Fredericia Spildevand og Energi A/S.

Vurdering

Vækst, Teknik og Klima vurderer, at konsekvenserne af klimaforandringer og ekstremvejr kan være svære at sikre sig helt imod, men gennem langsigtet og målrettet fysisk planlægning er det muligt at forebygge mange væsentlige skader i forbindelse med både skybrud og stormflod. Formålet med at revidere klimatilpasningsplanen er at få en opdateret plan, hvor de nyeste data er indarbejdet, som vil være et vigtigt værktøj til at sikre en bedre integration af klimatilpasning i den daglige sagsbehandling og kommunens øvrige planlægning.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at Klima-, Energi-, og Miljøudvalget anbefaler overfor Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet:

 

1)       At Klimatilpasningsplan 2022 godkendes.

 

2)       At forvaltningen bemyndiges til at foretage redaktionelle ændringer og opsætning af layout inden planens offentliggørelse.

 

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 19-09-2022

Anbefales.

Punkt 3 Beslutningssag: Støjhandleplan for kommunale veje

Sagsresumé

Natur og Miljø har udarbejdet forslag til en støjhandlingsplan for vejtrafikstøj. Handlingsplanen gælder for støj fra kommunale veje i Fredericia Kommune. 

 

Sagsbeskrivelse:

Baggrunden for en støjhandlingsplan er, at reducere de støjgener som borgere i Fredericia Kommune bliver påført fra trafikken på kommunens veje. Støjhandlingsplanen er udarbejdet på grundlag af en støjkortlægning i 2020 af støjen fra trafikken på de mest trafikerede kommunale veje. 

 

Støjhandlingsplanen udpeger en række konkrete støjreducerende tiltag med henblik på at reducere antallet af støjbelastede boliger. Planen omhandler desuden en generel beskrivelse af vejtrafikstøj, beregningsmetoder, grænseværdier og de sundhedsmæssige konsekvenser af vejtrafikstøj.

 

Princippet for støjbekæmpelse langs de kommunale veje er, at prioritere indsatsen der, hvor der opnås størst støjmæssig effekt per investeret krone.

 

Udpegningen af strækninger, hvor der foreslås etableret støjreducerende foranstaltninger, sker på baggrund af kommunens støjkortlægning fra 2020.

 

I forslag til en støjhandlingsplan lægges der op til, at der først og fremmest arbejdes med opsætning af støjskærme, og på sigt kan effekten af at anvende støjreducerende asfaltbelægninger undersøges nærmere.

 

Udpegning af strækninger til støjskærme sker på baggrund af resultatet fra støjkortlægningen, hvor der opstilles en prioriteret rækkefølge for de forskellige strækninger, og hvor udvælgelse af strækninger sker ved afvejning af flere forhold. Udgangspunktet kan være et højt antal støjbelastede boliger og et højt støjniveau, ligesom skærmens støjdæmpende effekt, samt hvor den størst mulige reduktion per investeret krone kan opnås. Hertil er det afgørende om de fysiske forhold tillader etablering af en skærm.

 

Støjhandlingsplanen indeholder en prioriteringsmodel, der tager afsæt i udvalgte udpegningskriterier, som er sammenlignelige med de kriterier som Vejdirektoratet og Banedanmark anvender ved udpegning af skærmstrækninger.

 

Efter udvælgelsen af skærmstrækninger vil støjberegninger og anlægsomkostninger vise en dæmpningseffekt per investeret krone.

 

Der er udpeget 5 strækninger hvor Natur og Miljø vurderer, at etablering af skærme kan give betydelig værdi. Disse 5 strækninger foreslås udpeget til beregning af dæmpningseffekt per investeret krone. Se bilag.

Planen er digital og kan tilgås her: Støjhandlingsplan

Økonomiske konsekvenser

Der er ikke afsat midler til realisering af handleplanen. I første omgang skal der afsættes penge af til planlægning og projektering af de højest prioriterede områder.

 

Den højst prioriterede strækning er Vestre Ringvej (mellem Strandvejen og Vejlevej), hvor der foreslås etableret en 730 meter lang støjskærm i en højde af 2-3 meter. De næsthøjest prioriterede strækninger er Indre Ringvej (mellem Nørrebrogade og Egeskovvej og mellem Vesterbrogade til Nørrebrogade) samt Vestre Ringvej (mellem Vejlevej og Nørre Allé). 

 

Når det er besluttet hvilke projekter der skal udføres og hvordan de skal udformes, skal der afsættes anlægsmidler til de konkrete anlægsprojekter.

Vurdering

Vækst, Teknik og Klima vurderer, at støjhandlingsplanen vil medvirke til at reducere støjgener fra kommunale veje i Fredericia.

 

Hvis indstillingen godkendes, sendes forslaget til støjhandlingsplanen i offentlig høring i 8 uger.

Indstillinger

Direktør for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at Klima-, Energi- og Miljøudvalget anbefaler overfor Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet:

 

1)       At forslaget til støjhandlingsplanen sendes i offentlig høring.

 

2)       At forslaget til støjhandlingsplanen godkendes, således at hvis der ikke modtages bemærkninger i den offentlige høring betragtes handleplanen som godkendt uden fornyet politisk behandling.

 

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 19-09-2022

  1. Anbefales med den tilføjelse, at støjhandlingsplanen sendes i offentlig høring i 8 uger.

 

  1. Efter endt høring ønsker Klima-, Energi- og Miljøudvalget, at få støjhandlingsplanen forelagt igen, hvorfor udvalgets og byrådets endelige godkendelse først sker herefter.

Punkt 4 Beslutningssag: Godkendelse af regulativer for diverse vandløb

Sagsresumé

Miljø- og Teknikudvalget godkendte den 7. februar 2018 ”Planen for revision af vandløbsregulativer for Fredericia Kommune”.

Efterfølgende har Byrådet godkendt 5 regulativer for hhv. Studsdal Bæk, Gudsø Bæk Ullerup Bæk, Erritsø Bæk, og Skovhavebækken.

Forslag til de resterende 10 regulativer, som blev godkendt af Miljø- og Teknikudvalget den 25. august 2021, har været i offentlig høring hos lodsejere mv. – og skal derfor endeligt godkendes af Byrådet.

Det omhandler følgende offentlige vandløb: Vindmøllebækken, Flansbækken, Egeskov Bæk, Fårbækken, Egum Møllebæk, Tårup Bæk, Øsdal Bæk, Gammelby Mølleå, Surkær Bæk og Spang Å. Og derudover skal et forslag til tillægsregulativ for de 5 første regulativer godkendes endeligt.

De nye regulativer omhandler primært opdatering/modernisering af gammel regulativtekst. Derudover er 3 af vandløbsregulativerne helt nye (opklassificeret), da de tidligere har været private.

 

Sagsbeskrivelse:

Natur og Miljø har i forbindelse med revisionen af vandløbsregulativerne udarbejdet regulativer for de 10 ovennævnte vandløb (se kort i bilag 1). Regulativerne for vandløbene er vedlagt som bilag 5-14. I bilag 2 er der kort opsummeret de relevante forhold for de enkelte vandløb.

 

Generelt indeholder vandløbsregulativer bestemmelser om vandløbets fysiske udseende herunder krav til vandføringsevne og vedligeholdelse samt de rettigheder og forpligtigelser, der påhviler bredejerne og Fredericia Kommune. Regulativet suppleres af en redegørelse, der beskriver de forhold, der har haft betydning for regulativets udarbejdelse samt konsekvenserne af regulativets bestemmelser.

 

Forslagene til vandløbsregulativer for de 10 vandløb har været 8 uger i høring hos respektive lodsejere langs de pågældende vandløb (se desuden procesplan i bilag 4). Der er indkommet tre høringssvar i forbindelse med høringen – jf. bilag 3. Svarene har medført mindre justeringer af regulativteksterne.

 

Opsummeret er der primært tale om ændringer i vandløbsregulativerne afledt af faktuelle forhold og tidligere regulerings- og restaureringssager.

 

Særligt gælder, at Vindmøllebæk, Tårup Bæk, Øsdal Bæk og den øverste del af Gammelby Mølleå nu opklassificeres på grund af øgede tilledninger af overfladevand fra veje, bolig- og industriområder samt natur- og miljøinteresser.

 

Desuden er der udarbejdet et tilllægsregulativ for Studsdal Bæk, Gudsø Bæk, Ullerup Bæk, Erritsø Bæk og Skovhavebækken. Tillægsregulativet ændrer i bestemmelsen omkring hegning langs vandløbsnære arealer.

Økonomiske konsekvenser

Opklassificeringen og øget serviceniveau i forhold til regulativkontrol mm. forventes at medføre en mindre øgning af udgiften til vandløbsvedligeholdelse, som kan holdes inden for budgetrammen.

Vurdering

Natur og Miljø vurderer, at de vedlagte vandløbsregulativer vil fastholde den nuværende vandføringsevne i vandløbene. Regulativerne sikrer således, at vandløbenes vandføringsevne ikke forringes, og at lodsejerne således vil opleve uændrede afvandingsforhold efter regulativets vedtagelse.

Natur og Miljø vurderer også, at vandløbsregulativernes bestemmelser sikrer et godt og varieret plante- og dyreliv i vandløbene, som understøtter vandløbenes miljømål.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik & Klima indstiller, at Klima-, Energi- og Miljøudvalget anbefaler overfor Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet, at regulativerne godkendes.

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 19-09-2022

Anbefales.

Punkt 5 Drøftelselssag: Emner i den kommende planstrategi fra Klima, Energi og Miljøudvalget

Sagsresumé

Med denne sag får Klima, Energi og Miljøudvalget – som et udvalg med ansvaret for en del af den fysiske planlægning - mulighed for at byde ind med emner, som er relevante at debattere i forhold til fysisk planlægning og den fremtidige planstrategi og kommuneplanrevision.

Sagsbeskrivelse:

I forbindelse med igangsætning af og orientering om den forventede Planstrategi 2023-processen i august blev det aftalt, at Teknisk Udvalg, Bosætnings- og Turismeudvalget samt Klima, Energi og Miljøudvalget skal bidrage til at afklare relevante emner til den kommende planstrategi for hver deres fagområde. Det handler dette drøftelsespunkt om, som ligeledes er på dagsordenen i de to andre fagudvalg.

 

Administrationen har arbejdet videre med udvalgenes umiddelbare første input og administrationens egne opmærksomhedspunkter og er nået frem til følgende hovedtræk, som kan være relevante at debattere i forbindelse med den kommende planstrategi:

•                                          Hvordan skaber vi god byudvikling og sammenhænge - både i bymidten, hovedbyen og de mindre byer?

•                                          Hvordan skal vi bidrage til den grønne omstilling – både ift. VE-anlæg og virksomheder?

•                                          Hvordan skal vi udvikle, benytte og beskytte natur og landskab – og sikre en sammenhængende grøn struktur?

•                                          Hvordan skal vi tilpasse os til de kommende klimaforandringer?

Administrationen vil facilitere en drøftelse på udvalgsmødet, hvor udvalgene kan komme med mere konkrete input vedrørende deres eget fagudvalgs ansvarsområde jævnfør delegationsplanen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Når visionen bliver vedtaget, vil der sandsynligvis være yderligere emner, som kan være relevante at debattere i forhold til fysisk planlægning og den fremtidige planstrategi og kommuneplanrevision. Disse indarbejdes til den tid.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at Klima, Energi og Miljøudvalget drøfter, hvilke emner indenfor deres fagudvalgs ansvarsområde, som kan være relevante at debattere i forbindelse med den kommende planstrategi.

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 19-09-2022

Drøftet.

Punkt 6 Beslutningssag: Ændring af regulativ for husholdningsaffald, vedr. indsamling af farligt affald

Sagsresumé

Klima-, Energi- og Miljøudvalget besluttede den 13. juni 2022 en model for indsamling af farligt affald i Fredericia Kommune, som led i overholdelsen om lovkrav (jf. nationale Klimaplan fra 2020) om husstandsindsamling af farligt affald.

 

Ordningen for indsamling af farligt affald skal indeholdes i kommunens regulativ for husholdningsaffald. Regulativet skal udfærdiges ud fra gældende nationale paradigme for husholdningsaffald, hvor § 17 omhandler ordning for farligt affald.

 

I Fredericia Kommunes Regulativ for husholdningsaffald skal § 17 således ændres, så den nye ordning for farligt affald er indeholdt, og kan træde i kraft pr. 1. januar 2023.

 

Regulativet skal udsendes i høring i 4 uger, forud for byrådets endelige vedtagelse.

 

Sagsbeskrivelse:

Ordningen organiseres som bestillings henteordning, hvor farligt affald afhentes i en UN-Godkendt plastboks.

 

Tilmelding til henteordningen skal ske af ejendommens ejer, til Affald & Genbrug.

 

Boksen til farligt affald sættes frem til afhentning sammen med husstandsindsamlingen af genanvendelige materialer. Tidspunkter oplyses på Fredericia Kommunes hjemmeside.

Boksen skal være forsynet med korrekt udfyldt adresselabel, inden den ombyttes.

 

Under § 17.10 ”Øvrige ordninger”, er fastsat, at farligt affald kan afleveres på Fredericia Kommunes genbrugspladser, i overensstemmelse med regulativets § 21.

 

Batterier kan anbringes i poser ovenpå låget af beholderen til dagrenovation, i en gennemsigtig plastpose på højst 4 liter. Posen skal kunne lukkes med knude eller lignende. Jævnfør regulativets § 25.

 

Desuden er der, som en tilføjelse til regulativets § 24, fastsat en tilsvarende henteordning for småt elektronik som for batterier, sådan at småt elektronikaffald kan anbringes i poser ovenpå låget af beholderen til dagrenovation, i en gennemsigtig plastpose på højst 4 liter. Posen skal kunne lukkes med knude eller lignende.

 

Ordningen for farligt affald omfatter ikke:

• Sprængstoffer, våben og ammunition, der skal anmeldes til Politiet,

• Medicinrester og kanyler, der skal afleveres på apoteket

 

Det skal bemærkes, at der er på nationalt plan er en række igangværende tiltag på affaldsområdet, som antages at medføre og kræve nye ændringer af indsamlingsordningerne, og dermed af regulativet, indenfor forholdsvis kort tid.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Affald og Genbrug vurderer, at ændringen af regulativet sikrer en implementering af de beslutninger, der tidligere er truffet af Klima-, Energi- og Miljøudvalget omkring indsamling af farligt affald. Ligeledes vurderes det, at affaldsordningerne for Fredericia Kommune lever op til nationale krav og ønsker.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at Klima, Energi og Miljøudvalget anbefaler overfor Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet:

 

1)       At udkast til ændret regulativ for husholdningsaffald for Fredericia Kommune godkendes.

 

2)       At udkast til ændret regulativ for husholdningsaffald for Fredericia Kommune sendes i offentlig høring i 4 uger.

 

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 19-09-2022

Anbefales.

Punkt 7 Orienteringssag: To nye politiske aftaler på affaldsområdet

Sagsresumé

Den 30. august 2022 blev to nye politiske aftaler indgået mellem Regeringen og en række andre partier. Aftalerne er en del af udmøntningen af Klimaplanen fra 2020.

Aftalerne handler hhv. om selskabsgørelse af alle kommunale affaldsydelser samt en række opfølgende tiltag omkring deadline for indsamling af tekstilaffald, affaldstilsyn, affaldsgebyrer, udbudsvejledning, prisloft m.m.

 

Sagsbeskrivelse:

Drift og Service orienterer hermed om indgåelsen af to nye politiske aftaler hhv. som led i udmøntningen af klimaplanen fra 2020 og selskabsgørelse af kommunernes levering af affaldsydelser.

 

Der blev den 30. august 2022, indgået to aftaler mellem Regeringen og en række af Folketingets partier,

 

  1. Selskabsgørelse af kommunernes levering af affaldsydelser
  2. Opfølgende aftale til Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi

 

Begge aftaler er indgået bredt, nemlig mellem Regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.

 

Ad 1. Aftalen om selskabsgørelse betyder, at kommunernes levering af affaldsydelser, selskabsgøres, herunder indsamlings- og udbudsaktiviteter samt tilhørende administration, således at driftsansvar og kundeforholdet til borgerne placeres i 100 % kommunalt ejede selskaber, adskilt fra kommunens rolle som myndighedsudøver. Hensigten er at skabe øget gennemsigtighed og at løse den momsudfordring (konkurrenceforvridning) der har været siden det blev besluttet i Landsskatteretten, at kommunerne ikke må opkræve moms på indsamlingen af dagrenovation. Loven forventes at træde i kraft i 2024.

 

Ad 2. Den opfølgende aftale (vedr. Klimaplanen) indeholder følgende:

Frist for indsamling af tekstilaffald fastsættes til 1. juli 2023

Styrket affaldstilsyn og strømlinet praksis, således at forbrænding af genanvendeligt affald undgås

Robust regulering af affaldsgebyret, således at der sker omkostningsreduktioner, som minimum udligner den samlede stigning i affaldsgebyret

Transparens i kommunernes affaldsgebyrer

Styrket tilsyn med affaldsgebyr

Central udbudsvejledning og analyse af udbud i sektoren

Prisloft på affaldshåndtering

Forventning om indhentning af effektiviseringspotentialer på minimum 80 kr. i affaldsgebyret*

Skærpet økonomisk tilsyn i affaldssektoren

Overordnet med forventet ikrafttrædelse i 2025.

 

Ovenstående vil desuden få betydning i regi af Energnist og MOTAS.

Omfanget af dette er endnu ikke nærmere belyst.

 

Desuden undersøges det nærmere, om kommunernes drift af deponier også med fordel kan selskabsgøres.

Økonomiske konsekvenser

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at estimere omfanget af økonomi, da lovgrundlaget ikke er færdiggjort.

 

Da der er tale om det brugerfinansierede område, vil alle omkostninger i forbindelse med selskabsgørelse (eksterne konsulenter, nye IT-systemer (fx løn, økonomi, vagtplan), kommunikation m.m.) og øvrige pålagte opgaver, blive pålagt områdets solidaritet, dvs. finansieret via taksten.

Vurdering

Det er Drift og Services vurdering, at arbejdet med en selskabsgørelse vil trække store ressourcer på området, og at der vil blive behov for både økonomisk og juridisk bistand, både internt og fra eksterne leverandører.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at Klima, Energi og Miljøudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 19-09-2022

Taget til efterretning.

Punkt 8 Orientering (Lukket)

Punkt 9 Underskriftsside

Sagsresumé

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

Sagsbeskrivelse:

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på Godkend i First Agenda.