Klima-, Energi- og Miljøudvalget - 28-02-2022

Referat
Dato:
Mandag, 28 februar, 2022 - 14:00
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Torsdag, 24 februar, 2022 - 11:14
Referat publiceret:
Fredag, 4 marts, 2022 - 00:25

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 28-02-2022

Godkendt.

Punkt 2 Introduktion til Klima-, Energi- og Miljøudvalget - del 2

Sagsresumé

 På dagsordenspunktet gives udvalget en forsat introduktionen til udvalgets områder.

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalget introduceres denne gang til Affald og Genbrugsområdet, hvor der startes med en rundvisningen på Nordre Kobbelvej 9, efterfuldt af en introduktionen til Affald og Genbrugsområdet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 28-02-2022

Orientering givet.

Punkt 3 Orientering om muligheder for solcelleparker

Sagsresumé

Interessen for etablering af solcelleanlæg har været stor de senere år. I forhold til konkrete ansøgninger i Fredericia Kommune er der i 2021 truffet beslutning om, at kommunen afventer statslig redegørelse, før vi begynder at kigge på egnede områder.

 

Sagsbeskrivelse:

Interessen for etablering af solcelleanlæg har været stor de senere år. Kommunerne i Trekantområdet har derfor haft behov for at få udarbejdet en fælles administrationspraksis i forhold til de mange ansøgninger. Det har udmøntet sig en ny retningslinje for lokalisering af store, fritstående solenergianlæg, hvori der redegøres for de mange forhold, der skal tages hensyn til i vurderingen af, hvor solenergianlæg kan lokaliseres:

 

”Store, fritstående solenergianlæg kan placeres enten i tilknytning til bymæssig bebyggelse eller i det åbne land.

I det åbne land skal anlæggene som udgangspunkt placeres på landbrugsarealer uden natur-, landskabs- eller kulturhistoriske interesser. Store hegnede anlæg må ikke enkeltvis eller ved flere enkeltliggende anlæg skabe barrierer for vildtets passage i landskabet. Beplantning skal afskærme anlæggene i forhold til naboer, veje og øvrige interesser i det åbne land.

Planlægning i kystnærhedszonen kræver en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse.

Projekter, som giver nye muligheder for at forbinde natur-og landskabsområder, eller som bidrager til at tjene klimatilpasningsmæssige, miljømæssige eller rekreative formål vil blive vægtet højt. Det samme gælder anlæg, som kan bidrage til en lokal forankring eller som kan placeres i tilknytning til eksisterende tekniske anlæg som for eksempel biogasanlæg og vindmøller.”

 

Retningslinjen er dog uden arealudpegninger af interesseområder. Det er dermed op til den enkelte kommune at udarbejde, hvis det vurderes nødvendigt.

 

I forhold til konkrete ansøgninger i Fredericia Kommune har By- og Planudvalget i 2021 truffet beslutning om, at kommunen afventer statslig redegørelse/retningslinjer, før vi begynder at kigge på egnede områder.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Vækst, Teknik og Klima vurderer, at vi i Fredericia Kommune skal være meget opmærksomme på, hvad vi bruger vores sparsomme arealressourcer til, og på at bevare de landskabelige herlighedsværdier, som er med til at gøre os til en attraktiv bosætningskommune.

 

Vækst, Teknik og Klima vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at kigge på, i samarbejde med solcelleaktørerne, hvor I Fredericia Kommune det evt. vil være hensigtsmæssigt at placere solcelleanlæg, når der kommer nærmere retningslinjer fra staten.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller til Klima-, Energi- og Miljøudvalget, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 28-02-2022

Taget til efterretning, idet udvalget er enige om at projekter på eksisterende eller nye bygninger/tekniske anlæg foretrækkes.

Punkt 4 Fastlæggelse af placering af omlastestation for restaffald og madaffald (dagrenovation)

Sagsresumé

I forbindelse med indførelsen af 2-delt dagrenovationsindsamling i Fredericia Kommune, omlastes det indsamlede rest- og madaffald inden transport til henholdsvis forbrænding i Kolding (Energnist) og bioforgasning i Holsted (Komtek).

Baggrunden for omlastningen er, at sikre optimal transport (CO2-reduktion) ved kørsel med maksimal tonnage, samt at sikre kvaliteten i de to fraktioner - særligt i forhold til at kunne udsortere uønskede emner i madaffaldet.

Affald & Genbrug har i samarbejde med rådgiver (COWI), vurderet to placeringer for etablering af en ny og permanent omlastehal til omlastning af restaffald og madaffald, da den midlertidige omlastehal på deponiet på Vejlbyvej, ikke kan permanent godkendes til omlasteaktivitet.

De to placeringer (Bilag 1), der er undersøgt, er på henholdsvis Deponiet Vejlbyvej og ved Genbrugscenteret på Nordre Kobbelvej.

 

Sagsbeskrivelse:

Drift og Service vurderer, med baggrund i den løbende dialog med Miljøstyrelsen, at en permanent placering på deponiet på Vejlbyvej, vanskeliggøres af kravene fra Miljøstyrelsen, der vil medføre tidsmæssige forsinkelser, ekstra og løbende opgaver på deponiet, samt tilhørende udgifter.

 

Her peger Drift og Service derfor på muligheden for at etablere omlastehallen i forbindelse med Genbrugscentret på Nordre Kobbelvej. (Se bilag 2)

 

Dette vil skabe synergier til den øvrige drift, samt, organisationens øvrige aktiviteter på adressen.

 

For at tilpasse projektet til Nordre Kobbelvej, skal der bl.a. foretages geotekniske boringer, lægges kloakledning til spildevand og ske tilpasning af regnvandssystem og etableres strømforsyning.
De eksisterende ansøgninger om byggetilladelse og miljøgodkendelse skal tilpasses den nye placering.
Her har Natur og Miljø udarbejdet et notat (bilag 3) vedr. projektet, hvor det vurderes at det er i overensstemmelse med bedste praksis inden for håndtering af mad- og restaffald (organisk affald). Der er i det fremsendte materiale ikke oplysninger, der gør, at projektet ikke umiddelbart kan etableres og drives fra den foreslåede placering på Nordre Kobbelvej.

 

Det skal nævnes, at ovenstående etableringsarbejde også skal foretages ifm. placeringen på deponiet, men at en placering på Nordre Kobbelvej betyder, at forsyningsledninger og adgangsvej (asfaltering) for indsamlingsbilerne, vil blive kortere og dermed billigere. Transportafstanden for renovatøren, til daglig omlastning, vil ligeledes blive reduceret, i forhold til placeringen på deponiet (besparelse på 2020 målene (CO2)).

Økonomiske konsekvenser

En projekt og opførelse af den nye omlastehal, forventes at kunne afholdes inden for den eksisterende anlægsbevilling på 8.254.000 kr., med forbehold for stigende markedspriser på materialer.

Vurdering

Med en placering af omlastehallen på Nordre Kobbelvej, vurderer Drift og Service, at der kan ske en optimering og større synergiskabelse i driften (mennesker og maskiner) og dermed en samlet højere kvalitet i madaffaldet der senedes til bioforgasning.

 

En placering på Nordre Kobbelvej vil ligeledes eliminere de løbende opgaver og udgifter til monitorering i den periode (på 30 år) der vil kunne gives midlertidig tilladelse til en omlastehal på placeringen på deponiet.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller,

  1. At omlastehallen placeres på det nye genbrugscenter på Nordre Kobbelvej.
  2. At der igangsættes revision af myndighedsansøgninger.
  3. At anlægsarbejdet igangsættes, når der foreligger godkendte myndighedstilladelser.

 

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 28-02-2022

Godkendt.

Punkt 5 Døgnåbne genbrugspladser

Sagsresumé

Drift og Service foreslår, at implementere en løsning for døgnåben adgang på kommunens genbrugspladser på Bundgårdsvej og Nordre Kobbelvej, for at skabe bedre serviceniveau og erhvervsvenlighed for både borgere og virksomheder.

Tiltaget betyder at borgere og erhverv vil få mulighed for at aflevere genanvendelige produkter både før og efter det bemandede tidsrum.

 

Sagsbeskrivelse:

Affald & Genbrug har i perioden november 2021 – februar 2022 haft et pilotprojekt på døgnåben genbrugsplads på Bundgårdsvej.

 

Forsøget har vist, at der var ca. 1.000 borgere, svarende til 11% af de samlede besøg udenfor bemandet tidsrum, (18.00-10.00) i Perioden fra 8. november til 4. december.

 

Særligt morgentimer og sene aftentimer var godt besøgt, heraf en stor del håndværkere.

 

I samme tidsrum har Nordre Kobbelvej haft døgnåben haveaffaldsplads, og her er oplevelsen, at det fungerer godt, men også kan skabe fejlkilder, når borgerne kun kan komme af med haveaffald mv.

 

Op til 16 % af besøgende har været udenfor bemandet tidsrum.

 

Det er Affald & Genbrugs klare overbevisning, at den øgede åbningstid på disse to genbrugspladser, vil skabe øget fleksibilitet og et endnu bedre serviceniveau for borgere.

 

Det vil samtidig give erhvervslivet bedre, og mere bynære muligheder for genanvendelse, end brug af erhvervsgenbrugspladsen på Vejlbyvej.

 

Drift og Service foreslår, på baggrund af pilotforsøgene og data, at indføre døgnåben adgang med brugerregistrering (via NemID/MitID), til genbrugspladserne på Bundgårdsvej og Nordre Kobbelvej, med adgang til hele pladsen på begge adresser. Løsningen giver endvidere mulighed for i højere grad at udnytte formidling og kommunikation til borgere via ”Affald Fredericia” appen, som allerede nu er downloadet mere end 12.000 gange.

 

Økonomiske konsekvenser

Borgernes brug af ordningen for genbrugspladser, ligger allerede i renovationstaksten. Der vil således ikke umiddelbart være yderligere omkostninger forbundet med borgeres besøg på genbrugspladsen i de ubemandede tidsrum.

 

Der er i budget 2022 afsat 3.0 mio. til mulig etablering af hal mv, herunder optimering samt øget overvågning af pladsen på Nordre Kobbelvej, hvorfra midler til eventuelle anlægsforandringer konteres.

Vurdering

Drift og Service vurderer, at indføring af døgnåbne genbrugspladser via brugerregistrering, vil forøge genbrugspladsernes serviceniveau for borgere, og erhvervsvenlighed for virksomheder.

Det vil samtidig bidrage til at fordele besøgsflowet over et større tidsrum. Det vil i tråd med tidligere udvalgsbeslutning om nummerplade registrering af besøgende, skabe en mere fleksibel tilgang til genbrug og genanvendelse, og en bedre erhvervsvenlighed.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at der indføres døgnåben adgang for både borgere og erhverv, via brugerregistrering, på genbrugspladserne på Bundgårdsvej og Nordre Kobbelvej.

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 28-02-2022

Godkendt.

Punkt 6 Orientering om Bridgewalking Lillebælt - støjgener

Sagsresumé

Kort orientering omhandlende klager over støjgener fra Bridgewalking Lillebælts installationer på den gamle Lillebæltsbro

 

Sagsbeskrivelse:

Støjgener fra Bridgewalking Lillebælt:

 

I forbindelse med etablering og drift af Bridgewalking Lillebælt har Fredericia Kommune siden 2015 løbende modtaget klager over støj genereret af vindens påvirkning af Bridgewalking Lillebælts installationer (gangbro) på den gamle Lillebæltsbro.

 

Ud over støj fra vindens påvirkning af konstruktionen har der tidligere været klager over støj fra de besøgenes gang på broen, støj fra sikkerhedsliner, støj fra guidernes tale samt indbliksgener.

 

På nuværende tidspunkt er støj som følge af besøgenes gang på broen, støj fra sikkerhedsliner og støj fra guiders tale håndteret ved løsninger som headset, andre sikkerhedsliner, begrænsninger i antal opgange og antal besøgende samt tidspunkter for hvornår attraktionen er åben.

 

I forhold til vindgenereret støj er sådanne støjgener ikke reguleret af miljøbeskyttelsesloven, hvorfor Fredericia Kommune i marts 2020 har meddelt et såkaldt ikke-påbud til Bridgewalking Lillebælt, hvoraf det fremgår at generne ikke kan reguleres af miljøbeskyttelsesloven. Ikke-påbuddet blev anket af klagerne og stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i september 2020 .

 

Natur og Miljø modtager fortsat en del klager over vindstøj fra gangbroen, men kommunen kan ikke behandle klagerne, da der ikke er lovhjemmel hertil. Dette har vi meddelt klagerne. Vi har opfordret til at naboerne til broen, at de i stedet sender klagerne direkte til Bridgewalking Lillebælt.

 

Bridgewalking Lillebælt har en rådgiver på sagen og de arbejder på at løse problemet med vindstøj, men det er svært at få vindstøjen helt fjernet.

 

Forholdet vedrørende indbliksgener og støjgener fra vindstøj er håndteret ved civilt søgsmål imod Bridgewalking Lillebælt og klagerne/naboerne til Bridgewalking Lillebælt er i maj 2021 ved byretten tildelt erstatninger som følge af indbliksgener. Støjgener indgår ikke i erstatningerne da retten fandt, at det ikke var godtgjort, at vindgenereret støj fra anlægget har medført gener i et omfang, hvor den naboretlige tålegrænse anses for overskredet.

 

Afgørelsen truffet af byretten vedrørende erstatninger er af klagerne/naboerne anket til landsretten som endnu ikke har behandlet sagen.

Økonomiske konsekvenser

Såfremt landsretten træffer en anden afgørelse end byretten kan størrelsen på erstatningerne ændre sig. Det vil være Brigdewalking Lillebælt der skal betale erstatninger.

Vurdering

Natur og Miljø har vurderet, at kommunen ikke har hjemmel til at behandle sagen. Derfor behandles sagen i stedet ved civilretten.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at Klima, Energi og Miljøudvalget og Bosætnings- og Turismeudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 28-02-2022

Taget til efterretning.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 01-03-2022

Taget til efterretning.

Punkt 7 Orientering. Godkendelse af projekt for fjernvarme til Skovhaven ved Mosegårdsvej

Sagsresumé

Fredericia Kommune, Vækst, Teknik og Klima har den 14. oktober 2021 godkendt projektforslag for fjernvarmeforsyning til nye boliger i bebyggelsen Skovhaven, Mosegårdsvej i Fredericia.

Udvalget orienteres om administrationens godkendelse efter varmeforsyningslovens bestemmelser.

 

Sagsbeskrivelse:

Trefor Varme har den 10. oktober 2021 sendt projektforslag til Fredericia Kommune om fjernvarme-forsyning til nye boliger i bebyggelsen Skovhaven, Mosegårdsvej i Fredericia. Projektområdet omfatter 136 boligenheder med et samlet opvarmet areal på knapt 10.000 m2. Anlægget dimensioneres efter et nettovarmebehov på 432 MWh.

 

Vækst, Teknik og Klima har vurderet og godkendt projektet i henhold til bestemmelserne i varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen. Der er ikke modtaget bemærkninger til udkast til godkendelse eller klager over afgørelsen.

 

Området er beskrevet i lokalplan LP 291 Boliger ved Skovhave fra 2008. Der er i lokalplanen fastlagt tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning i området.

 

TREFOR Varmes projektforslag viser, at etablering af fjernvarmeforsyning i området samfunds-økonomisk set er den bedste varmeløsning frem for individuel opvarmning med varmepumper. Projektet udviser endvidere positiv selskabsøkonomi for TREFOR Varme og en beskeden positiv brugerøkonomi set i forhold til individuel varmeløsning.

 

Projektet gør det muligt at realisere intentionerne om kollektiv varmeforsyning af området – og understøtter hensigten om at flest mulige boliger i Fredericia skal tilsluttes fjernvarme, som bl.a. er målsat i Fredericia for Verdensmålene, Bæredygtig Forsyning.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Vækst, Teknik og Klima har på ovenstående baggrund vurderet, at projektforslaget kan godkendes efter varmeforsyningsloven.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at udvalget tager godkendelsen af projektforslaget til efterretning.

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 28-02-2022

Taget til efterretning.

Punkt 8 Orientering. Godkendelse af projekt for fjernvarme til Kongensstræde, Kanalbyen

Sagsresumé

Fredericia Kommune, Vækst, Teknik og Klima har den 20. december 2021 godkendt projektforslag for fjernvarmeforsyning til ny bebyggelse på Kongensstræde i Kanalbyen, Fredericia.

Udvalget orienteres om administrationens godkendelse efter varmeforsyningslovens bestemmelser.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Fjernvarme har den 18. oktober 2021 sendt projektforslag til Fredericia Kommune om fjernvarmeforsyning til ny bebyggelse på Kongensstræde-forlængelsen i Kanalbyen. Projektområdet omfatter forventeligt 16 bygninger med et samlet opvarmet areal på ca. 11.000 m2. Anlægget dimensioneres efter et nettovarmebehov på 329 MWh.

 

Vækst, Teknik og Klima har vurderet og godkendt projektet i henhold til bestemmelserne i varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen. Der er ikke modtaget bemærkninger til udkast til godkendelse eller klager over afgørelsen.

 

Forsyningsområdet udgøres af området jf. lokalplan LP 376 Kanalbyen nord for Oldenborggade fra 2021 og en del af området øst for LP376.

 

Fredericia Fjernvarmes projektforslag viser, at etablering af fjernvarmeforsyning i området samfunds-økonomisk set er den bedste varmeløsning frem for individuel opvarmning med varmepumper. Projektet udviser endvidere positiv brugerøkonomi og positiv selskabsøkonomi set i forhold til individuel løsning.

 

Projektet gør det muligt at realisere intentionerne om kollektiv varmeforsyning af området – og understøtter hensigten om, at flest mulige boliger i Fredericia skal tilsluttes fjernvarme, hvilket bl.a. er målsat i Fredericia for Verdensmålene, Bæredygtig Forsyning.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Vækst, Teknik og Klima har på ovenstående baggrund vurderet, at projektforslaget kan godkendes efter varmeforsyningsloven.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at udvalget tager godkendelsen af projektforslaget til efterretning.

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 28-02-2022

Taget til efterretning.

Punkt 9 Orientering om stormflodshændelse 28.- 30. januar 2022

Sagsresumé

Den 29. januar 2022 ramte stormen Malik Danmark, hvilket medførte forhøjet vandstand flere steder i landet, også i Fredericia Kommune. Med baggrund i stormen Malik orienteres om kommunes beredskab, handlemuligheder og forebyggende tiltag ved en storm.

 

Sagsbeskrivelse:

Stormen Malik den 29. og 30. januar gav forhøjede vandstande i de indre farvande. Da vandstanden var på sit højeste, var vandstanden ca. 1,5 m over normal vandstand.

 

Der hvor de største udfordringer er ved forhøjet vandstand er ved Bøgeskovstrand og ved Skærbæk Havn.

 

Ved Bøgeskovstrand var der ingen udfordringer ved sommerhusene. Den mest kritiske bygning var toiletbygningen.

 

I Børup Sande var vandet tættest på klubhuset til vinterbaderne. Vandet stod op til træterrassen, men der er 40 cm sokkel på bygningen, så der var ikke risiko for at der trængte vand ind i  bygningen. Sommerhusene var ikke i fare for oversvømmelse.

 

Ved Skærbæk Havn var den højeste vandstand ca. på højde med kajkanten i lystbådehavnen. Der var plads til ca. 30 cm højere vandstand før vejen ville blive oversvømmet.

 

Fredericia Kommunes håndtering af stormflodshændelser er beskrevet i kommunens klimaberedskabsplan. Planen omfatter beskrivelser af hvilke hændelser/varsler, der kan initiere planen, samt instrukser og væsentlige informationer til brug for den praktiske håndtering af en klimahændelse. Klimaberedskabsplanen er underlagt kommunens generelle beredskabsplan (Plan for drift under kriser), og principperne fra den generelle plan er implementeret i klimaberedskabsplanen.

 

Jf. klimaberedskabsplanen skal enhver klimahændelse evalueres, både i forhold til den praktiske håndtering af selve hændelsen, men også håndteringen i forhold til de vedtagne aftaler og instrukser i planen. Et særligt fokus er læringspunkter og behovet for justeringer i klimaberedskabsplanen, så denne løbende optimeres. 

 

TrekantBrand og Fredericia Kommune har den 2. februar 2022 evalueret hændelsen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Konklusionen fra evalueringen er, at hændelsen blev håndteret tilfredsstillende og i overensstemmelse med klimaberedskabsplanen. Ved evalueringen var der følgende læringspunkter

-          Indsatsen kan gøres mere effektiv, hvis kommunen har nogle vandstandsmålere placeret ved de kritiske områder.

-          Driftsafdelingens vagttelefonnummer blev oplyst på kommunes facebook side, hvilket betød at der kom mange telefoner til vagttelefonen. Anbefaling om, at der kan være behov for at indkalde en ekstra person til en ”telefonsluse”.

 

Læringspunkterne fra hændelsen vil medføre forbedringer i udstyr og informationshåndtering, der kommer kommunen til gode ved den næste klimahændelse.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller at udvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 28-02-2022

Taget til efterretning.

Punkt 10 Orientering om miljøgodkendelse af fjerkræbrug Torpvej 18

Sagsresumé

Der er meddelt miljøgodkendelse til et eksisterende husdyrbrug med æglæggende høns, og ny gyllebeholder.

 

Sagsbeskrivelse:

I 2011 og 2014 har Fredericia Kommune givet miljøgodkendelse til nye stalde og udvidelse af dyreholdet på Torpvej 18, til en produktion på 84.500 høner til konsumæg om året. Nu ønsker husdyrbruget at opføre en ny gyllebeholder, og har derfor ansøgt om ny miljøgodkendelse. Efter de nye regler (indført i 2017) er det ikke længere antallet af dyr, men størrelsen af arealet i stalden, der miljøgodkendes. Den nye miljøgodkendelse giver således ret til at producere æglæggende høns på det eksisterende produktionsareal (staldgulvareal) på 11.390 m2. Der opføres ingen nye stalde, dyreholdet ændres ikke. Der opføres en ny gyllebeholder.

 

Der er ikke indkommet bemærkninger fra omkringboende i høringsperioden.

 

Sagsbehandlingstiden inkl. høringsperioder har varet 181 dage. Kommunens servicemål for denne type sager er 180 dage. Servicemålet er således overskredet med 1 dag.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 28-02-2022

Taget til efterretning.

Punkt 11 Orientering (Lukket)

Punkt 12 Underskriftside

Sagsresumé

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

Sagsbeskrivelse:

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på Godkend i First Agenda.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Fagafdelingen indstiller