Kultur- og Idrætsudvalget - 17-09-2020

Referat
Dato:
Torsdag, 17 september, 2020 - 15:30
Hent som fil:
Referat publiceret:
Mandag, 21 september, 2020 - 15:37

Punkt 39 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Indstilles til godkendelse.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 17-09-2020

Godkendt.

Punkt 40 Startskamler ansøgning om tilskud EGIF

Sagsresumé

EGIF Svømning søger 75.000 kr. til udskiftning af fem startskamler i forbindelse med renoveringen af svømmehallen i Erritsø Idrætscenter.

 

Sagsbeskrivelse:

EGIF Svømning søger 75.000 kr. til udskiftning af fem startskamler, såkaldte trackskamler, i forbindelse med renovering af svømmehallen i Erritsø Idrætscenter. 

De eksisterende skamler er nedslidte og skal jævnligt efterspændes ved træning – ellers vipper de under svømmerne ved afsæt.
 

Erritsø Idrætscenter har ikke budgetteret med udskiftning af skamler i forhold til det renoveringsarbejde, der pågår. EIC har lovet foreningen at forsøge at skaffe økonomi i renoveringsbudgettet men forventer ikke at kunne dække den fulde udgift.

Økonomiske konsekvenser

Ønsker udvalget at imødekomme ansøgningen kan finansiering ske af puljen til vedligehold af idræts- og svømmehaller hvor der resterer 193.000 kr.

Vurdering

En eventuel etablering af trackskamler vurderes at villle være en gevinst for klubben i forhold til, at alle større stævner i svømning i dag afvikles med trackskamler, hvorfor det også giver mening at kunne træne på dem i hverdagen for svømmere i Erritsø Idrætscenter. De eksisterende skamler – som klubben betragter som meget nedslidte – er lige nu pillet ned i forbindelse med renovering af svømmehallen.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller

  • At der bevilges 50.000 kr. til formålet under forudsætning af, at EIC og EGIF selv finder de resterende midler.
  • At finansiering sker af puljen til vedligehold af idræts- og svømmehaller, hvor der resterer 193.000 kr.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 17-09-2020

Godkendt.

Punkt 41 Fredericia Bueskytteklub, ansøgning om midler til ombygning af repos

Sagsresumé

Fredericia Bueskytteklub og FIC søger om 75.000 kr. til etablering af indendørsfaciliteter til bueskytteklubben i FIC.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Bueskytteklub holder til i et område bagved Fredericia Idrætscenter (FIC) i udendørs sæsonen. Om vinteren skyder de indenfor. De har tidligere lånt et lokale i kælderen i FIC i vinterperioden, men de har måttet flytte til Bülows Kaserne, da de ikke længere kunne låne lokalet i FIC.

 

Bueskytteklubben vil meget gerne tilbage og have timer i FIC i vinterperioden, og de har derfor undersøgt mulighederne sammen med FIC. En løsning er, at bueskytteklubben kan låne et areal på reposen ved nedgangen til hal 5 og 6. Det kræver dog at to vægge ind til det bagvedliggende mødelokale flyttes, og at der sættes en skydevæg op, så der bliver lidt mere plads at skyde på. Til dette søger Fredericia Bueskytteklub og FIC 75.000 kr. (se bilag 1 og 2).

Økonomiske konsekvenser

Hvis udvalget ønsker at imødekomme ansøgningen kan det finansieres via anlægspuljen til idræts- og svømmehaller, hvor der resterer 193.000 kr..

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at Fredericia Bueskytteklub og Fredericia Idrætscenter kan bevilges et tilskud på 75.000 kr. til projektet.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller,

  • At Fredericia Bueskytteklub og Fredericia Idrætscenter bevilges 75.000 kr. til projektet med at ombygge reposen ved hal 5 og 6
  • At bevillingen finansieres via anlægspuljen til idræts- og svømmehaller

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 17-09-2020

Godkendt.

Punkt 42 TSIF Fodbold - Ansøgning om støtte til renovering af kunstgræsbane efter skybrud

Sagsresumé

TSIF Fodbold søger om et tilskud til reetablering af deres 8 mands kunstgræsbane, som er blevet ødelagt efter et skybrud. Klubben kan selv bidrage med op til 40.000 kr. Sagen indstilles til godkendelse med et tilskud på op til 127.500 kr. finansieret af overskydende midler i klimaskærmspuljen.

 

Sagsbeskrivelse:

TSIF Fodbolds 8 mands kunstgræsbane blev ødelagt ved et skybrud. Foreningens forsikring af banen dækker desværre ikke dette. Klubben søger om tilskud til reetablering af banen (bilag 1 og 2). Klubben har indhentet to tilbud på reetablering af banen, men de indeholder ikke det samme (bilag 3 og 4). Tilbud 1 koster 100.000 kr. ekskl. Moms, men det indeholder ikke køreplader, bortskaffelse af affald og reparation af selve bunden. Dette forventes minimum at koste 30.000 kr. plus udfordringerne med at koordinere de forskellige dele af projektet, så det bliver billigst muligt. I alt omkring 130.00 kr. ekskl. Moms (162.500 kr. inkl. Moms). Tilbud 2 koster 134.000 kr. ekskl. Moms (167.500 kr. inkl. Moms) og det indeholder alle reetableringsopgaverne. Klubben ønsker derfor at bruge tilbud 2, da de her både kender pris og tidsplan.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at det er vigtigt for TSIF Fodbold at få reetableret banen, så den kan bruges hurtigst muligt og gerne fra uge 43. Et tilskud til TSIF Fodbold på 127.500 kr. kan finansieres via overskydende midler i klimaskærmspuljen, der er en anlægspulje. Beløbet er prisen på tilbud 2 fratrukket klubbens egenfinansiering på 40.000 kr.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at

  1. TSIF Fodbold bevilges et tilskud på op til 127.500 kr. til renovering af deres kunstgræsbane.
  2. Tilskuddet finansieres via overskydende midler i klimaskærmspuljen.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 17-09-2020

Godkendt.

Punkt 43 Egum Rideklub - Ansøgning om ekstraordinært lokaletilskud til udskiftning af toiletbygning

Sagsresumé

Egum Rideklub søger om et ekstraordinært lokaletilskud på 33.225 kr. til udskiftning af toiletbygningen ved deres klub. Sagen indstilles til godkendelse med et tilskud på op til 65 % af udgifterne på 55.375 kr., dog først reduceret med andelen af medlemmer over 25 år, hvilket er 12 %. Tilskuddet vil derfor kunne være 65 % af (100-12 % af 55.375 kr.) hvilket svarer til 31.675 kr.

 

 

Sagsbeskrivelse:

Egum Rideklub ønsker at udskifte deres toiletbygning ved deres klub, og de søger derfor om et ekstraordinært lokaletilskud til dette (bilag 1). Den nuværende toiletbygning er over 35 år gammel, og trænger jf. klubben meget til at blive udskiftet. Klubben har indhentet to tilbud på dette. Det billigste tilbud samt tilslutning lyder på 55.375 kr. Klubben søger om 60 % af dette beløb, svarende til 33.225 kr.

 

Egum Rideklub modtog i 2019 et ordinært lokaletilskud til deres lokaler på 320.000 kr.

 

I 2019 havde Egum Rideklub 194 medlemmer, hvoraf 24 var over 25 år og ikke i bestyrelsen eller trænere, hvilket svarer til 12 %.

 

Foreningens regnskab viser et overskud i 2019 på 169.912 kr. og en egenkapital 373.632 kr. (se også bilag 1).

 

Gældende praksis inden for ekstraordinært lokaletilskud er, at der gives 65% i tilskud, dog først reduceret med den andel af medlemmer der er over 25 år og ikke er trænere eller ledere i foreningen, hvis denne overstiger 10 %. Et tilskud til rideklubben kan derfor være 65 % af (100-12 % af 55.375 kr.) hvilket svarer til 31.675 kr.

Økonomiske konsekvenser

Hvis udvalget ønsker at imødekomme ansøgningen kan et tilskud finansieres af puljen til ekstraordinære lokaletilskud, hvor der pt. er ca. 400.000 kr.

 

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der kan gives ekstraordinært lokaletilskud til Egum Rideklub til udskiftning af deres toiletbygning.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget, at

 

  1. Egum Rideklub bevilges et ekstraordinært lokaletilskud på op til 31.675 kr. til udskiftning af deres toiletbygning.
  2. Tilskuddet finansieres via puljen til ekstraordinære lokaletilskud.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 25-08-2020

Anbefales.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 17-09-2020

Godkendt.

Punkt 44 Pigefodboldskole

Sagsresumé

Fredericia KF ansøger Kultur & idrætsudvalget om 50.000 kr. i støtte til gennemførelse af en pigefodboldskole i uge 27 i 2021. Pigefodboldskolen skal rumme piger, der brænder for fodbold og vil bruge anledningen til at videreudvikle sig. Fodboldskolen skal ligeledes rumme piger, for hvem fodbolden alene er en adgang til at danne sociale fællesskaber med andre piger. Der satses på i alt 120 deltagere i alderen 6-15 år

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia KF ansøger Kultur- og Idrætsudvalget om 50.000 kr. i støtte til gennemførelse af en pigefodboldskole i uge 27 i 2021.

Pigefodboldskolen vil være en af de første af sin art i Danmark. Pigefodboldskolen er et initiativ på foranledning af Fredericia KF, der er et tværgående fodboldsamarbejde mellem EGIF, KFUMs Boldklub, Trelde GI og BPI.

 

Pigefodboldskolen skal rumme piger, der brænder for fodbold og vil bruge anledningen til at videreudvikle sig. Fodboldskolen skal ligeledes rumme piger, for hvem fodbolden alene er en adgang til at danne sociale fællesskaber med andre piger.

 

Pigefodboldskolen vil have plads til ca. 120 piger i alderen 6-15 år. (0-9 klasse). Det er planlagt, at gennemføre pigefodboldskolen på banerne ved Bøgeskovhallen, hvor det kan ske i samarbejde med bl.a. den lokale idrætshal i forhold til adgang til omklædningsfaciliteter, cafémiljø mm.

 Der påregnes i udgangspunktet en deltagerbetaling på 600 kr. Der budgetteres med ca. 100 deltagere og en række tilskud bl.a. fra Fredericia Kommune.

Økonomiske konsekvenser

Ønsker udvalget at imødekomme ansøgningen kan finansiering ske af udvalgets tilskudspulje, hvor der resterer 247.000 kr.

Vurdering

DBU gennemfører i samarbejde med KFUMS Boldklub en fodboldskole i Fredericia for drenge og piger. Ifølge ansøger vælger mange piger dog den fodboldskole fra.

 

Fredericia KF er opmærksomme på, at fodboldskolen i juni 2021 ikke kommer til at konkurrere med DBU fodboldskolen i forhold til at rekruttere frivillige trænere og ledere til gennemførelsen.  Fredericia KF vil således inddrage firmaet Fodbold & Event i at gennemføre aktiviteten. Fodbold & Event skal være med til at skaffe frivillige ledere og trænere til fodboldskolen.  Fodbold & Event har tidligere gennemført to dages fodboldskoler i Trelde, hvor det har fungeret godt.

 

Fredericia Kommune støtter traditionelt et anden pigefodboldaktivitet – nemlig gennemførelsen af Madsby Pige Cup, der er et fodboldstævne for piger arrangeret af Fredericia fF.

FfF har ikke selv pigefodbold på klubbens program og udbyder således ikke aktiviteten til sine medlemmer i hverdagen.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller

  • at der bevilges 30.000 kr. til gennemførelse af pigefodboldskolen under forudsætning af, at Fredericia KF selv finansierer resten af det ansøgte beløb via fondsansøgninger mm.
  • At finansiering sker af udvalgets tilskudspulje, hvor der resterer 247.000 kr.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 17-09-2020

Godkendt.

Punkt 45 Omprioriteringer som følge af coronaepidemien i 2020 - foreninger og haller

Sagsresumé

Corona-epidemien har påvirket aktivitetsniveauet i forenings- og fritidslivet, hvilket har betydning for beregningen af kommunale tilskud. Kultur- og Idrætsudvalget skal tage stilling til modellen for udbetaling af tilskud i 2020.

 

Sagsbeskrivelse:

Corona-epidemien har siden marts 2020 påvirket muligheden for at fastholde aktivitetsniveauet i forenings- og fritidslivet og gør det stadig. Det har økonomisk betydning for foreninger og selvejende haller på en række områder, herunder de kommunale tilskud der normalt udbetales til disse. Kultur- og Idrætsudvalget skal tage stilling til udbetaling af dette års tilskud og gebyropkrævning.

 

  1. Lokaletilskud til foreninger med egne eller lejede lokaler.
  1. I 2020 modtager 38 foreninger lokaletilskud. Den økonomiske ramme er på 2.952.000 kr. Fælles for foreningerne er, at de siden marts 2020 har måtte lukke deres aktiviteter og først er begyndt at åbne igen fra medio maj eller senere. Der forventes derfor et væsentligt fald i foreningernes aktivitetstimer. Aktivitetstimerne udgør en del af beregningsgrundlaget for lokaletilskud. Hvis en forening har et lavere antal aktivitetstimer end forventet, reduceres lokaletilskuddet. Lukningen har omvendt medført færre udgifter til el, vand og varme, men dette reguleres i opgørelsen af det samlede lokaletilskud for et år, da det kun er faktiske udgifter, der gives lokaletilskud til. 
  2. En anden udfordring for foreningerne kan være alderssammensætningen, idet der ikke gives tilskud til medlemmer over 25 år. Lokaletilskuddet reduceres, når andelen af medlemmer over 25 år overstiger 10 %, jo flere medlemmer over 25 år desto større reduktion.

 

  1. Fredericia Ordningen 2020 (til alle foreninger med minimum 10 medlemmer under 25 år).

I 2020 har 76 foreninger (p.t.) søgt om tilskud fra Fredericia Ordningen. De søger på baggrund af medlemstal for sidste år jf. reglerne. Den økonomiske ramme er på 3.042.000 kr., hvoraf 2.321.000 kr. er afsat til forenings- og medlemstilskud og 721.000 kr. til kursustilskud. Forenings- og medlemstilskud udbetales normalt i maj/juni, men er udskudt med henblik på at kunne omprioritere beløb som følge af den aktuelle økonomiske situation. Kursustilskuddet udbetales først i december 2020.

 

  1. Opkrævning af gebyrer for brug af kommunale lokaler og lokaler i de selvejende haller

I forhold til lukkeperioden i foråret er spørgsmålet, om foreningerne skal opkræves gebyr for de timer, de havde booket, men ikke havde adgang til. Gebyrer for kommunale lokaler samles i en pulje til ekstraordinært lokaletilskud, hvorimod de selvejende haller samlet set vil miste indtægter for 220.000 kr. Det kan oplyses, at der ikke er opkrævet gebyrer for foreningsbrug i lukkeperioden på Sundhedshuset.

 

  1. Tilskud til de selvejende haller

De selvejende haller modtager et driftstilskud og et aktivitetstilskud af Fredericia Kommune. Driftstilskuddets størrelse er uafhængigt af udsving i driftsudgifterne i forhold til det budgetterede, og aktivitetstilskuddet er uafhængigt af faktisk afviklede foreningstimer. Hvis hallerne laver et overskud anvendes eller hensættes dette til vedligeholdelsesprojekter.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

  1. Lokaletilskud til foreninger med egne eller lejede lokaler
  1. Kultur & Idræt anbefaler, at foreninger der modtager lokaletilskud gives dispensation i 2020, således at tilskuddet beregnes på baggrund af aktivitetstimetallet for 2019. Det samlede lokaletilskud vil kunne holdes inden for den afsatte økonomiske ramme.
  2. Kultur & Idræt anbefaler, at foreningernes medlemstal for 2019 kan benyttes som beregningsgrundlag, hvis der i 2020 er væsentlige ændringer i medlemssammensætningen, så foreningerne får en større andel af medlemmer over 25 år end i 2019.

 

  1. Fredericia Ordningen 2020

Kultur & Idræt anbefaler, at der reserveres 500.000 kr. fra Fredericia Ordningen til at støtte særligt udsatte foreninger og til kompensation til de selvejende haller, hvis der ikke skal opkræves gebyrer – se nedenfor. Foreningstilskuddet på 3.000 kr. fastholdes, mens medlemstilskuddet sættes lidt ned, så rammen overholdes. Det forventes at medlemstilskuddet kan være på omkring 180 kr. pr. medlem under 25 år. Normalt ligger medlemstilskuddet på mellem 200-240 kr. pr. medlem under 25 år.

 

  1. Opkrævning af gebyrer for brug af kommunale lokaler og lokaler i de selvejende haller

Kultur & Idræt anbefaler, at der ikke opkræves gebyrer for timer i kommunale lokaler eller i hallerne i lukkeperioden. Hvis der ikke opkræves gebyrer, anbefaler Kultur & Idræt at hallerne kompenseres. Finansiering heraf skal ske ved reduktion indenfor Fredericia Ordningen, som nævnt ovenfor.

 

  1. Tilskud til de selvejende haller

Kultur & Idræt anbefaler, at de selvejende haller bibeholder deres normale tilskud, også selvom de har måtte holde lukket i en periode.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget at;

  1. a. Foreninger der modtager lokaletilskud i opgørelsen for 2020, må bruge aktivitetstimetallet for 2019.

b. Foreningernes medlemstal for 2019 kan benyttes som beregningsgrundlag, hvis der i 2020 er væsentlige ændringer i medlemssammensætningen, så foreningerne får en større andel af medlemmer over 25 år end i 2019.

 

  1. a. Der reserveres 500.000 kr. fra Fredericia Ordningen til at støtte særligt udsatte foreninger og til kompensation til de selvejende haller for manglende gebyrindtægter.

b. Foreningstilskuddet på 3.000 kr. pr. forening fastholdes mens medlemstilskuddet sættes ned, så den økonomiske ramme overholdes.

 

  1. Der opkræves ikke gebyrer for bookede timer i lukkeperioden i kommunale lokaler og selvejende haller. Hallerne kompenseres for de manglende gebyrindtægter via midler fra Fredericia Ordningen.

 

  1. De selvejende haller opretholder deres normale tilskud i 2020

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 25-08-2020

Anbefales.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 17-09-2020

Godkendt.

Punkt 46 Orientering (Lukket)