Kultur- og Idrætsudvalget - 20-12-2018

Referat
Dato:
Torsdag, 20 december, 2018 - 15:30
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 14 december, 2018 - 12:00
Referat publiceret:
Fredag, 21 december, 2018 - 10:00

Punkt 72 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Indstilles til godkendelse.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-12-2018

Godkendt.

Punkt 73 Undersøgelse af borgernes syn på friluftsliv og naturområder

Sagsresumé

Der er udarbejdet en rapport afledt af, at borgerpanelet har deltaget i en undersøgelse om Friluftsliv og Natursyn. 770 borgere har svaret og overordnet set er tilfredsheden med kommunens natur- og friluftsområder god og samtidig steget siden sidste undersøgelse i 2012. 

 

Sagsbeskrivelse:

Borgerpanelet har i oktober måned 2018 deltaget i en undersøgelse om Friluftsliv og Natursyn. Formålet var at få borgernes syn på de forskellige naturområder samt viden om, hvad de prioriterer og mener om vores natur/friluftsområder.

Undersøgelsen er en opfølgning på en tilsvarende undersøgelse, som Teknik & Miljø fik udført i 2012 om natursyn og friluftslivet i Fredericia Kommune. Siden da er der sket en del og den vedhæftede rapport giver et overblik over borgernes mening herom og kan i øvrigt bruges til prioritering af indsatser mv. (Rapporten samt læsevejledning og pixiudgave er vedhæftet).

Overordnet set er tilfredsheden med kommunens natur- og friluftsområder god og generelt steget siden sidste undersøgelse.

Rapporten er opdelt i hhv. borgernes generelle natursyn, holdninger til de konkrete områder – og holdninger til idé-oplægget vedr. fredningen af Treldeskovene.

De områder der er spurgt ind til er:

Fredericia Vold, Madsbyparken, Øster strand, Trelde Næs, Treldeskovene, Hannerup skov og mose, Fuglsang skov, Randal skov, Rands Fjordområdet, Snoghøjgaardparken, Lyngsodde, Hyby Lund, Hakenør, Bøgeskov strand og Vandværkssøerne i Kongsted.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Rapporten er velegnet som baggrundsmateriale i forbindelse med behovsafklaring og prioritering af indsatser mm.

Rapporten påpeger forskellige emner i relation til svarene, herunder f.eks. at undersøgelsen ikke nødvendigvis er repræsentativ i forhold til de 18-39-årige (lavt antal respondenter ift. andel heraf i hele kommunen) og at personer med hjemmeboende børn føler sig markant mindre oplyst om hvordan man finder naturområderne end andre personer mm.

Rapportens hovedbudskaber vil blive forelagt på mødet.

 

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller,

At evt. ønsker til fokusområder/emner diskuteres i relation til kommunens naturområder og

At det diskuteres hvorvidt og hvordan der skal ske yderligere borgerinddragelse for bl.a. at sikre og højne kvaliteten af naturoplevelserne

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 19-12-2018

Sagen blev taget til efterretning og i det videre arbejde tages der udgangspunkt i de konklusioner, der er i rapporten.  

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-12-2018

Sagen drøftet.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-12-2018

Sagen drøftet.

Punkt 74 Besøg af Jesper Elkjær, formand for Trekantområdets kultursamarbejde

Sagsresumé

Møde med Jesper Elkjær, formand for Trekantområdets kultursamarbejde, med henblik på en drøftelse af samarbejdet.

 

Sagsbeskrivelse:

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Fagafdelingen indstiller at drøftelsen tages til efterretning.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-12-2018

Sagen drøftet.

Punkt 75 Politiske ændringer i budget 2019-2022 - Kultur- og Idrætsudvalget

Sagsresumé

Som opfølgning på det vedtagne budget for 2019 skal de besluttede politiske ændringer gennemgås for at sikre, at de gennemføres som tiltænkt fra politisk side.

 

Sagsbeskrivelse:

Jf. vedlagte oversigt er der i Budget 2019 vedtaget en række politiske ændringer, som skal gennemføres i den kommende tid. På mødet gives en orientering herom.

Økonomiske konsekvenser

De økonomiske konsekvenser af de enkelte politiske ændringer er beskrevet i budgettet for 2019. Gennemgangen medfører ikke yderligere økonomiske konsekvenser.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Kultur og Idræt indstiller, at Kultur- og Idrætsudvalget tager orienteringen til efterretning. 

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-12-2018

Taget til efterretning.

Punkt 76 Fredericia-Middelfart Teaterforening, ny samarbejdsaftale

Sagsresumé

Det indstilles at ny samarbejdsaftale mellem Fredericia-Middelfart Teaterforening og Fredericia Kommune godkendes.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia-Middelfart Teaterforening ønsker at ændre den nuværende samarbejdsaftale med Fredericia Kommune, så foreningen kan have en egenkapital på 800.000 kr. i modsætning til den gældende på 500.000 kr.

I de senere år har foreningens resultat medført, at egenkapitalen har oversteget de 500.000 kr. Foreningen foreslår, at de midler, der måtte være ud over de oprindeligt 500.000 kr. primært og så vidt muligt anvendes til skoleforestillinger.

Nyt forslag til samarbejdsaftale er drøftet mellem foreningen og Kultur & Idræt og efterfølgende godkendt af Team Jura.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at Fredericia-Middelfart Teaterforening med en ny og revideret samarbejdsaftale har et godt grundlag for sin virksomhed og det er meget positivt, at foreningen vil udvide sine målgrupper til også at omfatte skoleelever.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller ny samarbejdsaftale til godkendelse.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-12-2018

Godkendt.

Punkt 77 Erritsø Idrætscenter søger tilskud til ovenlysplader

Sagsresumé

Erritsø Idrætscenter ansøger om ekstraordinært tilskud fra klimaskærmspuljen – eller midler fra et andet sted. Der ansøges om refusion på i alt 60.775 kr. anvendt til skifte af ovenlysplader i hal 2.

 

Sagsbeskrivelse:

Erritsø Idrætscenter forklarer, at den ekstraordinært varme sommer har betydet en ekstrem varmepåvirkning på de gamle tagplader. To plader er på grund heraf faldet ned på halgulvet, fordi materialerne har givet sig/vredet sig.
Erritsø Idrætscenter har på grund af skaderne set sig nødsaget til at skifte alle ovenlyspladerne. Erritsø Idrætscenter har ikke budgetteret med denne udgift i år, hvorfor der søges om ekstraordinært tilskud (se bilag 1).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Der er ikke tidligere tildelt midler fra klimaskærmspuljen uden om den årlige ansøgningsrunde i marts/april, hvor også Erritsø Idrætscenter søger om midler til vedligehold af klimaskærm. Erritsø Idrætscenter fik i maj 2018 bevilget et tilskud på 112.000 kr. fra klimaskærmspuljen. Kultur & Idræt finder, at Erritsø Idrætscenter selv må finansiere udskiftningen af lysplader. Skulle Kultur- og Idrætsudvalget ønske at bevilge et tilskud, kan det finansieres via anlægspuljen til vedligeholdelse af idrætshaller.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at ansøgningen afvises.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-12-2018

Ansøgningen imødekommes pga den ekstraordinære situation.

Punkt 78 Rottesikring EGIF Rugby

Sagsresumé

EGIF Rugby ansøger Fredericia Kommune om tilskud til rottesikring af skur ved klubhus.

 

Sagsbeskrivelse:

EGIF Rugby er plaget af rotter i deres skur ved klubhuset. Klubben benytter skuret til opbevaring af specifikke træningsredskaber, som ikke kan opbevares andre steder. Klubben har indhentet tilbud på 22.700 kr.

Ønsker udvalget at imødekomme ansøgningen kan finansiering ske af midler på lokaletilskuds-området

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at det vil være nødvendigt at få sikret klubhuset, da skuret anvendes til opbevaring af redskaber, som benyttes i træningen.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller

at Kultur- og Idrætsudvalget imødekommer klubbens ansøgning om tilskud i henhold til det indhentede tilbud jf. Bilag 1 på kr. 22.700,-

at tilskuddet kan finansieres via lokaletilskuds-området.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-12-2018

Godkendt.

Punkt 79 Snoghøjkoret, ansøgning om tilskud til venskabskoncert

Sagsresumé

Snoghøjkoret fremsender ansøgning om tilskud til afholdelse af venskabskoncert i Fredericia med et kor fra Niebüll i Tyskland. Ansøgningen indstilles til delvist tilsagn.

 

Sagsbeskrivelse:

Snoghøjkoret har siden maj 2018 haft et samarbejde med koret Hale Pop Singers i Niebüll, hvor de deltog i en fælles workshop og medvirkede ved en fælles koncert med de to kor i Niebüll.

Snoghøjkoret ønsker nu at afholde endnu en venskabskoncert efter samme model, denne gang i Fredericia. Det er planlagt, at koncerten skal finde sted i Tavlehallen søndag d. 26. maj 2019 under temaet ”Musikalsk venskab på tværs af grænsen.”

Snoghøjkoret søger om kr. 15.000 til afholdelse af koncerten (honorarer til dirigent og pianist, lyd/lys, PR mv. Der er ikke søgt om ekstern finansiering andetsteds. Ansøgning inkl. budget vedlægges som bilag.

Det er ønsket, at koncerten afholdes med fri entré, hvorfor der ikke budgetteres med entréindtægt.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer

-          At arrangementet bidrager til udveksling og internationalt samarbejde.

-          At arrangementet er et godt og gratis koncerttilbud til fredericianerne.

-          At der ikke kan ydes fuld støtte til arrangementet eftersom ansøger ikke har søgt ekstern finansiering ad andre kanaler. I øvrigt ydes der ikke støtte til markedsføringsudgifter.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at der ydes et tilskud på kr. 7.500. Beløbet kan anvises fra udvalgets tilskudskonto.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-12-2018

Godkendt.

Punkt 80 Metal Magic Festival 2019, ansøgning om tilskud

Sagsresumé

Foreningen Metal Magic fremsender ansøgning om tilskud til afholdelse af Metal Magic Festival XII (2019), den tredje festival siden foreningen flyttede aktiviteterne væk fra Ungdommens Hus. Ansøgningen indstilles til delvist tilsagn.

 

Sagsbeskrivelse:

I 2017 flyttede Metal Magic deres festival til Madsbyparken efter 9 år i Ungdommens Hus. Flytningen betegnes som en succes og festivalen blev gentaget i 2018 med en publikumsfremgang på 22% (i alt knap 600 betalende gæster). Foreningen arbejder målrettet på at udvikle og forbedre festivalen, bl.a. i forhold til organisering, koordinering af frivilligområdet, markedsføring mv. Det er en målsætning fortsat gradvist at øge besøgstallet.

Metal Magic Festival gør sig bemærket for sin programlægning bl.a. via arbejdet med vækstlaget indenfor genren, og festivalen formår at tiltrække både opmærksomhed og tilskuere fra hele Danmark og udlandet. Det er festivalens ambition at fastholde det indholdsmæssige niveau.

Selvom der er tilfredshed med festivalens nye placering peger foreningen på, at det er forbundet med store udfordringer og udgifter, at der hvert år skal etableres midlertidig kloak-, el- og vandforsyning på pladsen.

Festivalen modtog i 2017 støtte på kr. 50.000 fra Kultur- og idrætsudvalget. I 2018 blevet der tildelt et støttebeløb på kr. 25.000 og ydet en underskudsgaranti på yderligere kr. 25.000. Denne underskudsgaranti blev ikke udnyttet, idet regnskabet balancerede (se bilag).

Det samlede budget for 2019-udgaven af festivalen udgør 695.000 og Fredericia Kommune søges om et tilskud på kr. 100.000. Der søges ekstern finansiering via fonde og sponsorater, og der budgetteres med en samlet indtægt (entréindtægter, barsalg mv.) på kr. 465.000 samt en egenfinansiering på kr. 25.000.

Det anføres i ansøgningen, at tilsvarende festivaler i hhv. Aalborg og Aarhus modtager væsentlig kommunal støtte.

Ansøgning, inkl. budget samt slutevaluering af Metal Magic Festival 2018 inkl. regnskab vedhæftes som bilag.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer

-          at Metal Magic Festival er et seriøst og velfungerende arrangement, der understøtter Fredericias profil som en by med et bredt og alsidigt musikliv.

-          at Metal Magic Festival er inde i en positiv udvikling, både mht. afvikling, indhold og publikum.

-          at Metal Magic Festival i hht. kriterierne i Kultur-, idræts- og fritidspolitikken kun vil kunne opnå støtte et begrænset antal gange og derfor ikke vil kunne påregne at modtage støtte fra Fredericia Kommune fremover.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller,

  • at Metal Magic Festival XII (2019) tildeles et tilskud på kr. 25.000  
  • at der ydes en underskudsgaranti på kr. 25.000
  • at beløbene finansieres af udvalget tilskudskonto.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-12-2018

Godkendt.

Punkt 81 Inuit/Puilasoq, ansøgning om tilskud til familiedag

Sagsresumé

Fællesforeningen Inuit og den lokale forening Puilasoq søger i fællesskab om tilskud til afholdelse af dansk-grønlandsk familiedag i Madsby Legepark. Ansøgningen indstilles til tilsagn.

 

Sagsbeskrivelse:

Bag ansøgningen står Fællesforeningen Inuit, der er en paraplyorganisation for 16 grønlandske lokalforeninger, herunder foreningen Puilasoq, der er hjemmehørende i Fredericia Kommune. Foreningerne ønsker at lave en familiedag med det formål at give grønlandske og danske familier en oplevelse, der kan medvirke til at bygge bro mellem danskere og grønlændere. Det er ønsket at skabe synlighed omkring grønlandsk kultur og projektet har både et kulturelt og et socialt sigte. Hele projektet er baseret på frivillig arbejdskraft og henvender sig til grønlandske og danske familier i hele landet.

 

Familiedagen blev afholdt i Madsby Legepark i 2018 og arrangementet opnåede støtte på kr. 5.000 fra Kultur & Idræt. Det er arrangørernes ambition at udvide programmet og omfanget for familiedagen i 2019. Familiedagen 2019 afholdes den 25. maj, også denne gang i Madsby Legepark.

 

Selve arrangementet vil bestå af workshops (skind, perler og ben), musik og underholdning samt udstilling af grønlandsk husflid og fællesspisning. I lighed med dette års arrangement vil der være fri entré for at sikre, at også økonomisk svagt stillede familier har mulighed for at deltage. Der forventes 400-500 deltagere.

 

Der er et samlet budget for arrangementet på kr. 70.000. Ansøger søger aktivt støtte fra en række fonde, herunder Grønlands Kulturfond, Lions, Rotary og Ludvigsens Fond. Herudover bestræber man sig på at opnå sponsorater i form af naturalier (fødevarer mv.). Kultur – og idrætsudvalget søges om støtte på kr. 10.000. til afholdelse af arrangementet. Ansøgning inkl. budget vedlægges som bilag.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer

-          at arrangementet er gennemarbejdet og vil skabe værdi for byen.

-          at arrangementet understøtter Fredericia Kommunes arbejde for grønlandskulturudveksling

-          at arrangørerne bag Familiedagen gør et stort stykke arbejde for at sikre ekstern finansiering

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller ansøgningen til tilsagn. Beløbet kan anvises fra udvalgets tilskudskonto.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-12-2018

Godkendt.

Punkt 82 Fredericia Idrætsråd, valg af politisk udpegede medlemmer

Sagsresumé

Det kommende Fredericia Idrætsråd har tolv faste medlemmer, heraf tre udpeget af henholdsvis Kultur- og Idrætsudvalget, Børne- og Skoleudvalget og Sundhedsudvalget. Det indstilles, at de tre udvalg hver vælger et eksternt medlem til rådet.

 

Sagsbeskrivelse:

Byrådet forventes på sit møde den 3. december 2018 at godkende oprettelse af Fredericia Idrætsråd. I forlængelse heraf skal rådets medlemmer vælges og udpeges.

Rådets tolv medlemmer er følgende:

Tre eksterne medlemmer udpeget af Byrådet efter indstilling fra Kultur- og Idrætsudvalget, Børne- og Skoleudvalget og Sundhedsudvalget.

Fem medlemmer valgt af og blandt de godkendte idrætsforeninger

Et medlem udpeget af de fire selvejende haller

Et medlem udpeget af Fredericia Idrætscenter

Et medlem udpeget af Business Fredericia

Et medlem udpeget af Ungebyrådet

De tre politisk udpegede medlemmer forventes at bidrage med perspektiver og synspunkter, der repræsenterer de tre udvalgs resort-områder.

Kultur & Idræt forventer at alle valghandlinger er afsluttede i løbet af januar 2019, hvorefter Fredericia idrætsråd kan konstituere sig og træde i funktion.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Kultur- og Idrætsudvalget, Børne- og Skoleudvalget og Sundhedsudvalget hver vælger et eksternt medlem til Fredericia Idrætsråd

 

Beslutning i Sundhedsudvalget den 17-12-2018

Sundhedsudvalget ønsker at pege på Tony Brazil, Leder af Idræt i Dagtimerne.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-12-18

Kultur- og Idrætsudvalget ønsker at vælge et medlem med erfaring og et bredt funderet idrætssyn og peger på Nils

Skeby til Fredericia Idrætsråd.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-12-2018

Kultur- og Idrætsudvalget ønsker at vælge et medlem med erfaring og et bredt funderet idrætssyn og peger på Nils Skeby til Fredericia Idrætsråd.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 19-12-2018

Børne- og Skoleudvalget indstiller Lisa Mikkelsen som medlem til Fredericia Idrætsråd.

 

 

Punkt 83 Orientering (Lukket)