Kultur- og Idrætsudvalget - 29-04-2021

Referat
Dato:
Torsdag, 29 april, 2021 - 15:30
Hent som fil:
Dagsorden publiceret:
Tirsdag, 27 april, 2021 - 08:59
Referat publiceret:
Tirsdag, 4 maj, 2021 - 14:59

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Indstilles til godkendelse.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Godkendt, idet pkt. 8 (ansøgning om kommunegaranti) behandles efter pkt. 5.

Punkt 2 Regnskab 2020 - Kultur- og Idrætsudvalget

Sagsresumé

Regnskab 2020 viser et mindreforbrug på udvalgets andel af servicerammen på -2,779 mio. kr., der primært kan henføres til en række puljer der jf. gældende lovgivninger skal føres imellem årene.

 

Udvalgets andel af kommunens samlede anlægsbudget udgør 113,937 mio. kr., hvor udgiften udgør 67,592 mio. kr. og overførsel til 2021 udgør 46,638 mio. kr.

 

Sagsbeskrivelse:

I forbindelse med regnskabsafslutningen har koncernområder og stabe udarbejdet en opgørelse af regnskabet 2020.

 

Regnskabet behandles indledningsvis i fagudvalgene. Herefter sendes regnskabet videre til godkendelse i Økonomiudvalget og afslutningsvis Byrådet.

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af service- og anlægsrammen samt regnskabet for 2020. Eventuelle afvigelser er et udtryk for enten mer- eller mindreforbrug i forhold til henholdsvis servicerammen, kompensationen for COVID-19-udgifter og bruttoanlægsrammen.

 

Tabel 1

Mio. kr.

Ramme

Regnskab 2020

Afvigelse til ramme

Serviceudgifter

92,340

89,561

-2,779

Anlægsudgifter

-

67,592

-

* Anlægsloftet for 2020 er jævnfør aftale mellem KL og regeringen ophævet.

 

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af kommunens samlede økonomi udtrykt ved det vedtagne og det korrigerede budget samt regnskabet for 2020.

 

Tabel 2

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Regnskab 2020

Afvigelse til korrigeret budget

Kultur- og Idrætsudvalget

96,036

206,277

157,153

-49,124

Serviceudgifter

93,086

92,340

89,561

-2,779

Skattefinansieret anlæg

2,950

113,937

67,592

-46,345

 

Forskellen på vedtaget og korrigeret budget på serviceudgifterne udgør ved regnskab 2020 -0,746 mio. kr. Forskellen vedrører:

 

  • Udmøntning af puljer på administrationen: -0,199 mio. kr.
  • Reduceret pris- og lønskøn jf. Økonomiudvalgets beslutning d. 15/06-2020: -1,370 mio. kr.
  • Justeringer og overførsel af spar/lån: 0,823 mio. kr.

 

Forskellen på anlæg vedrører fremrykning af anlæg samt nye anlæg vedtaget af Byrådet.

 

COVID-19

Byrådet vedtog på mødet den 27. april 2020 en række principper for håndtering af konsekvenserne af COVID-19. Hovedprincippet er, at udgifterne afholdes inden for egen budgetramme. Som følge heraf iværksatte Kultur og Idræt en handleplan med henblik på at håndtere udfordringerne inden for egen ramme.

 

Udfordringen på området har primært været på Fredericia Idrætscenter, der – grundet et stort indtægtsbudget og nedlukningen af landet – har oplevet store økonomiske udfordringer. På trods af løbende tilretninger og stor tilbageholdenhed går Fredericia Idrætscenter ud af året med et merforbrug på 6,700 mio. kr. Dette har Kultur- og Idrætsområdet håndteret igennem løbende omprioriteringer og tilbageholdenhed på udvalgets samlede område, hvor en solidarisk tilgang til opgaven har været udslagsgivende for, at det er lykkedes at afholde udfordringen inden for den gældende ramme. 

 

Desværre fortsætter nedlukningen af Fredericia Idrætscenter ind i 2021 og konsekvenserne af COVID-19 følges fortsat nøje i 2021. Udgifter og indtægter, relateret til COVID-19, registreres fortsat særskilt, så det vil være muligt at følge op på udgifterne hertil.

Vurdering

SERVICEUDGIFTER

Regnskab 2020 viser et mindreforbrug på udvalgets andel af servicerammen på -2,779 mio. kr. Mindreforbruget skyldes primært uforbrugte midler på folkeoplysningsområdet, som jf. gældende lovgivning skal videreføres på tværs af budgetårene. Herudover har også Madsbyrådet og Fredericia Idrætsråd mindreforbrug som følge af et lavt aktivitetsniveau i 2020.

 

 

ANLÆG

Der er et mindreforbrug i år 2020 på udvalgets anlægsbudget på -46,345 mio. kr.

 

Der er tale om forskydning på projekter, hvor det primært pga. leveringstid og kapacitet i markedet ikke var muligt at gennemføre aktiviteten i 2020. Gennemførelse af projekterne er dermed skudt til 2021. Der er indgået kontrakter på alt arbejde, og lånedispensationen vil derfor tilsvarende kunne overføres til 2021.

 

På Kultur- og Idrætsudvalget forskydes anlæg til 2021 på i alt 46,638 mio. kr. Overskydende midler finansieres af kassen og udgør 0,275 mio. kr. Se vedlagte bilag for uddybning.

 

RETVISENDE BUDGETTER

Som led i arbejdet med retvisende budgetter i Fredericia Kommune, blev der i Budget 2020 tilført 4,900 mio. kr. til Kultur- og Idrætsudvalget omhandlende:

  • Balance i Tøjhusets drift: 0,500 mio. kr.
  • Fredericia Idrætscenter: 4,400 mio. kr.

Ud af de 4,900 mio. kr. er det udelukkende Fredericia Idrætscenter, der har haft udfordringer med at overholde budgettet som følge af COVID-19 og den dertilhørende nedlukning af idrætscenteret, som beskrevet i afsnittet om COVID-19. Det er Kultur og Idræts klare overbevisning, at budgettet for Fredericia Idrætscenter i et ordinært år ville være retvisende, og forvaltningen ser derfor ingen grund til at justere på dette som følge af resultatet for 2020.

 

SPAR/LÅN 2020-2021

Praksis har de seneste år været at nedenstående områder overføres til året efter (opsparing og gæld):

  • Politisk besluttede
  • Eksterne puljemidler
  • Anlæg

Yderligere forekommer der følgende områder, som de seneste år ikke er overført til året efter:

  • Institutioners opsparing
  • Øvrige restmidler (opsparing og gæld)

 

Øvrige afvigelser reguleres i kassen.

 

Kultur- og Idrætsudvalget ønsker, at der tages stilling til alle ovenstående områder i drøftelsen af spar/lån 2020-2021 – se bilag vedrørende spar/lån for yderligere uddybning.

 

Nedenfor ses beløbene som skal drøftes vedrørende Kultur- og Idrætsudvalget:

  • Politisk besluttede: 1,855 mio. kr. (opsparing)
    • Madsbyrådet og Fredericia Idrætsråd
    • Midler fra Folkeoplysningsområdet
    • Bevilgede tilskud med Budget 2020
  • Eksterne puljemidler: 1,068 mio. kr. (opsparing)
    • Projekt fra Novo Nordisk Fonden
  • Anlæg: 46,638 mio. kr. (opsparing)
    • Tidsforskudte projekter

 

Øvrige afvigelser finansieres af kassen, 0,144 mio. kr. (se bilag for yderligere uddybning af de forskellige poster).

Indstillinger

Økonomi og Personale og Kultur og Idræt indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. At regnskab 2020 godkendes og fremsendes til Økonomiudvalget og Byrådet i en samlet sag for alle udvalg vedrørende kommunens samlede regnskab.

At Kultur- og Idrætsudvalget godkender, at det i den samlede regnskabssag anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet, at:

  1. Der overføres 2,923 mio. kr. på serviceudgifter, 46,638 mio. kr. på anlæg til 2021 (spar/lån).
  2. Institutioners opsparing samt Øvrige restmidler indgår i den samlede drøftelse af spar/lån.
  3. De resterende 0,144 mio. kr. finansieres af kassen.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Anbefales.

Punkt 3 1. budgetopfølgning 2021 for Kultur- og Idrætsudvalget

Sagsresumé

1. budgetopfølgning viser en overskridelse af det korrigerede budget på drift og anlæg for Kultur- og Idrætsudvalget. Der forventes et merforbrug på 57,650 mio. kr., som primært skyldes justeringer som følge af spar/lån på både drift og anlæg, samt udfordringer hos Fredericia Idrætscenter sfa. nedlukningen af landet. Størstedelen af udfordringerne håndteres i denne sag igennem en række tillægsbevillinger og tilretning af anlægsbevillinger, begge dele beskrevet i sagen. Hvis udvalget godkender indstillingerne fra 1. budgetopfølgning, justeres budgetterne således, at det samlede merforbrug nedjusteres til 7,255 mio. kr. på udvalgets område jf. tabel 2.

 

Ved 1. budgetopfølgning forventes et samlet merforbrug på 3,477 mio. kr. på udvalgets korrigerede budget for serviceudgifter forud for godkendelse af de indstillede tillægsbevillinger. Dette vedrører primært justeringer af spar/lån fra 2020 til 2021, som beskrevet senere i sagen. Herudover indstilles der justeringer af budgettet sfa. afledt drift på det udvidede anlægsprogram for 2020, som ligeledes beskrevet senere i sagen.

 

Hertil kommer forventede COVID-19 relaterede udgifter for i alt 7,255 mio. kr. mere end forudsat i budgetlægningen. Dette vedrører Fredericia Idrætscenter, der på nuværende tidspunkt forventer et samlet merforbrug på 7,755 mio. kr. grundet nedlukningen og dertilhørende manglende indtægter. Dette modsvares til dels af et mindreforbrug på en række andre områder for samlet set -0,500 mio. kr. Udfordringen med Fredericia Idrætscenter håndteres igennem vedtagelsen af en handleplanen for udvalgets område som beskrevet i sagen Handleplan for Kultur- og Idrætsudvalgets område – Status.

 

Der forventes ved 1. budgetopfølgning et merforbrug på anlægsbudgettet på 46,918 mio. kr. primært grundet justeringer af spar/lån fra 2020 til 2021 samt en tillægsbevilling til Kloakering af Dronningepladsen. Begge dele beskrives i sagen.

 

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalgets økonomi gennemgås ved tre årlige politiske budgetopfølgninger. Ved disse budgetopfølgninger fremlægger direktøren økonomien for de respektive områder.

 

Efter gennemgang og behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i byrådet. Budgetopfølgningerne skal sikre, at byrådet løbende informeres om kommunens økonomi, herunder om overholdelse af korrigeret budget, serviceramme, og udvalgets anlægsbudget overholdes.

 

Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifterne. Hvis koncernområdet ser behov for tilretninger af budgettet herudover, skal disse kunne finansieres inden for udvalgets egen ramme.

 

 

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgets andel af kommunens samlede økonomi udtrykt ved det vedtagne og det korrigerede budget samt det forventede regnskab ved 1. budgetopfølgning før evt. godkendelse af tillægsbevillinger, som er indstillet i denne budgetopfølgning.

 

Tabel 1

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Afvigelse

Kultur- og Idrætsudvalget

103,421

103,790

161,440

57,650

Serviceudgifter

86,015

86,384

89,861

3,477

COVID-19

2,000

2,000

9,255

7,255

Skattefinansieret anlæg

15,406

15,406

62,324

46,918

 

Forskellen på vedtaget og korrigeret budget på serviceudgifterne udgør ved 1. budgetopfølgning 0,369 mio. kr., der vedrører det tidligere bevilgede tilskud til en økonomimedarbejder hos Erritsø Idrætscenter på 0,350 mio. kr. samt tilskuddet til Fredericia E-sport på 0,019 mio. kr.

 

JUSTERINGER AF UDVALGETS KORRIGEREDE BUDGET VED 1. BUDGETOPFØLGNING

I forbindelse med 1. budgetopfølgning indstilles til tekniske justeringer for i alt 50,395 mio. kr., hvoraf 0,554 mio. kr. er varige ændringer ud i overslagsårene.

 

Dette vedrører henholdsvis omplaceringer imellem udvalg, tillægsbevillinger og overførsel af spar/lån, som beskrevet i regnskabssagen for udvalget. Ved en godkendelse af de tekniske justeringer vil udvalgets merforbrug ift. korrigeret budget blive nedbragt tilsvarende:

 

Omplaceringer

  • Tilførsel af midler fra ny fleksjobpulje jf. Budget 2021 fra Social- og Beskæftigelsesudvalget til Kultur- og Idrætsudvalget: 0,079 mio. kr.
  • Ændring af faktureringsmetode for IT-licenser fra Økonomiudvalget til Kultur- og Idrætsudvalget: 0,051 mio. kr.

 

Tillægsbevillinger

  • Afledt drift sfa. anlægsprogrammet for 2020 vedr. Fredericia Idrætscenter: 0,404 mio. kr. i 2021 og 0,564 mio. kr. som teknisk tilretning i overslagsårene
  • Afledt drift sfa. anlægsprogrammet for 2020 vedr. tildeling til Den Kreative Skole for at varetage afstemningen af klaveret på Rådhuset: 0,020 mio. kr. i 2021 og som teknisk tilretning i overslagsårene
  • Afledt drift sfa. anlægsprogrammet for 2020 vedr. øget aktivitetstilskud til Erritsø Idrætscenter grundet højere aktivitet med det nye ketchercenter: 0,400 mio. kr. som teknisk tilretning i overslagsårene
  • Afledt drift sfa. anlægsprogrammet for 2020 vedr. ejendomsdrift på Eksercerhuset: 1,639 mio. kr. som teknisk tilretning i overslagsårene
  • Udvidelse af projektet Kloakering af Dronningepladsen grundet større omgang end projekteret: 0,580 mio. kr.

 

Yderligere forekommer der nedenstående spar/lån-beløb, som ønskes overført fra 2020 til 2021 jf. sag ”Spar/lån 2020 til 2021 for Fredericia Kommune” for i alt 49,261 mio. kr.

 

Indstilling til spar/lån – overførsel fra 2020-2021

Serviceudgifter, politisk besluttede:

  • Ekstraordinært lokaletilskud: 0,174 mio. kr.
  • Gebyrindtægter på folkeoplysningsområdet: 1,035 mio. kr.
  • Madsbyrådets pulje: 0,225 mio. kr.
  • Folkeoplysningsrådets pulje: 0,119 mio. kr.
  • Fredericia Idrætsråd: 0,224 mio. kr.
  • Forsinket foreningstilskud bevilget af Kultur- og Idrætsudvalget: 0,078 mio. kr.

 

Serviceudgifter, eksterne midler:

  • Projekter for eksterne puljemidler for samlet set: 1,068 mio. kr.

 

Anlæg:

  • Forskydning af ordinært anlægsprogram: 3,100 mio. kr.
  • Forskydning af udvidet anlægsprogram: 43,238 mio. kr.

 

Hvis Byrådet godkender ovenstående justeringer til 1. budgetopfølgning på mødet den 17. maj 2021, vil udvalgets økonomi efterfølgende se således ud:

 

Tabel 2

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Afvigelse

Kultur- og Idrætsudvalget

103,421

154,185

161,440

7,255

Serviceudgifter

86,015

89,861

89,861

0,000

COVID-19

2,000

2,000

9,255

7,255

Skattefinansieret anlæg

15,406

62,324

62,324

0,000

 

 

SERVICERAMMEN FOR FREDERICIA KOMMUNE

I forbindelse med budgetlægningen tildeles landets 98 kommuner hver en serviceramme, som den enkelte kommune skal overholde. En overskridelse af den samlede ramme for kommunerne under ét vil betyde sanktioner dels individuelt for den eller de kommuner, som overskrider, dels for kommunerne under ét. Derfor er det vigtigt, at hver kommune overholder deres serviceramme-andel.

 

Fredericia Kommunes serviceramme lyder i alt på 2.439,4 mio. kr. i 2021. I forbindelse med 1. budgetopfølgning viser den foreløbige forventning, at servicerammen vil komme under pres for 2021. Den indarbejdede bufferpulje på 10 mio. kr. i budget 2021, er på nuværende tidspunkt fuldt ud disponeret.

 

Såfremt forventningerne ved 1. budgetopfølgning holder, vil dette betyde, at eventuelle kommende tillægsbevillinger i 2021, vil sætte servicerammen under yderligere pres med efterfølgende risiko for sanktion.

 

 

Vurdering

SERVICEUDGIFTER

1. budgetopfølgning viser en overskridelse af det korrigerede budget på Kultur- og Idrætsudvalget på 3,477 mio. kr. I sagsfremstillingen indstilles en række tillægsbevillinger til udvalgets godkendelse som beskrevet i det ovenstående afsnit, herunder overførsel af spar/lån fra 2020. Hvis disse godkendes, vil det samlede merforbrug blive nedskrevet tilsvarende, og der vil forventes balance på udvalgets område.

 

Kultur og Idræt er i 2020 blevet opmærksom på en udfordring vedr. opkrævning af gebyrmidler på folkeoplysningsområdet, hvor den hidtidige praksis har været uhensigtsmæssig. Dette har stabsområdet rettet op på fra 2021 ved at kanalisere de kommunalt opkrævede gebyrmidler direkte tilbage til folkeoplysningsområdet. Dette repræsenterer imidlertid en budgetudfordring for Fredericia Idrætscenter, som tidligere har opkrævet midlerne og derfor fremadrettet mangler indtægterne herfra i deres budget. Kultur og Idræt vil i løbet af 2021 opgøre denne udfordring, således at det kan indgå i budgetforhandlingerne for 2022, hvis udvalget ønsker det.

 

COVID-19

Jævnfør Principper for Økonomistyring gælder rammestyringsprincipperne i Fredericia Kommune. Dette gælder også for håndtering af konsekvenserne af COVID-19. Hovedprincippet er, at udgifterne afholdes inden for egen budgetramme. Der kan dog være situationer, hvor merudgifter ikke kan undgås.

 

Konsekvenserne af COVID-19 følges nøje af forvaltningen. Fredericia Kommune registrerer udgifter, som er relateret til håndtering af COVID-19 særskilt, så det vil være muligt at følge op på udgifterne hertil.

 

Ved 1. budgetopfølgning er der en forventning om, at der vil være COVID-19 relaterede udgifter for i alt 9,255 mio. kr. på Kultur- og Idrætsudvalget. Udgifterne vedrører primært Fredericia Idrætscenter, der grundet nedlukningen oplever manglende indtægter og dermed budgetudfordringer for 9,755 mio. kr. Hertil gav Byrådet ifm. Budget 2021 2,000 mio. kr. til Fredericia Idrætscenter, og merforbruget er således 7,755 mio. kr. Der er i opgørelsen af udfordringen arbejdet med et scenarie, hvor idrætscenteret er nedlukket frem til og med juni måned, og herefter åbnet med tilsvarende restriktioner som i efteråret 2020.

 

Der forventes på nuværende tidspunkt et mindreforbrug på 0,500 mio. kr. på resten af udvalgets område sfa. aflyste aktiviteter grundet COVID-19. Når dette mindreforbrug fratrækkes udfordringen hos Fredericia Idrætscenter, er den samlede udfordring relateret til COVID-19 7,255 mio. kr. Udfordringen relateret til COVID-19 behandles på det separate punkt Handleplan for Kultur- og Idrætsudvalgets område – Status på samme dagsorden som denne budgetopfølgning.

 

ANLÆG

Der forventes ved 1. budgetopfølgning et merforbrug på 46,918 mio. kr. på udvalgets anlægsbudget. Dette er bl.a. et resultat af de beskrevne forskydninger indstillet med spar/lån fra 2020 til 2021. Herudover indstilles en tillægsbevilling på 0,580 mio. kr. til færdiggørelse af projektet Kloakering af Dronningepladsen, der har vist sig at være af større omfang end oprindeligt projekteret. Forudsat at disse indstillinger godkendes af udvalget, vil udvalgets budget balancere.

 

 

Indstillinger

Økonomi og Personale og Kultur og Idræt indstiller:

  1. At 1. budgetopfølgning godkendes og fremsendes til Økonomiudvalget og Byrådet
  2. At spar/lån indstilles til behandling og godkendelse i Økonomiudvalget og Byrådet

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Godkendt.

Punkt 4 Budgetlægning 2022-2025

Sagsresumé

Som led i budgetproceduren for budget 2022-2025 drøfter udvalget den økonomiske situation og udarbejder input til den kommende budgetforhandling.

 

Sagsbeskrivelse:

Byrådet vedtog den 1. marts 2021 årets budgetproces, hvor der er lagt op til en grundig proces med tidlig opstart allerede i foråret. Målet er en åben og mere inddragende proces, hvor fagligheden kan berige de politiske drøftelser.

 

Budgetproceduren medfører, at fagudvalgene på møderne i april og juni drøftelser af udvalgets aktuelle økonomi, fremdrift i implementering af budget 2021 samt et blik frem mod de kommende år.

 

På møderne er der mulighed for at samle op på udvalgets udfordringer og mulige finansieringsforslag.

 

Forvaltningen præsenterer på møderækken i uge 17 udvalgene for regnskabsresultatet samt første budgetopfølgning for 2021. På baggrund af de to sager får udvalgene det bedst mulige indblik i muligheder og udfordringer på områderne. Samtidig har forvaltningen gjort opmærksom på eventuelle lovgivningsmæssige ændringer, der er på vej med betydning for den kommende budgetlægning. Hvis der ønskes udarbejdet analyser af udvalgenes områder, vil det være fordelagtigt, hvis disse blev meldt ind nu for at give forvaltningen mulighed for at lave et stykke arbejde på et ordentligt fagligt niveau. Dette med henblik på at skabe gennemsigtighed og et solidt beslutningsgrundlag. Det kan ikke lade sig gøre, hvis det først sker efter sommerferien.

 

Efter det kommende udvalgsrul laver forvaltningen en opsamlingssag til Økonomiudvalget, hvor alle udvalgenes opmærksomhedspunkter samles sammen inklusiv ønsker til analyser. Økonomiudvalget kan supplere med ønsker og foretager den samlede prioritering af analyseønsker ift. de til rådighed værende ressourcer i forvaltningen. Sagens sættes på Økonomiudvalget den 10. maj.

 

Hensigten er at skabe det fulde overblik over udvalgets økonomi til brug for de kommende budgetforhandlinger, som leder frem til det endelig budget.

 

Byrådet fik på mødet fremlagt et program for udvalgenes drøftelser på april-mødet. Programmet er vedlagt på sagen.

 

Økonomiske konsekvenser

Det helt overordnede mål for budgetlægningen er at realisere visioner og politikker for Fredericia Kommune på økonomiske forsvarlig vis. Med henblik på at sikre dette, anvendes målene i kommunens økonomiske politik som pejlemærker i budgetlægningen. Dvs.:

  • Balance i økonomien
  • Robust kassebeholdning
  • Investeringer i kommunens udvikling
  • Afdrag på 70 mio. kr. årligt på den langfristede gæld

 

Endvidere sigtes der mod overholdelse af de centralt fastsatte rammer for serviceudgifter og anlæg i kommuneaftalen. Forvaltningen vurderer, at råderummet i en kommende kommuneaftale i lighed med tidligere år vil være begrænset. Det er derfor af afgørende betydning, at der arbejdes ud fra rammestyringens principper som besluttet i byrådets økonomiske politik. Evt. merudgifter skal med andre ord søges finansieret inden for rammen.

Vurdering

Budgetlægningen for 2022-2025 tager udgangspunkt i budgetproceduren, som blev godkendt på Byrådets møde den 1. marts 2021. Her i beskrives en proces, der bygger på åbenhed, medinddragelse og faglig understøttelse af de politiske beslutninger.

 

Udgangspunktet for budgetlægningen er en sund økonomi, hvor der dog opleves pres på det specialiserede socialområde og hvor der pga. corona og forventningen til en kommende midtvejsregulering er stor usikkerhed omkring, hvorvidt budgettet er tilstrækkeligt.

Indstillinger

Økonomi og Personale indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. Udvalget drøfter den samlede økonomiske ramme for udvalget ift. fokuspunkter i budgetlægningen 2022-2025.
  2. Udvalget definerer områder, som forvaltningen frem mod udvalgets møde i juni udarbejder konkrete beskrivelser af.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Sagen drøftet.

Punkt 5 Handleplan for Kultur- og Idrætsudvalgets område - Status

Sagsresumé

Ved 1. budgetopfølgning forventes et samlet merforbrug på Kultur- og Idrætsudvalgets serviceramme på 7,3 mio. kr. Der er derfor behov for at iværksætte en handleplan, der har til formål at nedbringe merforbruget.

 

Det indstilles med sagen, at Kultur- og Idrætsudvalget drøfter den fremlagte handleplan.

 

Sagsbeskrivelse:

På mødet den 4. februar 2021 blev Kultur- og Idrætsudvalget orienteret om, at udfordringerne forbundet med COVID19 og den dertilhørende nedlukning af landet, forventes at række langt ind i 2021. Det er således allerede ved 1. budgetopfølgning tydeligt, at der skal iværksættes en handleplan for at håndtere de økonomiske udfordringer.

 

Ved 1. budgetopfølgning forventes et samlet merforbrug på 7,3 mio. kr. på Kultur- og Idrætsudvalgets område, hvis ikke der iværksættes en handleplan for at imødekomme dette.

 

Mens der allerede nu kan identificeres mindreforbrug hos en række aktiviteter i første halvår af 2021, forventes udfordringerne indtil videre primært hos Fredericia Idrætscenter, der grundet nedlukningen og dermed manglende indtægter, forventer et samlet merforbrug på 7,8 mio. kr. I dette beløb er de 2,0 mio. kr. i buffer mod lavere indtægter, som Byrådet bevilgede med Budget 2021, indregnet. Det forventede merforbrug bygger på en forudsætning om nedlukning frem til og med juni måned – med respekt for de seneste meldinger om genåbningen af Danmark – og fra juli åben resten af 2021 under tilsvarende restriktioner gældende i efteråret 2020.

 

Herudover indløber der også meldinger fra de selvejende haller omkring mistede indtægter fra kommunens folkeoplysende foreninger grundet manglende foreningsaktivitet. Kultur og Idræt er stadig ved at danne det samlede overblik over konsekvenserne heraf, men der forventes mindreindtægter i størrelsesordenen 0,5 mio. kr. for første halvår af 2021. I 2020 kompenserede Kultur- og Idrætsudvalget de selvejende haller for denne indtægtsnedgang, hvorfor udviklingen i 2021 fortsat er af interesse, hvis udvalget ønsker samme forretningsgang i år.

 

I 2020 stod Kultur- og Idrætsudvalget i en lignende situation med forventet budgetoverskridelse grundet COVID-19. Opgaven blev håndteret igennem en omprioritering inden for udvalgets eget område, hvor en række budgetmidler, som følge af tilbageholdenhed og mindreforbrug grundet COVID-19, blev inddraget for at modvirke presset på Fredericia Idrætscenter.

 

Det er endnu tidligt på året og usikkerheden ift. den kommende åbning af samfundet og tilhørende restriktioner, medfører, at det er vanskeligt at give et samlet overblik over, hvordan Kultur- og Idræt selv vil kunne håndtere det forventede merforbrug i 2021.

 

Kultur og Idræt vurderer, at det vil være uhensigtsmæssigt for andet år i træk at nedskrive budgetterne på det samlede kultur- og fritidsområde.

 

Kultur- og fritidslivet har lidt under nedlukningen, og der vil derfor være behov for at sætte størstedelen af midlerne i spil, når landet forhåbentlig genåbnes senere på året. Det er således ikke Kultur og Idræts vurdering, at udfordringen kan håndteres inden for udvalgets eget område på hensigtsmæssig vis. Der kan derfor være behov for at søge en tillægsbevilling senere på året.

 

Kultur og Idræt og Økonomi og Personale fremsætter følgende handleplan til Kultur- og Idrætsudvalgets drøftelse:

  • Konsekvensen af COVID19-nedlukningen på Kultur- og Idrætsudvalgets område følges tæt
  • Kultur og Idræt og Økonomi og Personale indhenter løbende de forventede mindreforbrug på Kultur- og Idrætsudvalgets område for at modsvare det forventede pres på servicerammen
  • Kultur- og Idrætsudvalget modtager næste orientering ifm. 2. budgetopfølgning, hvor muligheden for at søge omkring en tillægsbevilling drøftes

 

Det indstilles med sagen, at Kultur- og Idrætsudvalget drøfter den fremlagte handleplan, som beskrevet ovenfor.

 

Økonomiske konsekvenser

Hvis der ikke iværksættes en handleplan, forventes der et samlet merforbrug på udvalgets andel af servicerammen på 7,3 mio. kr., svarende til 8,3 pct. af udvalgets samlede ramme.

 

Den fremlagte handleplan vil betyde, at der frem mod 2. budgetopfølgning vil være fokus på at følge udgifterne og manglede indtægter på udvalgets område. Der vil blive arbejdet på at nedbringe det forventede merforbrug, hvis der viser sig mulighed for dette.

 

I forbindelse med 2. budgetopfølgning vil der ske en vurdering af behovet for ansøgning om tillægsbevilling på udvalgets ramme.

 

 

Vurdering

Det er Kultur og Idræts og Økonomi og Personales vurdering, at det er nødvendigt at drøfte og iværksætte en handleplan for Kultur- og Idrætsudvalgets område for at nedbringe det forventede merforbrug allerede på udvalgets møde i april.

 

I 2020 gennemførte Kultur og Idræt en omprioriteringsøvelse på udvalgets område, der betød, at udvalget trods markant færre indtægter på området grundet COVID-19 end budgetlagt, lykkedes med at overholde sin ramme. Udvalgets drøftelse bør omfatte om, det er en hensigtsmæssig løsning for udfordringen i 2021, da udfordringen er større samt at kultur- og fritidslivet i Fredericia Kommune har behov for, at midlerne iværksættes efter en genåbning af Danmark.

 

Indstillinger

Kultur og Idræt og Økonomi og Personale indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. Udvalget drøfter den fremlagte handleplan.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Sagen drøftet, idet udvalget på førstkommende møde ønsker en oversigt over finansieringsmuligheder inden for udvalgets ramme.

Punkt 6 Merudgift i forbindelse med anlæg af kunstgræsbane til pigefodbold

Sagsresumé

I forbindelse med anlæggelse af kunstgræsbane ved Fredericia Idrætscenter til pigefodbold foreslås en løsning, der omfatter opvarmningsbane, belysning samt driftsudstyr, hvilket giver en merudgift på 1,25 mio. kr., Merudgiften kan finansieres af puljen på 15 mio. kr. til ekstrainvesteringer i idrætten, hvoraf 2,5 mio. blev reserveret til merudgifter. Puljen blev afsat i forbindelse med anlægsprojekterne, der iværksattes i 2020 og i forbindelse med budget 2021.

 

Kultur- og Idrætsudvalget udsatte sagen den 4. februar 2021 med henblik på yderligere oplysninger, se nedenfor.

 

Sagsbeskrivelse:

I forlængelse af Byrådets beslutning om at anlægge en kunstgræsbane til pigefodbold ved Fredericia Idrætscenter har de implicerede parter og kommende brugere, der blandt andet også tæller FC Fredericia, Fredericia Eliteidræt m.fl., drøftet anlæggets form og udstyr. Der har været arbejdet med to modeller: 1) en kunstgræsbane og 2) en kunstgræsbane med opvarmningsbane, belysning samt driftsudstyr. Sidstnævnte råder Fredericia Idrætscenter ikke over i dag. I budgettet er afsat 4,5 mio. kr., men de indkomne tilbud på opgaverne viste, at model 1 koster 4,7 mio. kr. og model 2 koster 5,75 mio. kr. 

 

Det er parternes klare opfattelse, at model 2 bedst vil opfylde behovene både i daglig brug og ved stævne- og kampafvikling. Graden af fleksibilitet er langt højere end ved model 1, ligesom model 2 kan rumme flere aktive spillere ad gangen.

 

I forbindelse med de mange anlægsinvesteringer afsatte byrådet i budget 2021 en pulje på 15 mio. kr. til investeringer i idrætslivet, heraf 2,5 mio. kr. til merudgifter. I den sidstnævnte pulje til merudgifter resterer 1,15 mio. kr. Ved en reduktion af model 2 med 0,1 mio. kr. til driftsudstyr, vil de resterende midler i puljen være tilstrækkelige til, at model 2 kan gennemføres.

 

Supplerende sagsfremstilling:

I juni 2020 blev Kultur & Idræt og Ejendomsafdelingen bedt om at vurdere placeringen af en 11-mands kunstgræsbane. Vurderingen var, at en placering ved Fredericia Idrætscenter (FIC) ville gavne flest mulige brugere. Efterfølgende blev Kultur & Idræt og Ejendomscenteret bedt om at indhente en pris på en 11-mandsbane ved FIC. Der indkom et overslag på 3,8 mio. kr. Ejendomsafdelingen og Kultur & Idræt øgede overslaget med 0,7 mio. kr. til i alt 4,5 mio. kr. så det også kunne rumme udgifter til hegn, dræn, rådgivning mv.

 

I oktober 2020 besluttede Byrådet i forbindelse med Budget 2021 at afsætte 4,5 mio. kr. til en kunstgræsbane. Af forligsteksten fremgår: Forligspartierne ønsker at fortsætte investeringerne i kunstgræsbaner i Fredericia, og dermed topmoderne faciliteter for udendørs fodbold hele året rundt. Særligt skal pigefodbolden tilgodeses med en investering i en ny bane ved Fredericia Idrætscenter. Banen etableres nord for stadion. I alt afsættes der i 2020 4,5 mio. kr. til formålet.

 

Efter budgetvedtagelsen blev der i oktober og november 2020 indbudt til møder med de parter, der forventedes at skulle anvende kunstgræsbanen. Her blev fremsat en række ønsker til banens udstyr mv. Det var blandt andet ekstra lux til lysanlægget til brug ved afvikling af divisonsfodbold, mål, hegn samt et opvarmningsareal. På den baggrund blev der efterfølgende indhentet konkrete tilbud på opgaven fra fire entreprenører. Resultatet var tilbud på mellem 4,9 mio. kr. og 6,1 mio. kr. Tilbuddene blev indhentet, så det var muligt at op- eller nedgradere projektet med de ønsker, der var fremsat af de kommende brugere af banen, så det var muligt at tilpasse projektet den afsatte økonomi. Det var dog klart, at de afsatte 4,5 mio. kr. ikke var tilstrækkelige, idet den billigste løsning er 4,9 mio. kr. (model 1).

 

Efterfølgende blev der tilføjet et ønske om driftsudstyr (traktor, specialriver) på 0,3 mio. kr., idet det ikke er muligt at drive og vedligeholde banen uden disse redskaber.

 

Ejendomsafdelingen indgik ultimo 2020 en foreløbig kontrakt med den billigste tilbudsgiver. Kontrakten er gældende såfremt der opnås miljøgodkendelse og byggetilladelse, og at Byrådet tiltræder aftalen.

 

Der er brugt 0,15 mio. kr. til rådgiver i forbindelse med udbuddet. Beløbet er indeholdt i nedenstående beløb til de to modeller.

 

I den oprindelige sagsfremstilling er opstillet to modeller for en kunstgræsbane:

1)       Model 1:  11-mands kunstgræsbane med lys (125 lux), der blev angivet til en pris på  4,7 mio. kr.  Beløbet skal imidlertid korrigeres fra 4,7 mio. kr. til 4,9 mio. kr. Der er sket en beklagelig fejl idet man fejlagtigt troede det muligt at reducere i beløbet til lys. Det er således prisen på 4,9 mio. kr., der er den rigtige.

 

Prisen på 4,9 mio. kr. dækker: 8000 m2 kunstgræsbane (inkl. jordarbejder og dræn) hegn, belysning med 125 lux samt to mål til 11-mandsbanen.

 

2)       Model 2: 11-mands kunstgræsbane med lys (125 lux og ekstra 250 lux) opvarmningsareal (også kunstgræs) og driftsudstyr, der i alt koster 5,75 mio. kr.

 

Prisen på 5,75 mio. kr. dækker: 8000 m2 kunstgræsbane (inkl. jordarbejder og dræn) hegn, belysning med 125 lux og ekstra 250 lux samt to mål til 11-mandsbanen. Herudover inkluderer prisen 2000 m2 opvarmningsareal (inkl. jordarbejder og dræn), fire mål til 8-mands-baner og to mål til opvarmningsarealet. I modellen er endvidere afsat 0,3 mio. kr. til traktor, specialriver mv. til drift og vedligehold af banen.

 

Se bilag med konkrete udgifter.

Kultur & Idræt og Ejendomsafdelingen vurderer, at et opvarmningsareal vil være en klog investering. Det vil give mulighed for at flere kan gennemføre træning, ligesom der kan etableres forskellige træningsmiljøer. Væsentligst er dog, at opvarmningen sker på kunstgræs, hvilket skåner den store bane fordi spillerne ikke tager ødelæggende jord, grus mv. med ind på banen.

Vedr. belysning er det en forudsætning for divisionsfodbold (FC Fredericia) at banen belyses med 250 lux.

I model 2 indgår også 0,3 mio. kr. til traktor mv. til drift af banen. Fredericia Idrætscenter råder ikke over den slags udstyr i dag og har ikke mulighed for af sit budget at finansiere indkøb af dette.

Den samlede merudgift ved model 2 er 1,25 mio. kr. men da der kun er 1,15 mio. kr. tilbage i puljen til merudgifter i forbindelse med puljen til ekstrainvesteringer i idrætten, foreslås det, at beløbet til driftsmidler reduceres med 0,1 mio. kr.

I forligsteksten fremgår, at Byrådet ønsker at fortsætte investeringerne i kunstgræsbaner. I forlængelse heraf foreslår Kultur & Idræt og Ejendomsafdelingen, at der tilvejebringes en behovsanalyse, der angiver det forventede investeringsbehov i kunstgræsanlæg mv. de kommende ti år. Det vil give et godt redskab at arbejde ud fra både administrativt og politisk.

Økonomiske konsekvenser

Merudgiften til anlæg af kunstgræsbane (model 2) ved Fredericia Idrætscenter på i alt 1,15 mio. kr. kan finansieres af puljen på 15 mio. kr. til ekstrainvesteringer, hvoraf 2,5 mio. kr. blev afsat til merudgifter jf. budget 2021. I sidstnævnte pulje resterer 1,15 mio. kr.

Supplerende oplysninger:

Anlægspuljen er en del af regnskabet for 2020 og frigivelsen af midlerne til førnævnte formål forudsætter Byrådets godkendelse af det indstillede spar/lån fra 2020 til 2021.

 

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at model 2 vil være den bedste løsning. Den vil både i udstyr og fleksibilitet tilgodese muligheden for en meget varieret brug både til daglig og ved stævner mv. Vælges model 1 vil man ikke kunne opnå den samme udnyttelsesgrad.

Indstillinger

Kultur & Idræt og Ejendomsafdelingen indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. At kunstgræsbanen anlægges efter model 2 med en reduktion af udgiften til driftsudstyr på 0,1 mio. kr.
  2. At merfinansiering på 1,15 mio. kr. sker af puljen til ekstra investeringer i idrætten jf. budget 2021.
  3. At Ejendomsafdelingen bemyndiges til at indgå endelig kontrakt med leverandør.

 

Ny indstilling, der erstatter den oprindelige indstilling:

Kultur & Idræt og Ejendomsafdelingen indstiller:

  1. At der etableres en kunstgræsbane til 4,9 mio. kr.
  2. At der etableres et tilhørende opvarmningsareal med udstyr (mål) til 0,55 mio. kr.
  3. At der indkøbes driftsudstyr til 0,2 mio. kr.
  4. At merudgifterne på i alt 1,15 mio. kr. finansieres af puljen til ekstra investeringer i idrætten jf. budget 2021
  5. At der søges om frigivelse af overførte anlægsmidler på 1,15 mio. kr. fra puljen til ekstra investeringer i idrætten fra anlægsbudgettet 2020, såfremt Byrådet godkender regnskabet for 2020 samt overførslen af anlægsmidlerne i spar/lån fra 2020 til 2021 den 17. maj 2021.
  6. At forvaltningen bemyndiges til at tilvejebringe et overblik over behov for fremtidige kunstgræsanlæg og at forvaltningen går i dialog med de relevante klubber og foreninger herom.
  7. At en behovsanalyse forelægges Kultur- og Idrætsudvalget i 3. kvartal 2021
  8. At Ejendomsafdelingen bemyndiges til at indgå endelig kontrakt med leverandør og at projektet igangsættes efter den 17. maj 2021.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 04-02-2021

Sagen udsættes.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Anbefales, idet udvalget lægger vægt på, at kunstgræsbanen prioritets til kvindefodbold.

Karsten Byrgesen stemte imod med følgende begrundelse: At der er tale om en betydelig budgetoverskridelse i forhold til det aftalte budgetforlig samt tvivl om kredsen af brugere af banen.

Punkt 7 Godkendelse af samarbejdsaftale med Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet Fredericia for 2021-2022

Sagsresumé

Den hidtidige samarbejdsaftale med Den Danske Scenekunstskole Musicalakademiet Fredericia (herefter Musicalakademiet) udløb med udgangen af 2020, hvorfor der er behov for at gentegne aftalen for 2021-2022, hvis Byrådet ønsker at bevare samarbejdet med Musicalakademiet.

 

Det indstilles med sagen, at udvalget drøfter samarbejdsaftalen for 2021-2022 (bilag 1) samt overførsel af 0,357 mio. kr. fra Uddannelsesudvalget til Kultur- og Idrætsudvalget og fremsender sin beslutning til Økonomiudvalgets og Byrådets godkendelse.

 

Sagsbeskrivelse:

GODKENDELSE AF NY SAMARBEJDSAFTALE

Fredericia Kommune har i en årrække ydet et årligt tilskud til Musicalakademiet igennem en samarbejdsaftale. Tilskuddet ydes med lovhjemmel i finansloven og er en forudsætning for Musicalakademiets placering i Fredericia Kommune. Den hidtidige aftale udløb ved udgangen af 2020, hvorfor der er behov for et gentegne aftalen for 2021, hvis Byrådet ønsker at bevare samarbejdet.

 

Med Budget 2021 anerkendte forligspartierne vigtigheden af Musicalakademiet for et stærkt Fredericia Musicalteater. I den nye samarbejdsaftale er der således lagt vægt på samarbejdet imellem de to institutioner, der begge betegnes som af strategisk vigtighed for Fredericia Kommune. Det årlige tilskud fastholdes på det samme niveau som i hidtidige aftaler, hvilket i 2021-priser er 2,961 mio. kr. plus huslejefritagelse for brug af Kongensgade 107 samt forbrug. Ejendommen administreres af Ejendomsafdelingen. BELØB HERPÅ OPGØRES I LØBET AF UGE 15.

 

Aftalen (vedlagt som bilag 1 på sagen) har været til gennemsyn hos Musicalakademiet, der er enige i indholdet.

 

FREMTIDIG FORANKRING AF SAMARBEJDSAFTALEN

Det samlede tilskud i samarbejdsaftalen er, som beskrevet, 2,961 mio. kr. Finansieringen af samarbejdsaftalen med Musicalakademiet er i øjeblikket delt imellem to udvalg, Kultur- og Idrætsudvalget og Uddannelsesudvalget, der hæfter for hhv. 2,604 mio. kr. og 0,357 mio. kr. Erfaringerne med den hidtidige tvedelte forankring af samarbejdsaftalen har vist, at den administrative ansvarsfordeling har været uklar, hvilket har været uhensigtsmæssig i både det interne samarbejde i Fredericia Kommune, samt i relationen over for Musicalakademiet. Det indstilles derfor med sagen, at Uddannelsesudvalgets hidtidige forpligtelse på 0,357 mio. kr. overføres fra Uddannelsesudvalget til Kultur- og Idrætsudvalget fra 2021 og fremefter for at sikre den fremtidige forankring.

 

Det indstilles med sagen, at udvalget drøfter samarbejdsaftalen for 2021-2022 (bilag 1) samt overførsel af 0,357 mio. kr. fra Uddannelsesudvalget til Kultur- og Idrætsudvalget og fremsender sin beslutning til Økonomiudvalgets og Byrådets godkendelse.

 

 

Økonomiske konsekvenser

Med sagens godkendelse overføres 0,357 mio. kr. fra Uddannelsesudvalget til Kultur- og Idrætsudvalget. Budgetbeløbet er afsat inden for kommunens samlede serviceramme.

 

 

Vurdering

Økonomi og Personale vurderer, at indholdet i samarbejdsaftalen med Musicalakademiet for 2021-2022 ligger i tråd med Byrådets beslutning fra Budget 2021. Ydermere vurderer Økonomi og Personale, at den fremtidige forankring af den samlede finansiering til Musicalakademiet med fordel kan samles under ét udvalg.

 

 

Indstillinger

Økonomi og Personale indstiller, at:

  1. Udvalget drøfter samarbejdsaftalen (bilag 1) med Musicalakademiet for 2021-2022
  2. Udvalget godkender overførsel af 0,357 mio. kr. fra Uddannelsesudvalget til Kultur- og Idrætsudvalget
  3. Udvalget fremsender sin beslutning til Økonomiudvalgets og Byrådets godkendelse

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 27-04-2021

Pkt. 1 Drøftet

Pkt. 2 Godkendt

Pkt. 3 Anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.

Udvalget ønsker en årlig status på aftalen.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Anbefales.

Punkt 8 Ansøgning om kommunegaranti - KFUM Spejderne Skærbæk Gruppe

Sagsresumé

Kultur og Idræt har modtaget en henvendelse fra KFUM Spejderne Skærbæk Gruppe omkring muligheden for at få en kommunegaranti for anlæg af en ny spejderhytte. Sagen indstilles til Kultur- og Idrætsudvalgets anbefaling.

 

Sagsbeskrivelse:

Kultur og Idræt har modtaget en henvendelse fra KFUM Spejderne Skærbæk Gruppe (herefter Skærbæk Spejderne) ifm. deres ønske om at bygge en ny spejderhytte som erstatning for den eksisterende spejderhytte ”Vildengen”. Den eksisterende spejderhytte er af ældre dato og i en sådan tilstand, at tidligere indtægtskilder igennem f.eks. weekendudlejning og lignende er umuliggjort. Igennem ekstern rådgivning har Skærbæk Spejderne konkluderet, at det bedre kan betale sig at anlægge en ny spejderhytte frem for at renovere den eksisterende bygning.

 

Skærbæk Spejderne har indhentet et tilbud på en ny spejderhytte, der anløber sig til 4,0 mio. kr., der – sammen med garanteret egenfinansiering – resulterer i et maksimalt samlet finansieringsbehov på 3,2 mio. kr. Skærbæk Spejderne er i øjeblikket ved at søge om fondsstøtte og finansieringsbehovet kan derfor blive mindre end det beskrevne, men dette er uvist på nuværende tidspunkt. Skærbæk Spejderne kan optage et attraktivt 30-årigt lån ved et realkreditinstitut, hvis Fredericia Kommune vil stille med en kommunegaranti for lånet. Kommunegarantien indebærer, at Fredericia Kommune hæfter for den til enhver tid tilbageværende gæld, hvis Skærbæk Spejderne misligholder lånet.

 

Skærbæk Spejderne har overfor kommunen fremlagt tidligere års regnskaber, et foreløbigt likviditetsregnskab for 2020 samt et driftsbudget for den nye spejderhytte. Spejderne forudsætter i driftsbudgettet, at lejeindtægterne stiger til et niveau tilsvarende de øgede finansielle udgifter til afholdelse af lånet. Spejderne oplyser til kommunen, at de budgetterede lejeindtægter er historisk betingede og modsvarer de lejeindtægter, de havde ved ”Vildengen”, da den var i bedre stand.

 

Det indstilles, at udvalget fremsender sagen med anbefaling til Økonomiudvalgets og Byrådets godkendelse. En eventuel kommunegaranti vil være betinget af Ankestyrelsens godkendelse.

 

Skærbæk Spejdernes seneste regnskaber for hhv. foreningsdriften og driften af den nuværende spejderhytte, et budgetoverslag for driften af den nye spejderhytte samt deres motiverede ansøgning er vedlagt sagen som bilag.

Økonomiske konsekvenser

Hvis ikke Skærbæk Spejderne misligholder lånet, er der ingen økonomiske konsekvenser forbundet med udstedelsen af en kommunegaranti. Skulle Skærbæk Spejderne være forhindret i at vedligeholde lånet på de fastlagte betingelser, ved f.eks. manglende afdrag, vil kommunen være forpligtiget til at overtage lånet og kan dermed blive gjort ansvarlig for en tilbageværende restgæld.

 

Skærbæk Spejderne forudsætter i deres driftsbudget, at Fredericia Kommune kan yde et ekstraordinært lokaletilskud på 0,250 mio. kr. i 2021 eller 2022. Kultur & Idræt vurderer, at dette kan afholdes inden for den eksisterende ramme for ekstraordinært lokaletilskud.

Vurdering

Kultur & Idræt og Økonomi & Personale vurderer, at det fremlagte regnskabs- og budgetmateriale er et udtryk for en robust økonomi. Der er intet i det historiske materiale, der giver anledning til bekymring for Skærbæk Spejdernes fremtidige virke, ligesom det udarbejdede driftsbudget for den nye spejderhytte fremstår konservativt og realistisk.

 

Kultur & Idræt og Økonomi & Personale vurderer ydermere, at vedtægterne – hvis Byrådet ønsker at yde en kommunegaranti – skal revideres således, at spejderne ikke kan ændre deres formålsparagraf i den periode, hvor kommunen yder en lånegaranti, samt at kommunen skal udpege et bestyrelsesmedlem fra den kommunale administration i tilsynsøjemed. Kommunen har forelagt dette over for Skærbæk Spejderne, som er positivt stemt over for de nødvendige vedtægtsændringer.

Indstillinger

Kultur & Idræt og Økonomi & Personale indstiller, at Kultur- og Idrætsudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Byrådet, at:

  1. Sagen godkendes.
  2. Såfremt sagen godkendes, bemyndiges Kultur & Idræt til at fortsætte dialogen med KFUM Spejderne Skærbæk Gruppe for at sikre, at der foretages de nødvendige vedtægtsændringer samt udpege et bestyrelsesmedlem fra den kommunale administration
  3. Såfremt sagen godkendes, fremsendes en ansøgning vedr. kommunegaranti til Ankestyrelsens godkendelse

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Anbefales.

Punkt 9 Ansøgning om tilskud til afholdelse af grønlandsk familiedag

Sagsresumé

Fællesforeningen Inuit og den lokale forening Puilasoq søger i fællesskab om tilskud på 10.000 kr. til afholdelse af dansk-grønlandsk familiedag i Madsby Legepark. Ansøgningen indstilles til Kultur- og Idrætsudvalget til tilsagn.

 

Sagsbeskrivelse:

Bag ansøgningen står Fællesforeningen Inuit, der er en paraplyorganisation for 16 grønlandske lokalforeninger, herunder foreningen Puilasoq, der er hjemmehørende i Fredericia Kommune. Foreningerne ønsker i lighed med de to foregående år at lave en familiedag med det formål at give grønlandske og danske familier en oplevelse, der kan medvirke til at bygge bro mellem danskere og grønlændere. Det er ønsket at skabe synlighed omkring grønlandsk kultur og projektet har både et kulturelt og et socialt sigte. Hele projektet er baseret på frivillig arbejdskraft og henvender sig til grønlandske og danske familier i hele landet. Arrangementet afholdes i Madsby Legepark den 29. maj 2021. Der er planlagt en alternativ dato den 29. august, hvis coronarestriktioner forhindrer en afholdelse i maj.

 

Familiedagen blev afholdt i Madsby Legepark i 2018 og 2019 og arrangementet opnåede støtte på hhv. kr. 5.000 og 10.000 kr. fra tilskudspuljen de to år. I 2020 bortfaldt ansøgningen pga. coronanedlukningen. Vedlagte ansøgning og budget er identiske med de i 2020 fremsendte.

 

Arrangementet havde i 2019 ca. 600 deltagere udover parkens øvrige gæster. Arrangørerne forventer i 2020 mellem 600 og 800 gæster.

 

Arrangementet afholdes i samarbejde med Madsby Legepark og fremgår af dennes kalender som et offentligt arrangement i Fredericia, hvilket understøtter målsætningen om, at flere skal have kendskab til og viden om Grønland og landets kultur. Budgettet for arrangementet lyder på 62.000 kr. (se bilag).

 

Arrangøren har søgt og fået støtte fra Spar Nord Fonden, Grønlandsfonden og Lions Grønlandsudvalg og vil derudover, i lighed med de foregående år, arbejde på at skaffe naturalier til arrangementet (fødevarer mv.). I øvrigt baseres arrangementet udelukkende på frivillig arbejdskraft.

 

Selve arrangementet vil bestå af workshops (skind, perler og ben), musik og underholdning samt udstilling af grønlandsk husflid og fællesspisning. I lighed med de foregående år vil der være fri entré for at sikre, at også økonomisk svagt stillede familier har mulighed for at deltage.

 

Kultur – og Idrætsudvalget søges om støtte på kr. 10.000 til afholdelse af arrangementet. Ansøgning, budget samt samarbejdsaftale mellem foreningerne Inuit og Puilasoq vedlægges som bilag.

Økonomiske konsekvenser

Ønsker udvalget at imødekomme ansøgningen kan finansiering ske af udvalgets tilskudskonto, hvor der resterer 179.000 kr.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer:

-          at arrangementet er gennemarbejdet og vil skabe værdi for byen

-          at arrangementet understøtter Fredericia Kommunes arbejde for grønlandsk kulturudveksling

-          at arrangørerne bag Familiedagen gør et stort stykke arbejde for at sikre ekstern finansiering

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. Foreningerne Inuit og Puilasoq tildeles et tilskud på kr. 10.000 til afholdelse af familiedag 2020.
  2. Tilskuddet ydes fra udvalgets tilskudskonto.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Godkendt.

Punkt 10 Ansøgning om tilskud til afholdelse af Metal Magic Winter Festival i Eksercerhuset

Sagsresumé

FredericiaLive og foreningen Metal Magic har fremsendt en ansøgning om støtte til afholdelse af Metal Magic Winter Festival i Eksercerhuset i februar 2022. Ansøgningen indstilles til delvist tilsagn.

 

Sagsbeskrivelse:

Foreningen Metal Magic Festival ønsker i samarbejde med foreningen FredericiaLive at lave en ny vinterudgave af den eksisterende festival – Metal Magic. Vinterfestivalen vil blive afholdt i Eksercerhuset den første uge i februar 2022.

 

Metal Magic Festival blev for første gang afholdt i 2008. I dag sælger sommerudgaven af festivalen omtrent 700 billetter og tiltrækker publikum fra både udlandet og hele Danmark.

 

Musikprofilen vil være lokal og international. Programlægningen vil ske i samarbejde med Tøjhuset, Metal Magic og internationale musikagenturer. Lokale bands fra metalmiljøet vil også optræde. FredericiaLive vil have det overordnede og økonomiske ansvar for festivalen.

 

Det forventes at en indendørs metalfestival i Fredericia, vil kunne tiltrække 600 – 950 publikummer fra både Danmark, Sverige og Tyskland. Dertil forventes en afledt effekt da gæsterne vil gøre brug af Fredericias hoteller og skabe en afledt omsætning i byens butikker og restauranter.

 

Planlægningen og afviklingen af festivalen vil ske med frivillige fra Metal Magic og FredericiaLive.

 

Der vil være et fokus på samarbejde med lokale aktører uden for metalmiljøet. F.eks. vil det blive afsøgt, om en eller flere lokale restauratører, vil sælge mad ved arrangementet. Endvidere vil der kunne laves udendørs salgsboder i gården på Bülows Kaserne, hvor der kan sælges cd’er, merchandise, kunst og musikinstrumenter etc.

 

Økonomi

Det vurderes, at festivalen vil have behov for støtte de to første år, men at den derefter vil være økonomisk bæredygtig. Der budgetteres i 2022 med udgifter for 316.000 kr. – heraf 200.000 kr. til honorarer. På indtægtssiden er budgettet på ca. 156.000 kr. Se bilag.

 

Der søges om et tilskud på 125.000 kr. i 2022 og 100.000 kr. i 2023.

 

Metal Magic Festival har tidligere modtaget støtte til opstart af sommerfestivalen efter, at den i 2017 flyttede ud af Ungdommens Hus:

2017: 50.000 kr.

2018: 25.000 kr. + 25.000 kr. i underskudsgaranti (ikke anvendt)

2019: 25.000 kr. + 25.000 kr. i underskudsgaranti (ikke anvendt)

2020: Ansøgt om støtte på 25.000 kr. – ansøgningen blev ikke behandlet, da festivalen blev aflyst pga. af coronanedlukningen.

Økonomiske konsekvenser

Ønsker udvalget at imødekomme ansøgningen helt eller delvist vil finansiering kunne ske af udvalgets tilskudspulje, hvor der resterer 179.000 kr.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer:

-          At en ny festival på metalområdet vil være et godt bidrag til Fredericias kulturliv, som vil kunne tiltrække publikum fra hele landet og som vil styrke Fredericias position på området

-          At festivalen vil fremme samarbejdet mellem Fredericia’s største koncertarrangør, FredericiaLive, og foreningen Metal Magic

-          At de ansøgte beløb ligger væsentligt over niveauet for den støtte der normalt ydes fra Kultur- og Idrætsudvalgets tilskudskonto

-          At der ikke kan ydes støtte til festivalen i 2023 på nuværende tidspunkt. Efter afholdelse af arrangementet i 2022 og indsendelse af regnskab og evaluering kan der søges om støtte til 2023.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. Der ydes et tilskud på 25.000 kr. til afholdelse af Metal Magic Winter Festival i 2022.
  2. Der ydes en underskudsgaranti på yderligere 25.000 kr.
  3. Der gives afslag på ansøgning om tilskud til afholdelse af festival i 2023.
  4. At evt. tilskud og evt. underskudsgaranti ydes fra udvalgets tilskudskonto.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Godkendt.

Punkt 11 Ansøgning om tilskud til gadeteaterforestilling, Visioner fra Vandkanten

Sagsresumé

Kultur- og Idrætsudvalget søges om tilskud til afholdelse af en danseteaterforestilling i Fredericia i juni 2021 i forbindelse med, at byen får besøg af kulturkaravanen ”Visioner fra Vandkanten”. Ansøgningen indstilles til Kultur- og Idrætsudvalgets tilsagn.

 

Sagsbeskrivelse:

I dagene den 4.–8. juni får Fredericia besøg af kulturkaravanen ”Visioner fra Vandkanten”. Kulturkaravanen kører i hestevogn gennem hele Danmark fra Møn til Vendsyssel i perioden maj-juli 2021.

 

Deltagerne i karavanen er skuespillere, dansere, musikere, en forfatter, en videojournalist og en radiodokumentarist. Visioner fra Vandkanten ønsker at lave ”kulturelle byttehandler” med lokale aktører undervejs for at opleve og fortælle om hvilke sjove, visionære og originale kulturelle tiltag der findes i de lokalsamfund, de passerer på vejen igennem Danmark.

 

Der formidles undervejs via bl.a. podcast, blogs og sociale medier. Temaet er lokalsamfundenes sociale og kulturelle ressourcer, kunstens og kulturens rolle i landdistrikterne som en samlende kraft frem for et underholdningstilbud og langsommelighedens gavnlige effekt på sammenhængskraft, kreativitet og nytænkning.

 

En stor del af finansieringen af projektet sker ved, at karavanen sælger forestillinger til de kommuner de kommer igennem. Alle forestillinger er refusionsgodkendte.

 

Kultur & Idræt ønsker at indgå aftale om afholdelse af en forestilling med Danseteatret NordenFra. Forestillingen koster 22.000 kr. ekskl. moms. Efter refusion vil udgiften således være på 11.000 kr. Det er ønsket at afholde forestillingen lørdag den 5. juni. Forestillingen kommer til at foregå udendørs i bymidten og der vil være fri entré.

 

Udover forestillingen ønsker Visioner fra Vandkanten at indgå i samarbejde med lokale kulturelle foreninger om aktiviteter, som kan give liv og oplevelser i byen.

 

Se vedlagte projektbeskrivelse for nærmere oplysninger om projektet.

Økonomiske konsekvenser

Ønsker udvalget at imødekomme ansøgningen kan finansiering ske af udvalgets tilskudspulje, hvor der resterer 179.000 kr.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer:

-          At besøget af Kulturkaravanen er et farverigt og anderledes bidrag til kulturoplevelserne i Fredericia.

-          At en danseforestilling af god kvalitet skaber liv i bymidten i en periode, hvor det vigtigt, at signalere, at kulturen bidrager til genåbningen af samfundet.

-          At lokale aktører får muligheden for at blive eksponeret i nye rammer.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. Der ydes et tilskud på 11.000 kr. til indkøb af en danseforestilling i forbindelse med kulturkaravanens besøg.
  2. Tilskuddet ydes fra udvalgets tilskudskonto.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Godkendt.

Punkt 12 FDF Søndermarken - Ansøgning om ekstraordinært lokaletilskud til varmepumpe

Sagsresumé

FDF Søndermarken søger om ekstraordinært lokaletilskud til installation af varmepumper i deres spejderhytte på Skovvej 50, fordi den nuværende opvarmningsform med el ikke er tilstrækkelig til at opvarme hytten. Ansøgningen indstilles til godkendelse med et tilskud på op til 65 % af udgifterne på 56.319 kr., hvilket svarer til 36.607 kr.

 

Sagsbeskrivelse:

FDF Søndermarken ønsker at installere varmepumper i deres spejderhytte på Skovvej 50, fordi den nuværende opvarmning med el radiatorer ikke dækker behovet for opvarmning i hytten, og den samtidig er meget dyr. Foreningen vil gerne kunne holde en minimums temperatur på 16 grader og 21 grader i de tidsrum, hvor hytten bruges. Foreningen har undersøgt forskellige muligheder, og varmepumper har vist sig at være en bedre og mere grøn løsning. De har indhentet to tilbud på installering af varmepumper, som begge har 5 års garanti med i prisen, det ene er på 60.000 kr. og det andet er på 56.319 kr. Priserne er inkl. moms. I det første tilbud er der også en billigere løsning, der dog kun indeholder 1 års garanti, det tilbud er på 43.750 kr. inkl. moms. Foreningen vil gerne bruge et af de tilbud der indeholder 5 års garanti, og søger om ekstraordinært lokaletilskud til det (se bilag 1).

FDF Søndermarken er ved at undersøge muligheden for at søge fonde.

I 2020 havde FDF Søndermarken 84 medlemmer, hvoraf 22 var over 25 år, men alle var ledere eller i bestyrelsen. Dette betyder, at deres lokaletilskud ikke reduceres for medlemmer over 25 år.

Foreningens regnskab for 2019 viser et overskud på 100.526 kr. og en egenkapital (formue) på 1.248.079 kr. (inkl. spejderhyttens værdi) (se bilag 2).

Gældende praksis inden for ekstraordinært lokaletilskud er, at der gives 65% i tilskud, dog først reduceret med den andel af medlemmer der er over 25 år og ikke er trænere eller ledere i foreningen, hvis denne overstiger 10 %. Et tilskud til FDF Søndermarken kan være på 65 % af det fulde beløb af det billigste tilbud med 5 års garanti på 56.319 kr. hvilket svarer til 36.607 kr. Hvis det beregnes efter det tilbud, der kun er med 1 års garanti, bliver det mulige tilskud på 65 % af 43.750kr. svarende til 28.438 kr.

Et tilskud kan finansieres af puljen til ekstraordinære lokaletilskud, hvor der pt. er ca. 237.000 kr.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der kan gives ekstraordinært lokaletilskud til FDF Søndermarken til skift til varmepumper.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget, at

 

  1. FDF Søndermarken bevilges et ekstraordinært lokaletilskud på op til 36.607 kr. til skift til varmepumper i deres spejderhytte.
  2. Tilskuddet finansieres via puljen til ekstraordinære lokaletilskud.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 15-03-2021

Anbefales.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Godkendt.

Punkt 13 FDF Vejlby - Ansøgning om ekstraordinært lokaletilskud til renovering af kloak

Sagsresumé

FDF Vejlby søger om ekstraordinært lokaletilskud på 28.787 kr. til renovering af kablet til kloakpumpen ved deres klubhus på Bøgeskovvej 37E. Ansøgningen indstilles til godkendelse med et tilskud på op til 65 % af det ansøgte beløb, hvilket svarer til 18.712 kr.

 

Sagsbeskrivelse:

FDF Vejlby søger om ekstraordinært lokaletilskud på til renovering af kablet til kloakpumpen ved deres klubhus på Bøgeskovvej 37E. Klubben har arbejdet på at få ordnet kloakpumpen i 2020, men det har vist sig, at der også er et problem med kablet til kloakpumpen, som er nødt til at blive repareret, for at kloakpumpen kan komme til at virke. Kablet skal graves op og skiftes (se bilag 1).

Foreningen har indhentet to tilbud på opgaven, det ene er på 28.787 kr. og det andet er på 32.162,50 kr. Priserne er inkl. moms (se bilag 2, 3 og 4). I det første tilbud indgår udgiften til Grundfoss teknikeren, hvor det i det andet tilbud skal lægges til (det er dog gjort i de 32.162,50 kr.).

FDF Vejlby modtog i 2020 et ordinært lokaletilskud til deres lokaler på 36.684 kr.

I 2020 havde FDF Vejlby 54 medlemmer, hvoraf 5 var over 25 år og ikke samtidig ledere eller i bestyrelsen, hvilket svarer til 9 % af medlemmerne.

Foreningens regnskab for 2020 viser et underskud på 30.077 kr. og en egenkapital på 95.453 kr. i likvide midler (se bilag 5).

Gældende praksis inden for ekstraordinært lokaletilskud er, at der gives 65% i tilskud, dog først reduceret med den andel af medlemmer der er over 25 år og ikke er trænere eller ledere i foreningen, hvis denne overstiger 10 %. Et tilskud til FDF Vejlby kan derfor være på op til 65% af hele beløbet på 28.787 kr. svarende til 18.712 kr.

Et tilskud kan finansieres af puljen til ekstraordinære lokaletilskud, hvor der pt. er 237.000 kr.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der kan gives ekstraordinært lokaletilskud til FDF Vejlby til udskiftningen af kablet til kloakpumpen.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget, at

 

  1. FDF Vejlby bevilges et ekstraordinært lokaletilskud på op til 18.712 kr. til udskiftning af kablet til kloakpumpen.
  2. Tilskuddet finansieres via puljen til ekstraordinære lokaletilskud.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 15-03-2021

Anbefales.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Godkendt.

Punkt 14 Fredericia Judo og Ju-Jutsu Klub - Ansøgning om ekstraordinært lokaletilskud til undergulv

Sagsresumé

Fredericia Judo og Ju-Jutsu Klub søger om et ekstraordinært lokaletilskud på 56.804 kr. til et flytbart undergulv til judogulvet i deres klublokaler på Nørrebrogade 131L. Sagen indstilles til godkendelse med et tilskud på op til 65 % af det ansøgte beløb, hvilket svarer til 28.109 kr.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Judo og Ju-Jutsu Klub søger om ekstraordinært lokaletilskud til et undergulv til judogulvet i deres klublokaler på Nørrebrogade 131L (bilag 1). Et undergulv vil øge affjedringen på judogulvet og derved mindske risikoen for skader. Samtidig vil det understøtte klubbens ambition om at blive førende inden for parasport i deres idrætsgren. Undergulvet er flytbart, ligesom judogulvet.

Klubben har indhentet tilbud på undergulvet, som består af to dele. Priserne er inkl. moms. Den ene del er en særlig slags skumklodser, som de kun har kunnet finde en leverandør af. Det tilbud er på 28.696 kr. (bilag 2). Den anden del er rammen omkring skumklodserne. Klubben har indhentet to tilbud på de nødvendige byggematerialer til dette, et på 28.108 kr. og et på 36.312 kr. (bilag 3-4). Samlet set bliver det billigste tilbud på 56.804 kr.

Fredericia Judo og Ju-Jutsu Klub modtog i 2020 et ordinært lokaletilskud til deres lokaler på 280.447 kr.

I 2020 havde Fredericia Judo og Ju-Jutsu Klub 268 medlemmer, hvoraf 17 var over 25 år og ikke i bestyrelsen eller trænere, hvilket svarer til 6 %.

Foreningens regnskab for 2020 viser et overskud på 256.707 kr., hvoraf de 160.000 er en engangsindtægt for salg af fitnessmaskiner fra lokalerne de flyttede ind i. Pr. 31.12.2020 havde de indestående i banken på 420.346 kr. hvoraf de 132.771 kr. dog er bundne fondsmidler til konkrete projekter (bilag 5).

Gældende praksis inden for ekstraordinært lokaletilskud er, at der gives 65% i tilskud, dog først reduceret med den andel af medlemmer der er over 25 år og ikke er trænere eller ledere i foreningen, hvis denne overstiger 10 %. Et tilskud til judoklubben kan derfor være på op til 65% af hele beløbet på 56.804 kr. svarende til 28.109 kr.

Et tilskud kan finansieres af puljen til ekstraordinære lokaletilskud, hvor der pt. er 237.000 kr.

Fredericia Judo og Ju-Jutsu klub søger også fonde til undergulvet. Hvis klubben får mere end deres andel på 35% i fondsstøtte til projektet, er de indforståede med, at reducere det ekstraordinære lokaletilskud til projektet tilsvarende.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der kan gives ekstraordinært lokaletilskud til Fredericia Judo og Ju-Jutsu Klub til et undergulv.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget, at

 

  1. Fredericia Judo og Ju-Jutsu Klub bevilges et ekstraordinært lokaletilskud på op til 28.109 kr. til udskiftning og udvidelse deres judogulv/-måtter.
  2. Tilskuddet finansieres via puljen til ekstraordinære lokaletilskud.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 15-03-2021

Anbefales.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Godkendt, idet det korrekte beløb (65%) er 36.922,60

Punkt 15 TSIF Fodbold - ansøgning om støtte til hegn bag mål på kunstgræsbane

Sagsresumé

TSIF Fodbold søger om et tilskud på 15.000 kr. til hegn bag målene på deres kunstgræsbane.

 

Ansøgningen indstilles til godkendelse finansieret via puljen til udendørs idrætsanlæg.

 

Sagsbeskrivelse:

TSIF Fodbold søger om tilskud til hegn bag målene på deres kunstgræsbane (bilag 1). Hegnene skal stoppe vildfarne fodbold, så spillerne ikke skal løbe så langt efter dem. Klubben har fået et tilbud på etablering af to hegn på 64.272,50 kr. inkl. moms (bilag 2). Klubben er indforstået med et tilskud på 15.000 kr. fra puljen til udendørs idrætsanlæg, idet Kultur & Idræt ikke kan anvise yderligere finansieringsmuligheder.

Økonomiske konsekvenser

Finansiering kan ske af puljen til udendørs idrætsanlæg, hvor der resterer 15.000 kr.

 

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der kan gives støtte til etablering af hegn bag målene på TSIF Fodbolds kunstgræsbane. 

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. Der gives et tilskud på 15.000 kr. til etablering af hegn bag målene på TSIF Fodbolds kunstgræsbane.
  2. Finansiering sker af puljen til udendørs idrætsfaciliteter.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Godkendt.

Punkt 16 Fredericia Roklub - Ansøgning om ekstraordinært lokaletilskud til renovering af badefaciliteter

Sagsresumé

Fredericia Roklub søger om ekstraordinært lokaletilskud til renovering af badefaciliteter pga. fugt i deres klubhus på Øster Voldgade 5. Ansøgningen indstilles til godkendelse med et tilskud på op til 65 % af udgifterne på 121.473 kr., dog først reduceret med andelen af medlemmer over 25 år, hvilket er 77 %. Tilskuddet vil derfor kunne være 65 % af (100-77 % af 121.473 kr.) hvilket svarer til 18.160 kr.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Roklub er i gang med en renovering af deres klubhus på Øster Voldgade 5. I februar bevilgede Kultur- og Idrætsudvalget 50.000 kr. til renoveringen af køkkenet med baggrund i, at der var skimmelsvamp. Ansøgningen blev først behandlet i Folkeoplysningsrådet i december 2020. Fredericia Roklub havde på daværende tidspunkt ikke modtaget tilbuddene på renoveringen af deres badefaciliteter.

Fredericia Roklub søger nu om ekstraordinært lokaletilskud til renovering af deres badefaciliteter i klubhuset. Ligesom i køkkenet er der også konstateret fugt og begyndende skimmelsvamp i badefaciliteterne. Klubben har indhentet to tilbud på opgaven, hvoraf det ene er på 99.873 kr. mens det andet er på 122.104 kr. Priserne er inkl. moms. Fordi klubben er lukket ned pga. coronarestriktioner, har klubben bedt tilbudsgiveren på det billigste tilbud om at gå i gang med renoveringen, så renoveringen forhåbentligt er færdig, inden klubben åbner igen (se bilag 1). Efterfølgende er der kommet en prisstigning på det billigste tilbud, så det nu er på 121.473 kr. (bilag 3)

I 2019 havde Fredericia Roklub 141 medlemmer, hvoraf 108 var over 25 år og ikke i bestyrelsen eller trænere, hvilket svarer til 77 %.

Foreningens regnskab viste et underskud i 2019 på 6.070 kr. og en egenkapital 3.707.699 kr., dette er dog inklusiv bl.a. bygninger og både. Foreningen har sendt deres regnskab for 2020 med nu. Regnskabet for 2020 viser også et underskud - på 6872 kr. og en egenkapital på 3.700.828 kr. (se bilag 2).

Gældende praksis inden for ekstraordinært lokaletilskud er, at der gives 65% i tilskud, dog først reduceret med den andel af medlemmer der er over 25 år og ikke er trænere eller ledere i foreningen, hvis denne overstiger 10 %. Et tilskud til roklubben kan derfor være 65 % af (100-77 % af 121.473 kr.) hvilket svarer til 18.160 kr.

Et tilskud kan finansieres af puljen til ekstraordinære lokaletilskud, hvor der pt. er ca. 237.000 kr.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der kan gives ekstraordinært lokaletilskud til Fredericia Roklub til renovering af badefaciliteter på op til 18.160 kr. Det kan overvejes at give et højere tilskud for at sikre, at klubben kommer i mål med opgaven, så skimmelsvampen ikke breder sig.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget, at

 

  1. Fredericia Roklub bevilges et ekstraordinært lokaletilskud på op til 18.160 kr. til renovering af badefaciliteter i deres klubhus.
  2. Tilskuddet finansieres via puljen til ekstraordinære lokaletilskud.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 15-03-2021

Anbefales.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Godkendt.

Punkt 17 Herslev Rideklub - Ansøgning om ekstraordinært lokaletilskud til ny ridebund

Sagsresumé

Herslev Rideklub søger om ekstraordinært lokaletilskud til en ny ridebund, fordi deres nuværende ridebund er slidt ned. Ansøgningen indstilles til godkendelse med et tilskud på op til 65 % af udgifterne på 120.000 kr., hvilket svarer til 78.000 kr.

 

Sagsbeskrivelse:

Herslev Rideklub søger om ekstraordinært lokaletilskud til en ny ridebund i deres Ridehal på Herslev Kirkevej 35. Den nuværende ridebund er slidt op. Klubben vil gerne skifte til en fiberbund, som de andre rideklubber. En fiberbund er mere sikker, bedre for hestene og holder i mere end 10 år, hvor den nuværende type ridebund kun holder 2-3 år. (se bilag 1).

Rideklubben har indhentet to tilbud på en ny fiberbund, det ene er på 120.000 kr. og det andet på 150.875 kr. Priserne er inkl. moms. (se bilag 2 og 3).

I 2020 havde Herslev Rideklub 107 medlemmer, hvor af 8 var over 25 år, og ikke ledere eller i bestyrelsen, hvilket svarer til 7 %. Det betyder, at deres lokaletilskud ikke reduceres for medlemmer over 25 år.

 Foreningens regnskab for 2020 viser et overskud på 34.074 kr. og ca. 143.825 kr. i likvide midler (se bilag 4).

Gældende praksis inden for ekstraordinært lokaletilskud er, at der gives 65% i tilskud, dog først reduceret med den andel af medlemmer der er over 25 år og ikke er trænere eller ledere i foreningen, hvis denne overstiger 10 %. Et tilskud til Herslev Rideklub kan være på 65 % af det fulde beløb af det billigste tilbud på 120.000 kr. hvilket svarer til 78.000 kr.

Et tilskud kan finansieres af puljen til ekstraordinære lokaletilskud, hvor der pt. er ca. 237.000 kr.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der kan gives ekstraordinært lokaletilskud til Herslev Rideklub på op til 78.000 kr.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget, at

 

  1. Herslev Rideklub bevilges et ekstraordinært lokaletilskud på op til 78.000 kr. til ny ridebund.
  2. Tilskuddet finansieres via puljen til ekstraordinære lokaletilskud.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 15-03-2021

Anbefales.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Godkendt.

Punkt 18 Kommissorium for ananlyse af udnyttelse af haller

Sagsresumé

Kultur- og Idrætsudvalget skal godkende kommissorium for en analyse af, hvordan kommunens halfaciliteter kan komme yderligere til anvendelse.

 

Sagsbeskrivelse:

Kultur- og Idrætsudvalget skal godkende kommissorium for en analyse af, hvordan kommunens halfaciliteter kan komme yderligere til anvendelse. Af forligsteksten for Budget 2020 fremgår, at ”det (skal) afdækkes, hvilke muligheder der er for at understøtte brugen særligt fra skoler og dagtilbud. Målet er at fremme motion og bevægelse for flere i Fredericia og samtidig sikre haller og kommunale institutioner mindst muligt bureaukrati og interne faktureringer”. 

 

Kultur & Idræt foreslår følgende kommissorium:

 

På baggrund af en analyse af brugen af de kommunale og selvejende haller i tidsrummet kl. 06-22 gives der bud på hvilke strukturelle og økonomiske modeller, der kan bringes i anvendelse for at øge udnyttelsesgraden. Der tilvejebringes desuden en vurdering af mulighederne for at opnå et differentieret brug på tværs af alders- og brugergrupper. 

 

Selve analysen omfatter tre afsnit:

Udnyttelsesgrad og brugere

  • Den konkrete belægningsgrad
  • Brugerne, skoler, daginstitutioner, foreninger eller bookinger (private brugere)
  • Indendørs- og udendørsidrætternes forskellige sæsoner i forhold til brugen af hallerne 

 

Økonomi 

  • Priser for brugen af de enkelte faciliteter  
  • Hallernes økonomi 
  • Kommunal belægningsgrad kontra hallernes egne udlejninger 
  • Belægningsgrad i det hele taget (årshjul)  

  

Tilgængelighed 

  • Samarbejdsrelationer mellem haller og brugere
  • Fysisk tilgængelighed 

 

Arbejdet skal resultere i en række faglige vurderinger og anbefalinger til, hvordan kommunens halfaciliteter kan komme til yderligere anvendelse. Arbejdet, der udføres af Kultur & Idræt, forventes afsluttet i efteråret 2021.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. Udvalget godkender kommissoriet.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Godkendt.

Punkt 19 Udpegning af medlem til Fredericia Idrætsråd

Sagsresumé

Kultur- og Idrætsudvalget skal udpege nyt medlem til Fredericia Idrætsråd.

 

Sagsbeskrivelse:

Kultur – og Idrætsudvalget har, ligesom Børn- og Skoleudvalget og Sundhedsudvalget, ret til at udpege et medlem til Fredericia Idrætsråd jævnfør rådets vedtægter.

Ved etableringen af Fredericia Idrætsråd i 2019 udpegede Kultur- og Idrætsudvalget Nils Skeby, som imidlertid ønskede at udtræde af rådet ultimo 2020.

Udvalget skal derfor udpege nyt medlem.

På mødet præsenterer formandskabet forslag til nyt medlem.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Formandskabet indstiller forslaget til beslutning.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Kultur- og Idrætsudvalget udpeger Ib Østergaard som nyt medlem af Idrætsrådet.

Punkt 20 Fredericia Kommunes Sundhedspolitik 2021

Sagsresumé

Fredericia Kommunes Sundhedspolitik 2021 sætter retningen for, hvordan vi fremadrettet vil samarbejde om sundhedsfremme og forebyggelse i Fredericia Kommune gennem fire pejlemærker.

 

Høringsudkastet til Fredericia Kommunes Sundhedspolitik drøftes i april på alle fagudvalg og sendes efterfølgende i offentlig høring fra den 26. april til den 16. maj 2021. 

 

Sagsbeskrivelse:

Sundhedsudvalget satte i 2020 gang i arbejdet med at udarbejde en ny Sundhedspolitik for Fredericia Kommune. Det første udkast er nu færdigt, og med denne sag går Fredericia Kommunes Sundhedspolitik 2021 i alle fagudvalg til høring.


Sundhedspolitikken skal være med til at sætte en fælles retning og ramme for arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse for hele Kommunen - på tværs af politiske udvalg og på tværs af kommunens koncernområder. Sundhed og trivsel skabes der, hvor vi lever vores liv og vi har vores dagligdag. Det betyder, at sundhed skal løftes flere steder end i Sundhedsudvalget.

Sundhedspolitikken er bygget op omkring fire pejlemærker:

  1. Sunde rammer - et godt sted at leve og bo for alle
    Det omhandler bl.a. byudvikling, natur, bevægelse, kultur, oplevelser, fritidsaktiviteter, klima og miljø og at arbejde for at mindske de største sundhedsudfordringer
     
  2. Sammen om sundhed – sammen når vi længere
    Det omhandler bl.a. det nære sundhedsvæsen, det nære samfundsvæsen, samarbejde med lokale aktører, etablering af partnerskaber og alliancer.
     
  3. Livsglæde og fællesskaber - alle skal opleve følelsen af ha’-det-godt-hed
    Det omhandler bl.a. livskvalitet, sociale relationer, meningsfuldhed, handlekraft og stærke fællesskaber
     
  4. Lighed i sundhed - alle skal have mulighed for et godt og sundt liv
    Det omhandler bl.a. tidlig forebyggelse, tilgængelighed, styrket sundhedskompetencer og støtte til dem, der har det sværest

 

Der er et stærkt samspil mellem pejlemærkerne, da de understøtter og styrker hinanden og så dækker de alle aldersgrupper og målgrupper. Sundhedspolitikken er således for alle fredericianere.
Pejlemærkerne er blevet til med udgangspunkt i det Fredericia, som vi kender, og med udgangspunkt i vores medlemskab af WHO Healthy Cities netværket og Fredericia Kommunes strategi for bæredygtig udvikling - Fredericia for Verdensmålene. Derudover har vi indsamlet input til Sundhedspolitikken gennem 17 dialogmøder med forskellige lokale interessenter og på Fredericia Sund Bys sociale medier.

Sundhedspolitikken indeholder således visionen for, hvor vi gerne vil hen, og hvordan vi sammen kan arbejde for at skabe flere gode leveår for fredericianerne. Det konkrete arbejde med at omsætte politikken til handlinger kommer efterfølgende, da Sundhedspolitikken skal suppleres med handleplaner, som dykker ned i fokusområder fra de enkelte pejlemærker.

Fredericia Kommunes Sundhedspolitik 2021 sendes i offentlig høring fra den 26. april til den 16. maj 2021. Eventuel høringsmateriale indarbejdes i politikken med henblik på endelig godkendelse i Byrådet i juni 2021.

Udkastet til Sundhedspolitikken er vedhæftet som bilag. Derudover er der vedhæftet et inputkatalog som bilag, som indeholder alle de input, der er indsamlet under processen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Det vurderes, at Fredericia Kommunes Sundhedspolitik 2021 danner retningen og rammen for, hvordan vi i Fredericia Kommune vil arbejde med at skabe et Fredericia, hvor alle har mulighed for at trives og have et godt liv. På mange områder er vi allerede godt i gang med indsatser, der støtter op om Sundhedspolitikken, mens der på andre områder er behov for nytænkning og løsninger, som vi måske ikke har endnu.

Indstillinger

Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller til Sundhedsudvalget, Børne- og Skoleudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget, Miljø- og Teknikudvalget, By- og Planudvalget, Senior- og Handicapudvalget, Social- og Beskæftigelsesudvalget og Uddannelsesudvalget, at:

  1. Fagudvalgene drøfter høringsudkastet til Fredericia Kommunes Sundhedspolitik 2021 med henblik på at komme med eventuelle kommentarer og input.
  2. Fredericia Kommunes Sundhedspolitik sendes i offentlig høring fra den 26. april til den 16. maj 2021.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Godkendt.

Punkt 21 7000stemmer kultur- og Idrætsudvalget

Sagsresumé

I juni 2020 foretog Fredericia Kommune med kampagnen 7000stemmer en omfattende indsamling af Fredericias erfaringer og oplevelser fra de første måneder af coronakrisen. Over 5000 input fra borgere, samarbejdspartnere, politikere og organisationen har resulteret i kataloget ”7000stemmer – effekttemaer og idéer til nye handlinger”, som indeholder en belysning af 11 effekttemaer, samt tilhørende idéer til nye handlinger. Yderligere er der udarbejdet 8 cases fra organisationen, som belyser en række af de løsninger og tiltag som en række afdelinger har fundet under den første nedlukning og genåbning under coronakrisen. Resultaterne kan bl.a. tilgås på hjemmesiden www.7000stemmer.dk

 

Kultur- og Idrætsområdet er repræsenteret på tværs af både kataloget og i de 8 cases. Udvalget bedes drøfte erfaringsindsamlingens samlede resultater i forhold til, at der arbejdes videre med erfaringer og idéer fra kataloget 7000stemmer, samt de 8 cases, og drøfte, hvilke tiltag der arbejdes mere eksplicit med på deres udvalgsområde.

 

Sagsbeskrivelse:

Der arbejdes allerede rundt om i organisationen med erfaringerne fra coronakrisen. Budget 2021 understøtter den store indsats og mange af de løsninger og tiltag, som opstod under den første nedlukning og genåbning. Erfaringsopsamlingen 7000stemmer (bilag 1) og de 8 cases (bilag 2) er en understøttelse af den proces, der allerede er i gang i mange afdelinger. Den giver også et samlet overblik over og anledning til at kigge dybere ind i, hvordan løsninger og tiltag kan bindes godt sammen og bidrage til udviklingen på Kultur- og Idrætsområdet, samt i hele organisationen.

 

Kataloget med de 11 effekttemaer og idéer til nye handlinger giver et samlet overblik over, hvilke oplevede effekter, som borgere, medarbejdere, ledelse, politikere og samarbejdspartnere har oplevet under den første del af coronakrisen. Dertil er der udarbejdet idéer til nye handlinger, som tjener som inspiration til, hvordan de oplevede effekter kan omsættes til udvikling i Fredericia Kommune.

 

Der er foretaget en konsekvensanalyse af hver af de 8 cases, i forhold til at afdække økonomiske effekter (bilag 3). Formålet har været at beregne, hvilke udgifter en implementering af løsninger og tiltag på de enkelte cases vil medføre. Derudover har der også vist sig en række tværgående værdi- og ressourceskabende elementer i casene. 

 

Kultur- og Idrætsudvalgets område er repræsenteret på tværs af både cases, konsekvensanalyse og kataloget repræsenteret. I casen om unge, der omhandler udviklingen af fritidstilbud, tages der udgangspunkt i sommeraktiviteterne fra 2020. I konsekvensanalysen gives der derfor et estimeret bud på, hvad det estimeret vil koste at fastholde og udvikle på tiltagene. Der opfordres derfor til yderligere grundigere analyse på området, såfremt udvalget ønsker at der arbejdes videre med udvalgte tiltagene.

I kataloget er der, på tværs af effekttemaer og idéer, flere elementer der vedrører udvalgets område. Bl.a. er der fokus på etablering af flere fællesskaber og kulturelle aktiviteter - både fysiske og digitale.

 

Der ønskes derfor nu en drøftelse af, hvordan resultaterne fra kataloget ”7000 stemmer – effekttemaer og idéer til nye handlinger” samt cases og konsekvensanalysen kan ses bidrage på udvalgets område, og hvordan erfaringerne og tiltagene ses i sammenhæng med resten af organisationen.

Økonomiske konsekvenser

Se bilag 3.

Vurdering

Sundhed og Velfærdsinnovation vurderer, at kataloget ”7000stemmer – effekttemaer og idéer til nye handlinger” samt cases og konsekvensanalysen bidrager til at videreudvikle og sikre implementeringen af løsninger og tiltag fra coronakrisen og underbygge det videre arbejde med udvikling af velfærd og service som kommunens kerneydelse.

Indstillinger

Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. Udvalget drøfter 7000stemmer erfaringsindsamlingens resultater beskrevet i de 11 effekttemaer og idéer til handlinger samt de 8 cases i forhold til, at der arbejdes videre med erfaringer og tiltag.
  2. Udvalget forholder sig til, hvilke overordnede tiltag der fremadrettet kan arbejdes med på udvalgsområdet.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Sagen ønskes drøftet på temamødet den 23. juni.

Punkt 22 Orientering

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

Orientering og spørgsmål fra udvalgsformanden

Orientering om generalforsamling i Fredericia Eliteidræt

 

Orientering og spørgsmål fra udvalgsmedlemmer

 

 

Orientering og spørgsmål fra afdelingerne

Indstillinger

Byrådssekretariatet indstiller at orienteringen tages til efterretning.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 29-04-2021

Taget til efterretning.