Miljø- og Teknikudvalget - 20-09-2016

Referat
Dato:
Tirsdag, 20 september, 2016 - 14:00
Hent som fil:
Referat publiceret:
Torsdag, 14 marts, 2019 - 22:00

Punkt 59 Godkendelse af dagsorden

Indstillinger

Fagafdelingen indstiller


Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Godkendt.

Punkt 60 Orienteringssag: Grønt regnskab, 2015

Sagsbeskrivelse

Teknik & Miljø har udarbejdet et grønt regnskab for Fredericia Kommune for 2015.


Siden 1996 har Fredericia Kommune udarbejdet grønne regnskaber, der redegør for miljøpåvirkninger dels fra driften af virksomheden Fredericia Kommune, dels fra det geografiske område, der udgøres af Fredericia Kommune med dets boliger, butikker, industri, trafik mv. Hvert år udarbejdes et regnskab for driften af virksomheden Fredericia Kommune, mens der hvert andet år også udarbejdes et regnskab for det geografiske område, Fredericia Kommune. Det grønne regnskab beskriver udviklingen indenfor en række udvalgte områder og synliggør derved nogle af de miljømæssige udfordringer, vi skal håndtere.


Det grønne regnskab danner herudover grundlaget for en dokumentation for, at Fredericia Kommune lever op til sin forpligtelse som klimakommune. Data for CO2-udledningen er indberettet til Danmarks Naturfredningsforening.


For 2015 skal der udarbejdes et grønt regnskab både for virksomheden Fredericia Kommune og for det geografiske område Fredericia Kommune. Regnskabet for virksomheden Fredericia Kommune er nu udarbejdet. Regnskabet for det geografiske område følger senere, idet nogle af de data fra Energistyrelsen, der indgår i regnskabet, først er tilgængelige sidst på året.


I kommunens grønne regnskab beskrives udviklingen af


• Elforbruget

• Varmeforbruget

• Forbruget af brændstof til transport

• Udledningen af CO2

• Vandforbruget

• Forbruget af sprøjtemidler


Siden 2008 er der sket et fald i den estimerede udledning af CO2 fra driften af Fredericia Kommune på 45 %.  Det er dog først og fremmest et resultat af en meget lav CO2-udledning fra den danske gennemsnitsstrøm i 2015 bl.a. på grund af en stor elproduktion fra vindmøller.


Der er dog også sket et fald i de kommunale bygningers energiforbrug. I 2015 var forbruget af el og varme på det laveste niveau for hele perioden. Her spiller det også en rolle, at der er solgt mange kommunale bygninger de seneste år, men en opgørelse af energiforbruget pr. arealenhed viser, at elforbruget pr. m2 er faldet, mens varmeforbruget pr. m2 er forholdsvis konstant gennem perioden.


Vandforbruget i de kommunale bygninger har i de seneste fem år været på et forholdsvis konstant niveau, som er cirka 15 % lavere end niveauet i nullerne.


Elforbruget til gadebelysning har ligeledes været på et forholdsvis konstant niveau, efter at en renovering tidligere har nedbragt elforbruget.


Det var Fredericia Kommunes mål, at udledningen af CO2 fra den kommunale transport inden udgangen af 2015 skulle mindskes med 10 % i forhold til 2011. Det mål er det ikke lykkedes at opfylde. Udledningen var i 2015 6 % lavere end i 2011. En del af forklaringen på den manglende målopfyldelse er, at en udliciteret transportopgave med kørsel af skolebørn nu varetages af kommunen selv.


Håndtering af spildevand på renseanlægget har i 2014 og 2015 været meget energikrævende på grund af spildevandets sammensætning. Den samlede CO2-udledning fra Fredericia Spildevand og Energi A/S var alligevel i 2015 den laveste i ni år. Også her er hovedforklaringen årets ekstraordinært lave CO2-udledning fra den danske gennemsnitstrøm. Der er imidlertid også andre faktorer, der bidrager til at mindske CO2-udslipet fra spildevandshåndteringen. Fredericia Spildevand og Energi A/S er producent af vedvarende energi i form af biogas, el og varme, der fortrænger fossile brændsler. Spildevandsslam fra renseanlægget, der udbringes på landbrugsjorden, sparer kunstgødning, som er energikrævende at fremstille, og som binder CO2 i jorden.


I 2015 har kun Fredericia Golf Club fået dispensation til at anvende pesticider.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer, at det grønne regnskab for de valgte parametre overordnet set giver et troværdigt billede af miljøbelastningen i 2015 og udviklingen gennem de seneste år.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det grønne regnskab for 2015 tages til efterretning.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Indstillingen blev tiltrådt.

Punkt 61 Strategisk energiplan, 2020, Fredericia kommune

Sagsbeskrivelse

Den 13. juni 2016 tiltrådte Byrådet et forslag til ”Strategisk Energiplan, 2020” og ”Strategisk Energiplan, 2020 – kort fortalt”. Formålet med energiplanen er at fremme en omstilling til et mere fleksibelt energisystem med mindre energiforbrug og mere vedvarende energi. I planen udstikkes mål og rammer for de kommende års arbejde.


I udarbejdelsen af den strategiske energiplan har der været afholdt dialogmøder med en række eksterne aktører på området med henblik på en drøftelse af, hvordan vi i fællesskab kan fremme den grønne omstilling. Der har bl.a. været møder med TREFOR, Fredericia Fjernvarme, TVIS, Business Fredericia, Fredericia Spildevand og Energi A/S samt FredericiaC.


De to forslag har været i offentlig høring i perioden 17. juni til 24. august. Der er ikke indkommet bemærkninger i høringsperioden.

Økonomiske konsekvenser

Den strategiske energiplan peger på en bred vifte af handlinger for de kommende fire år. Nogle af handlingerne er en fortsættelse eller styrkelse af indsatser, der er i gang og kan rummes indenfor Miljø- og Teknikudvalgets sædvanlige budgetrammer. Det handler f.eks. om samarbejdet med energiselskaberne om at fremme energirenovering, fremme cykling gennem kampagner og samarbejdet med borgerne i Herslev om nye opvarmningskoncepter.


Andre tiltag, som f.eks. energirenovering af kommunens bygninger, er omkostningstunge. De vil kunne finansieres via låneoptag eller via ESCO-samarbejder.


For nogle indsatser er der lagt op til et samarbejde mellem en række ak-tører, f.eks. i indsatsen for at fremme nye energieffektive og grønne transportløsninger til tung tranport. En indsats som denne vil ske i samar-bejde med bl.a. Business Fredericia, Taulov Transportcenter og DanmarkC – Transport & Logostik. Her skal mulighederne for ekstern finansiering af et udviklingsprojekt afsøges. Fredericia Kommunes rolle i denne type af indsatser handler først og fremmest om at bringe de relevante parter sammen og at facilitere processen.   


Teknik & Miljø vil løbende afsøge mulighederne for udefra kommende medfinansiering via fondsansøgninger

Vurdering

Det vurderes, at den strategiske energiplan giver en fyldestgørende redegørelse for de udvalgte indsatsområder. Endvidere vurderes det, at de foreslåede pejlemærker frem mod 2035 og handlinger frem mod 2020 er realistiske og giver et godt grundlag for det videre arbejde med klima og energi i Fredericia Kommune.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det indstilles overfor Økonomiudvalget og Byrådet, at ”Strategisk Energiplan, 2020” samt ”Strategisk Energiplan 2020 – kort fortalt” vedtages endeligt

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Indstillingen blev tiltrådt.

Punkt 62 Etablering af "Energialliance Trekanten"

Sagsbeskrivelse

Vejle, Middelfart, Kolding og Fredericia kommuner har gennem årene samarbejdet om forskellige klima- og energiprojekter. I forbindelse med afslutningen på et tidligere samarbejdsprojekt blev der i 2012 afholdt en afslutningskonference for politikerne i de fire kommuner. Her blev der fra politisk side udtrykt ønske om at fortsætte et samarbejde på klima- og energiområdet.


I årene efter fortsatte samarbejdet i et nyt projekt, der også inkluderede Region Syddanmark, energiselskaber og andre kommuner i Region Syddanmark. Dette projekt sluttede i 2015.


Samarbejdet mellem Vejle, Middelfart, Kolding og Fredericia kommuner foreslår administrationen fra de fire kommuner nu at formalisere og forlænge ved etablering af ”Energialliance Trekanten”. Samarbejdet skal danne en blivende organisering baseret på kommunernes strategiske energiplanlægning.


Formålet med Energialliance Trekanten er:


  • Strategisk fokus – Energialliancen på landkortet, større stemme på nationalpolitisk plan
  • Udvikling, igangsættelse og gennemførelse af nye projekter og initiativer
  • Optimering af sagsbehandling på varmeforsyningsområdet

Samarbejdet bygger ovenpå de tidligere samarbejdsprojekter, som nævnt ovenfor:


North Sea SEP projektet (2009-2012) var støttet af EU og bestod af samarbejde mellem Hedensted, Vejle, Fredericia, Middelfart og Kolding kommuner. Efter projektets afslutning valgte Hedensted at søge mod de øvrige kommuner i Region Midt.


Strategisk Energiplanlægning i Region Syddanmark (2014-2015) var et projekt med alle kommunerne i Region Syddanmark og med bl.a. TREFOR og SE som partnere. Vejle, Middelfart, Kolding, Fredericia og TREFOR samarbejdede om et delprojekt, hvor der var fokus på at finde nye muligheder for varmeforsyning for boliger udenfor fjernvarmeområder.


Erfaringerne i projekterne er blandt andet:

•  Kommunerne står med de samme udfordringer

•  Der er behov for samarbejde på tværs af kommunegrænser for at undgå suboptimering

•  Projektideer, der udvikles i en kommune, kan med fordel og synergi udbredes til andre kommuner

•  Ny lovgivning og praksis på området, betyder ny sagsbehandling. Kommunerne kan have stor gavn af at drøfte sagsbehandlingen, ligesom der kan være fordele og synergier i samarbejdet med f.eks. TREFOR.


Alle kommuner i Trekantområdet Danmark tilbydes at deltage. Det er forudsat, at man lægger de nødvendige ressourcer i samarbejdet, og at man på projektniveau bidrager på lige fod med de øvrige kommuner. Det er ikke en forudsætning, at alle deltager i lige mange projekter.


TREFOR, SE, Dong og TVIS tilbydes en partnerskabsaftale, som ligeledes har en økonomisk forpligtelse. Såfremt andre energiselskaber eller lignende ønsker at deltage, kan de dette mod samme økonomiske forpligtelse.


Et samarbejde mellem kommunerne i Trekantområdet om energi er i tråd med KL’s anbefalinger, der går på, at kommunerne samarbejder om energi i såkaldte strategiske energioplande på 4-7 kommuner. Kolding, Vejle, Middelfart og Fredericia kommuner danner tilsammen et naturligt energiopland i kraft af fællesskabet om TVIS.

Økonomiske konsekvenser

De initiativer og projekter, der sættes i gang i regi af Energialliance Trekanten, er tiltag, vi allerede arbejder med i Teknik & Miljø.


Det vurderes, at de ressourcer, der skal lægges i et formaliseret samarbejde på klima- og energiområdet, vil kunne afholdes inden for de sædvanlige budgetmæssige rammer. I samarbejdet vil mulighederne for udefra kommende medfinansiering løbende blive afsøgt.

Vurdering

Det vurderes, at et samarbejde om strategisk energiplanlægning og klima- og energiprojekter i Trekantområdet vil sikre en smidig og ensrettet sagsbehandling på varmeforsyningsområdet, en fornuftig udnyttelse af energiressourcerne og en mindsket risiko for suboptimering. Desuden kan udviklingsprojekter i den enkelte kommune være næsten lige så ressourcekrævende at gennemføre, som hvis det gennemføres i fire kommuner. Derfor sikrer et samarbejde også effektiv udnyttelse af de ressourcer, der er allokeret til klima- og energiprojekter.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at Fredericia Kommune indgår i det tværkommunale samarbejde ”Energialliance Trekanten”.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Indstillingen blev tiltrådt.

Punkt 63 Forslag til ny badebro på Østerstrand

Sagsbeskrivelse

Teknik & Miljø har bedt Rambøll A/S om en undersøgelse af de eksisterende badebroer ved Østerstrand. Den overordnede konklusion på undersøgelsen er, at restlevetiden er begrænset. Årsagen hertil er den forholdsvise tynde spunsvæg omkring badebroerne, som blev installeret i 1998. Derfor er det vurderet, at der ved renovering af den eksisterende badebro skal installeres ny spuns samt brodæk.  Det er samtidigt vurderet, at en renovering af eksisterende broanlæg overslagsmæssigt vil udmunde i nogenlunde samme anlægsomkostninger som ved konstruktion af en ny cirkelbro, der tidligere har været præsenteret for udvalget. Teknik & Miljø har på den baggrund udarbejdet forslag til udformning af ny cirkelbro.


Forslaget omhandler et anlæg hvor den yderste del af badebroen består af et cirkulært dæk med en ydre diameter på 35 meter. Bredden af dækket er 5 meter (samme bredde som eksisterende broer). Cirkelbroen består desuden af to mindre cirkulære arealer der skal fungere som landfæste og adgang mellem yderste cirkelbro og vandet, men også som opholdsareal. Arealet af hele cirkelbroen udgør 750 m2, hvor de eksisterende broer udgør tilsammen 420 m2 inkl. landgangsbroer. Cirkelbroen fylder i længde og bredde det samme som de to eksisterende badebroer.


Konstruktionen udføres med bundpæle af tropisk træ, der har en forventet levetid på 50 år eller mere. Dækket der anlægges i fyrretræ har en forventet levetid mellem 20-30 år.

Af hensyn til kystbeskyttelse forsynes broens pæle med en såkaldt bølgeskærm af træbrædder. Bølgeskærmen har samme funktion som spunsvæggen på de eksisterende badebroer, der fungerer som høfder der nedsætter erosion af kysten.


Højden af cirkelbroen vil blive 1,2 meter over daglig vande, hvilket muliggør, at hele broen inkl. landfæste kan anlægges i samme niveau. Adgangen for kørestolsbrugere kan ske over lamelbånd der udlægges henover stranden og tilsluttes broen. Lamelbåndet kan rulles tilbage og muliggøre en effektiv strandrensning langs hele strandområdet.


Den yderste cirkel rummer et indre bassin med en diameter på 25 meter. Af hensyn til badevandskvaliteten i dette indre bassin forsynes konstruktionen med kanaler der tillader vandudskiftning. Konstruktionen udføres med størst muligt hensyn til badesikkerheden, og det vurderes, at en cirkelbro giver samme sikkerhed at færdes på som de klassiske lige badebroer.


Kystrenoveringen samt anlæg af cirkelbro kan gennemføres og være tilendebragt inden den 1. maj 2017, dvs. inden badesæsonen.

Økonomiske konsekvenser

Rådgiver Rambøll A/S har lavet et prisoverslag på cirkelbroen. Ifølge dette vil den koste 3,0 mil. kr. at etablere.


Udgiften til den fremtidige drift af cirkelbroen vurderes at blive på niveau med eller lavere end den nuværende, hvis brodæk ofte tager skade af vinterstorme grundet spinkel konstruktion.


Etablering af cirkelbroen forudsætter, at der afsættes midler hertil i budgettet for 2017.

Vurdering

Forslaget om en ny cirkelbro vil tilføje Østerstrand et tidssvarende og nyskabende badeanlæg. Broens udformning er en ny og anderledes løsning på et badeanlæg og vil give nye og spændende oplevelser for besøgende.


Cirkelbroens udformning giver mulighed for både badeliv og ophold på selve broen og dermed mulighed for en mere alsidig benyttelse af hele strandområdet. En del af landfæstet kan indrettes med opholdsmøbler, parasoller, liggestole m.v.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller,


  • at forslaget til cirkelbro drøftes og vedtages som løsning med de bemærkninger, som udvalget tilføjer.

  • at cirkelbroen medtages som option i forbindelse med indhentning af pris på det samlede kystrenoverings projekt

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Der arbejdes videre med en cirkelbroløsning, hvor der skabes mulighed for hovedspring fra den yderste del.


Cirkelbroen og badesneglen medtages som option i forbindelse med indhentning af pris på det samlede kystrenoveringsprojekt. Der afsøges nye muligheder for finansiering af badesneglen.


Betalingsparkeringen ændres snarest muligt, så den tidsmæssigt kommer til at svare til løsningen ved Madsby Parken.

Punkt 64 Trafiksikkerhedsplan 2016

Sagsbeskrivelse

Fredericia Kommune skal have en ny trafiksikkerhedsplan. Planens formål er at gøre det mere sikkert og trygt at færdes i Fredericia Kommune, uanset om man er bilist, cyklist eller gående.


Den seneste trafiksikkerhedsplan udløb i 2012, og som en del af projektet Fredericia Trafiksikkerhedsby er der derfor afsat midler til udarbejdelse af en ny plan. Den nye plan bliver en digital plan, som vil blive opdateret løbende, og præsenteret til orientering for Miljø- og Teknikudvalget en gang årligt, første gang i foråret 2017.


Som en del af arbejdet med den nye Trafiksikkerhedsplan har Teknik & Miljø sammen med en ekstern rådgiver udarbejdet en prioriteringsmodel, som gør det muligt at prioritere mellem de mange ønsker til trafiksikkerhedsfremmende tiltag.


Prioriteringsmodellen fungerer på den måde, at løsningsforslaget til hver enkelt lokalitet vurderes ud fra nedenstående parametre, idet disse hver især vægter en procentdel:


·  Uheldsreduktion (vægter 50 %)

·  Sænkning af hastighedsniveau (vægter 20 %)

·  Forbedring af skoleveje (vægter 20 %)

·  Forbedring af øvrige utrygge lokaliteter (vægter 10 %)


Der foretages ligeledes en effektvurdering af de enkelte løsningsforslag efter denne pointskala:


  • Meget stor positiv effekt  4 point
  • Stor positiv effekt  3 point
  • Middel positiv effekt  2 point
  • Lille positiv effekt  1 point
  • Ubetydelig/ingen effekt  0 point

Den samlede vægtning for de enkelte løsningsforslag, hvor der også tages hensyn til effekten, skal sammenholdes med anlægsudgiften. På den måde fås en effekt pr. mio. investerede kroner. For at det ikke udelukkende vil blive billige tiltag, der udføres, vil projekterne blive delt i projekter henholdsvis over og under 150.000 kr. Herunder vil de blive delt i kategorierne ”Høj”, ”Middel” og ”Lav”.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer, at den udarbejdede prioriteringsmodel sikrer, at de ønskede ombygninger sker i den rækkefølge, hvor det giver mest værdi.


Teknik & Miljø forventer at fordele det årlige budget med 50 % på projekterne over og 50 % på projekter under 150.000 kr.


Det vurderes hensigtsmæssigt, at der en gang årligt foretages en vurdering af projekterne i trafiksikkerhedsplanen, og at denne fremlægges for MTU på det første udvalgsmøde i kalenderåret.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller,


  1. at den beskrevne prioriteringsmodel anvendes til prioritering af indsatserne i det fremtidige trafiksikkerhedsarbejde

  2. at Trafiksikkerhedsplanen med prioriterede projekter for Fredericia Kommune forelægges for Miljø- og Teknikudvalget én gang årligt, første gang i foråret 2017

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Indstillingen blev tiltrådt.

Punkt 65 Ombygning af rundkørslen v. Danmarks Port

Sagsbeskrivelse

Rundkørslen ved Danmarks Port har gennem flere år været meget uheldsbelastet, og særligt de bløde trafikanter er udsatte. Den skal derfor

ombygges som et led i projektet Fredericia Trafiksikkerhedsby.


Ombygningen skal sikre bedre forhold for de bløde trafikanter samt en lavere hastighed gennem rundkørslen.


Ombygningen vil indebære, at den nuværende midterø fremover bliver større.

Økonomiske konsekvenser

Udgifter til ombygningen vil kunne afholdes i projektet Fredericia Trafiksikkerhedsby.

Vurdering


Ombygningen vurderes nødvendig for at sikre særligt de bløde trafikanter og for at mindske risikoen for uheld betragteligt.


Forslag til ombygning vil blive drøftet på mødet.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at løsningsforslag til ombygning af rundkørslen drøftes på mødet.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Sagen blev drøftet.

Punkt 66 DONG Energy Skærbækværket - stillingtagen til delvis udtræden af Fredericia Spildevand og Energi A/S

Sagsbeskrivelse

Dong Energy Skærbækværket (SKV), som har tilslutningspligt til Fredericia Spildevand og Energi A/S (FRSE), har i juni 2015 ansøgt kommunen om delvis udtræden af FRSE for en ny spildevandsmængde på ca. 265.000 m3 renset røggaskondensatvand, som vil komme fra virksomhedens nye flisfyrede kedler. Der ønskes også delvis frakobling af tag- og overfladevand til FRSE’s kloaksystem.


Spilde-, tag- og overfladevand ønskes efter rensning hos SKV udledt direkte til Kolding Fjord.


I henhold til lovgivningen kan en delvis udtræden af FRSE ske, hvis følgende forudsætninger er opfyldt:


  • Der er givet tilladelse til direkte udledning fra Miljøstyrelsen (MST), som skal sikre, at afledningen ikke giver anledning til, at målsæt-ningerne for vandkvaliteten i Kolding Fjord ikke kan overholdes
  • Der sker ved delvis udtræden ikke en væsentlig forringelse af FRSE’s samlede økonomi
  • FRSE kan fungere teknisk forsvarligt efter SKV’s delvise udtræden
  • Den delvise udtræden er i overensstemmelse med kommunens spildevandsplan
  • Byrådet og SKV er enige om delvis udtræden

SKV er omfattet af MST’s godkendelseskompetence. MST har fremsendt en ”forhåndstilkendegivelse” med accept/tilladelse på en direkte udledning til SKV. Endelig tilladelse forventes at foreligge oktober 2016.


Ved partshøring i sagen har FRSE oplyst, at en delvis udtræden af SKV vil betyde en mindre økonomisk forringelse på ca. 300.000 kr. pr. år. Det giver dog ikke væsentlige konsekvenser for FRSE’s økonomi, hvor årsomsætningen er på ca. 120 millioner kr.


FRSE vil også forsat kunne opfylde kravene i deres udledningstilladelse for FRSE’s Renseanlæg ved SKV’s delvise udtræden, og den samlede spildevandsmængde vil ikke blive renset dårligere end hidtil.


Såfremt SKV delvis udtræder af FRSE, vil der efterfølgende blive udarbejdet forslag til tillæg til spildevandsplan, hvor tilslutningspligten ophæves for spildevandmængden fra SKV af røggaskondensatvand samt dele af tag- og overfladevand.


SKV’s delvise udtræden vil ikke skabe præcedens for øvrige virksomheder i kommunen med henvisning til spildevandsbekendtgørelsen § 16.


Ved den delvise udtræden vil der ikke ske nogen tilbagebetaling af tilslutningsbidrag til SKV, da der primært er tale om en ny spildevandsmængde fra virksomheden.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

I henhold til lovgivningen er forudsætningerne for SKV’s delvise udtræden opfyldt, og Miljøstyrelsen har afgivet forhåndstilkendegivelse på tilladelse til direkte udledning.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det indstilles til Økonomiudvalget og Byrådet, at DONG Energy Skærbækværkets ansøgning om delvis udtræden af FRSE imødekommes.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Indstillingen blev tiltrådt.

Punkt 67 Tillæg nr. 4 til Fredericia Kommunes spildevandsplan - DONG Energy Skærbækværket, delvis udtræden af Fredericia Spildevand og Energi A/S

Sagsbeskrivelse

DONG Energy Skærbækværket har i 2015 ansøgt om tilladelse for udtrædelse af Fredericia Spildevand og Energi A/S for del af matr. nr. 4d, Skærbæk By, Taulov, jf. anden sag på dagorden. Området omfatter et samlet areal på ca. 105 ha, inden for de nuværende kloakoplande. Miljøstyrelsen har givet accept på en direkte udledningstilladelse til DONG Energy Skærbækværket. Den endelige tilladelse forventes at foreligge den 5. oktober 2016.


Forudsætningen for udtrædelse af Fredericia Spildevand og Energi A/S er, at Miljøstyrelsen godkender udledningen til Kolding Fjord, og at Fredericia Kommune herefter laver et tillæg til spildevandsplanen. Teknik & Miljø har derfor udarbejdet et udkast til forslag til tillæg nr. 4 til spildevandsplanen, der ophæver tilslutningspligten for en del af kloakopland SK9 (separatkloakeret) og SK4 (fælleskloakeret), se bilag 1.


Med tillægget fraskiver DONG Energy Skærbækværket sig retten til afledning af tag- og overfladevand og spildevand til Fredericia Spildevand og Energi A/S i området.


DONG Energy Skærbækværket er klar til opstart i oktober/november og har derfor bedt kommunen om at fremme sagen mest muligt, idet den meget sene udledningstilladelse fra Miljøstyrelsen har forsinket planerne væsentligt.


Det er vurderet juridisk, at sagen lovligt i forhold til spildevandsbekendtgørelsen og styrelsesvedtægten kan fremmes ved, at byrådet godkender, at tillægget sendes i offentlig høring, og at byrådet samtidig tillige godkender tillægget endeligt, forudsat at der ikke kommer indsigelser i høringsperioden.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Teknik & Miljø har ingen grund til at anfægte Miljøstyrelsens vurdering af, at direkte udledning til Kolding Fjord er miljømæssigt forsvarlig. Derfor anbefaler Teknik & Miljø,


-  at det udarbejdede udkast til forslag til tillæg til spildevandsplanen tiltrædes og sendes i offentlig høring, forudsat at Miljøstyrelsens udledningstilladelse forinden foreligger.


-  at der samtidig træffes beslutning om, at tillægget vedtages endeligt, idet forudsætningen herfor dog er, at der ikke indkommer indsigelser imod planforslaget i forbindelse med den offentlige høring.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det indstilles over for Økonomiudvalget og Byrådet, 

  1. at forslaget til tillæg nr. 4 til spildevandsplan tiltrædes og sendes i offentlig høring i 8 uger, når og hvis Miljøstyrelsen meddeler den endelige udledningstilladelse til DONG Energy Skærbækværket
  2. at forslaget til tillæg nr. 4 tillige samtidig kan betragtes som godkendt endeligt, hvis der ikke kommer indsigelser imod planforslaget i høringsperioden
  3. at Teknik & Miljø bemyndiges til at færdigredigere planforslaget, før det offentliggøres

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Indstillingen blev tiltrådt.

Punkt 68 Energnist I/S - vedtægtsændringer

Sagsbeskrivelse

Sagen vedrører godkendelse af vedtægtsændringer for det fælleskommunale selskab Energnist I/S.


Fredericia Kommune er sammen med 15 andre kommuner interessenter i Energnist I/S, der blev stiftet den 1. januar 2015 som resultat af fusionen af TAS I/S og L90.


I forbindelse med fusionen blev også vedtægter for selskabet godkendt af samtlige kommunalbestyrelser samt forhåndsgodkendt af Statsforvaltningen, betinget af, at vedtægterne præciseres i overensstemmelse med Statsforvaltningens bemærkninger, som fremsendt efterfølgende, hhv. den 30. september 2015 og 30. marts 2016 – vedlagt som bilag.


På baggrund af disse bemærkninger er der udarbejdet et tilrettet sæt vedtægter samt et sæt vedtægter, markeret med ændringerne – vedlagt som bilag. De anførte ændringer er afstemt med Statsforvaltningen.


I vedtægtsændringerne er det præciseret, at såfremt Energnist af en interessent bliver bedt om at sørge for andre kommunale affaldshåndteringsopgaver, udover at eje og drive affaldsforbrændingsanlæg, skal det godkendes af interessentkommunen og statsforvaltningen, fordi der i givet fald vil være tale om kompetenceoverførsel. Ad hoc opgaver for interessenterne må gerne løses i det omfang, der er hjemmel til det i kommunalfuldmagtsreglerne.


Desuden er det angivet, at statsforvaltningen skal have årsregnskabet med revisionspåtegning tilsendt til orientering og skal godkende mødediæter og/eller faste vederlag.


Fremsatte forslag i bestyrelsen er kun vedtaget, hvis der er flere stemmer for end imod forslaget.


Energnists bestyrelse godkendte ændringerne på møder hhv. den 30. november 2015 og 26. april 2016. Den 31. maj 2016 godkendte repræsentantskabet ændringerne med henblik på efterfølgende godkendelse i de 16 kommunalbestyrelser samt endelig godkendelse af Statsforvaltningen. Bestyrelsens og repræsentantskabets behandlinger er vedlagt som bilag.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Det vurderes, at de fremsendte vedtægtsændringer ikke giver anledning til nogen bemærkninger.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at vedtægtsændringerne godkendes.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Indstillingen blev tiltrådt.

Punkt 69 Tildeling af ledige taxitilladelser (Lukket)

Punkt 70 Orientering om tillæg til miljøgodkendelse af svineproduktion Fiskebækvej 2

Sagsbeskrivelse

Der er den 18. juli 2016 meddelt et tillæg til miljøgodkendelse på svinebruget Fiskebækvej 5, 7000 Fredericia.


Fredericia Kommune meddelte den 15. juli 2015 miljøgodkendelse af en udvidelse af dyreholdet til 696 DE (dyreenheder), opførelse af ny stald og biologisk luftrensningsanlæg.


Med det nu meddelte tillæg godkendes en ændring af projektet, hvor dyreholdet kun udvides til 508 DE. To eksisterende stalde forlænges i stedet for at opføre en ny stald. Der opføres ikke et biologisk luftrensningsanlæg, men indsættes i stedet gyllekøling, som reducerer ammoniakfordampningen, og der anvendes hyppig udslusning af gylle fra stalde, som reducerer lugtemissionen.


Ingen høringsparter har indgivet bemærkninger til sagen, og ingen har klaget over afgørelsen.


Sagsbehandlingstiden var 83 dage (knap 3 måneder). Servicemålet er 180 dage (6 måneder).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Indstillingen blev tiltrådt.

Punkt 71 Orientering om status på belysningsplanen

Sagsbeskrivelse

Teknik & Miljø har nu undersøgt markedet for belysningsrådgivere ved at holde møder med fire af de førende på området. Der er indgået kontrakt med Fredsted Consulting ud fra både tekniske, økonomiske og referencemæssige betragtninger. Kontrakten er indgået med den betingelse, at Fredericia Kommune med dags varsel kan opsige aftalen.


På udvalgsmødet vil der blive fremlagt en tidsplan for projektet.


Teknik & Miljø arbejder på at finde mulige datoer i slutningen af oktober, hvor Miljø- og Teknikudvalget kan komme på ekskursion til DOLL Living Lab i Hersted Industripark i Albertslund. Her bliver belysningsløsninger, styringssystemer og Smart City-teknologier testet i 1:1 skala.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at tidsplanen godkendes.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Indstillingen blev tiltrådt.

Punkt 72 Orientering om status for undersøgelser vedr. fremtidig placering af genbrugsplads og genbrugscenter

Sagsbeskrivelse

Efter udvalgets beslutning på mødet den 24. maj 2016 har Affald & Genbrug igangsat undersøgelser af følgende tre scenarier omkring fremtidig placering af genbrugscenteret og genbrugspladsen på Industrivej:


  1. Genbrugscenteret og genbrugspladsen flyttes ikke, men området forsøges optimeret.

Her er igangsat en undersøgelse af mulighederne for udvidelse i forbindelse med den nuværende lokalitet.


  1. Genbrugscenteret og genbrugspladsen placeres i området omkring Industrivej.

Der er fundet et egnet areal, hvor genbrugspladsen og genbrugscenteret kan placeres, og der er en dialog i gang med repræsentanten for ejeren af arealet.


  1. Genbrugscenteret og genbrugspladsen flyttes til deponiet på Vejlbyvej.

Her er en fortsat dialog med Miljøstyrelsen om mulighederne for brug af de nedlukkede områder på deponiet.


Cowi er bedt om at udarbejde en rapport om anlægs- og driftsøkonomi, miljømæssige forhold og service for borgerne for hvert af de tre scenarier.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

De tre kriterier - anlægs- og driftsøkonomi, miljømæssige forhold og service for borgerne - vil indgå i Cowis rapport.

Indstillinger

Affald & Genbrug indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Indstillingen blev tiltrådt.

Punkt 73 Orientering - Påbegyndelse af VVM-proces, TREFOR VAND A/S

Sagsbeskrivelse

TREFOR VAND A/S oplever en stigende efterspørgsel efter vand og forsyningssikkerhed og har derfor igangsat en proces, som skal udvikle og fremtidssikre forsyningsstrukturen i hele Trekantsområdet. På kort sigt ønsker man at kunne honorere henvendelser fra kommende storforbrugere med ønsker om meget store vandmængder, samtidig med at forsyningssikkerheden for de eksisterende forbrugere opretholdes. På lang sigt vil man gerne have en større sikkerhed for investeringer, som afskrives over 75 år.


Et af delemnerne i denne proces er fornyelse af indvindingstilladelser på TREFOR VAND A/S’ i alt 10 vandværker. Som følge af forsinkelsen omkring 1. generations vandplaner er der siden 2010 oparbejdet et efterslæb, der betyder, at 70 % af TREFOR VAND A/S’ indvindingsmængde er baseret på midlertidige tilladelser. Dette medfører en vis usikkerhed for driften og de planlagte investeringer.


Da TREFOR VAND A/S’ forsyningsstruktur fordeler sig på 5 kommuner (Kolding, Vejle, Hedensted, Middelfart og Fredericia), skal den samlede vurdering af vandindvindingens påvirkning foretages af staten (Styrelsen for vand- og naturforvaltning, SVANA). Processen vil være således, at TREFOR VAND A/S først udarbejder en samlet VVM-redegørelse over hele deres vandforsyning og indvinding. Dernæst meddeler SVANA en samlet VVM-tilladelse. Til sidst er det kommunernes opgave at meddele tilladelser til de enkelte vandværker og boringer. Det er forventningen, at den samlede proces vil tage 2-3 år.


Et af de første trin i VVM-processen er, at staten påbegynder en offentlig høring, hvor man kort beskriver det forestående arbejder og efterlyser input og bemærkninger. Denne offentlige høring forventes påbegyndt snarligt, og derfor orienteres MTU herom.


Teknik & Miljø har i april og maj holdt møder med TREFOR VAND A/S samt de andre involverede kommuner for at få afklaret detaljer og lovgivning omkring processen. 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at orienteringen tages til efterretning

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Indstillingen blev tiltrådt.

Punkt 74 Orientering (Lukket)