Økonomiudvalget - 10-10-2016

Referat
Dato:
Mandag, 10 oktober, 2016 - 16:30
Hent som fil:
Lokation:
Referat publiceret:
Fredag, 15 marts, 2019 - 04:00

Punkt 116 Godkendelse af dagsorden

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at Økonomiudvalget godkender dagsordnen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 10-10-2016

Godkendt.

Punkt 117 DONG Energy Skærbækværket - stillingtagen til delvis udtræden af Fredericia Spildevand og Energi A/S

Sagsbeskrivelse

Dong Energy Skærbækværket (SKV), som har tilslutningspligt til Fredericia Spildevand og Energi A/S (FRSE), har i juni 2015 ansøgt kommunen om delvis udtræden af FRSE for en ny spildevandsmængde på ca. 265.000 m3 renset røggaskondensatvand, som vil komme fra virksomhedens nye flisfyrede kedler. Der ønskes også delvis frakobling af tag- og overfladevand til FRSE’s kloaksystem.


Spilde-, tag- og overfladevand ønskes efter rensning hos SKV udledt direkte til Kolding Fjord.


I henhold til lovgivningen kan en delvis udtræden af FRSE ske, hvis følgende forudsætninger er opfyldt:


  • Der er givet tilladelse til direkte udledning fra Miljøstyrelsen (MST), som skal sikre, at afledningen ikke giver anledning til, at målsæt-ningerne for vandkvaliteten i Kolding Fjord ikke kan overholdes
  • Der sker ved delvis udtræden ikke en væsentlig forringelse af FRSE’s samlede økonomi
  • FRSE kan fungere teknisk forsvarligt efter SKV’s delvise udtræden
  • Den delvise udtræden er i overensstemmelse med kommunens spildevandsplan
  • Byrådet og SKV er enige om delvis udtræden

SKV er omfattet af MST’s godkendelseskompetence. MST har fremsendt en ”forhåndstilkendegivelse” med accept/tilladelse på en direkte udledning til SKV. Endelig tilladelse forventes at foreligge oktober 2016.


Ved partshøring i sagen har FRSE oplyst, at en delvis udtræden af SKV vil betyde en mindre økonomisk forringelse på ca. 300.000 kr. pr. år. Det giver dog ikke væsentlige konsekvenser for FRSE’s økonomi, hvor årsomsætningen er på ca. 120 millioner kr.


FRSE vil også forsat kunne opfylde kravene i deres udledningstilladelse for FRSE’s Renseanlæg ved SKV’s delvise udtræden, og den samlede spildevandsmængde vil ikke blive renset dårligere end hidtil.


Såfremt SKV delvis udtræder af FRSE, vil der efterfølgende blive udarbejdet forslag til tillæg til spildevandsplan, hvor tilslutningspligten ophæves for spildevandmængden fra SKV af røggaskondensatvand samt dele af tag- og overfladevand.


SKV’s delvise udtræden vil ikke skabe præcedens for øvrige virksomheder i kommunen med henvisning til spildevandsbekendtgørelsen § 16.


Ved den delvise udtræden vil der ikke ske nogen tilbagebetaling af tilslutningsbidrag til SKV, da der primært er tale om en ny spildevandsmængde fra virksomheden.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

I henhold til lovgivningen er forudsætningerne for SKV’s delvise udtræden opfyldt, og Miljøstyrelsen har afgivet forhåndstilkendegivelse på tilladelse til direkte udledning.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det indstilles til Økonomiudvalget og Byrådet, at DONG Energy Skærbækværkets ansøgning om delvis udtræden af FRSE imødekommes.

Beslutning i Byrådet den 10-10-2016

Et flertal i byrådet bestående af S, V og DF stemte for at anbefale indstillingen. SF stemte imod. Ø undlod at stemme.

Beslutning i Økonomiudvalget den 10-10-2016

Et flertal i Økonomiudvalget bestående af S, V og DF stemte for at anbefale indstillingen. SF stemte imod.

Beslutning i Økonomiudvalget den 03-10-2016

Beslutning udsat og behandles ved et ekstraordinært Økonomiudvalgsmøde d. 10/10 2016.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Indstillingen blev tiltrådt.

Punkt 118 Tillæg nr. 4 til Fredericia Kommunes spildevandsplan - DONG Energy Skærbækværket, delvis udtræden af Fredericia Spildevand og Energi A/S

Sagsbeskrivelse

DONG Energy Skærbækværket har i 2015 ansøgt om tilladelse for udtrædelse af Fredericia Spildevand og Energi A/S for del af matr. nr. 4d, Skærbæk By, Taulov, jf. anden sag på dagorden. Området omfatter et samlet areal på ca. 105 ha, inden for de nuværende kloakoplande. Miljøstyrelsen har givet accept på en direkte udledningstilladelse til DONG Energy Skærbækværket. Den endelige tilladelse forventes at foreligge den 5. oktober 2016.


Forudsætningen for udtrædelse af Fredericia Spildevand og Energi A/S er, at Miljøstyrelsen godkender udledningen til Kolding Fjord, og at Fredericia Kommune herefter laver et tillæg til spildevandsplanen. Teknik & Miljø har derfor udarbejdet et udkast til forslag til tillæg nr. 4 til spildevandsplanen, der ophæver tilslutningspligten for en del af kloakopland SK9 (separatkloakeret) og SK4 (fælleskloakeret), se bilag 1.


Med tillægget fraskiver DONG Energy Skærbækværket sig retten til afledning af tag- og overfladevand og spildevand til Fredericia Spildevand og Energi A/S i området.


DONG Energy Skærbækværket er klar til opstart i oktober/november og har derfor bedt kommunen om at fremme sagen mest muligt, idet den meget sene udledningstilladelse fra Miljøstyrelsen har forsinket planerne væsentligt.


Det er vurderet juridisk, at sagen lovligt i forhold til spildevandsbekendtgørelsen og styrelsesvedtægten kan fremmes ved, at byrådet godkender, at tillægget sendes i offentlig høring, og at byrådet samtidig tillige godkender tillægget endeligt, forudsat at der ikke kommer indsigelser i høringsperioden.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Teknik & Miljø har ingen grund til at anfægte Miljøstyrelsens vurdering af, at direkte udledning til Kolding Fjord er miljømæssigt forsvarlig. Derfor anbefaler Teknik & Miljø,


-  at det udarbejdede udkast til forslag til tillæg til spildevandsplanen tiltrædes og sendes i offentlig høring, forudsat at Miljøstyrelsens udledningstilladelse forinden foreligger.


-  at der samtidig træffes beslutning om, at tillægget vedtages endeligt, idet forudsætningen herfor dog er, at der ikke indkommer indsigelser imod planforslaget i forbindelse med den offentlige høring.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det indstilles over for Økonomiudvalget og Byrådet, 

  1. at forslaget til tillæg nr. 4 til spildevandsplan tiltrædes og sendes i offentlig høring i 8 uger, når og hvis Miljøstyrelsen meddeler den endelige udledningstilladelse til DONG Energy Skærbækværket
  2. at forslaget til tillæg nr. 4 tillige samtidig kan betragtes som godkendt endeligt, hvis der ikke kommer indsigelser imod planforslaget i høringsperioden
  3. at Teknik & Miljø bemyndiges til at færdigredigere planforslaget, før det offentliggøres

Beslutning i Byrådet den 10-10-2016

Et flertal i byrådet bestående af S, V og DF stemte for at anbefale indstillingen. SF stemte imod. Ø undlod at stemme.

Beslutning i Økonomiudvalget den 10-10-2016

Et flertal i Økonomiudvalget bestående af S, V og DF stemte for at anbefale indstillingen. SF stemte imod.

Beslutning i Økonomiudvalget den 03-10-2016

Beslutning udsat, og behandles på et ekstraordinært Økonomiudvalgsmøde d. 10/10 2016.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 20-09-2016

Indstillingen blev tiltrådt.

Punkt 119 Evt. køb af ejendom

Sagsbeskrivelse

Fredericia Kommune er blevet kontaktet af ejerne, Middelfart Sparekasse, om eventuel overtagelse af ejendommen Herslev Kirkevej 36, Herslev (Knudsens Gård). Arealet omfatter matr. nr. 10a, og 10s, Herslev by, Herslev og udgør i alt 8.439 m2 (jf. bilag oversigtskort). 


Knudsens Gård ligger hen som en ruin og virker trist og skæmmende i gadebilledet i Herslev.


De nuværende ejere, Middelfart Sparekasse, har overtaget grunden efter LBO’s konkurs. Middelfart Sparekasse ønsker ikke at udstykke arealet og har sat ejendommen til salg for 1 mio. kr. Sparekassen vurderer imidlertid nu, at ejendommen er svær at sælge, hvorfor de har kontaktet kommunen om evt. kommunal overtagelse af arealet.


Fredericia Kommune har holdt møde med ejerne og deres advokat, Jesper Knudsen, Andersen Partners, mhp. afklaring af vilkår og muligheder for kommunens eventuelle overtagelse af ejendommen.


På mødet tilkendegav kommunen positiv interesse overfor ideen om at overtage grunden, rive bygningerne ned, indrette arealet til fælles friareal for byens beboere og efterfølgende overdrage driften til Herslev Sogns Borgerforening mod, at købesummens størrelse var symbolsk, og at borgerforeningen er indforstået med at påtage sig den efterfølgende driftsopgave.


Ved efterfølgende dialog, har Middelfart Sparekasse oplyst, at de er villige til at sælge den samlede ejendom til en salgspris på 200.000 kr. ekskl. moms. Jf. bilag ”mail fra Middelfart Sparekasse”.


Såfremt Fredericia Kommune erhverver Knudsens Gård i Herslev, skal man regne med omkring 600.000 kr. yderligere afsat til nedrivning af ejendommen, samt 100.000 kr. til reetablering af området og eventuelle handelsomkostninger. Der er allerede afsat midler i det nuværende budget til nedrivning af gamle ejendomme, og på nuværende tidspunkt er der 460.000 DKK netto tilbage af budgettet efter den statslige refusion.  


Vedlagt i bilag er tilbud indhentet af Middelfart Sparekasse vedr. nedrivning af ejendommen. Udover udgiften til nedrivning af ejendommen må det forventes at yderligere 100.000 kr. skal afsættes til reetablering af arealet efter nedrivning. 

Økonomiske konsekvenser

Tekst
(beløb i mio. kr.)

TB 2016

TB 2017

TB 2018

TB 2019

TB 2020

Anlægs-
bevilling

Fri-
givelse

Nedrivning af Herslev Kirkevej 36 (XA-XXXXX), By- og Planudvalget

0,900

 

 

 

 

0,900

0,900

Investeringspuljen (XA-20010), Økonomiudvalget

-0,200

 

 

 

Pulje på drift, Demokrati og Borgerudvalget

-0,240

 

 

 

 

 

Nedrivningspuljen (XA-50207), By- og Planudvalget

-0,460

I alt (- = kasseindlæg/
 + = kasseudlæg)

0,000

0,000

0,000

0,000

0,000

 

 

Vurdering

Erhvervelse og nedrivning af Knudsens Gård vurderes at være i tråd med kommunens ønske om at rydde op og få fjernet nedslidte ejendomme i kommunen. Knudsens Gård i Herslev ligger på en så central grund i Herslev, at den skæmmer et stort område, hvorfor det vil give værdi til hele lokalsamfundet i Herslev at få saneret området. Knudsens Gård ligger på matrikel 10a – jf. bilag. Såfremt ejendommen erhverves, bør det undersøges nærmere om  matrikel 10s som er det grønne område der også følger med i handlen kan sælges som selvstændig byggegrund.

Indstillinger

Strategisk Planlægning indstiller til Byrådet, at

Ejendommen erhverves til 200.000 DKK samt nedrivning og efterfølgende reetablering af området igangsættes snarest.


Såfremt et køb bliver godkendt, bliver budget og bevillinger tilrettet med de i økonomiske konsekvenser anførte ændringer.

Beslutning i Byrådet den 10-10-2016

Godkendt.

Beslutning i Økonomiudvalget den 10-10-2016

Anbefales.

Beslutning i Demokrati- og Borgerudvalget den 07-10-2016

Anbefales.