Økonomiudvalget - 25-03-2021

Referat
Dato:
Torsdag, 25 marts, 2021 - 17:00
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Onsdag, 24 marts, 2021 - 23:29
Referat publiceret:
Fredag, 26 marts, 2021 - 11:29

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

Henset til den særlige situation som Fredericia Kommune befinder sig i er dagsorden først udsendt dagen inden mødeafholdelse.

 

Sagsbeskrivelse:

 

Henset til den særlige situation som Fredericia Kommune befinder sig i er dagsorden først udsendt dagen inden mødeafholdelse.

 

Indstillinger

 

Byrådssekretariatet indstiller, at dagsordenen godkendes.

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 25-03-2021

 

Godkendt.

Punkt 2 Advokatundersøgelse m.v. - økonomi

Sagsresumé

 

Horten har nu afsluttet deres arbejde med advokatundersøgelse m.v. og fremsendt slutafregning til Fredericia Kommune.

Økonomiudvalget får i sagen en kort orientering om sagens forløb samt om den samlede udgift forbundet med Hortens bistand i denne sammenhæng.

 

Sagsbeskrivelse:

 

Horten fremlagde advokatundersøgelsen samt rapport vedr. habilitet for Økonomiudvalget og Byrådet den 10. og 11. marts 2021.

 

Den samlede pris for advokatundersøgelse og rapport vedr. habilitet beløber sig til 3,585 mio. kr. Derudover har Horten bistået med en række andre opgaver, fx vurdering vedr. Fredericia Teaters konkurs. Disse øvrige opgaver beløber sig til 0,586 mio. kr.

 

Horten har fremsendt månedlige afregninger og styregruppen, bestående af borgmester Steen Wrist og Susanne Eilersen, og det samlede økonomiudvalg har løbende modtaget mundtlige orienteringer om den løbende afregning.

 

Baggrund

Økonomiudvalget drøftede og besluttede udarbejdelse af en samlet redegørelse på deres møder den 11., 15. og 17. december 2020. Redegørelsen overgik til at blive en advokatundersøgelse med følgende ramme:

 

-          Det samlede forløb omhandlende salg af Argentinervej 42

-          Forvaltningens håndtering af aktindsigter fra Ekstra Bladet

-          Byggesagsbehandling i forbindelse med opførelse af huse på Argentinervej

-          Udstykning af grunde på Argentinervej

-          Udviklingsområdet Sønderskov, herunder skovrejsning

 

Herudover besluttede Økonomiudvalget, at alt hvad Horten i øvrigt i forløbet måtte blive opmærksom på skulle inddrages i undersøgelsen, og at advokatundersøgelsen skulle finansieres af midlerne afsat til advokatomkostninger.

 

Den 11. januar 2021 besluttede Økonomiudvalget endvidere, at advokatundersøgelsen skulle udvides med interviews af relevante parter, hvilket har været meget tidskrævende og har medført en betydelig udgift.

 

 

Økonomiske konsekvenser

 

Økonomiudvalget besluttede den 11. december 2020, at advokatundersøgelsen skulle finansieres af de årlige midler afsat til advokatomkostninger. Der afsættes årligt 1,295 mio. kr. til dette formål.

 

De samlede udgifter til Horten vedr. advokatundersøgelse, rapport vedr. habilitet samt øvrige opgaver beløber sig til 4,172 mio. kr. Hertil kommer løbende udgifter til advokatbistand i sager, som kræver juridisk special viden, som kommunens egne jurister ikke kan dække ind. Der forventes på nuværende tidspunkt, at der i 2021 vil være udgifter til ekstern advokat bistand på 1,900 mio. kr.

 

Der forventes et samlet merforbrug på 4,477 mio. kr. Merforbruget foreslås finansieret af bufferpuljen.

 

Vurdering

 

Ingen.

 

Indstillinger

 

Direktionen indstiller, at Økonomiudvalget

  1. Tager orienteringen til efterretning.
  2. Godkender at merforbruget finansieres af bufferpuljen.

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 25-03-2021

  1. Taget til efterretning.
  2. Godkendt.

Punkt 3 Håndtering af den nuværende situation - ressourcer m.v.

Sagsresumé

 

Fredericia Kommune er pt. under et massivt pres og bruger mange ressourcer på håndtering af aktindsigter, presse samt juridiske og økonomiske spørgsmål på baggrund af advokatundersøgelsen og de interne afdækninger. De samme medarbejdere skal løfte rigtig mange opgaver og samtidig også håndtere den daglige drift, så vidt det overhovedet er muligt.

Der er i denne forbindelse behov for Økonomiudvalgets stillingtagen til håndtering, sikring af driften samt den nødvendige finansiering i denne sammenhæng.

 

Sagsbeskrivelse:

 

Fredericia Kommune er pt. under et massivt pres og bruger mange ressourcer på håndtering af aktindsigter, presse samt juridiske og økonomiske spørgsmål på baggrund af advokatundersøgelsen og de interne afdækninger. De samme medarbejdere skal løfte rigtig mange opgaver og samtidig også håndtere den daglige drift, så vidt det overhovedet er muligt.

 

Der er nedsat en krisestab som pt. mødes dagligt og drøfter håndtering af situationen. Fredericia Kommune er i en særlig situation med kun to fungerende medlemmer af Direktionen, og der ses et stort behov for fortsat løbende ekstern bistand i den kommende tid. Der er lige nu en stor risiko for, at Fredericia Kommune ikke på alle områder kan opretholde driften samtidig med håndtering af den nuværende særlige situation, som kommunen befinder sig i.

 

Det foreslås derfor, at der, for at håndtere det massive ressourcetræk tilknyttes eksterne ressourcer til at bidrage med håndteringen. Dette kunne fx være en form for ordning, hvor krisestaben, Team Jura og Kommunikation kan trække på ekstern bistand nogle timer ugentligt i en periode.

 

Der er behov for Økonomiudvalgets godkendelse af en økonomisk ramme til tilkøb af eksterne ressourcer.

 

Økonomiske konsekvenser

 

Det vurderes, at behovet for ekstra ressourcer til håndtering af det massive pres på organisationen udgør samlet set 300.000 kr., der foreslås finansieret af bufferpuljen.

 

 

Vurdering

Se sagsbeskrivelsen.

 

Indstillinger

 

Direktionen indstiller, at Økonomiudvalget

  1. Drøfter sagen.
  2. Godkender at der for en periode frem til ultimo juni 2021 afsættes et samlet beløb på 300.000 kr. til brug for ekstern hjælp til håndtering af den nuværende situation.
  3. Godkender at udgiften på 300.000 kr. finansieres af bufferpuljen.

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 25-03-2021

  1. Drøftet.
  2. Godkendt.
  3. Godkendt.

Punkt 4 Status (Lukket)