Social- og Beskæftigelsesudvalget - 01-04-2020

Referat
Dato:
Onsdag, 1 april, 2020 - 14:00
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 27 marts, 2020 - 12:46
Referat publiceret:
Fredag, 3 april, 2020 - 16:00

Punkt 18 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Social og Beskæftigelse indstiller, at

 

  1. Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender, at dagsordenen behandles ved cirkulation (pr. mail)
  2. Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender dagsordenen

 

 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 01-04-2020

Godkendt.

Punkt 19 Regnskab 2019 - Social og Beskæftigelsesudvalget

Sagsresumé

Regnskabet for 2019 på Social- og Beskæftigelsesområdet er gjort op og det viser et samlet merforbrug på 1,829 mio. kr. i forhold til udvalgets andel af servicerammen - dette skyldes primært forhøjede udgifter til Socialområdet bl.a. STU for voksne og Misbrugscenter. Merforbruget er en forbedring på 2,136 mio. kr. sammenlignet med 3. budgetopfølgning og vedrører primært en opbremsning på Socialområdet samt mindreforbrug på projekter under beskæftigelsesområdet.

 

På overførselsudgifter og udgifter til forsikrede ledige har Social- og Beskæftigelsesområdet et merforbrug på 4,811 mio. kr. set i forhold til det korrigerede budget. Det er især udgifterne til dagpenge og ressourceforløb der ligger over budgettet. Overførslerne ligger udenfor servicerammen.

 

Sagsbeskrivelse

I forbindelse med regnskabsafslutningen har koncernområderne og stabene udarbejdet en opgørelse af regnskabet 2019.

Regnskabet behandles indledningsvis i fagudvalgene. Herefter sendes regnskabet videre til godkendelse i Økonomiudvalget og afslutningsvis Byrådet.

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af servicerammen samt regnskabet for 2019. Eventuelle afvigelser er et udtryk for enten et pres eller råderum på rammen.

Tabel 1

Mio. kr.

Ramme

Regnskab

Serviceudgifter

135,596

137,425

 

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af kommunens samlede økonomi udtrykt ved det vedtagne og korrigerede budget samt regnskabet for 2019.

Tabel 2

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Regnskab

Social- og Beskæftigelsesudvalget

 

 

 

Serviceudgifter

135,251

135,844

137,425

Brugerfinansieret område

0,494

0,494

0,412

Øvrig drift:

 

 

 

Overførselsudgifter

719,680

726,544

729,357

Forsikrede ledige

96,251

96,438

98,436

 

 

Serviceudgifter omfatter det specialiserede socialområde, dag- og døgntilbud og projekter på beskæftigelsesområdet.

 

Forskellen på vedtaget og korrigeret budget på serviceudgifterne udgør 0,593 mio. kr., som blandt andet vedrører overførte driftsmidler fra Senior- og Handicapudvalget i forbindelse med organisationsændringen i december 2018, samt udvalgets andel af puljen vedrørende finansieringskravet fra budget 2019.

 

Brugerfinansieret område omfatter minifleksjobbere, der arbejder på kommunens genbrugspladser.

 

Overførselsudgifter omfatter blandt andet ledighedsydelse, integrationsydelse for udlændinge, løntilskud til flexjob samt kontanthjælp og enkeltydelser. På overførsler er der en forskel på vedtaget budget og korrigeret budget på 6,864 mil. kr. Baggrunden er, at der ved 3. budgetopfølgning i 2019 var en forventning om et merforbrug på overførsler og derfor blev der tilført midler.

 

Forsikrede ledige omfatter ydelsen til dagpengemodtagere. For forsikrede ledige er der en forskel mellem vedtaget budget og korrigeret budget på 0,187 mio. kr. Denne opjustering skyldes ligeledes, at der ved 3. budgetopfølgning var en forventning om et merforbrug for området.

 

Vurdering

SERVICEUDGIFTER

Social- og Beskæftigelsesudvalget har i 2019 et samlet merforbrug på 1,829 mio. kr. set i forhold til servicerammen. På Social- og Beskæftigelsesområdet var der i 2019 en forskel mellem serviceramme og korrigeret budget på 0,248 mio. kr. Der var således et merforbrug på 1,6 mio. kr. på serviceudgifter set i forhold til det korrigeret budget.

 

Regnskabet kan forklares ud fra følgende punkter:

  • Beskæftigelsesområdet har et mindreforbrug på 5,6 mio. kr. Dette skyldes blandt andet, at der er lukket en række projekter, som fx Sund og Glad. Der er ligeledes et mindreforbrug på midlertidige boliger til flygtninge, da kommunen efter 1. marts 2019 ikke længere har en særlig forpligtelse til at anvise en permanent bolig til flygtninge.
  • Socialområdet, dag- og døgntilbud har et samlet merforbrug op 7,2 mio. kr. Dette skyldes blandt andet merforbrug på STU for voksne og Misbrugscenter.

 

OVERFØRSLER

Set på tværs af alle overførsler- både i generelle overførsler og ydelser til forsikrede ledige – er der et merforbrug på 4,811 mio. kr.

Ved 3. Budgetopfølgning i 2019 blev der tilført midler til overførslerne under Social- og Beskæftigelsesudvalget. Set i forhold til det vedtaget budget for 2019 ville merforbruget på overførsler været på 11,862 mio. kr.

Historisk set har ledigheden i Fredericia ligget væsentligt over landsgennemsnittet og gennemsnittet for regionen. Jobcentret i Fredericia har igangsat en række tiltag i 2020, der har til formål at vende udviklingen.

 

BRUGERFINANSIERET OMRÅDE

På det brugerfinansierede område har Social- og Beskæftigelsesudvalget et mindreforbrug på 0,082 mio.kr. Det brugerfinansierede området under Social- og Beskæftigelsesområdet dækker minifleksjobbere og mindreforbruget skyldes, at der ikke er ansat så mange minifleksjobbere som forventet. Baggrunden er bla. det ansættelsesstop som blev indført i efteråret 2019.

 

RETVISENDE BUDGETTER

Som led af arbejdet med retvisende budgetter i Fredericia Kommune, blev der i Budget 2020 tilført 6,2 mio. kr. til Social- og beskæftigelsesområdet. Tildelingen blev fastsat på baggrund af forventningerne til årets resultat ved 3. Budgetopfølgning. I forbindelse med 3. budgetopfølgning blev der igangsat en opbremsning på flere områder.

Midlerne fra retvisende budgetter blev målrettet en række konkrete områder. I forbindelse med regnskabet er det samlede merforbrug for områderne opgjort til 4,3 mio. kr. Merforbruget er således lavere end forventet. Ved regnskabsafslutning er forventningen dog, at opbremsningen på aktiviteterne ikke kan gøres permanent, da der er risiko for, at området ikke vil kunne overholde gældende lovgivning. Tildelingen i retvisende budgetter forventes at stemme overens med forbruget i 2020. 

Indstillinger

Økonomi og Personale og Social- og Beskæftigelse indstiller:

  1. At sagen godkendes og fremsendes til Økonomiudvalget og Byrådet
  2. At status over politiske tiltag tages til efterretning

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 01-04-2020

 

Godkendt og taget til efterretning som indstillet med bemærkning om, at de opbremsninger der skete i 2019 ikke er permanente, men vil blive igangsat igen, hvilket der er budgetteret efter.

Punkt 20 Beslutning om sommerferieaktiviteter for borgere der ikke har ret til ferie og som har børn

Sagsresumé

 

Social- og Beskæftigelsesudvalget har ønsket at samtænke løsningen på sommerferieaktiviteter med de aktiviteter, som allerede er planlagt af den boligsociale helhedsplan. Dette har været drøftet med Helhedsplanen, og de har taget positivt imod.

 

Sagsbeskrivelse:

 

På mødet i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 25. marts 2019 blev det besluttet at tilbyde to ugers sommeraktiviteter for borgere med børn, der ikke har ret til ferie. Aktiviteterne foregik i uge 28 og 29. A2B fik opgaven med at planlægge og afholde ugerne, hvilket blev gjort sammen med frivillige. Målgruppen for tilbuddet var borgere, som på det tidspunkt var tilknyttet enten Sprogskolen eller Jobskolen under A2B.

 

I sommeren 2020 er forslaget, at tilbuddet til målgruppen bliver deltagelse i de sommerferieaktiviteter, som allerede er planlagt i regi af Helhedsplanen. Koordineringen, formidling af tilbuddet og information om deltagelse mv. koordineres i tæt samarbejde mellem Helhedsplanen og jobcenteret.

 

Sidste år var den økonomiske ramme på 38.000 kr. Det foreslås, at rammen i 2020 fastsættes til 20.000 kr. da der ikke forventes et stort antal borgere i målgruppen og det forhold, at det er mere effektivt at tilbyde aktiviteter, som allerede afvikles.

 

Helhedsplanen og jobcenteret vil efterfølgende evaluere på forløbet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

 Social- og Beskæftigelse indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender:

  1. At sommerferieaktiviteter for den nævnte målgruppe i 2020 tilbydes i regi af Helhedsplanen i uge 28 og 29.
  2. At Helhedsplanen tilføres et budget på 20.000 kr. som tilskud til de planlagte aktiviteter.
  3. At den konkrete koordinering af tilmeldinger mv. sikres i samarbejde med jobcenterets medarbejdere.

 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 01-04-2020

  1. Godkendt.

 

  1. Godkendt.

Inger Nielsen (DF) kan ikke godkende, da Helhedsplanudvalget allerede får bevilliget kr. 200.000. Af det beløb må de selv finde kr. 20.000 til sommersjov.

  1. Godkendt.

Punkt 21 Aftaler med Selvhjælp Fredericia-Middelfart

Sagsresumé

 

Fredericia kommune har gennem mange år haft er godt og værdifuldt samarbejde med Selvhjælp Fredericia Middelfart (Selvhjælp). Fra og med 2019 har der været to sideløbende aftaler, nemlig en partnerskabsaftale om driften af Selvhjælp og en samarbejdsaftale om pårørendeprojektet.

 

Social- og Beskæftigelsesudvalget får her en kort orientering om aftalerne.

 

Sagsbeskrivelse:

 

Fredericia kommune har gennem rigtigt mange år haft er godt og værdifuldt samarbejde med Selvhjælp Fredericia Middelfart (Selvhjælp). Fra og med 2019 har der været to sideløbende aftaler, nemlig en partnerskabsaftale om driften af Selvhjælp og en samarbejdsaftale om pårørendeprojektet.

 

Partnerskabsaftalen:

I 2013 blev der udarbejdet en partnerskabsaftale mellem Selvhjælp og Fredericia Kommune. Aftalen vedrørte finansiering af en tovholderfunktion og havde i de første mange en to-årig løbetid. I forbindelse med kommunens revidering af samtlige samarbejdsaftaler med civilsamfundet blev dette vilkår ændret til opsigelse med 6 måneder i forbindelse med et årsskifte. Samtidig er også beløbet, som Selvhjælps drift understøttes med ændret til 160.000 kr. årligt i overensstemmelse med beslutningen herom i budget 2019. Den reviderede aftale med Selvhjælp er formelt underskrevet d. 17. februar 2020, men har reelt været gældende fra og med januar 2019.

 

Aftalen er vedlagt som bilag.

 

Aftale om pårørendesamarbejde:

Den anden aftale vedrører et pårørendeprojekt som Selvhjælp har startet op i 2019 med finansiering via budgettet for dels 2018, dels 2019 og giver Selvhjælp 200.000 kr årligt i perioden 2019 til og med 2022. Når denne periode udløber skal der tages stilling til om projektet skal fortsætte.

I projektet forpligter Selvhjælp sig til at oprette og drive tilbud til pårørende til kronisk syge og døende. Det kan være i form af aflastning i hjemmet, selvhjælps grupper eller anden relevant støtte. Selvhjælp står for rekruttering, forsikring og understøttelse af frivillige i projektet. Selvhjælp er gået i gang med arbejdet allerede i 2019 og har uddannet frivillige, der er klar til opgaverne. Samarbejdsaftalen er endnu ikke formelt underskrevet, men forventes underskrevet efter udvalgsmødet.

 

Aftalen er vedlagt som bilag.

Økonomiske konsekvenser

 

Finansiering af partnerskabsaftalen er sikret via omlægning af § 18-midlerne og udgør 160.000 kr. årligt. Tilskuddet er tidsubegrænset til en eventuel opsigelse af aftalen.

Finansiering af Samarbejdsaftalen om støtte til pårørende er finansieret af budgetmidler afsat i 2018 og omdisponeret i forbindelse med vedtagelsen af budget 2019. Tilskuddet udgør 200.000 kr. årligt i perioden 2019 - 2022

Vurdering

 

 

Det er Sundhed og Velfærdsinnovations vurdering, at de to aftaler udgør et godt formelt grundlag for et i forvejen velfungerende samarbejde mellem Selvhjælp og Fredericia Kommune.

Aftalerne beskriver hver især de opgaver og indsatser som Selvhjælp har til gavn for midlertidigt eller varigt udsatte i Fredericia og dermed for Fredericia Kommune.

Sundhed og Velfærdsinnovation vurderer, at indsatserne er i god og forventelig gænge

Indstillinger

 

Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller, at Social og Beskæftigelsesudvalget

 

1)       Tager orienteringen til efterretning

2)       Godkender at formanden underskriver aftalen om pårørendesamarbejde.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 01-04-2020

  1. Taget til efterretning
  2. Godkendt.

Punkt 22 Orienteringssag - overblik over tilbud i jobcenter Fredericia (Lukket)

Punkt 23 Orientering om nye regler for seniorpension

Sagsresumé

 

Nye regler om seniorpension er trådt i kraft den 1. januar 2020.

 

Med loven indføres en ny ydelse - Seniorpension. Reglerne om seniorpension er indsat som et nyt kapitel 3 a i lov om social pension. Samtidig ophæves de gældende regler om seniorførtidspension med få overgangsregler.

 

Seniorpension er en helbredsbetinget forsørgelsesydelse for personer med højst 6 år til folkepensionsalderen. Seniorpension modtages som udgangspunkt fra tilkendelsen og frem til folkepensionsalderen.

 

Sagsbeskrivelse:

 

Folketinget har den 20. december 2019 vedtaget lovforslag L67 om seniorpension. Seniorpension kan tilkendes fra 1. januar 2020.

 

Det er en betingelse for tilkendelse af seniorpension, at:

 

  1. personen har højst 6 år til folkepensionsalder,
  2. personen har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet med sammenlagt mindst 20-25 års beskæftigelse, og
  3. personens arbejdsevne er varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job.

 

Det er desuden en betingelse, at borgeren opfylder de grundlæggende krav til statsborgerskab, bopæl og bopælstid, som gælder for ret til pension efter lov om social pension.

 

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om tilkendelse eller afslag på seniorpension. Afgørelsen kan indbringes for Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg.

 

Bekendtgørelsen, der danner rammen for vurdering af tilkendelse af seniorpension beskriver, hvorledes de tre ovenstående betingelser for tilkendelse skal dokumenteres og vurderes. Vurderingen af om personens arbejdsevne er varigt nedsat til 15 timer om ugen i forhold til seneste job, skal ske som det er beskrevet i bekendtgørelsens § 3. Denne vurdering af arbejdsevne i sammenhæng med seneste job kræver en beskæftigelsesfaglig håndtering.

 

”§ 3.  Det er en betingelse for ret til seniorpension, at den aktuelle arbejdsevne er nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til seneste job, jf. lovens § 26 a, stk. 2, nr. 2.

 

Stk. 2. Seneste job er det job af ca. 12 måneders varighed eller længere, som personen senest har varetaget. Ligger seneste job af ca. 12 måneders varighed eller længere mere end fem år tilbage, kan flere perioder med job af samme type lægges sammen og udgøre seneste job. Seneste job kan være lønmodtagerbeskæftigelse, beskæftigelse som selvstændig erhvervsdrivende eller ansættelse i fleksjob m.v. Job med løntilskud kan ikke anses for at være seneste job.

 

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen udarbejder i samarbejde med ansøger, en beskrivelse af de arbejdsfunktioner ansøgeren varetog i det seneste job, jf. lovens § 26 c, stk. 1, nr. 2, og en beskrivelse af hvilke kompetencer, der er en forudsætning for at varetage jobbet.

 

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal vurdere borgerens arbejdsevne på baggrund af en individuel konkret helhedsvurdering. Vurderingen skal primært ske på grundlag af helbredsmæssige oplysninger om ansøgerens ressourcer og udfordringer i forhold til det seneste job, jf. lovens § 26 c, stk. 1, nr. 3. Andre oplysninger af betydning for borgerens aktuelle arbejdsevne skal også indgå i vurderingen.

 

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen udarbejder den faglige forklaring, jf. lovens § 26 c, stk. 1, nr. 4, ved at sammenholde personens aktuelle arbejdsevne, jf. stk. 4, med beskrivelsen af arbejdsfunktioner og nødvendige kvalifikationer i det seneste job, jf. stk. 3.”

 

Seniorpensionister modtager seniorpension med samme satser og under samme øvrige betingelser, som gælder for modtagere af førtidspension.

 

Det betyder i praksis i Fredericia:

 

Vi har i dag registreret 206 personer over 62 år, der modtager ydelser og indsats fra Jobcentret, der formentlig vil opfylde betingelserne for seniorpension. Der er tale om personer, der modtager dagpenge, sygedagpenge, ledighedsydelse og ansatte i fleksjob.

 

Der er i jobcentret udarbejdet en arbejdsprocedure til behandling af ansøgninger om seniorpension, som håndteres indenfor den samlede prioritering af opgaver. Aktuelt er der pr. 6. marts 2020 51 ansøgninger.

Økonomiske konsekvenser

 

Indførelse af seniorførtidspension forventes at medføre administrative merudgifter for kommunerne, da der forventes at nogle af de 206 personer, der formentlig vil opfylde betingelsrne også vil blive tilkendt en seniorpension. Skøn på administrative merudgifter for Fredericia kommune afventer DUT forhandling mellem KL og regering. Derudover kan forventes merudgifter til forsørgelsesudgifter, da personkredsen for seniorpension udover nuværende ydelsesmodtagere også omfatter personer, som ville have været selvforsørgende eller modtage efterløn frem til folkepensionsalderen, såfremt der ikke var mulighed for seniorpension.

Vurdering

 

Ingen.

Indstillinger

Social- og Beskæftigelse indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget

 

  1. tager orienteringen til efterretning.
  2. godkender, at der sker en opfølgning vedrørende Seniorpension i løbet af 2020.

 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 01-04-2020

  1. Taget til efterretning.
  2. Godkendt.

Punkt 24 Orienteringssag - oversigt over fremskudte indsatser i Jobcenter Fredericia

Sagsresumé

 

Social- og Beskæftigelsesudvalget har efterspurgt en samlet oversigt over medarbejdere i jobcenteret, som varetager fremskudte funktioner. Den vedlægges til orientering.

 

Sagsbeskrivelse:

 

Den samlede oversigt over alle fremskudte funktioner fremgår af det vedhæftede bilag. Der er tale om medarbejdere, som har en del af deres arbejdstid på andre adresser end jobcenteret. Medtaget er også de beløb, som er afsat i jobcenteret til at lønne medarbejdere ansat andre steder end i jobcenteret. Dette for at give det fulde overblik over, hvilke funktioner, der samlet set er varetaget indenfor jobcenterets lønramme.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

 

Social- og Beskæftigelse indstiller, at Social – og Beskæftigelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 01-04-2020

Taget til efterretning.

Punkt 25 Orientering om procesplan for overtagelse af indsatsen fra Integrationsnet

Sagsresumé

 

Social- og beskæftigelsesudvalget har efterspurgt en oversigt over opgaver, som varetages af Integrationsnet, samt planen for hvordan indsatsen overdrages til jobcentret. 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Kontrakten med Integrationsnet er opsagt og udløber den 1. maj 2020.

 

Indsatsen overtages af jobcentret og borgerne får i stedet en håndholdt indsats ved den jobformidler i jobcentret, som har primær kontakt til borger. Der er lagt op til, at den enkelte jobformidler sammen med borger laver plan for det videre forløb hvor relevante samarbejdspartnere involveres og der tages stilling til understøttende aktiviteter.

 

Vedhæftet plan for overdragelse af indsatsen fra Integrationsnet til jobcentret.

 

Opgaver som Integrationsnet har varetaget i indsatsen

 

Mentoropgaver:

  • Støtte ifht. at komme ud og være aktiv / frivillige netværk / sociale fællesskaber / gå tur / overvinde angst f.eks. ved at handle ind
  • Støtte og ledsagelse til udredning og behandling f.eks. egen læge, lokalpsykiatrien, div. psyk. Behandlingstilbud, genoptræning, psykolog, Dansk Blindesamfund, neurolog, sen-hjerneskadekoordinator. Også deltagelse i rundbordssamtaler.
  • Støtte og ledsagelse ifht. kontakt til Din Indgang mhp.. deltagelse i gruppeforløb, støtte efter Serviceloven.
  • Støtte ifht. kontakt til gældsrådgiver, ansøgning om enkeltydelser ex. Medicintilskud, visitationen, Hjælpemidler – navigere i det kommunale system.
  • Motivation ifht. deltagelse i tilbud, praktik, STU, o.l.
  • Generelle motiverende samtaler, rygestop, kost, motion, energiforvaltning, struktur på hverdagen
  • ADL-beskrivelser

 

Gruppeforløb:

  • Job & Psyke - mestringsforløb og social færdighedstræning.
  • Dit Spor - uddannelsesafklarende forløb for unge.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

 

Social og Beskæftigelse indstiller, at Social – og Beskæftigelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.  

 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 01-04-2020

 

Taget til efterretning.

 

Punkt 26 Opstart af Get2Sport

Sagsresumé

I Budget 2020 fremgår det, at der afsættes 200.000 kroner til indgåelse af en samarbejdsaftale med Get2Sport. Der skal træffes en beslutning om placeringen og brugen af midlerne.

 

Sagsbeskrivelse:

I Budget 2020 fremgår det, at der afsættes 200.000 kroner til indgåelse af en samarbejdsaftale med Get2Sport, som skal medvirke til at flere unge med sociale udfordringer bliver en del af det aktive fritidsliv i Fredericia.

Get2Sport er en del af Danmarks Idrætsforbund og har jævnfør deres hjemmeside:

 

…til formål at sikre et velfungerende idrætsforeningsliv ved at aflaste de frivillige kræfter i idrætsforeninger i de udsatte boligområder, så de frivillige kan koncentrere sig om træningen og klubdriften i stedet for at sande til i praktiske og sociale problemer.

 

Projektet forankres lokalt og arbejder ud fra lokale forhold og udfordringer og i tæt samspil med lokale aktører og foreninger.

 

Der har været afholdt indledende møder mellem Fredericia Kommune, Danmarks Idrætsforbund (Get2Sport), og den boligsociale helhedsplan. I forligsteksten til budgettet er de 200.000 kroner betinget af medfinansiering fra de to samarbejdspartnere. De støtter begge op om samarbejdet. Den boligsociale helhedsplan er sat i spidsen for at få konkretiseret et samarbejde i en projektbeskrivelse.

 

Det foreslås, at midlerne placeres i sekretariatet for den boligsociale helhedsplan, så indsatsen kommer helt tæt på borgeren og kommer helt tæt på øvrige indsatser.

Der er vedhæftet et bilag, hvor der står lidt mere om konceptet Get2Sport.

Denne sagsfremstilling fremsættes samtidig til beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget, Børne- og Skoleudvalget samt til orientering i Sundhedsudvalget.

Økonomiske konsekvenser

Midlerne til Get2Sport tages fra puljen Integrationsfremmende tiltag under Integration. Der afsættes 200.000 kroner jævnfør forligsteksten i Budget 2020 til indgåelse af en samarbejdsaftale med Get2Sport. Midlerne er 1-årige.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Social- og Beskæftigelsesområdet indstiller,

1)       At Social- og Beskæftigelsesudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget, Børne- og Skoleudvalget godkender, at midlerne placeres i sekretariatet for den boligsociale helhedsplan.

2)       At Social- og Beskæftigelsesudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget, Børne- og Skoleudvalget oversender sagen til Økonomiudvalget til godkendelse af, at midlerne benyttes til indgåelse af en samarbejdsaftale med Get2Sport.

3)       At Sundhedsudvalget tager sagen til efterretning.

 

 

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 01-04-2020

  1. Godkendt
  2. Godkendt
  3. Taget til efterretning

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 01-04-2020

  1. Godkendt
  2. Godkendt
  3. Taget til efterretning

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 01-04-2020

  1. Godkendt.
  2. Godkendt.
  3. Taget til efterretning.

Beslutning i Sundhedsudvalget den 01-04-2020

  1. Godkendt.
  2. Godkendt.
  3. Taget til efterretning.