Økonomi- og Erhvervsudvalget - 22-03-2022

Dagsorden
Dato:
Tirsdag, 22 marts, 2022 - 17:30
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Mandag, 21 marts, 2022 - 16:46

Punkt 1 Fordeling af ukrainske flygtninge mellem kommunerne

Sagsresumé

Fredericia Kommune har den 19. marts 2022 modtaget brev fra Udlændingestyrelsen om fordeling af ukrainske flygtninge.

 

Ud fra den nuværende fordelingsnøgle skal Fredericia Kommune modtage 80 flygtninge. Økonomi- og Erhvervsudvalget skal med nærværende sag forholde sig til, hvorvidt Fredericia Kommune, med den på nuværende tidspunkt tilgængelige kapacitet, ønsker at åbne op for at modtage flere flygtninge end fordelingsnøglen tilsiger.

 

Svaret skal indsendes til Udlændingestyrelsen senest den 29. marts 2022.

 

 

Sagsbeskrivelse:

Udlændingestyrelsen har skrevet til alle landets kommuner med en orientering om fordeling af personer, der er fordrevet fra Ukraine.

 

Lov nr. 324 af 16. marts 2022 om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (herefter benævnt ”særloven”), blev vedtaget af Folketinget den 16. marts 2022, og trådte i kraft den 17. marts 2022.

 

Udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter særloven, indgår ikke i det fastsatte landstal for flygtninge for 2022. Fordelingen sker ved en særskilt fordelingsmodel, hvor Udlændingestyrelsen for hver kommune fastsætter en forholdsmæssig andel af antallet af personer, som meddeles opholdstilladelse efter denne lov (forholdsmæssige kommunetal), og som vil skulle boligplaceres i den pågældende kommune i det pågældende år, jf. særlovens § 30, stk. 3.

 

Fordeling af personer ud fra en særskilt fordelingsmodel

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, at Udlændingestyrelsen fastsætter de forholdsmæssige kommunetal for 10.000 personer ad gangen, som meddeles opholdstilladelse efter særloven. De forholdsmæssige kommunetal fremgår af vedlagte bilag.

 

Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, stk. 8, at Udlændingestyrelsen kan beslutte, at et antal personer, som meddeles opholdstilladelse efter særloven, kan fordeles til én eller flere kommuner på baggrund af kommunens egne ønsker – det vil sige ud over den forholdsmæssige andel, som kommunen skal modtage.

Det fremgår herudover af bekendtgørelsens § 3, stk. 6, at hvis Udlændingestyrelsen udmelder en ny fordeling ud over de første 10.000 personer, korrigeres det forholdsmæssige kommunetal for den enkelte kommune for forskellen mellem det faktiske antal visiterede personer til kommunen ved den tidligere fordeling og det tidligere udmeldte forholdsmæssige kommunetal. Forud for udmelding af en ny fordeling efter stk. 6, kan Udlændingestyrelsen korrigere for indkomne kommuneønsker inden de nye forholdsmæssige kommunetal fastsættes, jf. bekendtgørelsens stk. 8, 4. pkt.

 

Kommuneønsker til fordeling ud over det forholdsmæssige kommunetal

Da der er behov for, at ansøgningerne om opholdstilladelser og fordelingen til kommunerne sker så hurtigt som muligt, vil Udlændingestyrelsen fordele de pågældende efter de nu fastsatte kommunetal.

 

Hvis en kommune ønsker at modtage flere personer end dem, der følger af de forholdsmæssige kommunetal skal sådanne ønsker indgives til Udlændingestyrelsen. Af hensyn til den videre behandling af ansøgningerne om opholdstilladelse er fristen for at indsende kommuneønsker kort.

 

Kommuneønskerne skal være modtaget i Udlændingestyrelsen senest den 29. marts 2022 kl. 12.00. Efter udløb af fristen vil Udlændingestyrelsen udmelde nye forholdsmæssig kommunetal, som tager højde for eventuelle indkomne kommuneønsker.

 

Økonomiske konsekvenser

Kommunerne vil blive kompenseret under ét efter de vanlige DUT-nøgler.

 

Vurdering

Forvaltningen vurderer, at der formentligt vil komme flere end 10.000 Ukrainere til landet. Det må derfor forventes, at der på sigt vil være behov for at tage imod flere end de foreløbige 80 udmeldte i Fredericia, men at det på nuværende tidspunkt anbefales, at Fredericia Kommune holder sig til fordelingsnøglen.

 

Indstillinger

Direktøren for Beskæftigelse og Velfærd indstiller, at Økonomi- og Erhvervsudvalget

  1. Drøfter sagen.
  2. Godkender at Fredericia Kommune ikke på nuværende tidspunkt melder ønsker ind.