Lovgivningen om hegn opstod, da det meste af befolkningen boede på landet, hvor indbyggerne havde direkte adgang til at skaffe sig føde fra planter og dyr. Skader på afgrøder forvoldt af husdyr var den væsentligste årsag til opførelse og vedligeholdelse af hegn.
Nutidens love om markfred og hegn har rødder tilbage i middelalderens landskabslove, som blev nedskrevet i 1200-tallet. Fredericiaområdet - dengang bestående af sogne i Elbo Herred - var omfattet af Jyske Lov fra 1241, der gjaldt i Jylland nord for Kongeåen. Igennem mange århundreder boede hovedparten af befolkningen i landsbyer, hvor jorden blev dyrket i fællesskab. Den enkelte indbygger havde visse muligheder for at adskille egen jord fra fællesskabet, men der fulgte flere pligter med enegangen. Enegængeren var alene ansvarlig for hegning om sine husdyr, så de ikke anrettede skade på fællesskabets afgrøder.
Reglerne for dyrkningsfællesskab og hegning blev beskrevet i landsbyernes vider (bymændenes forsamling, bystævnet) og vedtægter. Christian den 5.s Danske Lov fra 1683 indeholder også regler om hegning. Husdyrene skulle vogtes af landsbyens hyrde. Hvis dyrene trængte ind på en mark og anrettede skade, var der tale om brud på markfreden, hvilket blev straffet med bøder. De skulle betales af den, der ejede de indtrængende dyr.
Fælleshegn i skel - siden 1794
Landsbyernes århundredgamle dyrkningsfællesskab ophørte med landboreformerne i sidste halvdel af 1700-tallet. Godsejerne solgte fæstegårde med jord til fæstebønderne, som dermed blev gårdejere. Med fokus på indførelse af individuel ejendom af jord blev landsbyjorden fordelt på en ny måde. Denne store begivenhed er kendt som Udskiftningen, fordi jordbrugerne fik udskiftet deres andel af landsbyens jord. Hver enkelt bonde fik sin jord samlet i én matrikel. Alle hans bygninger blev flyttet til denne matrikel, hvis den ikke allerede lå på den tildelte jord. Fra landsbyerne flyttedes gårde ud i landskabet. Befolkningstilvæksten fortsatte med at stige markant i 1800-tallet, hvilket førte til oprettelse af nye husmandsbrug. Det skete på jord, der matrikuleredes ud fra enten godsejernes hovedgårde eller de større selvejergårde.
Med de nye ejerforhold fulgte et større engagement hos den enkelte jordejer til at skabe og værne egne værdier. Mellem de nye matrikler opførtes hegn og gravedes grøfter som middel til at forhindre husdyrene i at gøre skade på naboens afgrøder og ejendom. Grøfterne havde en dobbelt funktion, da de også anvendtes til afledning af skadeligt vand.
I forbindelse med udskiftningen indførtes den retstilstand, vi har i dag, hvor et hegn i skellet mellem to matrikler altid tilhører ejerne af de to matrikler. Dette fremgik oprindelig af Markfredsforordningen af 1794, som blev opdateret i 1817 og flere gange senere. Loven bygger på det grundlæggende princip, at skellinjen mellem to matrikler har to ejere, der hver ejer halvdelen af skellinjen. På dette grundlag har hegn i skellinjen også to ejere, der sammen vedligeholder hegnet.
Derfor: Hegn i skel er fælleshegn.
Pligt og ret til hegn
Fra loven om markfred og markveje udskiltes hegn som et selvstændigt sagsområde i Hegnsloven af 1869, som er Danmarks første hegnslov. Her videreførtes princippet om fælleshegn. Det er også blandt de bærende principper i Hegnsloven af 1950, hvor begrebet egne hegn indførtes ved siden af fælleshegn. De to begreber anvendes ligeledes i Hegnsloven af 2015, som er en opdatering af 1950-loven.
Hegnsloven af 1869 med efterfølgende opdateringer bygger på det princip, at enhver jordejer er pligtig til at opsætte og vedligeholde halvt hegn, når naboen forlanger det. Halvt hegn betyder, at et hegn i skel har to ejere og derfor er et fælleshegn. Såvel opsætning som vedligehold og ændringer kræver indgåelse af fælles aftaler før der foretages ændringer. Dette grundprincip gælder stadig.
Konfliktløsning
Behovet for konfliktløsning vokser i takt med, at vi bor tættere på hinanden og samtidig med, at vi i højere grad værner om vor ejendom og vort privatliv. Med vore måder at leve på kan vi mennesker være til gene for hinanden, hvis dialog og fælles løsninger ikke anvendes i nødvendigt omfang. Ved konflikt eller fastlåste situationer kan anmodning om hjælp fra Hegnsynet være en vej til bedre naboskab og fredelig håndtering af hegn. Gennem besigtigelse af hegnet og forhandling på stedet, hvor hegnet befinder sig, forsøger hegnsynet at opnå forlig mellem parterne. Når det ikke lykkes, afsiger Hegnsynet i stedet en kendelse, som har retskraft.
Med 1794-forordningen og de nye fælleshegn fulgte et system til løsning af konflikter mellem ejerne af fælleshegn. I hvert kirkesogn udpegedes lokale hegnsynsmænd til løsning af konflikter mellem to naboer. Systemet fortsatte i sognekommunerne, da de var blevet indført i 1841.
Hegnsloven af 1869 opdateredes i 1950, så den afspejlede befolkningens flytning fra land til by. Værn mod løsgående husdyr var ikke længere det største problem. Beskyttelse af ejendomret og privatlivets fred var blevet større emner. I hver kommune udpegedes et hegnsyn med tre medlemmer, således som vi kender hegnsyn i dag. Kommuner med mange indbyggere og højere konfliktniveau kan have mere end ét hegnsyn.
Hegnsynsmændenes kendelser kunne i 1800-tallet ankes til amtslige landvæsenskommissioner. De var bemandet med en dommer og to lægmænd, der som oftest var landmænd. Kommissionerne regulerede lokale retsforhold vedrørende vandløb, læhegn og private vejrettigheder med mere. Landvæsenskommissionernes afgørelser kunne ankes til overlandvæsenskommissionen. I 2001 blev kommissionerne nedlagt. Anke over hegnsynets afgørelser skal nu ske ved indbringelse af sag til de almindelige domstole. Retten i Kolding behandler sager fra Fredericia.
