Vi vil fortsat prioritere og videreudvikle blandt andet Naturpark Lillebælt, Fredericia Vold, Østerstrand, Trelde Næs og skovene, Elbodalen og Rands Fjord med udgangspunkt i, at de udgør en væsentlig del af kommunens identitet.
Vi vil prioritere indsatserne i de grønne områder og i vandet omkring os med henblik på en varieret, mangfoldig og anvendelig natur – med særligt fokus på at værne om de sårbare naturområder.
Vi vil forbedre tilstanden i Lillebælt gennem styrket fokus og samarbejde om naturgenopretning, næringsstofreduktion og beskyttede områder.
Vi vil lave fælles helhedsorienteret planlægning for udviklingen af kommunens naturområder, så vi tilgodeser natur, landskab og turisme samt frilufts- og idrætsliv – organiseret og uorganiseret.
I vore attraktive, robuste naturområder vil vi understøtte udviklingen af oplevelser og aktiviteter, der skaber værdi og er relevante for lokale og for turister.
Vi vil formidle viden om naturen og værdien af at være i naturen, og vi vil tilbyde oplevelser i naturen - også ture, der fremmer den mentale og fysiske sundhed.
Vi vil samarbejde med virksomheder, landbrug og andre private lodsejere om at skabe variation og øget biodiversitet i grønne områder. Uanset om man råder over en mindre have eller en større virksomhedsgrund.
Vi vil have fokus på at standse udbredelsen af invasive arter.
Vi vil arbejde for at bevare og forbedre flora og fauna – med øget fokus på erhvervs-, by- og boligområder – og sikre multifunktionalitet i nye geografiske projektområder, så naturen og friluftslivet balancerer med klimaløsninger, bebyggelse med mere.
Vi vil blandt andet via de eksisterende råd og organisationer, herunder Naturråd Fredericia og Fredericia Idrætsråd, styrke samarbejdet på tværs af foreninger, erhvervsliv, lodsejere og interessenter i forhold til at skabe tilbud for alle i naturrummet. Dette med henblik på at udnytte naturområdernes potentialer i forhold til friluftsliv og idrætsliv.
Vi vil skabe de bedst mulige løsninger, hvor hensyn til naturværdier og friluftsliv går hånd i hånd.