Slå adgang med tegn til/fra

Synsvanskeligheder

Her finder du information om, hvordan du kan få hjælp, hvis du har synsvanskeligheder.

Synskonsulenterne i Fredericia Kommune bevilliger synshjælpemidler og tilbyder vejledning i brug af dem. Synskonsulenterne tilbyder også rådgivning og vejledning i, hvordan du orienterer dig og færdes i omgivelserne (orientering og mobility), og hvordan du bedst klarer almindelige dagligdags opgaver.

Tilbuddet er gratis og gælder voksne blinde og svagtseende, der bor i Fredericia Kommune. Som udgangspunkt skal visus på bedste øje være 0,3 eller derunder.

Du kan henvende dig direkte til synskonsulenterne ved at ringe i telefontiden. Når du henvender dig, opretter vi en ansøgning. Ansøgningerne bliver behandlet i den rækkefølge, vi modtager dem. Udredningen for synskompenserende hjælpemidler foregår som udgangspunkt på Fredericia Sundhedshus. Du vil blive indkaldt pr. brev med dato og tidspunkt. Vi vil ofte bede om tilladelse til at indhente øjenlægeoplysninger.

Hvad indeholder tilbuddet?

Tilbuddet indeholder bevilling af og vejledning i brug af synshjælpemidler:

  • Forstørrelseslupper
  • Elektroniske lupper
  • Talende ure
  • Orienteringsstokke
  • Mobilitystokke
  • Støttestokke
  • Lamper/ belysning
  • CCTV
  • Filterbriller/prismebriller

Vejledning i orientering og mobility:

  • Præsenteres for den hvide stok
  • Lære forskellige stokketeknikker
  • Kendskab til ledelinier
  • Kendskab til kendemærker
  • Indlære at benytte bus og andre offentlige transportmidler
  • Finde rundt i nye omgivelser

Råd og vejledning i forhold til almindelige dagligdags opgaver, f.eks.:

  • Betjene komfur, ovn, mikroovn
  • Holde orden i klædeskab og fryser, køleskab osv.
  • Teknikker ved madlavning
  • Teknikker ved spisning

Synskonsulenterne samarbejder med en specialoptiker fra CSV Vejle, hvis du f.eks. har behov for filterbriller, prisme halvbriller, lupbriller m.m. Du bliver henvist via synskonsulenterne og udredningen foregår i Vejle.

Hvis du vil klage

Hvis du ønsker at klage over en afgørelse, skal du sende din klage til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning.

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, DUKH, kan give dig uvildig rådgivning, når din sag er gået i hårdknude eller du føler dig uretfærdigt behandlet.

Du kan søge aktindsigt i dine sager hos kommunen, hos lægen og på hospitalets forskellige afdelinger. Læs mere på borger.dk om at søge aktindsigt og offentlighed i forvaltningen.

Hvad siger loven?

Du kan se de gældende love og regler om specialundervisning for voksne i bekendtgørelsen og i vejledningen på Retsinformations hjemmeside.

SPS-loven handler om specialpædagogisk støtte ved de videregående uddannelser.